Jeg deler fødselsdag med David Bowie (og fødselsår med denne blogs anden forfatter, men det er en anden snak). Denne forbindelse til Bowie gik først op for mig nogle år efter, jeg begyndte at interessere mig for ham dengang allerførst i firserne. Og i dag bliver han så tres (og det gør jeg ikke).
Fra tiden før min interesse for Bowie for alvor blev vakt kan jeg huske videoen til “Life On Mars” på TV, da jeg var dreng. Manden med flammehåret gjorde et stort indtryk! Og nogle år senere hørte jeg “Sound and Vision” på et kassettebånd. Senere, da jeg for alvor begyndte at forstå rock’n’rolls forandrende kræfter, begyndte jeg at købe mandens utallige albums, og jeg er stadig ikke færdig. Hverken færdig med at købe albums eller med at lytte til David Bowie.
David Bowie: Sanger, sangskriver, saxofonist, stildanner – men også engang stofmisbruger, selviscenesætter, særling – og i perioder småkedelig.
1970erne var Bowies storhedstid; han kunne næsten ikke gøre noget forkert eller få en ligegyldig idé. Han var producer og samarbejdspartner med Lou Reed, Iggy Pop og Brian Eno og sang duet med John Lennon.
David Bowie skabte og gjorde op med sin særlige egen hippie-optimisme, var derefter ophavsmand til noget af den eneste langtidsholdbare glamrock afsluttet med en afskedskoncert for Ziggy, flirtede med soulmusikken og genskabte derefter sig selv i samarbejdet med Tony Visconti, der på én gang foregreb og var stor inspiration for den bølge af new wave der skyllede ind over rocken sidst i 1970erne og først i 1980erne. Efter Let’s Dance kom Bowies kunstneriske nedtur med ligegyldige albums og underlige stilmanøvrer.
Retfærdigvis skal det siges, at de forkætrede Tin Machine-forsøg faktisk var indledningen på det senere så frugtbare samarbejde med Reeves Gabrels og nok i virkeligheden et lidt undervurderet kapitel.
Fra og med 1. Outside kom opturen. Denne gang ikke med så uomgængelig musik som tyve år tidligere, men med udgivelser, der både var værd at høre på og atter tog sig selv alvorligt. Samtidig fik man indtrykket af en mand, der omsider var ved at få fred med sig selv, sin alder og sin tid. Især Heathen er et lytteværdigt album fra den sene, modne Bowies hånd.
Jeg ville lave en liste over musikere, der er inspireret af Bowie, men endte med at lade være, fordi listen blev alt for lang. Herhjemme kan man tydeligt fornemme Bowies aftryk i f.eks. Michael Strunges digtning og i musikken fra Lars Hug (da denne endnu havde noget interessant på hjerte) – og Love Shop i sidste halvdel af deres karriere. Prøv at høre de lange instrumentalpassager på Anti og lyt så til Low.
Albums som Hunky Dory, Ziggy Stardust, Low og Scary Monsters (og mange flere!) bør findes i enhver ordentlig samling af rockudgivelser fra det 20. århundrede.
P.S. Jeg ledte efter mit eksemplar af Young Americans mellem de 1500 andre cd’er her til morgen – men forgæves. Det er ikke tit, jeg hører netop dét album, men når det sker, husker jeg det af en eller anden grund altid… Har nogen set min cd?
