Der skulle en katastrofal nordamerikansk tour, et økonomisk nærkollaps, en masse alkohol og intern frustration til at det unge Blur endelig fremstod som et relevant band med noget på hjerte. Det her var singlen, som på trods af aldrig at nå ind på den engelske hitliste, gjorde mange af os opmærksomme på deres potentiale. ‘Popscene’ har en genstridig fuck-det-hele attitude, som sidenhen skulle blive anerkendt flere steder som Britpop’s Stunde Null. Ved ikke om det er at gå en bro for langt, men nummerets hæsblæsende ridt kommer ialfald med en aura af noget vigtigt over sig…
Ugens nye hjerteknuste break up-single fra Queens of the Stone Age mestrer den subtile, nærmest diskrete tilbageholdenhed i udtryk, der kendetegner Josh Homme og hans band når de er mest indbydende. Tidligere ‘Make It With Chu’ har noget af samme fabulerende sjælespil – og i-sig-selv-hvilende bekendelsesvokal af Homme – som her ‘Significant Other’, der er sendt i byen for at forvarsle nyt QotSA-album. Og hvilken skjult omkvædsbro der åbenbares, da nummeret egentlig synes kortlagt! Med en finesse som denne ønsker man kun, Homme kunne samle Iggy Pop op igen og lave en efterfølger til deres fælles ti år gamle Post Pop Depression, helt sikkert tom ønsketænkning…
Det er ikke ligefrem noget at fejre, men dog markere, at det i dag er præcis ti år siden Håkan Hellström sidst udsendte et album med kvalitet. Da Du Gamla, Du Fria udkom 26. august 2016 var dens afsender allerede blevet svensk Nya Ullevi-superstjerne, men hørt nu var der endnu den søgen i musikken og tagen sig selv alvorligt som artist, der siden synes gået helt tabt i det umuligt store show-cirkus af en karriere. Hvilket illustreres af denne livefremførsel på svensk TV fra dengang af pladens lyse åbningsnummer. Læg mærke til, Hellström for ti år siden endnu ikke gemmer sig bag cirkushat, bag stok, bag for eksalteret publikumskontakt, bag endeløse Michael Jackson-trin, men istedet bare som en voksen sanger lægger indsats, fokus og sjæl i sin, ja, sang. Og bandet? Hvor de denne sommer atter har været klædt ud som en flok farveblinde børn til fastelavn, kommer de her – ligesom sangeren – anderledes værdigt i deres eget voksentøj. Man skulle tro så meget succes var en sikker billet til kunstnerisk frihed, men virkeligheden i GBG har desværre vist det modsatte. Du Gamla, Du Fria er den bittersøde afsked med det sidste af det frie…
Liverpool, 27. maj 1977: The Ramones er på forsiden af New Musical Express da The Smoky Mountain Songbird tager en cab i Liverpool til aftenens koncert på Empire Theatre.
Det er som oftest Tom Verlaine, der løber med æren for det ekspressive guitarspil på Television’s to vidunderlige albums, Marquee Moon (1977) og Adventure (1978), uden hvilke punkscenen i New York havde været et langt kedeligere og mere endimensionelt sted at være. Og det er ikke fair, for Richard Lloyd’s guitar er på de plader ligeså medskyldig i ophævelsen af almindelig kendt musikalsk lov og tyngdekraft. Herunder er det f.eks. således Lloyd som bærer soloen på Marquee Moon‘s ‘Elevation’. Kom til at tænke på Lloyd og Television, fordi han netop nu meldes nede med en alvorlig kræftsygdom, hvis behandling der samles ind til lige her.
John McGeoch, en af efterpunkens helt store engelske guitarer, ville have fejret fødselsdag i dag. Kendt fra Magazine, Siouxsie and the Banshees, Visage, PIL og Armoury Show var det ikke mindst hans lyd og skæve men melodiske måde at sætte toner/akkorder sammen på, der skabte postpunkens stil og sendte fremtidens rockmusik på vej. Her er McGeoch live med Banshees i 1981, hvor ‘Happy House’ og ‘Arabian Knights’ demonstrerer det usædvanlige talent…
Forleden var det 45 år siden Bruce Springsteen and the E Street Band spillede en myteomspundet støttekoncert i Los Angeles for de amerikanske Vietnam-veteraner. Hørte i den forbindelse det følelsesladede show og må tilstå at have glemt, et af ekstranumrene på aftenen var en eksklusiv cover af Roger McGuinn/The Byrds’ ‘Ballad Of Easy Rider’, vel en af den misbrugte Vietnam-generations fineste sange om frihed…
Dagens nye single fra The Smiths-geniet Johnny Marr. Hans solokarrieres altoverskyggende problem viser sig straks. En klassisk Marr-lysende guitarguirlande lover fra starten af nummeret næsten alverden, men det øjeblik Marr begynder at synge bliver alting pinagtigt gråt og helt ordinært. Ikke blot fordi teksten fremstår klodset og blind for sprogets poetiske muligheder, men også fordi hans stemme bare ikke kan bære eller udtrykke en sang. Vanvittigt som de to fjender Marr og Morrissey savner hinandens talent til kunstnerisk at kunne forløse deres eget. Et paradoks på størrelse med Greater Manchester…
Hvad var en protestsang i de socialbevidste 1970’ere? Her i landet var der vel – groft sagt naturligvis – to veje at gå. Den solidariserende med de undertrykte ville oftest være sunget ovenpå nogle frelserakkorders meget jævne beatmusik af en flok belæste langhårede, der slog et slag ovenfra for arbejderklassen. Den anden vej var indigneret, nærmest hidsig og blev fremført af den lille mand på gulvet himself. Man glemte ikke sådan lige John Mogensens vredes-boogie på ‘Der Er Noget Galt I Danmark’.
Men fra Frankrig i samme periode er her et helt andet take på protest mod tiden. Playboy, fransk popstjerne, Francoise Hardy-kæreste og enfant terrible Jacques Dutronc udsender i 1973 ‘La France Défigurée’, hvor han på tre minutter får stemplet sit hjemland som skamferet, forurenet og falsk. Det er så hvad det er, men sunget med nøgtern sørgmodighed og tilsat noget så uventet som en ret overdådig klassisk popmelodi, samt et bredvinget orkester-arrangement, er vi pludselig et sted, hvor det hele kan være svært at afkode. Fuldtræffer eller total-forbier, døm selv. Teksten står Google Translate-oversat herunder…
Jeg ville ønske du hed Marie og var fuld af ynde men du hedder Frankrig og du er skamferet
Ja du er mit skamferede Frankrig mit Frankrig med betonblokke og fældede skove mit Frankrig belagt med brutale højhuse mit Frankrig med spildevand og sorte have
Jeg ville ønske du hed Marie og var fuld af ynde men du hedder Frankrig og du er skamferet
Ja du er mit skamferede Frankrig mit Frankrig med urobetjente og forvredet metal mit Frankrig i nød med hormonfyldt kyllingekød mit Frankrig med fedtet papir og forfalsket vin
Jeg ville ønske du hed Frankrig og at du blev som du var som dengang vi plejede at tage hen og drikke den lille hvidvin fra Nogent som da vi plejede at tage hen og se det lyserøde kirsebærtræ og det hvide æbletræ
Musikproduceren Eric Lymon har fået sig et vist ry i Depeche Mode-kredse for sine stemningsfulde, nærmest redefinerende remix af både DM-, Soulsavers- og Dave Gahan-numre. I denne weekend har han lagt dette take op af en ret ukendt single-b-side fra Hourglass-perioden, som i Lymon’s elektroniske hænder bliver til noget musikalsk langt mere forførende og substantielt end originalen. Og hvor tit kan man egentlig sige det om et remix?
I dag kom den så, Chelsea Wolfe’s nye The Dark. Skal blive interessant om albummet kan leve op til de første tre sangudslip, der alle udviser mærkbar melodisk forædling.. Og på dette nye track ‘Swallower’ spilles der nærmest regelret rockmusik, også nye toner fra den kant
Joe Stummer’s fødselsdag, så her gør han sin ting på en stor august-single med The Clash, hvor der endda synges om den modne alder han ville have haft i dag, hvis ikke…
…Someday you’ll meet your rocking chair ‘Cause that’s where we’re spinning There’s no point to want to comb your hair When it’s grey and thinning…
Købte for længe siden et par plader med Nashville-bandet Lambchop. Men det er egentlig underordnet her, hvor det drejer sig om en sang med dem fra dagens nyudgivne album hvis titel virkelig tiltrækker alle der hader cirkus: Punching the Clown. Ja, tror faktisk kun det var derfor jeg lagde mærke til den sang, der sælger sig selv med overbevisning som en lavmælt amerikansk perle, en slags TheVelvet Underground-ballade, hvis Lou Reed og hans band ellers var fra Tennessee som Kurt Wagner’s Lambchop er det. Blodet løber hørbart langsommere i årerne på de landlige kanter…
Uventede coverversioner? På Etienne Daho’s Diskönoir-tour i 2014 får den franske popstjerne uventet besøg på scenen i Rennes af Philippe Pascal, den siden da afdøde sanger i byens mytiske postpunk-band Marquis de Sade. Sammen synger de to titelnummeret fra Nico’s debutalbum Chelsea Girls (1967)…
BBC har haft indspilningsstudier i Maida Vale siden 1934. Nu er det forbi, for bygningen der huser dem er blevet dømt uegnet til fortsat brug. Dermed et endegyldigt farvel til lokationen hvor bl.a. alle de mere end 4000 (!) legendariske John Peel-sessions blev til gennem årene. Sidste arbejdsdag i Maida Vale var 31. juli hvor Fontaines D.C. var forbi og blandt flere gav disse to numre, bandets sidste single fra Romance-perioden og så den første fra kommende Dopamine Chamber.
