Jeg kan ikke lade en 8. december passere forbi uden at minde om, at det var i dag i 1980, John Lennon blev myrdet – af en såkaldt ‘fan’. Lennons musik og store inspiration til andre lever videre, morderens navn skal gå i glemmebogen.

Og på samme dag 24 år senere blev guitaristen Dimebag Darrell (fra Pantera) skudt under en koncert – også af en såkaldt ‘fan’.

Jeg har ikke altid syntes så godt om Yoko Ono, men hendes enkle avisannonce i dagens udgave af New York Times er bevægende. (Se billedet.)

Hvem skrev nedenstående? Og hvad er XXX’s rigtige navn?

Fantasiforladt fidus-rock

Det musikalske svar på denne verdens mest fantasiforladte og mindst udfordrende ni-til-fire job hedder XXX, fem granvoksne mænd, der over 13 albums på lige så mange år ikke har taget en ærlig chance eller er fremkommet med skyggen af en original ide. I stedet genbruges i det uendelige U.S.-rockens mest nedslidte klicheer tilsat en lind strøm af rungende tomme tekster. Summen er det mest deprimerende boogie-muzak, man kan komme i nærheden af på den del af den danske scene, hvor man åh så gerne ville være født i i det der hersens USA. At gruppen så har lemmingetække nok til at sælge vognlæs af deres patetiske udgivelser, gør dem til hvad? (Svar: DK’s svar på Status Quo.)
Musikerne er kompetente, jo vist; de har såmænd været så længe i faget, at de har en nedslående forudsigelig standardløsning på hver en problemstilling. Hvad XXX til gengæld ikke formår, er, at skrive substantielle sange, lave fantasifulde arrangementer eller spille med noget, der bare minder om gnist. Var de håndværkere, ville vi med glæde bede dem fikse taget på vort hus, men da de nu engang er musikere, vil vi mindeligt bede til, at de ikke oftere forvilder sig ind i vort cd-drev med deres frastødende fidus-rock.

For mig er Guided By Voices kvintessensen af amerikansk “alternativ rock” fra 1990’ernem og jeg har da også skrevet om dem ved en tidligere lejlighed i denne blog.

Eneste faste medlem var Robert Pollard, der skrev hovedparten af deres sange. Det absolutte højdepunkt blev efter de flestes mening nået i 1994 med Bee Thousand, hvor minutlange numre, fraværet af produktion, tyk båndsus, pseudo-Liverpool-accent og særdeles fabulerende tekster blev kombineret med mere end almindeligt gode melodier. Ikke ét svagt nummer i syne.

Også efterfølgeren Alien Lanes er værd at lytte til. Bagefter, da den anden nogenlunde faste sangskriver, Tobin Sprout, forlod bandet, gik det langsomt ned ad bakke, og især Do The Collapse lever desværre op til sit navn.

Men netop nu, hvor jeg genhører indholdet af deres bokssæt Box med de fire første albums og udtag fra Bee Thousand, bliver jeg mindet om hvor gode GBV egentlig var.

I år har Robert Pollard lavet (endnu) et soloalbum, og her er gæsten selveste Tommy Keene, kendt (?) fra sin solokarriere og fra en tjans som guitarist i Paul Westerbergs live-ensemble. Fordums højder bliver ikke nået, men mindre burde også kunne gøre det.

Også i den hjemlige kulturkreds rørte det, man dengang kaldte “nyrock”, på sig. Læsere med ekstra god hukommelse kan måske huske mit indlæg om Ballet Mécanique og Næste Uges TVs fælles koncert i Aalborg. Den opmærksomme læser vil også vide, at jeg for nylig har været til DR Trax-gallakoncert i Randers, hvor det nu opløste Ballet Mécaniques forsanger fortsatte sin lange solokarriere.

Og nu har jeg så med nogle ugers forsinkelse erhvervet mig 25-års-jubilæumsudgaven af bandets debut, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, som dobbelt-cd med outtakes, live-numre m.v. Et også i dag mærkværdigt fascinerende album, inspireret af Joy Division, Bauhaus og hvad ved jeg. Dissonant klaver, fuzzguitar og uendeligt prætentiøse tekster.

Hvad betyder linjer som

Light died, -ly pregnant
Up, killed in your words
Sheet-minded loving was respect as given thought
Of hairy swine-like

Hours of nameless, of this penetration
Could I still cry for sad, tell friend and leech apart
The fall of the fallen

fra det nok bedste nummer på albummet, “Leathern”? Jeg aner det stadig ikke, men det lyder underligt fascinerende/fascineret, og Martin Hall – for ham er det jo – havde vel glemt at aflevere sin engelskordbog, da han droppede ud af gymnasiet.

Dertil var der koncerterne, som jeg aldrig nåede at opleve. Jeg husker dem via hvad andre har fortalt og via brudstykker af radiooptagelser. Især husker jeg en studieværts omtale af en koncert, der ikke blev til noget på grund af en defekt stortrommepedal – “og netop stortrommen er vigtig for gruppens kunstneriske udtryk, udtaler Ballet Mécanique”…

I dag kender de fleste vel Martin Hall som ham, der har skrevet sange til Hanne Boel og Ester Brohus og som en yderst veltalende og velklædt herre (efternavnet forpligter jo!), der synger lidenskabelige ballader med Billy Mackenzie som tydeligt forbillede og laver instrumentalmusik til kunstudstillinger. Men nogle af numrene fra dengang kan man stadig høre ham fortolke, nu i et ganske anderledes arrangement. Forfattergerningen har han også forsøgt sig med. Og så er han endda blevet far og virker til at være tilfreds med tilværelsen. Han er så godt som blevet en af os.

Martin Hall er så afgjort en af de mest musikalske personer, der kom ud af “nyrock”-årene. Men dengang og hele vejen op gennem første halvdel af firserne var han mest kendt som en ung Sturm-und-Drang-mand (se ovenfor – det billede er næsten det hele værd!). Han opløste Ballet M. (som de endte med at hedde), dannede Under For, Pesteg Dred, SS Say, And Then Again og en hel masse andre bands med kort levetid, skrev bøger som ingen forstod og lavede lige så uforståelige performances på Saltlageret. Og så trak han sig tilbage for altid – i to år. Resten af historien kender vi godt.

(Og så så jeg forresten i pladebutikken at de har genudgivet gamle optagelser med De Må Være Belgiere. Dét album er jeg til gengæld ikke helt så sikker på at jeg vil erhverve mig.)

I dag bliver Johnny Marr 43. Mange af os forbinder ham naturligvis med The Smiths. Nu er han faktisk blevet medlem af amerikanske Modest Mouse, som han tilmed skriver sange til.