Der er netop udkommet en opsamling med The Replacements, Don’t You Know Who I Think I Was. The Replacements huserede i Minneapolis i 1980’erne og gik fra hinanden i 1991. Tre af medlemmerne – Paul Westerberg og brødrene Bob og Tommy Stinson – havde nordiske aner (Stinson er den amerikaniserede form af Steensen).

The Replacements blev oprindelig kategoriseret som en slags punk, men i realiteten var det nærmere sjusket garagerock. Fra og med deres tredje album Let It Be, hvor man bl.a. kunne høre Peter Buck fra R.E.M. spille med på et nummer, var det dog klart at vi her havde at gøre med en gruppe, der var inspireret af The Kinks, Bruce Springsteen og ikke mindst de lidet kendte Big Star, hvis frontfigur Alex Chilton faktisk spillede med på enkelte senere numre og var med til at producere lidt. Og det blev klart at sangeren Paul Westerberg var en usædvanligt dygtig sangskriver, der mestrede både den enkle rock og balladerne. Rockmusikken var af den slags, som nogle af os vil betegne tøfrock.

The Replacements fik aldrig deres store gennembrud – en kombination af at være dukket op på det forkerte tidspunkt og af dårlig situationsfornemmelse. Alt for mange af deres koncerter gik op i hat og briller eller regulære udskejelser på grund af druk. Videoer gad de ikke rigtig lave, og MTV syntes de derfor også var noget pjat. For så vidt en fornuftig indstilling, men…

Da de endelig fik taget sig sammen, var toget kørt og grungen ventede om hjørnet. Men de tre albums Let It Be, Tim og Pleased To Meet Me er anbefalelsesværdige (de senere to Don’t Tell A Soul og All Shook Down såmænd også).

Og bagefter? Paul Westerberg indledte en solokarriere, der efterhånden er blevet mere og mere egenrådig. Tommy Stinson prøvede også at gå solo, men er for tiden bassist i Guns’n’Roses. Trommeslager Chris Mars er kunstmaler.

I dag er The Replacements ikke særlig hippe, og da slet ikke i punk/indie-kredse, men prøv at lytte til især alt-country-navne som Ryan Adams eller Wilco (især som de lød før i tiden), og man kan fornemme hvor de har sat et blivende aftryk.

Den nye opsamling er ikke den første; for nogle år siden kom All For Nothing/Nothing For All, der dog kun dækker de sidste år af gruppens karriere, hvor de havde kontrakt med Warner Bros. Den gamle opsamling havde en masse outtakes og svært tilgængelige b-sider; den nye har to helt nyindspillede numre. Det lykkedes nemlig at få Tommy Stinson, Chris Mars og Paul Westerberg i studiet igen (Bob Stinson døde for nogle år siden). Resultat: “Message To The Boys” og “Pool & Dive”, to fuldfede tøfnumre!

(Og så nåede Jens at se The Replacements spille i København lige inden de gik fra hinanden; jeg boede i Skotland og gik glip af dem på samme turné, da de gæstede Glasgow. Æv æv æv æv.)

Var en tur i Århus i lighed med en del andre, der gæster denne blog.

Det startede temmelig uskønt med en plads i køen lige bag fire mennesker, der mildt sagt var sanseløst berusede. Omsider stod jeg dog på stadion, og kl. 19.00 begyndte koncerten.

Engelske Mohair var lige så spændende som deres uldne navn antyder. Med andre ord endnu et anonymt britisk guitarband; deres lyd var et uoriginalt opkog af Blur, som de lød omkring Modern Life Is Rubbish – desværre uden talentet fra Damon Albarn m.fl.

Og så… The Raveonettes. De har engang skrevet en god sang, så derfor besluttede de sig til at skrive den igen (og igen og…)

Omsider kom Depeche Mode, og ballet kunne begynde for alvor.

Rygterne talte sandt; de var i topform.

Fra aakjaer ved vi at den præcise sætliste var

Intro
A Pain That I’m Used To
A Question Of Time
Suffer Well
Precious
Walking In My Shoes
Stripped
Home
It Doesn’t Matter Two
In Your Room
Nothing’s Impossible
John The Revelator
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence

Ekstranumre:

Leave In Silence
Photographic
Never Let Me Down Again

Især de tre numre fra Violator, der afsluttede det egentlige sæt, viste et band, der kørte med klatten. Glæden ved at være sammen igen på en scene og ved at spille de gamle numre var helt åbenlys, selv set helt ovre fra den modsatte langside.

I skrivende stund er der kun 13 dage til Depeche Mode giver koncert på et fodboldstadion, der er hjemmebane for en østjysk 1. divisionsklub. Det bliver underligt nok første gang, jeg får Fletcher, Gahan og Gore at se. Jeg glæder mig som et lille barn, uagtet tidligere negative meldinger fra Jens & Co.

(Og hvis nogen skulle have kørelejlighed nordpå efter koncerten, vil jeg meget gerne høre fra jer.)

Af og til sker det at jeg i fantasiløshed og desperation vælger et tilfældigt album at lytte til på min iPod. Nogle gange sker der ikke noget ved det, andre gange genopdager jeg en klassiker. I dag skete det, da jeg valgte at lytte til et album med den engelske gruppe The House of Love, der huserede sidst i 1980’erne og først i 1990’erne. I lighed med Tindersticks var opfindsomheden lav hvad angik albumtitler. De første to albums hed begge The House Of Love, og de udsendte tilmed også et opsamlingsalbum med dette navn.

Men sangene… Sanger og sangskriver Guy Chadwick leverede nogle umådeligt iørefaldende melodier og skarpe tekster, der passede til som fod i hose. Nogle tror at ‘sommerfuglealbummet’ The House Of Love hedder ‘Fontana’, fordi det står på albummets ryg ved siden – men det var nu pladeselskabet.

På begge de to første albums er der helt forrygende sange. Min yndling er ‘sommerfuglealbummet’ og især sange som ‘In A Room’ og ‘The Beatles And The Stones’ har igen sat sig godt fast i øregangen hos mig. Der er ikke nogen svage sange på albummet, men en serie af velafrundede og velarrangerede popperler, der ikke er skæmmet af f.eks. firseragtig produktion.

Gruppens ulykke var at de ikke var med i de store “bølger” – deres karrieres kunstneriske højdepunkt lå fra det tidspunkt hvor Happy Mondays m.fl. var store til grungens fremkost.

(I dag er The House Of Love så gendannet og jeg må med skam meddele at jeg endnu ikke har hørt deres comeback-album.)

Hvis jeg var i København i aften, ville jeg tage ind på Vega for at høre den amerikanske sanger/sangskriver Keith Caputo. Han startede sin karriere i Life of Agony, der først spillede hardcore, men efterhånden fik et meget mere varieret udtryk. Caputos solo-debut Died Laughing er en lille perle af et album med velkomponerede melodier og eftertænksomme tekster. Og så kan han synge. Caputo gav en fin koncert på Roskilde-festivalen – desværre tilbage i 2000, en festival, der som bekendt ikke blev husket for musikken. Der er forresten netop kommet et nyt album fra Keith Caputo. Det er desværre ikke i almindelig distribution.

Og uanset hvor jeg er, er det på sin plads i dag at ønske tillykke med fødselsdagen til C.V. Jørgensen.

Jeg har i en kommentar til et andet indlæg talt om The Desperate Bicycles, et britisk DIY-punkband. Jeg blev først opmærksom på dem, da jeg besøgte familie i England i 1979 og lyttede til John Peel. Dengang var de desperate cykler allerede ved at gå fra hinanden.

Man kan høre deres musik på WWW på http://www.derekerdman.com/ilovemilkshakes/october2004/Desperate_Bicycles_Anthology/desperatebicycles.htm

Den 27. april er af en eller grund sangerindernes fødselsdag. Isobel Campbell (engang med i Belle and Sebastian og netop nu aktuel med et duet-album med Mark Lanegan) bliver 30, Sheena Easton – en noget anderledes skotte – bliver 47 og Kate Pierson fra B52s bliver 58.