Til gengæld er det en god dag for kvinderne. I dag bliver Gloria Gaynor 57, Chrissie Hynde (der trods sit efternavn er en hård nyser) bliver 55 og Gunda Niemann-Stirnemann bliver 40. Hun er den mest vindende tyske skøjteløber i hurtigløb gennem tiderne med hele 8 olympiske medaljer, heraf 3 af guld. Og hvor mange andre nulevende personer får en sportshal opkaldt efter sig?

Den 6. september kan være en dårlig dag for musikere. På denne dag i 1962 døde den tyske komponist Hanns Eisler. Han flygtede fra Hitler og havnede efter krigen i McCarthy-tidens heksejagt. Til sidst tog han tilbage til Tyskland – og havnede i DDR. Det var ham, Billy Bragg og Wilco sang om på Mermaid Avenue-albummet i sangen “Eisler On The Go”.

I 1990 døde Tom Fogerty, John Fogertys storebror, der var rytmeguitarist i Creedence Clearwater Revival – og endnu et eksempel på hvor stormfuldt et forhold brødre kan have til hinanden, selv om de spiller musik sammen – Bob og Tommy Stinson, Neil og Tim Finn, Jim og William Reid, Ray og Dave Davies… listen er lang.

Og i 1994 døde Nicky Hopkins, kendt som pianist på et hav af optagelser med de allerstørste britiske rocknavne fra tresserne og halvfjerdserne – og ikke mindst fra Rolling Stones’ Exile On Main Street.

Af en eller anden grund har mange kendte musikere fra rocken og dens omegn set dagens lys for første gang netop d. 25. august: Gene Simmons fra KISS (57 i dag), Jeff Tweedy fra Uncle Tupelo/Wilco (39 i dag), Rob Halford fra Judas Priest (55 i dag), Elvis Costello (52 i dag) og Stuart Murdoch fra Belle and Sebastian (38 i dag) Og så er der også Billy Ray Cyrus (45 i dag), der lavede den berygtede “Achy Breaky Heart”.

Måske kunne de herrer danne et ensemble for at markere det?

På engelsk har man et udtryk, guilty pleasure, der dækker over noget, man ikke burde kunne lide på grund af sin såkaldt gode smag – og derfor skammer sig over at kunne lide. Det britiske blad Q har i sit seneste nummer en liste over 25 albums, der falder i denne kategori. Her er den:

1. Meatloaf – Bat Out Of Hell
2. Supertramp – Breakfast In America
3. Hall & Oates – Private Eyes
4. Def Leppard – Hysteria
5. Billy Joel – The Stranger
6. ZZ Top – Eliminator
7. INXS – Kick
8. Dire Straits – Making Movies
9. Simply Red – Stars
10. Phil Collins – Face Value
11. Electric Light Orchestra – Out Of The Blue
12. The Traveling Wilburys – Vol 1
13. Rush – Moving Pictures
14. Eurythmics – Revenge
15. Journey – Escape
16. Blue Öyster Cult – Agents Of Fortune
17. Counting Crows – August And Everything After
18. UB40 – Labour Of Love
19. Genesis – Invisible Touch
20. Big Country – The Crossing
21. Men At Work – Business As Usual
22. Richard Harris – A Tramp Shining
23. Steve Miller Band – Fly Like An Eagle
24. a-ha – Hunting High And Low
25. Terence Trent D’Arby – Introducing The Hardline According To…

Selv har jeg faktisk kun listens nummer 1, som er en ægte guilty pleasure for mig. Da jeg startede i gymnasiet i 1979, var det dét album, alle andre hørte (og jeg købte 15 år senere). Året efter snakkede nogle af de samme mennesker om Kliché, Stiff Little Fingers, Siouxsie and the Banshees osv. At høre “Bat Out Of Hell” fører mig derfor tilbage til en fjern, ureflekteret tid. Roy Bittan og Max Weinberg fra E-Street Band er med, og Todd Rundgren har produceret. Det er ikke med andre ord ikke rene amatører uden kredibilitet, men resultatet er en gang fascinerende pomp og svulstighed. Jeg kan bedst lide balladerne.

Og nå ja, så har jeg faktisk et album med Counting Crows, This Desert Life, og et par stykker med Eurythmics og a-Ha. Counting Crows-albummet er imidlertid ikke et, jeg skammer mig over at eje (og det er produceret af David Lowery og Dennis Herring fra Camper van Beethoven/Cracker). Ej heller skammer jeg mig over Eurythmics og a-Ha, der faktisk lavede fremragende pop. Engang fik jeg tilmed et Dire Straits-album foræret, og selv ikke dét bragte forargelsen frem hos mig. Mark Knopfler har sine øjeblikke, omend han ca. 90% af tiden keder mig ihjel.

Hvad er så mine ægte skamfulde fornøjelser ud over Bat Out Of Hell? Først og fremmest Gnags, som de lød omkring 1980. Jeg kan godt lide Safari og X. Bagefter degenererede de til hyggerock. Også Mike Oldfield i starten af hans karriere må jeg tilstå at kunne lide – fra Tubular Bells frem til omkring Incantations. Bagefter degenererede han til pomp og ligegyldighed – egentlig lidt som Radiohead.

På sæt og vis er Muse også en skamfuld fornøjelse. Det er rendyrket stadionpomp med science-fiction tekster, falsetvokal og utilsløret instrumentlir – en slags moderne udgave af Rush eller Yes tilsat opstyltede elementer fra senere pop og rock (U2, Prince, Radiohead osv.). Men et eller andet gør at jeg har taget Black Holes and Revelations til mig og faktisk har hørt det en del.

For længe siden delte jeg lejlighed med Eduardo fra Colombia (hvis du læser dette, Eduardo, så skriv!) og da gik det op for mig at man i Latinamerika ikke har samme reservationer om god smag. Her kan døgnfluer som Glenn Medeiros og Gloria Estefan trives side om side med Echo and the Bunnymen og The Clash og prog-monstre som Emerson, Lake and Palmer.

Nu over til folket. Denne blog har over 300 registrerede bruger (hvoraf adskillige tilsyneladende hedder Jane Flauensgaard). Hvad gemmer skabene derude?

Og hvad med min medforfatter? (Vi ved godt det med Sandra.)

I denne blog har vi skrevet en del om krigen i Libanon, hvor de fleste ofre har været civile. Våbenhvilen kom – og blev i går brudt af Israel. Verdenssamfundet må ikke falde i søvn nu!

Amerikansk rocks store gamle dame, Patti Smith, ved det. Hun har indspillet en ny sang, Qana, om bombeangrebet på denne by d. 30. juli. 28 civile mistede livet, heraf 16 børn. Find sangen i MP3-format og læs mere om Patti Smiths politiske engagement på

http://pattismith.net/news.html

(Tak til Vermouth for at gøre opmærksom på dette.)

…men jeg har trods alt også aktier i et andet firma. Henrik er tilbage fra sin sommerferie og er igen at finde på http://www.henrikhall.dk. I kan blandt andet se de nye koncertdatoer. Og kan det mon passe at han arbejder på nyt materiale?

Af og til kan man være så heldig at der er en interessant sanger/sangskriver, hvis eksistens man ikke kendte til. For snart mange år siden opdagede jeg den stadig ret oversete Sam Phillips fra USA. Hun begyndte sin karriere som Leslie Phillips med at indspille flere albums med kristne tekster. Men efterhånden blev hun led og ked af den ensretning, som den religiøse musikindustri tvang hende ind i. Hun blev gift med en ikke helt ukendt musiker og producer ved navn T-Bone Burnett, skiftede kunstnernavn og har sidst 1989 lavet en perlerække af eftertænksomme og iørefaldende albums med tydelig inspiration fra bl.a. John Lennon og britiske navne som XTC. Pop i den bedste forstand, for nu at sige det på en anden måde.

Billedet ovenfor er forsiden af Cruel Inventions helt tilbage fra 1991, hvor Elvis Costello var med. Efterfølgeren, Martinis and Bikinis, kastede et lille hit af sig (“I Need Love”), og denne gang var der prominente gæster som Peter Buck, Colin Moulding (fra XTC!) og Van Dyke Parks involveret. Hvor Sam Phillips’ musik før var særdeles raffineret arrangeret og produceret (af hendes mand), er hendes seneste to albums overvejende akustiske. Og så spillede hun forresten en fåmælt tysk terrorist , der mejer folk ned med maskingevær i Die Hard 3.

Hendes næste album skulle være på trapperne; hun er dog blevet skilt fra T-Bone Burnett, så han producerer nok ikke. Læs mere på
http://www.samphillipsmusic.com

I mellemtiden er det værd at forsøge at finde frem til hendes gamle albums, hvor der er mange fine ting på; Cruel Inventions er dog desværre udsolgt fra pladeselskabet.

I forgårs, torsdag d. 3. august 2006, tabte Arthur Lee kampen mod leukæmien. Han blev 61.

Arthur Lee var sanger og sangskriver i den multietniske tressergruppe Love, der især vil være husket for mesterværket Forever Changes. Musikken på dette album var rå og forfinet med inspiration fra Jimi Hendrix, flamenco, folkemusik og først og fremmest britisk pop. Mange hvide briter ville gerne lyde som sorte amerikanere. Arthur Lee var det modsatte – en sort amerikaner, der ville lyde som en hvid brite. Og det lykkedes til overmål. Man kan høre hans indflydelse på britisk rock hos f.eks. Led Zeppelin, Echo and The Bunnymen og Manic Street Preachers.

Arthur Lees senere karriere blev en nedtur med fængselsophold, der ikke blev færre eller kortere af den absurde three strikes and you are out-regel, som gælder i Californien. Til sidst slap han ud og kunne igen turnere. Han blev ved at skrive nye sange, men det var altid sangene fra Forever Changes, folk kom for at høre.

Engang først i halvfemserne var der et træls britisk band som blev hypet til skyerne af NME. De havde et altdominerende medlem, der var helt fænomenal til at skære i sig selv, være mentalt ustabil og komme med outrerede udtalelser. Musikken hørte jeg knap nok. Det skulle forestille punk, men det var nærmest en slags heavy-pop a la Queen blandet med lidt new wave og tilsat knudrede tekster om Sylvia Plath. Jeg kunne ikke fordrage dem. Så forsvandt ham, som de fleste troede var deres forsanger, og her sluttede historien. Troede jeg.

Et par år senere tændte jeg for fjernsynet og så tre lidt anonymt udseende mænd fremføre et særdeles iørefaldende popnummer, “A Design for Life”. Det gik op for mig at der rent faktisk var tale om det samme band, men at dem, der var tilbage, var de tre, der rent faktisk kunne spille. Og det gik op for mig at den lille mand med guitaren faktisk hele tiden havde været deres sanger – og at han ikke bare var en dygtig sanger, men faktisk også en dygtig guitarist.

Nu er James Dean Bradfield fra Manic Street Preachers så omsider debuteret som solist med The Great Western. De iørefaldende melodier og de velgennemtænkte arrangementer viser at han må have været det musikalske omdrejningspunkt i gruppen og at pop-sensibiliteten hos Prædikanterne stammer fra ham. Teksterne har han selv lavet, og de er langt mere mundrette end de tekster, bassist Nicky Wire lidt for ofte forsynede ham med. (Der er en enkelt tekst af Wire på soloalbummet, og den er klart den svageste.) Ikke banebrydende eller nyskabende, men bestemt værd at høre.

Interessant nok arbejder Nicky Wire også på et soloalbum; et par af numrene findes allerede på WWW. Også her er det tydeligt, hvilket band, han kommer fra, omend der er mere tøf-rock over lydbilledet. Men i modsætning til sin kollega synger han ikke særlig godt – heller ikke selv om teksterne er klart mere sangbare, nu hvor den stakkels mand selv er nødt til at synge dem.