Her på belgiske plader, som udført af en vis Raphaël de Sauvage under navnet Cabaret Nocturne…
Alle indlæg af Jens
En B-side…?
3. juli, dagen op til den amerikanske Independence Day, udsendte Sufjan Stevens en 12-minutters single kaldet ‘America’, et sorgfuldt og lydfragmenteret hyldestrequiem til sit hjemland. Men B-siden fortjener også opmærksomhed, da den vel nærmest står endnu stærkere end sin forside. ‘My Rajneesh’ varer til sammenligning kun lidt over ti minutter, men bærer en stemning så opløftende sørgmodig med sig, den bevidsthedsmæssigt nærmest kun kan komme fra en anden verden end denne. Siger ikke at Sufjan er (blevet) religiøs, dog musikkens afklarede ro kunne hurtigt afføde den mistanke. Arkiver under O for ‘otherworldly’…
Born to Run 45

Springsteen’s tredje album, men det første hvor hans ambitiøse fortællervision for alvor falder i hak, og en musik så billedrig, den nærmest er cinematografisk, folder sig ud og sætter ham på verdenskortet som en af de store. Hvis man ikke kender til rockmusik og dens virkemidler, kan man lære evigt meget af bare at høre den første nær-perfekte side af dette værk; fire markant formfuldendte sange sat op til drama, men uden så meget som en eneste unødig tone eller et eneste overflødigt ord. En musik der er storladen men slank, som bruger det velspillende og organisk producerede bands store dynamik som stemningens henførte malerpensel i de detaljerige amerikanske voksenfortællinger. Klassikeren Born to Run blev udsendt i sensommeren 1975, helt præcis d. 25. august, for 45 år siden i dag. Her afslutningsdramaet på side 1, en betændt kærlighedserkæring af en sang om svigtet venskab og mistet uskyld; tragisk, medrivende, voldsom, samt voldsomt romantisk på én og samme tid.
Introducing…Linea Aspera!
Med de dygtiges held dresserer London-duoen Linea Aspera her både kulsort nat og bankende sequencers…
Bright Eyes er tilbage
Lørdag var Bright Eyes på CBS’ Saturday Sessions i anledning af Down in the Weeds, Where the World Once Was, bandets nye comebackalbum, en fornem tilbagevenden til fordoms styrke…
Den rigtige Townes
Conor Oberst’s gendannede Bright Eyes udsendte i fredags bandets første plade i ni år. Og hvilket fint comeback-album Down in the Weeds, Where the World Once Was er, ikke helt lidt Arcade Fire/The Suburbs-agtigt i sin rigt melodiske instrumentering og tilbageskuende melankoli. På Pitchfork fortalte Conor Oberst i weekenden om, hvordan han først hørte Townes Van Zandt, verdens ensommeste tragedie…
– There was this record store called the Antiquarium that was the epicenter for all things left of the dial in Omaha. It was quintessential, straight out of High Fidelity, but even worse. It was in the basement of a bookstore, run by the most pretentious people—this guy Dave Sink would sit behind the counter and chain-smoke cigarettes all day. It was mostly used things and vinyl. Dave would make fun of me for buying CDs. I was like, “But I don’t have a record player!” I guess he ended up being right.
– Dave passed away, and the store is gone now. But he was very generous in the sense that he would let kids hang out there all day and talk shit about music. I became really good friends with him and [songwriter] Simon Joyner, who would work there on occasion. At that point, I had started writing more in the zone of folk-type stuff. I was getting a little more evolved in my interests. One day, they were like, “You ever heard of Townes Van Zandt? I think you’re gonna like it.” For better or worse, it totally changed my life.
– I think everybody is a combination of their influences, but Townes is the deep, dark part that I carry around. It’s like there’s no anesthetic. It’s just straight to your heart, some of the most beautiful but painful feelings a person can have. His best friend Guy Clark said something to the effect of, “Everyone wants to write and sing like Townes, but no one should want to be like Townes.” And that’s coming from his best friend! I got really into Elliott Smith around that same period. When you’re young, it’s easy to romanticize the tortured artist kinda thing. I absolutely fell for it.
Harlem River Blues for JT
Det skulle helt sikkert ikke være nemt, at have outlaw country-karakteren Steve Earle som far, og så ovenikøbet være opkaldt efter verdens ensommeste tragedie, farens store helt, sangeren Townes Van Zandt. Men længe så det – trods problemer med stoffer og alkohol fra tidlige teenage-år – på afstand ud til at lykkes Justin Townes Earle overkomme disse vilkår. Da ialfald arbejdsmæssigt gennem en profileret karriere i eget navn, baseret på et stort, righoldigt og vitalt americana-talent. Herfra markeres Justin Townes Earle’s så utidige død med denne så skarpe Letterman-version af favoritsangen her med ham…
Lord, I’m goin’ uptown to the Harlem River to drown
Dirty water’s gonna cover me over and I’m not gonna make a sound…
Молчат Дома
Fra hovedstaden Minsk i Hviderusland kommer Molchat Doma – hallo til Egor, Roman og Pavel – som til nu har udsendt to albums. Bandnavnet betyder ‘huse er stille’, sangtitlen her ‘nye bygninger, det er alt…
***** GENERATION
Richard Hell var udbryderen fra Tom Verlaine’s Television, der mod alle musikalske odds med sit nye band Richard Hell and the Voidoids i 1977 lykkedes udgive en af de helt centrale punkplader fra New York-scenen. Nyd også her på titelnummeret derfra guitar-es Robert Quine, der siden skulle blive headhuntet til Lou Reed’s band. Man forstår hvorfor, når hans grænsebrydende spil flænser igennem her…
Here’s to Joe

The Clash-forsangerens fødselsdag markeres i aften kl. 21 med en stort anlagt stream-special lige her.

Lovesong 31

21. august 1989 udsender The Cure ‘Lovesong’ fra samme forårs Disintegration som single. Her en senere cover fra dansk TV af sangen (start 3:24). Noget af en slags hjemkomst at synge The Cure efter forgudelsen af dem omkring deres første fire albums way back. Mit band i Viborg stod til dengang (foråret 1981 i Saltlageret, København), at skulle spille support for The Cure på deres Faith-tour, men aftenen blev desværre aflyst nogle uger før pga. alt for få solgte billetter. De skulle blive større siden…
The rain falls hard on a humdrum town…

Ikke bare i dag, men også i dag for 36 år siden da The Smiths udsendte ‘William, It Was Really Nothing’, singlen hvor Johnny Marr fik lagt endnu flere alen til sit blomstrende musikalske overskudstalent. Og Morrissey var på sin side af bandets arbejdsdeling slet ikke langt bagefter.
When saturday comes
12. september starter den kommende Premier League-sæson, desværre stadig helt uden tilskuere. I dag blev PL-køreplanen afsløret i form af det samlede kampprogram. De engelske mestre fra Liverpool har store traditionsklubber i sine første håndfuld kampe for titelforsvaret, således Chelsea (ude), Arsenal (hjemme), Aston Villa (ude) og Everton (ude). Og åbningskampen er en lækkerbisken på Anfield mod disse hårde oprykkere, hvis altid markante tilstedeværelse så længe har været savnet i Premier League…

Angel alene i verden
En Angel Olsen og en guitar med strøm i; mere skal der ikke til for at få guirlanderne i Masonic Temple i Asheville, North Carolina til at lyse mod himlen…
Quiet hearts

En doku i serien Great Australian Albums om The Go-Betweens’ 1988-mesterstykke 16 Lovers Lane. Fordi albummet hele vejen igennem er det hele værd…