Den danske forfatter Per Aage Brandt er død; han blev 77. Ud over forfatterskabet var han en dygtig underviser og forsker – først som lektor i spansk på Aarhus Universitet, siden leder af universitetets Center for Semiotik og fra 1998 professor der.
Nogle vil vide, at Per Aage Brandts digtsamling Tidens tand, mørkets hastighed fra 2014 deler titel med det fremragende soul-nummer “Mørkets hastighed” fra Risiko. Om dette er tilsigtet, ved jeg ikke – men lur mig, om ikke det er.
Lige nu, mens musikken spiller og vi lever i vores hverdag, er der COP26 i Glasgow. På lørdag er der klimamarch rundt om i Danmark. Uden for er der noget galt; det har der været længe.
Nede i Australien er Midnight Oil sammen igen og har et nyt nummer klar. Læs teksten herunder og se musikvideoen ovre på YouTube.
Every child put down your toys And come inside to sleep We have to look you in the eye and say we sold you cheap Let's confess we did not act With serious urgency So open up the floodgates To the rising seas Temperature rising Climate denying Fever is gripping Nobody's listening Lustre is fading Because nobody's trading Wall Street is jumping Still the music keeps pumping If you can't decide Between wrong and right If you can't see through All that you hold true Queen of the firmament Lord of all beneath Masters of the universe We're all refugees And in many countries they adore celebrities Open up the floodgates To the rising seas Dinosaur stories Reliving past glories Lusting for gold Fishing for souls They said it was coming We knew it was a-coming If you lift your game Put your toys away Well it looks like rain On that western plain Queen of the firmament Lord of all beneath Masters of the universe We're all refugees And in many countries they adore celebrities Open up the floodgates To the rising seas To the rising seas To the rising seas
Nu kan I læse et interview, som vi har lavet om det noksombekendte album. Det er vores seneste feature her på bloggen.
Køb billet til verdenspremieren i Bremen (i København!) på https://billet.musik.dk/event/love-shop-lytteevent/bremen-teater/2033133.
Det er alt for længe siden, der har været polsk musik på denne side. Her er en fascinerende studie-live-optagelse med Hania Rani. Hendes musik er vel nærmest ambient med mindelser om især tyske Nils Frahm, men fordi hun synger af og til, er der også andet på spil.
Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke kendte Bleachers. Men her er deres single “Chinatown” i live-udgave fra et tag et sted i USA, formodentlig i delstaten New Jersey. Der er en ældre, lokalkendt herre med som gæst på akustisk guitar, og han får også lov til at synge med. Han virker til at være ret dygtig.
Wet Leg er en engelsk duo, som jeg først nu hører om. Dette nummer vidner om at The Breeders ikke har levet forgæves og passer ganske udmærket til den ubekymrede del af sommerferiestemningen.
Her er et nummer af og med amerikanske William Fitzsimmons fra hans nye album, Ready the Astronaut. Ligesom Gillian Welch og David Rawlings er han at finde i Nashville, men her hører al lighed op.
Annette er en ny musicalfilm fra 2021 instrueret af Leos Carax – dette er hans første film på engelsk. Filmmanuskriptet er skrevet af Ron og Russell Mael fra Sparks sammen med Carax, og musikken er af Mael-brødrene. Filmen følger en stand-up komiker (spillet af Adam Driver, som nogle af os kender som Kylo Ren fra de seneste tre Star Wars-film) og hans hustru (Marion Cotillard), der er operasanger og hvordan deres liv bliver ændret, da de får deres første barn.
Man kan høre nummeret “So May We Start” fra filmen nu, og det er Adam Driver og Marion Cotillard, der synger sammen med Sparks. Musikalsk varsler det godt; vi har at gøre med et kongeeksempel på klassisk Sparks, spørger man mig. Lidt kættersk (undskyld, Jens) er det måske at sige, at nummeret også leder tankerne hen på The New Pornographers. Carl Newman er meget inspireret af Sparks, så det er vel ikke så underligt endda.
Jeg kan desværre ikke indlejre videoen fra YouTube på bloggen. Men se den ovre på YouTube. Og tag også et kig på traileren. Ron og Russell Mael er med i den.
Annette fik stående bifald ved årets festival i Cannes, hvor den var åbningsfilm (Christian Monggaard har en grundig anmeldelse i dagens udgave af Information); plakaten ovenfor røber, at Annette som så mange andre premierefilm siden pandemiens begyndelse også kan streames. Men film skal ses i biografen, når det er muligt.
Jeg fortsætter markeringen af 50-året for What’s Going On lidt endnu.
Dette er nok den sørgeligste sang, jeg kender – ikke mindst fordi også denne tekst af Marvin Gaye kunne være skrevet i 2021.
Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Where did all the blue skies go?
Poison is the wind that blows from the north and south and eastMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Oil wasted on the ocean and upon our seas
Fish full of mercuryMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Radiation under ground and in the sky
Animals and birds who live nearby are dyingMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
What about this overcrowded land
How much more abuse from man can she stand?
Det andet legendariske album, der fylder 50 år i dette forår, er et af det albums, jeg holder allermest af – What’s Going On af og med Marvin Gaye. Ligesom London Calling og Born to Run og Revolver og Low (og en håndfuld andre udgivelser på min private pladesamlings personlige parnas) er What’s Going On et album, det altid er værd at vende tilbage til.
Her er Marvin Gaye på den anden side af de mere poppede single-hits (der også er gode, omend på en anden måde) og er på mange måder på højden af sin kreativitet. Det er samtidig sørgeligt, at teksterne med deres kritik af ulighed, krig og ødelæggelse af naturen stadig er lige så aktuelle som dengang i 1971. Ligesom Love Shop og Jens solo er dette soulmusik i ordets egentligste forstand.
I dette forår er der to legendariske albums, der kan fejre 50 års jubilæum. I går er det præcis 50 år siden, Blue af og med Joni Mitchell udkom. Jeg har desværre ikke særlig stort kendskab til Joni Mitchells værk, men hendes blå album holder jeg temmelig meget af.
I 1990 udsendte The KLF ambientalbummet Chill Out, og det har længe været uopdriveligt. Nu er det igen tilgængeligt, denne gang på streamingtjenesterne og i en af ophavsretslige hensyn let ændret udgave. Her er Come Down Dawn. Der sker ikke ret meget, men det er heller ikke meningen, at der skal ske noget. Dette er musik til stille stunder; vi er milevidt fra det senere, hit-orienterede materiale fra de samme herrer. Hvis man kan lide de tidlige udgivelser med The Orb (det kan jeg), vil man synes om Come Down Dawn.