Alle indlæg af Pastoren

Blogroll, Rocknroll

Musen og prædikanterne

11 kommentarer

modest.jpgtigers.jpg

Det var træls med den finale. Lad os prøve at se, om vi kan tænke på noget andet.

To meget forskellige albums, jeg hører en del for tiden, er We Were Dead Before The Ship Even Sank med de altid snurrige Modest Mouse og Send Away The Tigers med Manic Street Preachers. Førstnævnte gik lige ind på førstepladsen på USAs albumhitliste, sidstnævnte debuterede som nummer 2 på den britiske hitliste. Så det er ingenlunde undergrundsbands, vi har fat i her.

Det mest interessante af de to udspil – og nok også mest idiosynkratiske – kommer fra Modest Mouse, der denne gang har vores alle sammens Johnny Marr med på guitar. Dette band, der minder mig om lige så snurrige forgængere som Talking Heads, Tom Waits og norske Kaizers Orchestra, fortsætter udtrykket fra forgængeren Good News For People Who Love Bad News. “Dashboard” er nok tættest på en ny “Float On”, men mit eget yndlingsnummer er “Missed The Boat”, hvor Johnny Marrs ringende guitarer stikker hovedet frem på flottest tænkelige vis. En klar anbefaling fra mig.

“De lyder jo fuldstændig som de plejer”, sagde min kone, da hun hørte Send Away The Tigers. Den stadionegnede lyd, der skylder Queen langt mere, end nogen vil indrømme, er intakt. Måske er lyden tættere på bandets gennembrud Everything Must Go fra 1996 end på forgængeren, og man aner her og der en Beatles-inspiration. Men vigtigst: de tre walisere er nu i stand til at skrive sangbare tekster, der går i spænd med kompetencen på instrumenterne, og temaer som kærlighed og det at blive ældre har for længst fortrængt “alt er lort”-attituden fra det 15 år gamle debutalbum. Ikke stor kunst, men habilt håndværk. “Autumnsong” er min personlige favorit, en optimistisk sang om (livets?) efterår. En anden sang, “The Second Great Depression”, taler (af personlige årsager) direkte til mig på en god måde.

Rocknroll

Endnu en liste

21 kommentarer

arrested.jpg

Som enhver anden musikgenre har rap-musikken fostret sine klassikere, og her er en liste over nogle betydningsfulde rap-albums, der ikke har undgået min opmærksomhed. I vore dage er det desværre ikke megen rap af denne kaliber, der når frem til mainstream. Men der var en ikke så fjern fortid, hvor man kunne skrive tekster om andet end sex, vold og rigdom. Se bare:

  1. Run DMC: Raising Hell
  2. Public Enemy: Apocalypse 91: The Enemy Strikes Black
  3. Public Enemy: It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back
  4. De La Soul: Three Feet High And Rising
  5. Arrested Development: 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life of…

Jay-Z vs. The Beatles: The Grey Album (en forbudt genistreg af Danger Mouse!) er ikke på den officielle liste på grund af albummets officielle ikke-eksistens. Cypress Hill, Ice-T (der engang var til at holde ud), Beastie Boys, Queen Latifah og undergrundsnavne som Consolidated og senest Dälek skal også fremhæves.

Årene omkring 1990 var de gyldne år med en kreativitet, der modsvarede rockscenen fra 1977 og frem. Public Enemy var det politiske band (a la The Clash), De La Soul lavede drenget, pop- og melodiorienteret musik (a la Buzzcocks) og Run DMC var med til at starte bølgen (a la Sex Pistols).

Kom med jeres bud!

Blog, Country&Western

En musikalsk forsker

Skriv en kommentar

graffin.jpg

Der er et gammelt amerikansk band, der hedder Bad Religion. De er konsekvent blevet kaldt for punk, men jeg har altid hævdet, at de spillede folk-rock med ekstra højt tempo. Når de sætter farten lidt ned, bliver det nemlig rigtig tydeligt, hvor tonalitet og vokal stil kommer fra. Ikke alt hvad de har lavet, har været lige spændende, og gentagelserne har ofte truet.

Men med Greg Graffin som sangskriver har de haft en meget indsigtsfuld tekstforfatter, der har opnået noget så sjældent i musikbranchen som at få sig en sideløbende forskerkarriere. Hans PhD-afhandling fra Cornell (Monism, Atheism & The Naturalist World View – Perspectives From Evolutionary Biology) er et bidrag i feltet mellem videnskabsteori og evolutionsbiologi. De filosofiske og politiske overvejelser, han har gjort sig, er ofte stået klart frem i Bad Religions tekster.

For 10 år lavede Graffin sit første soloalbum, det i dag uopdrivelige American Lesion, og her kunne man høre hvor inspireret, han faktisk var af Todd Rundgrens 70er-pop. I efteråret kom så Cold As The Clay, hvor udgangspunktet er traditionel country og folk. Resultatet minder mig om Gillian Welch/David Rawlings og de sene albums med Uncle Tupelo – og er aldrig mindre end interessant. Bad Religion er hermed definitivt afsløret som folk-rock.

Cold As The Clay, produceret af Graffins mangeårige kollega fra Bad Religion, Brett Gurewitz, er reflekterende musik til en rastløs nutid. Hør det.

Rocknroll

ST: Pledge your allegiance

3 kommentarer

st.jpg

I disse dage genfinder jeg mine gamle albums med Suicidal Tendencies, der gik fra at være et lidt ordinært hardcore-band til at lave interessant metal (og desværre siden er faldet af på den). De var pionerer inden for thrash frem gennem firserne og i mine øjne et mere spændende band end f.eks. Metallica (hvor en af deres mange bassister i dag er havnet). Deres melodimateriale var bedre, og i Rocky George havde de en temmelig undervurderet leadguitarist. De to albums How Will I Laugh Tomorrow… og Lights…Camera…Revolution er især anbefalelsesværdige.

Og ikke mindst: I lighed med en del andre navne inden for genren rummer mange af gruppens tekster (forfattet af deres eneste gennemgående medlem Mike Muir) en forbløffende sårbarhed sammen med desperationen. Her er et eksempel.

How Will I Laugh Tomorrow
(Mike Clark/Mike Muir)

Here I sit and watch my world come crumbling down
I cry for help but no one’s around
Silently screaming as I bang my head against the wall
It seems like no one cares at all

Always an emotion, but how can I explain?
Kind of like the scent of a rose, with words I can’t explain, the same with my pain
Caught up in emotion, goes over my head; goes over my head!
Sometimes I got to think to myself is this life or death, am I living or am I dead

The clock keeps ticking, but nothing else seems to change
Problems never solved, just rearranged
And when I think about all the times that I’ve had
Some were good most were bad

I search for personality and I look for things I cannot see
Love and peace flash through my mind; pain and hate is all I find
Find no hope in nothing new and I never had a dream come true
Lies and hate and agony; thru my eyes that’s all I see

If I’m gonna cry, will you wipe away my tears?
And if I’m gonna die, Lord please take away my fear
Before I drown in sorrow, I just want to say;
How will I laugh tomorrow, when I can’t even smile today?

You think something’s funny…
…laugh at this!

So when I look outside my room
I see the world, but not the reason
What is done to me is not fair
You call it fair I call it treason
But I don’t know what to do
Give me a sign I’ll take whatever
But if you want me here I am
Ain’t gonna die forever

And I tried to hold ya
But you just turned away
And I tried to tell ya
But not a word I say
I cried out so loudly
But you just covered your ears
And gave me all the signs
That you don’t want my tears

So if you want me here I am
I sit and wait your decision
But my body fights my mind
I’m headed straight for a collision
So am I getting near or am I still
Looking in all the wrong places
But the only thing that seems to change
Are the looks on the faces…

Doesn’t anyone…seems like no one cares at all
I search for personality and look for things I cannot see
Does anyone even care at all?
Love and peace flash through my mind; pain and hate is all I find
Seems like no one cares at all
Find no hope in nothing new and I never had a dream come true
Does anyone even care at all?
Lies and hate and agony; thru my eyes that’s all I see
Seems like no one cares at all

How will I laugh tomorrow, when I can’t even smile today?

Rocknroll

Pandabjørnen banker på

4 kommentarer

pandabear.jpg

Jeg har netop fået fat i det nye album Person Pitch af og med Panda Bear, pseudonym for en vis Noah Lennox, der opholder sig i Portugal, men er fra USA. Lennox laver en svært klassificerbar, men interessant collagemusik, der minder om vokalharmonierne fra Pet Sounds uden Brian Wilsons popfornemmelse, minder om ambient uden at lyde som efterkommer af Brian Eno eller Tangerine Dream, og minder i lettilgængelighed om popmusik uden at have sangstrukturer. Interessant er det i al fald; et begavet lydtapet, der aldrig tangerer muzak, men fungerer fint i baggrunden, når man/jeg sidder ved Mac’en.

Blog, Calcio!

Farvel, du gamle

3 kommentarer

sporten.jpg

Du gjorde ikke altid, som du skulle. Min familie var ikke altid glad over den plads, du optog i hjemmet. Der var perioder i mit liv, hvor jeg ikke gad være sammen med dig. Somme tider var jeg hellere sammen med de andre. Jeg blev ked af det, når du hellere ville til rytmisk sportsgymnastik onsdag aften end gå til fodbold. Min datter blev ked af det, når hun ikke måtte se Bamses billedbog for dig.

Men jeg vil savne dig. Vi voksede op sammen. Mon vi ses igen en dag?

Blog

Om syllogismer

6 kommentarer

Vi taler altid om musik og fodbold her. I dag er det tid til en lille øvelse i filosofisk logik.

I middelalderens logik er syllogismen en central regel. Her er et eksempel på en korrekt syllogisme:

  1. Alle, der har en pladekontrakt, laver en dag deres sidste plade.
  2. TB har en pladekontrakt.
  3. Konklusion: En dag laver TB sin sidste plade.

For det gælder, at hvis x opfylder A, og A medfører B, så gælder det også at x opfylder B.

Syllogismer kan desværre benyttes forkert. Her er et eksempel på en ukorrekt syllogisme:

  1. Talentfulde sangskrivere får altid en pladekontrakt.
  2. TB har fået en pladekontrakt.
  3. Fejlagtig konklusion: TB er talentfuld.

For det gælder ikke at hvis alle x er A, og A medfører B, at hvis x opfylder B, da opfylder x også A.

Blog, Rocknroll

Tillykke, James

6 kommentarer

iggy.jpg

I dag bliver James Osterberg 60 år. En del mennesker tænker på ham som en slags andenrangsudgave af David Bowie, nogle amerikanere jeg har mødt, tror at han er britisk.

Begge dele er jo løgn.

Sandt er det, at to af Iggy Pops bedste albums, Lust For Life og The Idiot, begge blev til i tæt samarbejde med David Bowie. Men manden kan selv. Hans tidlige albums med The Stooges opfandt garagerocken og foregreb på den måde også punk. Det var da også netop dér, Bowie opdagede ham, og deres makkerskab blev grundlagt med Bowies produktion af Raw Power. Så gik The Stooges i opløsning – både sammen og hver for sig – og en solokarriere var en realitet.

De første albums var ikke alle lige gode, men så kom den gode periode (synes jeg) med de to Bowie-producerede albums. Også nogle af Iggys albums fra Blah Blah Blah (hvor Bowie var med igen) og frem op gennem de tidlige halvfemsere  og frem er værd at høre. Mine personlige favoritter fra den tid er Instinct og American Caesar.

Jeg husker især en koncert i Glasgow den 15. januar 1991; koncerten var fin, men efterspillet er det, jeg husker: Da jeg kom hjem til Edinburgh ud på natten, tændte jeg for BBC og kunne høre at den første Golfkrig var begyndt.

Iggy Pops seneste udgivelser (også det seneste Stooges-album) har desværre været af mere svingende end swingende kvalitet. Af og til spekulerer jeg på, om han mon har malet sig selv inde i et hjørne med sit vildmands-image. Men en rocklegende både er og bliver hr. Osterberg.

Hvor mange ved forresten, at Iggy Pop har nordisk baggrund? Hans far kom fra en svensk-amerikansk familie (deraf efternavnet), og hans mor var dansk-amerikaner – født Kristensen.

Her er et uddrag fra bogen Iggy Pop: Open Up and Bleed af Paul Trynka:

Jim Osterberg’s earliest memory is of being in Louella’s lap, playing a game where “she’d recite a kind of a chant, in Danish, then on the last word almost drop me to the floor and pick me back up. And I wanted to do it again and again.” Jim Junior grew up in his mother’s warm, nurturing love and surrounded by his father’s baseball accoutrements (“He had played some semi–pro baseball, he had an enormous bat, and the mitt, and everything that goes with it”).

Quiz: Hvad er det for et nummer på 1990, der er inspireret af et nummer på Iggy Pops album Party?

Blog, Nyheder

Og Børsen skriver…

Skriv en kommentar

borsen.jpg

Så nåede Aftenland Express omsider Børsen. Dagens anmeldelse giver 4 stjerner og skriver:

Jens Unmack er en god sanger, og uden tvivl en af landets bedste tekstforfattere i øjeblikket. Tag alene en sangtitel som »Jeg Har Mistet Mere (End Du Nogensinde Får)« fra det nye album »Aftenland Express«. Siden Love Shops endeligt har Unmack herudover været god til at omgive sig med de rigtige mennesker musikalsk. Ikke mindst slår det forbilledlige møde mellem Unmack og producer Nikolaj Nørlund gnister og gør det klarere end nogensinde på det nye Unmack-opus…

Blog, Calcio!, Rocknroll

Den glade studietid

3 kommentarer

studieliv_cafe.jpg

Jeg læser ikke Politiken regelmæssigt, men jeg er netop blevet gjort opmærksom på dette citat fra onsdag d. 11. april i Peter Christensens klumme om aktuelle links og blogs. Han skriver:

Sanger og sangskriver Jens Unmacks hjemmeside er gefundenes fressen for både fans og almindeligt musik- og fodboldinteresserede. Der er naturligvis oplysninger om tourplan og smagsprøver fra det andet soloudspil, ’Aftenland Express’ (bl.a. via et link til hans myspace-profil), men nok så interessant kan man holde sig ajour med diverse bands og musikere, som Unmack værdsætter. Og under titlen ’Calcio!’ kan man læse kvalificerede nyheder og holdninger om fodbold (især om Liverpool FC). Kort sagt: For os, der mindes den glade studietid, hvor der var tid til at gennempløje pladebutikker og musik- og fodboldblade, er det en god genvej til fornøjelig og kyndig opdatering.