Det var med ryggen mod muren dags dato i 1993, da Blur’s andet album Modern Life Is Rubbish blev udsendt. Efter et første album, der nok mest nådigt kan kaldes lovende og som havde skaffet London-bandet en forholdsvis beskeden status i skyggen af Madchester-vulkanen oppe nordpå, var uptempo-singlen ‘Popscene’ floppet, så det her var måske sidste skud i bøssen inden pladekontrakten blev erklæret ugyldig. Så galt skulle det ikke gå, for på MLIR skrev Blur sig ind i en langt mere substantiel britisk musiktradition med klassiske navne som The Kinks, The Small Faces og The Jam som både melodiske og tekst-tematiske forbilleder. Sangene emmede pludselig af øsende regnvejr i London, gennemblæste parkacoats, 9 til 5-lortearbejde, dårlige fish & chips & vinegar-måltider og måske endda en chancet scooter-tur med drengene ned til Brighton. Det hørtes allerede klart på førstesinglen her, der med et gjorde Blur til et relevant engelsk band. Herfra skulle Damon & co. aldrig igen se sig tilbage…
Håkan skriver, det i dag er 23 år siden hans debutsingle udkom og med et gjorde den lille dreng med de store sko til en usandsynlig men højt elsket popstar hinsidan. Her den første ubehjælpsomme TV-optræden med sangen i TV4’s morgenshow…
DM’s Dave Gahan bliver 61 i dag. Ingen alder når man har en så vital ny sang at synge som den følgende, samt så stærk en stemme at bære den med…
Hvilken lang musikalsk rejse det har været for både Depeche Mode og Dave Gahan. Det hele starter herunder 31. januar 1981 med full on techno-pop i denne første version af ‘Photographic’ på London-pladeselskabet Some Bizarre’s opsamling Some Bizarre Album, hvor nye ubeskrevne synth pop-bands præsenteres. Tre uger efter single-debuterer DM med ‘Dreaming of Me’, resten er historie…
Det engelske band And Also The Trees, der har – tag en dyb indånding! – 43 år og 15 albums bag sig, udsendte det hidtil seneste af disse i august sidste år. At dømme udfra åbningsnummeret ‘In A Bed In Yugoslavia’ fra The Bone Carver er det en fejl herfra ikke at have været lidt opmærksom noget før…
Kun positivt ment, så er der en fritfabulerende, righoldig The Good, The Bad & The Queen/Damon Albarn-vibe over denne nye, anden forløbersingle for det debutalbum kaldet Chaos For The Fly, Fontaines DC-forsanger Grian Chatten i eget navn udgiver sidst i juni…
Om to uger udsender The Clash’s Paul Simonon og den engelske sangerinde Galen Ayers deres fælles album Can We Do Tomorrow Another Day. Her den nyeste single derfra, som i bedste Joe Strummer-stil synges på spansk, hvad formodentlig skyldes at albummets sange er skrevet af Simonon under et længere lockdown-ophold på Mallorca…
17 år i dag siden The Go-Betweens’ Grant McLennan, en af de fineste australske sangskrivere denne verden er blevet givet, alt for tidligt forlod os. Han tog sig en eftermiddagslur før et planlagt aftenselskab, men vågnede aldrig op igen. Her en af hans så mange fine sange, denne en af de lidt mere ukendte. Lader hellere end gerne Grant McLennan selv introducere den med følgende ord: “This is an acoustic version of a song that never made it onto ’16 Lovers Lane’. It was a great summer and you could really see the Sydney Opera House from the window. It was also only twenty minutes walk to Bronte Beach”. Åh, Grant!
Svor for et par uger siden at ville poste, når en 2023-optagelse af The Walkmen’s pièce de résistance ‘All Hands And The Cook’ dukkede op fra deres nu påbegyndte comeback-tour. Og her er den så, fanget på den første af tre aftener denne uge i Philadelphia’s Union Transfer, en gammel historisk venue med jernbanehistorie der holder omkring 1.200. Så hvad hører vi? Først og fremmest en halsplaget Hamilton Leithauser, der kæmper en brav men ulige kamp for at skyde sig ind på nummerets højere toner. Men bag ham spiller The Walkmen som om det aldrig har været meningen, de skulle lave andet i livet end at være verdens bedste The Walkmen. Hvilket er en sjælden fornøjelse og ikke så lidt opmuntrende…
Washington Post har et nyt interview med The Walkmen omkring her og nu og da: https://fanlink.to/WM-WP
Efter ti års fravær i musik spillede Siouxsie Sioux i aftes på Ancienne Belgique i Bruxelles sit første show på forårets comeback-tour. Herunder setlisten fra en aften, der at dømme efter nogle få klip derfra tyder på et velspillende tourband, samt foran dem en savnet sangerinde, høj på scenekarisma og nødvendighed. I aften sker det på Paradiso i Amsterdam…
PS – Amsterdam bød på et ekstra men vigtigt ekstranummer…
Sikke et album at gå ud til foråret på! Fredag d. 4. maj 1984 udsendes Ocean Rain, Echo & The Bunnymen’s fjerde longplayer, hvor McCulloch, Sergeant, Pattinson og De Freitas sammen præsenterer en mere forfinet og elegant afbalanceret Bunnymen-musik end tidligere. Borte er det dynamiske, opdriftssøgende rockband, sikkert efterladt på en sen natcafé i det Paris, hvor albummet er blevet hovedindspillet. Istedet er her nu tilsat nye ingredienser som brush-førte trommer, luftige strygere (arrangeret af fast Triffids-kollaboratør Adam Peters) og flimrende akustiske guitarer, det på en samling lydhøre og rigtige sange, der står som den perfekte ramme for Ian McCullochs’ spektakulære stemme, der aldrig skal komme mere i sync med egne Sinatra-høje ambitioner som sanger end på dette romantiske mesterværk. Hør bare, så nærmest filmisk stærkt står titelnummeret, albummets svajende finale…
Manchester’s Factory Records havde oprindeligt to flagskibe. Det ene var selvklart Joy Division, hvis indre storm også slog gnister på vinyl. Det andet var A Certain Ratio, hvis golde musik lød om muligt endnu koldere end og havde en afgørende forskel; den tog afsæt i funk. Ikke den lækre nordamerikanske slags, men en iskold selvopfunden Manc-variant, der blandede disciplinens stramme beat med dissonant trompet, slet maskeret depression og frontfigur Simon Topping’s nærmest apatisk kridhvide vokal. ACR’s tidlige udgivelser til og med1982 er dog trods den rytmiske spændstighed først og fremmest en fornem eksponent for postpunk med sit helt eget signalsprog og en ungdommens gennemførte konsekvens i egne spartanske valg . Som her på 1980-singlen ‘Shack Up’, der udkom på Factory Benelux, den belgiske variant af Manchester-pladeselskabet, hvis co-grundlægger Annik Honoré havde sin helt egen hovedrolle i tragedien omkring Joy Division’s Ian Curtis’ selvmord…
På RSD forleden udsendte 90’er-stjernerne fra Garbage en EP på blodrød transparent vinyl med bl.a. en nyindspillet cover af Siouxsie and the Banshees’ ‘Cities In Dust’. Siouxsie er ikke nem at synge op imod, men slipper attitude-stærke Shirley Manson ikke mere end bare hæderligt fra det? Døm selv…
2. maj 1980 spillede Joy Division på Birmingham University sit sidste show nogensinde inden sanger Ian Curtis’ selvmord to uger efter. De tre tiloversblevne besluttede snart at fortsætte sammen, fik selskab af trommeslager Stephen Morris’ kæreste Gilian Gilbert på keyboards og New Order var født. Bandets tidligste musik voksede helt naturligt ud af Joy Division’s dystre lyd og tilgang, hvad høres mest tydeligt på førstesinglen ‘Ceremony’ og debutalbummet Movement (1981). Men i marts 1983 udkom 12″er-singlen ‘Blue Monday’, der med sin top-moderne og fuldfede elektroniske lyd skød det nye band ud af egen fortids skygge og ind på alverdens hitlister. Den tilgang fortsatte da Power, Corruption & Lies, det svære andet album, udkom 2. maj 1983. Fra Factory-husdesigner Peter Saville’s stilfulde blomstercover med de påtrykte farvekoder til indholdets legende elektroniske dog organiske musik stod det straks klart, at New Order pludselig formåede at lukke lyset ind og kollektivt skabe en ny slags popmusik, der var langt mere end blot et ekko af sine skaberes allerede da myteomspundne fortid. Hør f.eks. bare mesterpladens åbningsnummer her, hvor det nu endda er lykkedes at vende ersatz-sanger Bernard Sumner’s vokale svaghed og tekstmæssige naivitet til umiddelbar kommunikativ styrke…
Faldt over/købte denne gamle guilty pleasure-single forleden, og må med bøjet hovede tilstå den faktisk gav større fornøjelse at genhøre, end jeg havde troet det muligt. For allerede i 1980 lød East End’s skinhead-band Cockney Rejects jo mest af alt som en primal opstramning af den råbekors-punk, den selvproklamerede arbejderklasse-talsmand Jimmy Pursey havde haft forbløffende succes med som forsanger i Sham 69, et håbløst band hvis plader i dag står ufrivilligt komiske og hjernedøde. Selvsamme Pursey var med til at hjælpe Cockney Rejects igang med karrieren og står endda co-krediteret som sangskriver her på ‘The Greatest Cockney Rip Off’, der iøvrigt også dukkede op for en del år siden, da Morrissey havde den på sin preshow-playliste. Og ja, man kan sige meget negativt om Morrissey, men han kan sin musikhistorie for det særegent ærke-engelske, hvad igen høres på denne optagelse fra BBC’s Top of the Pops, 24. april 1980, hvor Cockney Rejects – sikkert uden hverken at vide eller ville det – for en enkelt kort sang lykkes ramme noget andet og mere pop-kløgtigt end de med deres kradse støj egentlig sigter efter…
