Alle indlæg af Jens

Søndag med Springsteen

Dog her fortolket af en anden, nemlig amerikanske Greg Kihn, der i 1977 udsendte denne fine cover af Springsteen’s ‘For You’. Denne version optrådte på den skandinaviske new wave-opsamlings-dbl-10’er Catch a Wave (1978), der præsenterede 19 af de nye navne i punkens slipstrøm. Købte selv pladen som 13-14-årig dengang, og anede intet om Springsteen’s ‘For You’-original, så denne version er den rigtige for mig…

Og hvilken fin opsamling Catch a Wave iøvrigt er. Se bare denne opvakte, friske tracklist…

Livets musik

Fra sit oktober, 1977-promobesøg på italiensk TV’s Odeon, der her i går kunne ses gennem en playback-version af ‘Heroes’, nu også her en optagelse, hvor David Bowie udspiller den fænomenalt flot komponerede/orkestrerede ‘Sense Of Doubt’ fra “Heroes”‘s mere vanskelige side 2. I forbindelse med ‘Heroes’-playbacket blev Bowie interviewet, og der skulle hertil bruges levende musikbilleder til ind- og udklip. Disse er først for et år siden af videokunstneren Nacho blevet sat sammen til en egentlig video for instrumentalnummeret. Enjoy!

Introducing…Drab Majesty!

Sminket til, klædt ud og speedet op synes Los Angeles-duoen Drab Majesty pænt inspireret af samme leg med roller og virkelighed, som for længe siden sendte David Bowie afsted. Musikalsk lyder de dog slet ikke af ham eller glam som sådan, mere som DIY-bastardbørn af Duran Duran og Bauhaus, vel at mærke uden førstnævntes Simon Le Bon til at tage appetitten. Drab Majesty spiller onsdag aften i Lille Vega, på tour med tredjealbummet Modern Mirror (2019), hvorfra denne fint rastløse single er sendt som budbringer…

Standing by The Wall…

‘Man måste alltid jämföra’, siger den lille dreng Ingemar gentagende i Lasse Hallström’s Mit Liv Som Hund (1985). At sammenligne i dag er også at lægge mærke til, at samme dag – 14. oktober 1977 – David Bowie udsender sit epokegørende album “Heroes”, udgiver de nye London-kaosraketter fra Sex Pistols deres fjerde – og sidste rigtige – single, den Berlin-tematiske ‘Holidays In The Sun’. Ja, sådan hænger tingene sammen, også på denne fredag i 1977…

Ah, remember me…

Og nej, vi glemmer ikke Leonard Cohen, som ifølge egne ord både levede for musikken og kom med dine købmandsvarer. Her, på dette specielle klip fra tysk TV, 17. februar 1988, synger han knivskarpt tilstedeværende playback til ‘First We Take Manhattan’ fra I’m Your Man, der netop er blevet udsendt to uger tidligere…

Et før og et efter

Det er 14. oktober 1977. Pladebutikkerne åbner denne fredag formiddag til en lind strøm af David Bowie-tilhængere, der alle sammen er ude og forbi for at købe efterfølgeren til forårets Low, den på coveret så nøgternt stålgrå “Heroes”. Tænk at høre det album for første gang nogensinde, den oktoberdag i 1977…! Kan kun have været foruroligende, frigørende og vildt.

Dagens 40-års…

13. oktober 1979 udkom Blondie’s fjerde album, og juryen er stadig ude omkring det ikke uvæsentlige spørgsmål: Er det Eat to the Beat eller forgængeren Parallel Lines (1978), der står øverst på listen over bedste album med Debbie Harry & co…?! Parallel Lines er under alle omstændigheder nok #1 på listen over bedste popalbum af nogen nogensinde.

Coventry City-ska

Fodboldklubben Coventry City markerer nu hjembyens to kendte skabands The Specials og The Selecter, samt den britiske 2-Tone-bevægelse, de var blandt frontfigurerne af, med lanceringen en ny 2-Tone-inspireret second away-shirt. Trøjen blev indviet i dag med et 0-1-nederlag til Tranmere Rovers på hjemmebanen St. Andrews i Birmingham. I trøjelanceringens anledning var der også en special 2-Tone-playlist i spil på stadion…

Dimanche avec IGGY

Stadig skuffet over Iggy Pop’s nyeste album, Free, der forulykkede i en sværm af manglende gode sange og en skinger lyd af styrtende trompet? I aftes opførte Iggy Pop hele albummet i La Gaîté Lyrique i Paris til ære for TV-kanalen ARTE. Bag de nye sange gives både ‘Sister Midnight’, den alt for sjældent fremførte ‘Endless Sea’, et Sleaford Mods-nummer, samt 1973-bangeren ‘Death Trip’. Ja, man kan jo scrolle derhen…

Let us in!

Der varmes op fra officiel side til 25-års-genudgivelsen af R.E.M.’s grimme ælling kaldet Monster, det med et prelyt på endnu et af numrene fra producer Scott Litt’s nye remix-version af albummet. ‘Let Me In’, en sang skrevet i skyggerne af Kurt Cobain’s selvmord, lå oprindelig begravet i en distortet guitargrav, men ikke engang et så radikalt mix-valg kunne skjule dens åbenbare kvaliteter. Det nye mix er langt mere koldsobert, har mistet både tambourin og det så fine enkle orgel fra originalen, men highlighter til gengæld Stipe’s ord og hans gribende levering. R.E.M. skrev betydelige og store amerikanske sange i deres gyldne år i første halvdel af 90’erne. Det her er en af dem.

The Butler did it

Men Bernard gjorde det ikke alene. For Simon Gilbert, Mat Osman og Brett Anderson var hans medskyldige dengang for 25 år siden i Suede. Deres andet album, den så mægtige Dog Man Star, udkom 10. oktober 1994, dog ikke uden fokusstjælende uvished og uønsket kaos, da Butler, ovenpå et tilsidst for giftigt forhold til frontfigur Anderson, netop havde forladt bandet under de sidste indspilninger. Man frygtede derfor på forhånd en splittet plade uden mål eller mening, men intet lå længere fra virkelighedens Dog Man Star, der som full on-taberromantisk gutterglam med store britiske hooks ikke havde sin samtidige lige.

Genhørte albummet for få uger siden, og blev glædeligt overrasket over holdbarheden i det stærke sæt sange. Og allerstørst i denne periodes Suede står vel netop de øjeblikke, hvor eneren Butler får lov at farve musikken helt ind i sit virtuost slingrende men årvågne spil. Taler helnatsfilmen ‘The Asphalt World’, outsiderstolte ‘We Are The Pigs’ eller den senere så udtalte Suede- og publikumsfavorit ‘Killing Of A Flash Boy’, der burde have været med på den endelige Dog Man Star-tracklist, og aldrig blot optrådt som degraderet single-b-side.

En skæbne der ironisk nok kun får sangen til at passe endnu mere perfekt ind i albummets – samt hele den fortumlede Suede-tids – beautiful loser-fortælling. Og således kan vi her med god samvittighed markere mesterskilsmissen Dog Man Star med et nummer, der blev vejet, fundet for let og måtte gå, helt alene men med hovedet holdt højt…

New Order i Tempodrom

Det var klar efterårsaften med New Order i Vestberlin. Sequencere bankede dna-genkendelige rundgange, lodret indstillede sceneprojektører præsenterede lichtdom, og ud til den udsolgte, runde sal sprang genreklassiker på genreklassiker, så mange overbevisende momenter. Men også fornemmelsen af en nu forgangen aktiv tids støv, som en fad smag af…museum. Der var videoer på storskærm til samtlige tracks, så en følelse af forestilling – snarere end koncert – indfandt sig hurtigt. Blivende billede? Synet af Bernard Sumner, der i samtlige tre omkvæd på ‘True Faith’ klappede hænder taktfast over sit hoved MENS han sang, åh jo. Og salig Ian Curtis i epileptiske dog graciøse, levende slo-mo-billeder på storskærm under en monumental ‘Decades’ – hvad mon han ville have fået ud af det hele?! Manchester/Berlin-personaen Mark Reeder (instruktør af B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979-1989) var iøvrigt tilstede og introducerede aftenens supportband, et teknologisk yderst tjekket, toneafskyende og bevidst ondt act fra Kina ved navn Stolen. Gik ud i aftenkulden, efter ‘Love Will Tear Us Apart’ lukkede ned, oplivet af, hvor godt musikken fra Manchester kom i slut-70’erne (fik fire Joy Division-numre)/1980’erne. Samt at de numre, der på aftenen havde mest liv og størst nødvendighed, faktisk var den håndfuld fra nyeste Music Complete (2015), hvor NO’s elektroniske hjerte pludselig slog over i nutid. Det føles altid bedst.