Sidste nat med Animal Nitrate-kliken: Suede sluttede sin europæiske minitour af onsdag aften på Hamburg’s gamle Gruenspan. Her et yderst levende stemningsbillede fra aftenen på Große Freiheit. Hvor det dog klæder Suede’s temperament med de nye heftige sange fra Autofiction…
Alle indlæg af Jens
We are the Paris pigs
The London Suede slutter onsdag aften på Gruenspan i Hamburg en fem dages intim europæisk præsentationstour af nye Autofiction. Mandag aften stod Brett & co. foran 495 mennesker på klubben La Maroquinerie i Paris. Her hele koncerten optaget fra første række…

And Nothing Is Forever
The Cure har nu i aften på Avicii Arena i Stockholm verdenspremieret denne nye sang, der lægger sig i samme stærkt stemningssatsende spor som den ditto nye fra Riga, vi havde her forleden…
Orkestrale manøvrer

Webmaster Pastor nævner i indlægget herunder (i forbindelse med et nyt amerikansk band) Liverpool-duoens Orchestral Maneouvres in the Dark. Og nu det tilfældigvis i går var årsdag for udgivelsen af favoritsinglen her med OMD, den i 1981 udsendte ‘Joan of Arc’, så her en samtidig liveoptagelse af sangen, en følelsesintens drøm af et melodisk synthpop-hit. OMD er vel iøvrigt de eneste fra Liverpool, der nogensinde er udkommet på Manchester’s Factory Records, som i 1979 udsendte debutsinglen ‘Electricity’…
Det Knaldhårde Mørke
En prægtig erindringssang. Musik af Nils Lassen, ord af Søren Ulrik Thomsen, sunget og udgivet af Knud Odde på hans sangstærke Strejftog I Hjemegnen. Og nu er ‘Det Knaldhårde Mørke’ så også blevet udsendt som digital single og har fået følgende tidsmaskine af en video til…
The Cure afsted
Tourstart for The Cure i lettiske Riga torsdag aften. Blandt de forventede klassiske kendinge på setlisten var også et par nye numre, formodentlig fra det album der efter sigende udgives snart. Deriblandt den set-nedlukkende ‘Endsong’, der umiddelbart lyder af alt det, man engang elskede The Cure betingelsesløst for…
Dance, dance, dance, dance, dance to the radio…

Hvor mange bands udsender debutalbum før de nogensinde kommer på banen med en single? Ikke mange, men Joy Division er at af dem. Unknown Pleasures udgives i juni 1979, men allerede få måneder efter præsenteres nyt materiale på vinyl. ‘Transmission’ er – sammen med b-siden ‘Novelty’ – blevet indspillet i en session sidst på sommeren og udsendes 7. oktober som Joy Division’s første single. Nummeret har været præsenteret på BBC’s ungdomsprogram Something Else tre uger før, men den isoleret set stærke live-optræden har ikke forberedt nogen på, hvilken massiv og strømlinet kraft den Martin Hannett-producerede studieversion kommer med. Når man hører denne musik nu, så er det svært ikke at undres, hvorfor Joy Division først blev store da Ian Curtis ikke længere var i live…
Joakim Berg er tilbage
Kent’s centralstation Joakim Berg er nu officielt i vælten som medlem af trioen Dead People, der udgiver debutalbum 11. november. Sangerinden kender vi også på forhånd, Anne Ternheim, som nok mest er værdsat her for sin rørende klare klaverversion af Broder Daniel’s ‘Shoreline’. Her følger Dead People-singlen ‘The River’, der er blevet sendt afsted i dag.
Jeg dør hver dag i Tyskland
En heftig smagsprøve fra Die Nerven’s sjette album, der udkommer i dag…
The Cure på børnebiblioteket

Man lærer noget nyt hver dag. I dag har jeg f.eks. erfaret om The Cure’s essentielle single ‘Charlotte Sometimes’, der kom mellem Faith (1981) og Pornography (1982), at dens tekst er baseret på en Penelope Farmer-børnebog fra 1969 af samme navn, som Robert Smith har et nært forhold til. Historiens udgangspunkt er – kort fortalt – at Charlotte skal begynde på en kostskole, hvor hun første aften ved sengetid i sin søvn pludselig bliver transporteret tilbage til tiden lige før 1. Verdenskrigs afslutning i 1918, hvor hun bytter person med en Clare, som til gengæld rejser frem i tid og bliver til Charlotte. Hvad der derefter skal ikke afsløres her. Iøvrigt ikke første gang Robert Smith’s læsning afkastede en sangtekst; The Cure’s debutsinglen’Killing An Arab’ er en kort versionering af Albert Camus’ debutroman L’Étranger (Den Fremmede). The Cure udsendte ‘Charlotte Sometimes’ på dags dato i 1981…

Faithfully yours
I 2018 indspiller Marianne Faithfull for tredje gang ‘As Tears Goes By’, sin signatursang fra de unge år som Mick Jagger’s kæreste i uskyldige Swinging London. Og hvordan lyder Jagger/Richards-balladen med de vemodige ord så i den nyeste version fra Negative Capabillity, hele 53 år efter hun først hittede med den? Bedre end både hendes sødmefyldte original fra 1965 og en senere, mere cabaret-mørk version 1987. Sangens grundfølelse af noget tabt og for altid mistet står perfekt til Faithfull’s nu så livsbrugte, brækkede engelske stemme…
Automatic for the People 30

30 år i dag siden R.E.M. udsendte det album, der fangede Athens, Georgia-bandet på sit absolutte kommercielle højdepunkt i karrieren. Automatic for the People kom ovenpå ‘Losing My Religion’s globale hitliste-triumfmarch, og blev hyldet bredt som et mesterværk. I dag lyder pladen med tiden mere sporadisk og ikke så helstøbt som det – og da ialfald slet ikke som R.E.M.’s egen stærkeste – men den kan naturligvis stadig et og andet. Ikke mindst albummets slutsekvens er ren verdensklasse; det ubesværede hit ‘Man On The Moon’ over det så fint melodiske snapshot ‘Nightswimming’ over i albummets farvel, vel en af de mest rørende sange af nogen nogensinde. Her ‘Find The River’ spillet foran domkirken i Köln i 2001. Her lyder den trods sine på dette tidspunkt kun ni år allerede som en evergreen…
En sæson i helvede

Richard Hell var New York City-punkens posterboy, men vigtigere måske også dens vildeste lyriker. Det musikalske talent var mere visionært og ekspressivt end egentlig musikalsk, så karrieren kastede kun få intense albums af sig inden det skrevne ord blev hans foretrukne medie. Det første af disse, Richard Hell & The Voidoids’ Blank Generation (1977), er et af punkens vigtigste, og gennem det står Hell skarpt afbilledet i historien fra perioden ovenpå han først havde dannet Television (AKA The Neon Boys) med ungdomsvennen Tom Verlaine, siden The Heartbreakers med Johnny Thunders. Men Hell var øjensynligt både for samarbejdsvanskelig og for stor stjerne i eget univers til at dele scenelyset med nogen af disse, så The Voidoids blev som logisk udvej hans helt eget band. Her er de i 1979 på hjemmebanen CBGB’s på Lower East Side. På klippet ses også guitaresset Robert Quine, hvis uortodokst tværgående spil Hell’s musik nød godt af inden Lou Reed headhuntede ham. Richard Hell bliver 73 i dag…
Suede saturday
En af favoritterne her fra det nye stærke Suede-album. Brett fortæller, ‘It’s Always The Quiet Ones’ er sammenstykket af stykker fra tre nye havarerede numre, der hver for sig ikke fungerede. Det gør stykkerne til gengæld sammen her, hvor det specielt er det tredje – omkvædet – der giver karakter…
Hungry like a wolf…
NYC-outsiderdarlings Yeah Yeah Yeahs er i dag tilbage efter (for) mange års fravær med et nyt album og en ny sound langt fra den bevidst støjende guitardrevne primal-energi, som var trioens udgangspunkt way back. Her Karen O & co. med en opdateret skarp og synth-ladet lys popmusik, som vel næppe findes ret meget mere opløftende i kaosåret 2022…