Sommer, slut-juli 1978: The Clash spiller fire London-aftener i træk på The Music Machine, få hundrede meter fra deres Rehearsal Rehearsals-hovedkvarter. Support på alle aftener er New York City-elektroduoen Suicide, samt et nyt band fra Coventry, der hedder The Specials. Setlisten disse aftener er præget af de seneste tre singler ‘Complete Control, ‘Clash City Rockers’, sommerens buzz, ‘White Man (In Hammersmith Palais), samt numre, der snart vil kunne høres på vinterens nye Clash-album Give Em Enough Rope. Man skulle have været der.
Kan se, Pastoren prøver tvinge en tilbage her øverst på bloggen med indlæg om Joni Mitchell og 70’er-soul. Og det virker tydeligvis. For her en manisk rejsesang fra et britisk band, der i bagspejlet er ret fantastiske til og med 1982, derefter aldrig igen. Hvilket mere passende sted for unge Jim Kerr at synge ‘I Travel’, den piskende åbningssang på Simple Minds’ europæiske kærlighedserklæring Empires and Dance (1980), end f.eks. på en fransk eller spansk TV-kanal? Hørte hele albummet i nat, en moderne klassiker…
En slutrunde starter for alvor først den dag, det tyske landshold spiller sin første kamp. Således også med dette EM, hvor et nu i flere år uvant slingrende Die Mannschaft i aften i München har en svært stor mundfuld ved navn Frankrig foran sig. Den seneste tid har der været ikke så lidt snak om de bedste slutrundesange gennem årene. For at undgå gentagelsen af ‘den med New Order’ så herfra istedet en, jeg ti år gammel købte på 7’er-single i Vesttyskland. Kaiser Franz, Der Bomber & co serverer fra 1974 en dræberschlager, der med ubesværet lethed spiser Alphabeat til morgenmad. Breakfast for champions? Ja, naturligvis skulle vesttyskerne blive Weltmeister ovenpå den her velsmurte maskine af en sang. Ikke engang smukke Johan Cruyff’s flyvende hollændere kunne stoppe dette sort/hvide-tog…
Havde han skrevet og sunget denne nye duet fra Sharon Van Etten og Angel Olsen, ville dette være den bedste Bruce Springsteen-sang siden ialfald 1987. Det er det så ikke. The sisters are doin’ it for themselves, og de gør det upåklageligt…
Kære venner, holder meget af at poste musik, verdens sære galskab og ting, men den efterhånden sparsomme kommunikation her bliver i længden sært demotiverende. Forstår fuldt ud, hvem som helst har mere travlt med andre ting. Men måske tiden er kommet til, at siden her bør lægges ned? Vi tager en tænkepause omkring det for os alle, tænker jeg. Take care.
The Cramps’ kvindelige guitarist Poison Ivy Rorschach havde fødselsdag lørdag. Værd at markere, så der er undskyldning for righoldig nydelse af The Gun Club’s hyldestsang til hende fra deres storslåede debutalbum Fire of Love (1981). Siden her oplevede iøvrigt Ivy med The Cramps i Saltlageret, København i 1986, og det var præcis ligeså Elvis-i-Helvede-eksplosivt som denne Jeffrey Lee Pierce-sang…
Husker at det føltes lidt kunstigt med et nyt engelsk band opkaldt efter et fransk modemagasin. Men deres debutsingle lød dødfrisk og spændende, positivt som en slags ungdomsklubudgave af Kraftwerk. Stilen var strictly keyboard/rytmebox-baseret og blev kaldt synth pop. En ny lyd til en ny tid. 70’erne var uigenkaldeligt forbi. I dag er det 40 år siden Depeche Mode’s debutsingle ‘Dreaming Of Me’ blev udsendt…
En nat for to-tre uger fremstillede en doku på TV Los Angeles-bandet The Go-Go’s som et af de centrale LA-punkbands i slut-70’erne. Intet kunne vel være mere misvisende. Her er derimod X, som i virkelighedens verden – sammen med især The Weirdos, Germs og The Dils – sad tungt på LA-scenens første bølge og udsendte en række markante plader, hvor især albummet Los Angeles (1980) har overlevet på stærkt særegne numre og en tidløs nødvendighed…
Nikolaj Nørlund udsender i dag sit første egentlige soloalbum siden 2014. Hverdag i Paradis er blevet til i tæt parløb med keyboardspiller Adu Zukanovic, og fortsætter i generel tilgang som lyd den driblende leg hovedpersonen i producerstolen senest demonstrerede på Peter Wangels så fine solodebut. Her ‘De Tilfældige’ fra dagens lykkeligt overskudsramte nye Nørlund-album…
Stadig på pause, nu på ottende år, New York City’s uforlignelige The Walkmen, og ja, hvem ved om bandmedlemmerne måske lige nu nyder livet under en baldakin, med udsigt til en damper ude på et blåt hav, som herrerne på singlecoveret herover? Det skal isåfald være dem fortjent. Men stadig kan man overvældes af The Walkmen’s bedste øjeblikkes ubesværede og anderledes perfektion, det i en grad så en genforening og kollektiv musikalsk reaktivering står højere på den musikalske ønskesliste her end det meste andet. Det er den slags stof drømme er gjort af.
30 år siden i dag Micheal Stipe stod med sine englevinger på MTV for første gang, og dansede ‘Losing My Religion’ afsted til et internationalt hit af de allerstørste. Siden da var bandet fra Athens, Georgia aldrig helt det samme, nu med langt tungere og forpligtende vægt på kollektive skuldre. De var ikke vores længre, tilhørte nu en verden af MTV. ‘Losing My Religion’ hørte man så meget med tiden, den blev blind muzak, men med friske ører i dag er det jo faktisk stadig en stor, stor sang på sine lette mandolinfødder…
Et shout-out til en af jamaicansk musiks store, toasting-pioneren U-Roy, af folk som har forstand på den slags anset som en af fædrene til hiphop, der døde onsdag. Her gør han sin specielle ting i et så fint klip helt tilbage fra 1970, fem år inden albummet Dread in a Babylon gav ham stjernestatus på Jamaica, men sandelig også i England, hvor The Clash’s Joe Stummer var erklæret fan…
Vi talte om David McComb og The Triffids’ kvaliteter her i går. Men det var nu først Perth, West Australia-bandets andet album, der markerede en ankomst til den øverste kunstneriske liga. Born Sandy Devotional udkom i marts 1986, og stod allerede straks ud gennem sit natursansende cover, der usagt, og med albummets australsk-klassiske tone i ryggen, signalerede en søgen mod det oprindelige. Derfor noget af en uskyldighedstabs-knytnæve i går på Twitter at erfare, hvordan coverets landskab ligger og ser ud i dag…
