Australsk rockmusik kommer ofte med en eksotisk bismag af hed sommer og udstrakte støvede vidder. Således også Sydney-bandet The Moff’s så specielle 1985-single ‘Another Day In The Sun’…

Bruce Springsteen’s musik rimer som altid på hed sommervarme, så passende at det californske underholdningswebsite Uproxx i går har offentliggjort en lang og udfordrende liste, hvor kulturskribent Steven Hyden tager os igennem sit begrundede og rangerede bud på Springsteen’s 100 bedste sange. Listen som der linkes til lige her har iøvrigt en sang på sin førsteplads, som sikkert vil være overraskende for ikke så få, men som for denne side kun giver smuk, logisk mening. Enjoy!

PS – Lige her burde naturligt have været et stykke valgt musik, men vi tager lige nogle symbolske dage denne uge uden støtte til gribbene fra Google/YouTube.

6. august 1979 udsender Northampton-bandet Bauhaus 12’er-singlen ‘Bela Lugosi’s Dead’ på Small Wonder Records. Med en længde på mere end ni minutter, og en tilbageholdt drop-orienteret produktion, der i sin brug af delay og reverb skylder ikke så lidt til dub-reggae, dette nedenunder sanger Peter Murphy’s Dracula-flirtende baryton, er ‘Bela Lugosi’s Dead’ en af postpunkens særegne debutsingler. John Peel begynder straks at afspille den i sin fulde længde på sit BBC-aftenprogram, og hurtigt bliver singlen et markant hit på den alternative britiske hitliste…

En afbrændt fornemmelse at bringe/promovere YouTube-videoer på siden her efter Google’s blokering i sidste uge af dansk musik på kanalen. I forvejen betaler Google/YouTube til sammenligning med de andre store streamingtjenester i særklasse dårligst tilbage for den musik de bringer, så deres krav til rettighedsorganisationen KODA om kun at betale 30% af den hidtil aftalte rate, mens en genforhandling af vilkårene står på, er hardcore. KODA har erklæret denne reduktion for uacceptabel, og væk er den danske musik derfor med ét hurtigt Google-slangehug. Et brutalt træk i lyset af Google’s selvfølgelige viden om, at musikken som sådan i forvejen står hårdt trængt i den her pandemitid. Så en symbolsk udflugt væk fra YouTube her, til Roxy Music’s så elegant iskolde 1975-disco på Vimeo…

Manchester’s Factory Records var i start-80’erne meget mere end Joy Division/New Order, selvom det var derfra pengene kom ind. Således udsendte Factory med The Durutti Column (AKA Vini Reilly) samtidig nogle fremragende plader, hvor Reilly’s så distinkt fjerlette guitarspil – der siden skulle besjæle Morrissey’s 1988-debutalbum Viva Hate – gav postpunkens blege sønner og døtre nogle tiltrængte solstråler. Vini har fødselsdag i dag, så her kongenummeret ‘Never Known’, der åbner side 2 på LC (1981), Durutti’s vel bedste album…

Hvem kan komme overraskende stærkt tilbage med dunkelt shine og dikterende schwung på et nyt album efter hele 29 års pladepause? Det kan engelske Psychedelic Furs, viser det sig nu. Made of Rain, der blev udsendt i fredags, er et overbevisende meningsfuldt comeback, så langt bedre end de to forløbersingler fra tidligere på året særskilt gav forvarsling om. The Furs’ bedste plader kom i starten af karrieren, og det er den åre der med fuldvoksen tyngde igen spilles ud fra nu, snarere end bandets senere udglattende værker, hvor jagten på den amerikanske mainstreamkarriere ikke gjorde meget godt for sanger/sangskriver Richard Butler’s sardoniske talent. Ja, den afvisende stemme der for længe siden betalte sine lærepenge i Bowie-skolen for langt større ting end berømmelse for enhver pris. Her en passende smagsprøve på det genopstandne…

Siouxsie and the Banshees’ tredje album, et spændende skridt ud af den monokrome postpunk, London-bandet egenhændigt havde skabt. Kaleidoscope udkom dags dato i 1980. Her dens første single…

Lou Reed’s femtende soloalbum, den så back-to-basics-kontante New York fra 1989, står som en af de mest bredt værdsatte udgiverlser i Brooklyn-artistens senere karriere. 25. september udsender Rhino en udvidet deluxe-version af albummet. Her ni af pladens sange, som Reed præsenterede dem med sit band på amerikansk TV i 1990…

‘What a drag it is getting old’, synger The Rolling Stones’s Mick Jagger på ‘Mothers Little Helper’ i 1966. Dengang kommer de gode sange i et brusende flow for London-bandet, men senere skal dets gavmilde kilde tørre helt og aldeles ud. Her således et af bandets allersidste relevante udgivelser, Some Girls-hovednummeret ‘Miss You’ fra 1978, hvor Rolling Stones positivt synes informeret af disco og revitaliseret af tidens nye toneklange i rockmusik. Som sådan er denne vidunderligt lange maxisingle-version af ‘Miss You’ ret så fantastisk i sit selvsikre New York City-swing. Dens sanger, Mick Jagger, fylder 77 i dag. Håber for ham, at den linie fra ‘Mothers Little Helper’ bare var en løgn…