Den 1. oktober er en stor dag i historien. På denne dag i 1980 blev kommunistpartiet i Burkina Faso splittet; den Albanien-tro fraktion rev sig løs. Mange år senere udsendte Victoria Beckham sit debutalbum – også d. 1. oktober.

I dag bliver Brett Anderson fra Suede og senere The Tears 39. Men hvor mange ved at Brett Anderson også er navnet på sangerinden i The Donnas? Hun er nummer 2 fra venstre.

Der er lige kommet et nyt album med Thomas Buttenschøn. Heldigvis findes der dog også musik, det er til at holde ud at høre på. Forleden, da jeg kiggede i mine talrige kasser med gamle cd’er, genfandt jeg f.eks. Doppelgänger med den britiske duo Curve. Gotisk shoegazer-techno – en slags Cocteau Twins med beats og My Bloody Valentine-guitarflader – der dengang i 1991 (hvor Buttenschøn også var en seksårig dreng af krop) var dybt fascinerende og faktisk stadig er det. Nogle år senere blev Garbage et verdensnavn med en lyd, der var mere umiddelbart poppet, men alligevel trækker lange veksler på Garcia og Halliday. Hør bare Shirley Mansons vokal, hvis I ikke tror mig.

Et sjovt interview (eller hvad man nu skal kalde det) med Paul Hewson, Bob (Dylan) og Van (Morrison) kan ses på

http://www.interferenza.com/bcs/interw/84-jul8.htm

23. september, efterårsjævndøgn og derfor den egentlige start på efteråret. Jeg vil fejre dets komme ved at tage mine shorts på (for vejret har ikke opdaget det endnu) og gå udenfor med min iPod. Jeg har netop fået genudgivelsen af John Cales popklassiker Paris 1919, og det skal fejres. Der er tidligt efterår over meget af den walisiske sangers musik.

Og hermed fortsættes samtidig C-temaet på bloggen over sangskrivere, der passer til midaldrende mænd (som undertegnede) og mørkt øl (som f.eks. Köstritzer Schwartzbier) : Cohen, Cave og nu Cale. Jens bør nu fortsætte med Johnny Cash.

Der er Bob og R.E.M. og mange andre, men der er også interessant musik, der ikke er rock’n’roll i traditionel forstand. I går gæstede således det amerikanske rap-ensemble Dälek min by, og jeg måtte hen på 1000Fryd, hvor man nu har det prisværdige princip om at holde tirsdagene helt røgfri.

Forestil jer en rapper med et verbalt flow i stil med Chuck D fra Public Enemy eller KRS-One, politiske tekster og en lydbaggrund, der er samples af bl.a. My Bloody Valentine og industrial. Mest minder Dälek nok om navne som Beatnigs (forgængeren for Disposable Heroes of Hiphoprisy) og Consolidated. Usædvanligt og anbefalelsesværdigt. Og så bruger deres DJ (eller hvad vi nu skal kalde ham) 2 Powerbooks til at lave al musikken. Bagefter fik jeg en lille Mac-snak med ham.

Chancen for at høre Dälek på ANR Guld eller The Voice er nok til at overskue. Så prøv at høre nummeret “Ever Somber” her (MP3); det findes på deres seneste album, Absence fra 2005 .

Og nå ja, en dälek er en af underlige kørende robotter, man kan se i Dr. Who. Interessant at se amerikanske musikere tage navn efter et stykke britisk populærkultur.

(Hvor mange ved at denne blogs anden forfatter medvirker som gæstevokalist på en rap-udgivelse?)

Til gengæld er det en god dag for kvinderne. I dag bliver Gloria Gaynor 57, Chrissie Hynde (der trods sit efternavn er en hård nyser) bliver 55 og Gunda Niemann-Stirnemann bliver 40. Hun er den mest vindende tyske skøjteløber i hurtigløb gennem tiderne med hele 8 olympiske medaljer, heraf 3 af guld. Og hvor mange andre nulevende personer får en sportshal opkaldt efter sig?

Den 6. september kan være en dårlig dag for musikere. På denne dag i 1962 døde den tyske komponist Hanns Eisler. Han flygtede fra Hitler og havnede efter krigen i McCarthy-tidens heksejagt. Til sidst tog han tilbage til Tyskland – og havnede i DDR. Det var ham, Billy Bragg og Wilco sang om på Mermaid Avenue-albummet i sangen “Eisler On The Go”.

I 1990 døde Tom Fogerty, John Fogertys storebror, der var rytmeguitarist i Creedence Clearwater Revival – og endnu et eksempel på hvor stormfuldt et forhold brødre kan have til hinanden, selv om de spiller musik sammen – Bob og Tommy Stinson, Neil og Tim Finn, Jim og William Reid, Ray og Dave Davies… listen er lang.

Og i 1994 døde Nicky Hopkins, kendt som pianist på et hav af optagelser med de allerstørste britiske rocknavne fra tresserne og halvfjerdserne – og ikke mindst fra Rolling Stones’ Exile On Main Street.

Af en eller anden grund har mange kendte musikere fra rocken og dens omegn set dagens lys for første gang netop d. 25. august: Gene Simmons fra KISS (57 i dag), Jeff Tweedy fra Uncle Tupelo/Wilco (39 i dag), Rob Halford fra Judas Priest (55 i dag), Elvis Costello (52 i dag) og Stuart Murdoch fra Belle and Sebastian (38 i dag) Og så er der også Billy Ray Cyrus (45 i dag), der lavede den berygtede “Achy Breaky Heart”.

Måske kunne de herrer danne et ensemble for at markere det?

På engelsk har man et udtryk, guilty pleasure, der dækker over noget, man ikke burde kunne lide på grund af sin såkaldt gode smag – og derfor skammer sig over at kunne lide. Det britiske blad Q har i sit seneste nummer en liste over 25 albums, der falder i denne kategori. Her er den:

1. Meatloaf – Bat Out Of Hell
2. Supertramp – Breakfast In America
3. Hall & Oates – Private Eyes
4. Def Leppard – Hysteria
5. Billy Joel – The Stranger
6. ZZ Top – Eliminator
7. INXS – Kick
8. Dire Straits – Making Movies
9. Simply Red – Stars
10. Phil Collins – Face Value
11. Electric Light Orchestra – Out Of The Blue
12. The Traveling Wilburys – Vol 1
13. Rush – Moving Pictures
14. Eurythmics – Revenge
15. Journey – Escape
16. Blue Öyster Cult – Agents Of Fortune
17. Counting Crows – August And Everything After
18. UB40 – Labour Of Love
19. Genesis – Invisible Touch
20. Big Country – The Crossing
21. Men At Work – Business As Usual
22. Richard Harris – A Tramp Shining
23. Steve Miller Band – Fly Like An Eagle
24. a-ha – Hunting High And Low
25. Terence Trent D’Arby – Introducing The Hardline According To…

Selv har jeg faktisk kun listens nummer 1, som er en ægte guilty pleasure for mig. Da jeg startede i gymnasiet i 1979, var det dét album, alle andre hørte (og jeg købte 15 år senere). Året efter snakkede nogle af de samme mennesker om Kliché, Stiff Little Fingers, Siouxsie and the Banshees osv. At høre “Bat Out Of Hell” fører mig derfor tilbage til en fjern, ureflekteret tid. Roy Bittan og Max Weinberg fra E-Street Band er med, og Todd Rundgren har produceret. Det er ikke med andre ord ikke rene amatører uden kredibilitet, men resultatet er en gang fascinerende pomp og svulstighed. Jeg kan bedst lide balladerne.

Og nå ja, så har jeg faktisk et album med Counting Crows, This Desert Life, og et par stykker med Eurythmics og a-Ha. Counting Crows-albummet er imidlertid ikke et, jeg skammer mig over at eje (og det er produceret af David Lowery og Dennis Herring fra Camper van Beethoven/Cracker). Ej heller skammer jeg mig over Eurythmics og a-Ha, der faktisk lavede fremragende pop. Engang fik jeg tilmed et Dire Straits-album foræret, og selv ikke dét bragte forargelsen frem hos mig. Mark Knopfler har sine øjeblikke, omend han ca. 90% af tiden keder mig ihjel.

Hvad er så mine ægte skamfulde fornøjelser ud over Bat Out Of Hell? Først og fremmest Gnags, som de lød omkring 1980. Jeg kan godt lide Safari og X. Bagefter degenererede de til hyggerock. Også Mike Oldfield i starten af hans karriere må jeg tilstå at kunne lide – fra Tubular Bells frem til omkring Incantations. Bagefter degenererede han til pomp og ligegyldighed – egentlig lidt som Radiohead.

På sæt og vis er Muse også en skamfuld fornøjelse. Det er rendyrket stadionpomp med science-fiction tekster, falsetvokal og utilsløret instrumentlir – en slags moderne udgave af Rush eller Yes tilsat opstyltede elementer fra senere pop og rock (U2, Prince, Radiohead osv.). Men et eller andet gør at jeg har taget Black Holes and Revelations til mig og faktisk har hørt det en del.

For længe siden delte jeg lejlighed med Eduardo fra Colombia (hvis du læser dette, Eduardo, så skriv!) og da gik det op for mig at man i Latinamerika ikke har samme reservationer om god smag. Her kan døgnfluer som Glenn Medeiros og Gloria Estefan trives side om side med Echo and the Bunnymen og The Clash og prog-monstre som Emerson, Lake and Palmer.

Nu over til folket. Denne blog har over 300 registrerede bruger (hvoraf adskillige tilsyneladende hedder Jane Flauensgaard). Hvad gemmer skabene derude?

Og hvad med min medforfatter? (Vi ved godt det med Sandra.)

I denne blog har vi skrevet en del om krigen i Libanon, hvor de fleste ofre har været civile. Våbenhvilen kom – og blev i går brudt af Israel. Verdenssamfundet må ikke falde i søvn nu!

Amerikansk rocks store gamle dame, Patti Smith, ved det. Hun har indspillet en ny sang, Qana, om bombeangrebet på denne by d. 30. juli. 28 civile mistede livet, heraf 16 børn. Find sangen i MP3-format og læs mere om Patti Smiths politiske engagement på

http://pattismith.net/news.html

(Tak til Vermouth for at gøre opmærksom på dette.)