Også jeg befinder mig nu ved min Mac efter tre ugers fravær. Jeg fik læst What Am I Doing Here af Bruce Chatwin og Why Intelligent Design Fails af Matt Young og Taner Edis. Jeg er her på falderebet af ferien halvvejs inde i Fjodor Dostojevskijs klassiker Forbrydelse og straf i Jan Hansens fine nyoversættelse. Alle tre bøger er særdeles anbefalelsesværdige – og især kan det undre mig, at jeg først nu får læst noget af Bruce Chatwin. Bogen købte jeg i 1990, men af en eller anden grund fik den lov at samle støv på alle de adresser, jeg beboede. Chatwins iagttagelsesevne og sprogbeherskelse gør det til noget helt særligt at læse de mange essays om franske modeskabere, statskup i Vestafrika, bådture på Volga, kunder hos Sothebys, vandreture i Himalaya osv. Dermed også sagt at Bruce Chatwin levede et mildt sagt interessant liv – der endte alt for tidligt. Han døde som 49-årig af “en sjælden kinesisk svampesygdom” (der faktisk var AIDS) i 1989.

Jeg var nødt til at købe en ny iPod for en måned siden, og også den har fulgt mig trofast rundt. Især har jeg lyttet til

• Thirst for Romance med engelske Cherry Ghost. Jeg har brugt en del tid på at finde ud af om jeg rent faktisk kunne lide dette album, for her har vi at gøre med en ujævn præstation, der svinger mellem interessant, country-inspireret sangskrivning og Coldplay-agtig designermelankoli. Sangeren Simon Aldred har en stemme et sted mellem Michael Stipe og Henrik Hall, så helt skidt kan det ikke være. Og det er det heller ikke. Det næste album kan godt gå hen og være vellykket.
• Glitter In The Gutter med amerikanske Jesse Malin. Jesse Malin imponerede mig, da han i sin tid varmede op for Ryan Adams i Store Vega kun akkompagneret af sin akustiske guitar. En af mine venner sagde allerede da, at Malin mindede ham om en yngre udgave af Bruce Springsteen – de gode sange, fortælleglæden og teksterne om livet i storbyen har de fælles. Senere fik Jesse Malin en slags protegé i Springsteen, og på det nye album mødes de tilmed i en vellykket duet. Desuden er der en indfølt, lavmælt udgave af Paul Westerbergs gamle, rå “Bastards Of Young” (en sang, Westerberg selv ikke giver spille mere).
• God Save The Clientele med britiske (endda måske skotske?) The Clientele. 1960er-inspireret solskinspop, der af og til er lige ved at kamme over og blive for “pæn”. Men i de bedste øjeblikke er der en udsøgt popfornemmelse et sted mellem The Beatles og The Monkees. Det første nummer citerer f.eks. flittigt “Daydream Believer” på melodisiden.
• Orchestra of Wolves med lige så britiske Gallows. Her er vi så langt fra tresserpoppen som tænkes kan – vred hardcore med inspiration i bands som Black Flag og ikke mindst navne som tidlig Fugazi, Jawbox og Drive Like Jehu. Men samtidig umiskendeligt britisk.

Og var der også det fremragende Boxer med The National, Our Love To Admire med Interpol og diverse andre, f.eks. en god portion klassisk musik.