…men jeg har trods alt også aktier i et andet firma. Henrik er tilbage fra sin sommerferie og er igen at finde på http://www.henrikhall.dk. I kan blandt andet se de nye koncertdatoer. Og kan det mon passe at han arbejder på nyt materiale?

Af og til kan man være så heldig at der er en interessant sanger/sangskriver, hvis eksistens man ikke kendte til. For snart mange år siden opdagede jeg den stadig ret oversete Sam Phillips fra USA. Hun begyndte sin karriere som Leslie Phillips med at indspille flere albums med kristne tekster. Men efterhånden blev hun led og ked af den ensretning, som den religiøse musikindustri tvang hende ind i. Hun blev gift med en ikke helt ukendt musiker og producer ved navn T-Bone Burnett, skiftede kunstnernavn og har sidst 1989 lavet en perlerække af eftertænksomme og iørefaldende albums med tydelig inspiration fra bl.a. John Lennon og britiske navne som XTC. Pop i den bedste forstand, for nu at sige det på en anden måde.

Billedet ovenfor er forsiden af Cruel Inventions helt tilbage fra 1991, hvor Elvis Costello var med. Efterfølgeren, Martinis and Bikinis, kastede et lille hit af sig (“I Need Love”), og denne gang var der prominente gæster som Peter Buck, Colin Moulding (fra XTC!) og Van Dyke Parks involveret. Hvor Sam Phillips’ musik før var særdeles raffineret arrangeret og produceret (af hendes mand), er hendes seneste to albums overvejende akustiske. Og så spillede hun forresten en fåmælt tysk terrorist , der mejer folk ned med maskingevær i Die Hard 3.

Hendes næste album skulle være på trapperne; hun er dog blevet skilt fra T-Bone Burnett, så han producerer nok ikke. Læs mere på
http://www.samphillipsmusic.com

I mellemtiden er det værd at forsøge at finde frem til hendes gamle albums, hvor der er mange fine ting på; Cruel Inventions er dog desværre udsolgt fra pladeselskabet.

I forgårs, torsdag d. 3. august 2006, tabte Arthur Lee kampen mod leukæmien. Han blev 61.

Arthur Lee var sanger og sangskriver i den multietniske tressergruppe Love, der især vil være husket for mesterværket Forever Changes. Musikken på dette album var rå og forfinet med inspiration fra Jimi Hendrix, flamenco, folkemusik og først og fremmest britisk pop. Mange hvide briter ville gerne lyde som sorte amerikanere. Arthur Lee var det modsatte – en sort amerikaner, der ville lyde som en hvid brite. Og det lykkedes til overmål. Man kan høre hans indflydelse på britisk rock hos f.eks. Led Zeppelin, Echo and The Bunnymen og Manic Street Preachers.

Arthur Lees senere karriere blev en nedtur med fængselsophold, der ikke blev færre eller kortere af den absurde three strikes and you are out-regel, som gælder i Californien. Til sidst slap han ud og kunne igen turnere. Han blev ved at skrive nye sange, men det var altid sangene fra Forever Changes, folk kom for at høre.

Engang først i halvfemserne var der et træls britisk band som blev hypet til skyerne af NME. De havde et altdominerende medlem, der var helt fænomenal til at skære i sig selv, være mentalt ustabil og komme med outrerede udtalelser. Musikken hørte jeg knap nok. Det skulle forestille punk, men det var nærmest en slags heavy-pop a la Queen blandet med lidt new wave og tilsat knudrede tekster om Sylvia Plath. Jeg kunne ikke fordrage dem. Så forsvandt ham, som de fleste troede var deres forsanger, og her sluttede historien. Troede jeg.

Et par år senere tændte jeg for fjernsynet og så tre lidt anonymt udseende mænd fremføre et særdeles iørefaldende popnummer, “A Design for Life”. Det gik op for mig at der rent faktisk var tale om det samme band, men at dem, der var tilbage, var de tre, der rent faktisk kunne spille. Og det gik op for mig at den lille mand med guitaren faktisk hele tiden havde været deres sanger – og at han ikke bare var en dygtig sanger, men faktisk også en dygtig guitarist.

Nu er James Dean Bradfield fra Manic Street Preachers så omsider debuteret som solist med The Great Western. De iørefaldende melodier og de velgennemtænkte arrangementer viser at han må have været det musikalske omdrejningspunkt i gruppen og at pop-sensibiliteten hos Prædikanterne stammer fra ham. Teksterne har han selv lavet, og de er langt mere mundrette end de tekster, bassist Nicky Wire lidt for ofte forsynede ham med. (Der er en enkelt tekst af Wire på soloalbummet, og den er klart den svageste.) Ikke banebrydende eller nyskabende, men bestemt værd at høre.

Interessant nok arbejder Nicky Wire også på et soloalbum; et par af numrene findes allerede på WWW. Også her er det tydeligt, hvilket band, han kommer fra, omend der er mere tøf-rock over lydbilledet. Men i modsætning til sin kollega synger han ikke særlig godt – heller ikke selv om teksterne er klart mere sangbare, nu hvor den stakkels mand selv er nødt til at synge dem.

Der er netop udkommet en opsamling med The Replacements, Don’t You Know Who I Think I Was. The Replacements huserede i Minneapolis i 1980’erne og gik fra hinanden i 1991. Tre af medlemmerne – Paul Westerberg og brødrene Bob og Tommy Stinson – havde nordiske aner (Stinson er den amerikaniserede form af Steensen).

The Replacements blev oprindelig kategoriseret som en slags punk, men i realiteten var det nærmere sjusket garagerock. Fra og med deres tredje album Let It Be, hvor man bl.a. kunne høre Peter Buck fra R.E.M. spille med på et nummer, var det dog klart at vi her havde at gøre med en gruppe, der var inspireret af The Kinks, Bruce Springsteen og ikke mindst de lidet kendte Big Star, hvis frontfigur Alex Chilton faktisk spillede med på enkelte senere numre og var med til at producere lidt. Og det blev klart at sangeren Paul Westerberg var en usædvanligt dygtig sangskriver, der mestrede både den enkle rock og balladerne. Rockmusikken var af den slags, som nogle af os vil betegne tøfrock.

The Replacements fik aldrig deres store gennembrud – en kombination af at være dukket op på det forkerte tidspunkt og af dårlig situationsfornemmelse. Alt for mange af deres koncerter gik op i hat og briller eller regulære udskejelser på grund af druk. Videoer gad de ikke rigtig lave, og MTV syntes de derfor også var noget pjat. For så vidt en fornuftig indstilling, men…

Da de endelig fik taget sig sammen, var toget kørt og grungen ventede om hjørnet. Men de tre albums Let It Be, Tim og Pleased To Meet Me er anbefalelsesværdige (de senere to Don’t Tell A Soul og All Shook Down såmænd også).

Og bagefter? Paul Westerberg indledte en solokarriere, der efterhånden er blevet mere og mere egenrådig. Tommy Stinson prøvede også at gå solo, men er for tiden bassist i Guns’n’Roses. Trommeslager Chris Mars er kunstmaler.

I dag er The Replacements ikke særlig hippe, og da slet ikke i punk/indie-kredse, men prøv at lytte til især alt-country-navne som Ryan Adams eller Wilco (især som de lød før i tiden), og man kan fornemme hvor de har sat et blivende aftryk.

Den nye opsamling er ikke den første; for nogle år siden kom All For Nothing/Nothing For All, der dog kun dækker de sidste år af gruppens karriere, hvor de havde kontrakt med Warner Bros. Den gamle opsamling havde en masse outtakes og svært tilgængelige b-sider; den nye har to helt nyindspillede numre. Det lykkedes nemlig at få Tommy Stinson, Chris Mars og Paul Westerberg i studiet igen (Bob Stinson døde for nogle år siden). Resultat: “Message To The Boys” og “Pool & Dive”, to fuldfede tøfnumre!

(Og så nåede Jens at se The Replacements spille i København lige inden de gik fra hinanden; jeg boede i Skotland og gik glip af dem på samme turné, da de gæstede Glasgow. Æv æv æv æv.)

Var en tur i Århus i lighed med en del andre, der gæster denne blog.

Det startede temmelig uskønt med en plads i køen lige bag fire mennesker, der mildt sagt var sanseløst berusede. Omsider stod jeg dog på stadion, og kl. 19.00 begyndte koncerten.

Engelske Mohair var lige så spændende som deres uldne navn antyder. Med andre ord endnu et anonymt britisk guitarband; deres lyd var et uoriginalt opkog af Blur, som de lød omkring Modern Life Is Rubbish – desværre uden talentet fra Damon Albarn m.fl.

Og så… The Raveonettes. De har engang skrevet en god sang, så derfor besluttede de sig til at skrive den igen (og igen og…)

Omsider kom Depeche Mode, og ballet kunne begynde for alvor.

Rygterne talte sandt; de var i topform.

Fra aakjaer ved vi at den præcise sætliste var

Intro
A Pain That I’m Used To
A Question Of Time
Suffer Well
Precious
Walking In My Shoes
Stripped
Home
It Doesn’t Matter Two
In Your Room
Nothing’s Impossible
John The Revelator
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence

Ekstranumre:

Leave In Silence
Photographic
Never Let Me Down Again

Især de tre numre fra Violator, der afsluttede det egentlige sæt, viste et band, der kørte med klatten. Glæden ved at være sammen igen på en scene og ved at spille de gamle numre var helt åbenlys, selv set helt ovre fra den modsatte langside.