En prægtig erindringssang. Musik af Nils Lassen, ord af Søren Ulrik Thomsen, sunget og udgivet af Knud Odde på hans sangstærke Strejftog I Hjemegnen. Og nu er ‘Det Knaldhårde Mørke’ så også blevet udsendt som digital single og har fået følgende tidsmaskine af en video til…

Hvor mange bands udsender debutalbum før de nogensinde kommer på banen med en single? Ikke mange, men Joy Division er at af dem. Unknown Pleasures udgives i juni 1979, men allerede få måneder efter præsenteres nyt materiale på vinyl. ‘Transmission’ er – sammen med b-siden ‘Novelty’ – blevet indspillet i en session sidst på sommeren og udsendes 7. oktober som Joy Division’s første single. Nummeret har været præsenteret på BBC’s ungdomsprogram Something Else tre uger før, men den isoleret set stærke live-optræden har ikke forberedt nogen på, hvilken massiv og strømlinet kraft den Martin Hannett-producerede studieversion kommer med. Når man hører denne musik nu, så er det svært ikke at undres, hvorfor Joy Division først blev store da Ian Curtis ikke længere var i live…

Man lærer noget nyt hver dag. I dag har jeg f.eks. erfaret om The Cure’s essentielle single ‘Charlotte Sometimes’, der kom mellem Faith (1981) og Pornography (1982), at dens tekst er baseret på en Penelope Farmer-børnebog fra 1969 af samme navn, som Robert Smith har et nært forhold til. Historiens udgangspunkt er – kort fortalt – at Charlotte skal begynde på en kostskole, hvor hun første aften ved sengetid i sin søvn pludselig bliver transporteret tilbage til tiden lige før 1. Verdenskrigs afslutning i 1918, hvor hun bytter person med en Clare, som til gengæld rejser frem i tid og bliver til Charlotte. Hvad der derefter skal ikke afsløres her. Iøvrigt ikke første gang Robert Smith’s læsning afkastede en sangtekst; The Cure’s debutsinglen’Killing An Arab’ er en kort versionering af Albert Camus’ debutroman L’Étranger (Den Fremmede). The Cure udsendte ‘Charlotte Sometimes’ på dags dato i 1981…

30 år i dag siden R.E.M. udsendte det album, der fangede Athens, Georgia-bandet på sit absolutte kommercielle højdepunkt i karrieren. Automatic for the People kom ovenpå ‘Losing My Religion’s globale hitliste-triumfmarch, og blev hyldet bredt som et mesterværk. I dag lyder pladen med tiden mere sporadisk og ikke så helstøbt som det – og da ialfald slet ikke som R.E.M.’s egen stærkeste – men den kan naturligvis stadig et og andet. Ikke mindst albummets slutsekvens er ren verdensklasse; det ubesværede hit ‘Man On The Moon’ over det så fint melodiske snapshot ‘Nightswimming’ over i albummets farvel, vel en af de mest rørende sange af nogen nogensinde. Her ‘Find The River’ spillet foran domkirken i Köln i 2001. Her lyder den trods sine på dette tidspunkt kun ni år allerede som en evergreen…

Richard Hell var New York City-punkens posterboy, men vigtigere måske også dens vildeste lyriker. Det musikalske talent var mere visionært og ekspressivt end egentlig musikalsk, så karrieren kastede kun få intense albums af sig inden det skrevne ord blev hans foretrukne medie. Det første af disse, Richard Hell & The Voidoids’ Blank Generation (1977), er et af punkens vigtigste, og gennem det står Hell skarpt afbilledet i historien fra perioden ovenpå han først havde dannet Television (AKA The Neon Boys) med ungdomsvennen Tom Verlaine, siden The Heartbreakers med Johnny Thunders. Men Hell var øjensynligt både for samarbejdsvanskelig og for stor stjerne i eget univers til at dele scenelyset med nogen af disse, så The Voidoids blev som logisk udvej hans helt eget band. Her er de i 1979 på hjemmebanen CBGB’s på Lower East Side. På klippet ses også guitaresset Robert Quine, hvis uortodokst tværgående spil Hell’s musik nød godt af inden Lou Reed headhuntede ham. Richard Hell bliver 73 i dag…

En af favoritterne her fra det nye stærke Suede-album. Brett fortæller, ‘It’s Always The Quiet Ones’ er sammenstykket af stykker fra tre nye havarerede numre, der hver for sig ikke fungerede. Det gør stykkerne til gengæld sammen her, hvor det specielt er det tredje – omkvædet – der giver karakter…