Alle indlæg af Pastoren

Farvel, Kurt Vonnegut

vonnegut1.jpg

En af mine yndlingsforfattere, Kurt Vonnegut fra USA, døde i går, 84 år gammel. Hans blanding af tør humor, barokke situationer, samfundskritik og science fiction er noget helt for sig selv – på sin vis er han vel en amerikansk Svend Åge Madsen og i al fald tydeligvis et forbillede for manden fra Århus (som i parentes bemærket også er blandt mine forfatterhelte). Talrige er de gange, jeg har klukleet over Vonneguts bøger og derefter rystet på hovedet over USA. Læs f.eks. Cat’s Cradle (Da verden gik under), Slaugherhouse Five (Slagtehus 5), Hocus Pocus eller Deadeye Dick.

Vonnegut ville sikkert have haft en god bemærkning om sin egen død, men er i dagens anledning forhindret. Et af de mange gode citater fra ham er:

True terror is to wake up one morning and discover that your high school class is running the country.

(I år har jeg – og Jens – 25 års studenterjubilæum.)

Kassedage

oberst.jpg

Jeg har i dag hentet Cassadaga, det nye album med Bright Eyes, enmandsgruppen bestående af Conor Oberst. Hans foregående album, I’m Wide Awake It’s Morning, var højt på vores liste over årets udgivelser i 2005. Når man først havde vænnet sig til hans bævende drengestemme, ventede der en stor oplevelse med fin country-rock-sangskrivning. (Det onde tvillinge-album Digital Ash in a Digital Urn var ikke så spændende.)

Allerede tidlige gennemlytninger afslører, at det nye album med Den Bævende Dreng lægger sig fint i forlængelse af den gode forgænger, både hvad angår sangskrivning og musikalsk udtryk – her er violiner, steelguitar og akustisk guitar. Og selveste Gillian Welch dukker op, og hun har taget sin mand David Rawlings med. Også M. Ward er på besøg. Alene disse gæster gør, at det ikke kan være helt skidt fat (hvad det heller ikke er).

Min nuværende og begrundede fornemmelse er, at vi her har at gøre med endnu en væsentlig albumudgivelse fra året 2007.

Syng med!

arrest350.jpg

I denne blog har vi sommetider talt om lovligheden (eller mangel på samme) af invasionen af Irak. Mange statsoverhoveder har et temmelig platonisk forhold til international lov (eller såmænd bare deres eget lands love). Måske er følgende derfor noget for alle, der ikke kom med på Aftenland Express ?

En britisk sangskriver, Mark Biddiss, vil nemlig gerne have os alle med til at synge kor på et nyt nummer, “Arrest The Presidents”. Se mere på http://arrestthepresidents.com/ og se hvordan du kan synge med over mobiltelefonen.

Weekendavisen om Aftenland Express

wea_logo1.jpg

Per Reinholdt Nielsen skriver bl.a. dette om Aftenland Express i Weekendavisen:

På smukkeste vis drejer Unmack – og stort set det samme hold fra Vejen Hjem Fra Rock’N’Roll – universet en lille smule i en ny retning. Kompositionerne er lidt mere nøgterne og minimale, og er ofte bygget op over en enkel keyboardfigur, men rejser sig stedvis til højderne med kor, kirkeklokker eller en bragende elguitar, der er som plukket lige ud af rockhistorien.

Aftenland Express er et sent tog ind gennem kærlighedens tunnel og på vej væk mod nye horisonter. De tre første sange hænger sammen og er noget af det smukkeste, der længe er skrevet om minder, opbrud, udsyn og klaustrofobi på kærlighedens vej gennem faldgruber og højdedrag.

Med sine myge melodilinjer og beherskede dramatik samt et sunget rocksprog, der på bedste vis indarbejder engelske fraser, kan slå ud i frapperende poetiske linjer, som »dagslys gennem et drop«, kan spille på ordenes dobbelthed og lader meget stå usagt mellem linjerne, er Jens Unmack igen en stor og ømskindet fortæller i tekst og musik.

På Aftenland Express får han især luft under sangene, kærlighedens roadmovies og tabets akkorder, fordi han i netop denne tid, hvor alt krænges ud, kender den afgørende forskel på følsom og føleri.

Kan nogen huske Slade?

davehill.jpg

Dave Hill med de underlige kostumer og de store fortænder bliver 61 i dag.

Da jeg var 11, var jeg en stor fan af Slade. En overgang var jeg endda medlem af deres fanklub. Tiden gik, og der kom der andre, (syntes jeg) mere substantielle bands, der interesserede mig mere.

Slade blev gendannet som to konkurrende bands, da der kom en glamrock-revival sidst i halvfemserne, og jeg så Dave Hills halvdel spille til karneval i Aalborg.

På trods af fabrikeret nostalgi og aldrende musikeres karneval-jobs kan jeg dog vende tilbage til Slades musik og høre, at Holder og Lea faktisk var dygtige sangskrivere og at Slade ikke kun var glamrock, men også (sammen med f.eks. den “mere substantielle” Paul Weller) var en inspirationskilde for mangt og meget i den britpop-bølge, der hærgede 20 år senere. Også The Replacements har nævnt Slade som inspirationskilde – interessant, for Slade blev aldrig et kendt navn i USA.

(Mon vi om 15 år kan opleve Michael Dehns Love Shop til havnefester rundt om i Danmark?)

Andre fødselsdage i dag: Junior Braithwaite (1949-1999) fra The Wailers, Johnny Borrell fra Razorlight (der bliver 27) – og, nå ja, Gary Moore (der bliver 55).

Tillykke, Emmylou!

emmylou.jpg

Hvem skulle have troet? I dag bliver Emmylou Harris 60 år. Hun var først kendt som Gram Parsons’ duetpartner, men fik midt i 1970’erne sin egen solokarriere. Samarbejdspartnere var der dog stadig nok af – hør hende på f.eks. Bob Dylans Desire, når hun dukker op hos The Band i The Last Waltz eller på de albums, hun har lavet sammen med Linda Ronstadt og Dolly Parton.

Emmylou Harris blev en stjerne på egen hånd og medlem af Grand Ole Opry. Men efterhånden som den såkaldte new country tog over, flyttede countrymusikindustrien sit fokus over mod yngre og pop-orienterede navne. En reaktion herpå var den bølge af alternative country, der i starten af 1990’erne dukkede op med unge navne som Uncle Tupelo og The Jayhawks.

Emmylou Harris fik også sit kunstneriske comeback på denne tid med albummet Wrecking Ball fra 1995, og med Red Dirt Girl fra 1999 opdagede hun (og vi med hende) at hun selv er en særdeles kapabel sangskriver. Musikalsk har hun efterhånden fjernet sig en del fra countrymusikkens hovedstrømning. Conor Oberst (den bævende dreng fra Bright Eyes) og Ryan Adams er da også blandt de kunstnere fra netop den alternative countryscene, som Emmylou har indsunget duetter med.

Det seneste (synes jeg, kedelige) duetalbum med Mark Knopfler er forhåbentlig og formodentlig ikke det sidste, vi får at høre fra hende!

Aprilsnar: Genindspilning

vhfr.jpg

Følgende er løgn:

Kun få dage efter udsendelsen af Aftenland Express viser det sig, at det er nødvendigt at genindspille Vejen hjem fra rocknroll, da de oprindelige masterbånd er forsvundet, mens de var udlånt til musiktidsskriftet Gaffa i forbindelse med en fornyet anmeldelse. Alle forsøg fra A:Larm på at fremskaffe en original kopi har været forgæves.

Genindspilningerne vil ske i forbindelse med forberedelserne til forårets turné. “Det er ikke nødvendigvis dårligt, for nu kan jeg lægge nogle ekstra guitarsoloer ind undervejs”, fortæller Rune Kjeldsen.

Om at downloade sig selv

I sidste uge skrev Mike Scott fra The Waterboys en interessant lille klumme om sine erfaringer med at prøve at være bruger på Wikipedia og redigere i en artikel om… The Waterboys.

(Selv har jeg prøvet at placere en opdateret udgave af den biografi om Love Shop, jeg udarbejdede til www.loveshop.dk, i Gaffas leksikon (der var Gaffa igen…) blot for at få den slettet helt og aldeles af bekymrede brugere, der syntes den lignede for meget.)

Læs Mike Scotts artikel her.

Aviserne skriver i dag

Nu vælter anmeldelserne af Aftenland Express ind, og de er ikke så negative.

Berlingskes Thomas Søie Hansen giver 4 stjerner (se hele anmeldelsen her) og skriver:

Lægger man snittet rigtigt og skærer fyldet væk, spinner anlægget ikke sjældent af fryd. Dels over hvordan tekst og musik går hånd i hånd. Dels over, at Jens Unmack efter succesen med »Vejen Hjem Fra Rock’n’roll« ikke endnu en gang spiller i et voldsomt tilbageskuende lydbillede.
…
Der havde været en stjerne mere til hovedpersonen, hvis han havde kortet skiven af og skrottet fem numre. Omvendt er det slet ikke usandsynligt, at han i fremtiden vil kunne drage nytte og erfaring af »fejlskuddene« og således hurtigere komme i nærheden af at begå det dansksprogede mesterværk, som vil bestå i historiebøgerne for tid og evighed. Dét værk kommer, det må ingen være i tvivl om, det er kun et spørgsmål om hvornår.

Politikens Dorte Hygum Sørensen giver 5 stjerner og skriver (se hele anmeldelsen her):

Det er noget af baggrunden for at han på sit nye album “Aftenland Express” tager et meget større skridt væk fra Love Shop-sangskrivningen, end han gjorde på sin roste solodebut “Vejen hjem fra rock’n’roll” fra 2005. Det nye album mangler den sammenhængskraft, som kendetegner tekster og toner på det to år gamle udspil. Men “Aftenland Express” har i stedet musikkenderen Jens Unmacks generøse musikglæde. En tur med “Aftenland Express” er en rejse i varierende stemninger, som uanset klang vidner om Jens Unmacks usædvanlig slidstærke, flammende forelskelse i musik.

Peter Tougaard fra Jydske Vestkysten giver 5 stjerner og skriver:

Udtrykket er varieret og mangfoldigt, som det nødvendigvis må være, når man lægger hele 17 numre på den samme cd. Men Unmack og co. står distancen, er lige så sært dragende og underfundig som musikken, og i hvert fald altid lytteværdig.

Høeg fra B.T. giver 5 stjerner og skriver:

Ligesom sine forbilleder (fra Lou Reed til Nick Cave og Stig Lommer) fortæller Jens altid gode historier – fra sit eget og vores allesammens fælles følelsesliv. Men takket være en endeløs musikalsk og lyrisk fantasi finder han hele tiden nye måder at gøre det på. Som i Loveshop er melodierne aldrig andet end pop-perfekte. Arrangementerne mikser legende let tysk elektronpop med soul og klingende dansk folkesang. Og selv efter en lille times musik og ikke færre end 17 nye sange, vil man bare have mere, mere, mere.

Urbans Anders K. Sørensen giver 5 stjerner og skriver:

Aftenland Express’ tager mange omveje gennem pladens 17 sange, men ender efter en times flimrende færd som endnu et triumftog for Unmack.

MetroExpress giver 5 stjerner, og Nyhedsavisen 4.

…og Ekstra Bladet

Henrik Queitsch giver Aftenland Express 5 stjerner og skriver bl.a.

Redigering kan være en god ting, men nogen gange vinder tingene også ved at få lov til at vokse vildt, og ‘Aftenland Express’ er sådant et mentalt og musikalsk overflødighedshorn, at jeg ikke rigtig kan pege på en sang her, jeg hellere ville have været foruden. Også fordi holdet simpelt hen spiller blændende hele vejen igennem, og Nikolaj Nørlund har leveret sin ypperste produktion til dato.