Også i den hjemlige kulturkreds rørte det, man dengang kaldte “nyrock”, på sig. Læsere med ekstra god hukommelse kan måske huske mit indlæg om Ballet Mécanique og Næste Uges TVs fælles koncert i Aalborg. Den opmærksomme læser vil også vide, at jeg for nylig har været til DR Trax-gallakoncert i Randers, hvor det nu opløste Ballet Mécaniques forsanger fortsatte sin lange solokarriere.

Og nu har jeg så med nogle ugers forsinkelse erhvervet mig 25-års-jubilæumsudgaven af bandets debut, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, som dobbelt-cd med outtakes, live-numre m.v. Et også i dag mærkværdigt fascinerende album, inspireret af Joy Division, Bauhaus og hvad ved jeg. Dissonant klaver, fuzzguitar og uendeligt prætentiøse tekster.

Hvad betyder linjer som

Light died, -ly pregnant
Up, killed in your words
Sheet-minded loving was respect as given thought
Of hairy swine-like

Hours of nameless, of this penetration
Could I still cry for sad, tell friend and leech apart
The fall of the fallen

fra det nok bedste nummer på albummet, “Leathern”? Jeg aner det stadig ikke, men det lyder underligt fascinerende/fascineret, og Martin Hall – for ham er det jo – havde vel glemt at aflevere sin engelskordbog, da han droppede ud af gymnasiet.

Dertil var der koncerterne, som jeg aldrig nåede at opleve. Jeg husker dem via hvad andre har fortalt og via brudstykker af radiooptagelser. Især husker jeg en studieværts omtale af en koncert, der ikke blev til noget på grund af en defekt stortrommepedal – “og netop stortrommen er vigtig for gruppens kunstneriske udtryk, udtaler Ballet Mécanique”…

I dag kender de fleste vel Martin Hall som ham, der har skrevet sange til Hanne Boel og Ester Brohus og som en yderst veltalende og velklædt herre (efternavnet forpligter jo!), der synger lidenskabelige ballader med Billy Mackenzie som tydeligt forbillede og laver instrumentalmusik til kunstudstillinger. Men nogle af numrene fra dengang kan man stadig høre ham fortolke, nu i et ganske anderledes arrangement. Forfattergerningen har han også forsøgt sig med. Og så er han endda blevet far og virker til at være tilfreds med tilværelsen. Han er så godt som blevet en af os.

Martin Hall er så afgjort en af de mest musikalske personer, der kom ud af “nyrock”-årene. Men dengang og hele vejen op gennem første halvdel af firserne var han mest kendt som en ung Sturm-und-Drang-mand (se ovenfor – det billede er næsten det hele værd!). Han opløste Ballet M. (som de endte med at hedde), dannede Under For, Pesteg Dred, SS Say, And Then Again og en hel masse andre bands med kort levetid, skrev bøger som ingen forstod og lavede lige så uforståelige performances på Saltlageret. Og så trak han sig tilbage for altid – i to år. Resten af historien kender vi godt.

(Og så så jeg forresten i pladebutikken at de har genudgivet gamle optagelser med De Må Være Belgiere. Dét album er jeg til gengæld ikke helt så sikker på at jeg vil erhverve mig.)

I dag bliver Johnny Marr 43. Mange af os forbinder ham naturligvis med The Smiths. Nu er han faktisk blevet medlem af amerikanske Modest Mouse, som han tilmed skriver sange til.

I dag for to år siden mistede vi den legendariske britiske radiovært John Peel. Fra de år, jeg boede i Storbritannien, husker jeg hans venlige, lune stemme og de mange slags spændende musik, han lod spille i sit program. Talrige var de musikere, han var med til at gøre kendte via sit program på BBC Radio 1. For at markere to-årsdagen for Peels bortgang bliver der nu udsendt et antal Peel Sessions med nogle af dem, bl.a. P.J. Harvey, The House of Love og Pulp.

Se mere om John Peel på http://www.bbc.co.uk/radio1/johnpeel/.

En af de mere kuriøse og interessante danske albumudgivelser i år er Nord1 fra den danske duo Salem. Efter at have lavet 3 albums på engelsk, alle rost til skyerne af Klaus Lynggaard, tager Mikkel Risbjerg og Kasper No Behrens nu fat på at fortolke og bidrage til den danske sang. Nord1 er en blanding af egne numre og fortolkninger af numre af bl.a. Kai Normann Andersen, Evert Taube, Benny Andersen og Knud Christensen (= Sebastian).

Resultatet bevæger sig med dødsforagt langs den hårfine grænse mellem det tænksomme og det højtidelige og vil derfor sikkert dele vandene blandt publikum – lidt a la den holdning, mange havde til Lars H.U.G. i dennes velmagtsdage. Forestil jer at Sergio Leone havde bedt Ennio Morricone arrangere en udgave af “Du gamle måne” til lydsporet af “Den gode, den onde og den grusomme” – med Tom Jones på sang. Udgaverne er af og til specielle – men aldrig uinteressante. Blandt andet har jeg bidt mærke i en spøgelsesagtig udgave af “Kringsatt av fiender” og Behrens og Risbjergs eget nummer “Kastevind”.

Og så er Salem forresten også: En dansk frikirke i Frederiksværk, adskillige byer i USA, et band der spiller doom metal, et slot i Tyskland – og et kattenavn.