Wet Leg er en engelsk duo, som jeg først nu hører om. Dette nummer vidner om at The Breeders ikke har levet forgæves og passer ganske udmærket til den ubekymrede del af sommerferiestemningen.
Alle indlæg af Pastoren
En forgyldt astronaut
Her er et nummer af og med amerikanske William Fitzsimmons fra hans nye album, Ready the Astronaut. Ligesom Gillian Welch og David Rawlings er han at finde i Nashville, men her hører al lighed op.
Sparks går til filmen
Annette er en ny musicalfilm fra 2021 instrueret af Leos Carax – dette er hans første film på engelsk. Filmmanuskriptet er skrevet af Ron og Russell Mael fra Sparks sammen med Carax, og musikken er af Mael-brødrene. Filmen følger en stand-up komiker (spillet af Adam Driver, som nogle af os kender som Kylo Ren fra de seneste tre Star Wars-film) og hans hustru (Marion Cotillard), der er operasanger og hvordan deres liv bliver ændret, da de får deres første barn.
Man kan høre nummeret “So May We Start” fra filmen nu, og det er Adam Driver og Marion Cotillard, der synger sammen med Sparks. Musikalsk varsler det godt; vi har at gøre med et kongeeksempel på klassisk Sparks, spørger man mig. Lidt kættersk (undskyld, Jens) er det måske at sige, at nummeret også leder tankerne hen på The New Pornographers. Carl Newman er meget inspireret af Sparks, så det er vel ikke så underligt endda.
Jeg kan desværre ikke indlejre videoen fra YouTube på bloggen. Men se den ovre på YouTube. Og tag også et kig på traileren. Ron og Russell Mael er med i den.
Annette fik stående bifald ved årets festival i Cannes, hvor den var åbningsfilm (Christian Monggaard har en grundig anmeldelse i dagens udgave af Information); plakaten ovenfor røber, at Annette som så mange andre premierefilm siden pandemiens begyndelse også kan streames. Men film skal ses i biografen, når det er muligt.
Mercy Mercy Me
Jeg fortsætter markeringen af 50-året for What’s Going On lidt endnu.
Dette er nok den sørgeligste sang, jeg kender – ikke mindst fordi også denne tekst af Marvin Gaye kunne være skrevet i 2021.
Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Where did all the blue skies go?
Poison is the wind that blows from the north and south and eastMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Oil wasted on the ocean and upon our seas
Fish full of mercuryMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Radiation under ground and in the sky
Animals and birds who live nearby are dyingMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
What about this overcrowded land
How much more abuse from man can she stand?
Jubilæum: What’s Going On
Det andet legendariske album, der fylder 50 år i dette forår, er et af det albums, jeg holder allermest af – What’s Going On af og med Marvin Gaye. Ligesom London Calling og Born to Run og Revolver og Low (og en håndfuld andre udgivelser på min private pladesamlings personlige parnas) er What’s Going On et album, det altid er værd at vende tilbage til.
Her er Marvin Gaye på den anden side af de mere poppede single-hits (der også er gode, omend på en anden måde) og er på mange måder på højden af sin kreativitet. Det er samtidig sørgeligt, at teksterne med deres kritik af ulighed, krig og ødelæggelse af naturen stadig er lige så aktuelle som dengang i 1971. Ligesom Love Shop og Jens solo er dette soulmusik i ordets egentligste forstand.
Jubilæum: Blue
I dette forår er der to legendariske albums, der kan fejre 50 års jubilæum. I går er det præcis 50 år siden, Blue af og med Joni Mitchell udkom. Jeg har desværre ikke særlig stort kendskab til Joni Mitchells værk, men hendes blå album holder jeg temmelig meget af.
Daggryet
I 1990 udsendte The KLF ambientalbummet Chill Out, og det har længe været uopdriveligt. Nu er det igen tilgængeligt, denne gang på streamingtjenesterne og i en af ophavsretslige hensyn let ændret udgave. Her er Come Down Dawn. Der sker ikke ret meget, men det er heller ikke meningen, at der skal ske noget. Dette er musik til stille stunder; vi er milevidt fra det senere, hit-orienterede materiale fra de samme herrer. Hvis man kan lide de tidlige udgivelser med The Orb (det kan jeg), vil man synes om Come Down Dawn.
Æblet falder langt fra stammen
Her er et nyt nummer med den amerikanske sangerinde Ruby. Hun hedder Ruby Stinson, og ja, hendes far er Tommy Stinson fra The Replacements. Retfærdigvis skal det siges, at vi er endog rigtig langt fra hans musikalske univers, ovre i et tidstypisk pop-land.
Phil Spector er død
Han var en skidt person. Beretningerne om hvordan han truede Leonard Cohen med en pistol under indspilningen af Death of A Ladies’ Man, om den underlige indspilning af End of The Century med The Ramones og om hans behandling af sin daværende hustru Ronnie er vidnesbyrd om en psykisk ustabil mand, der var særdeles ubehagelig at være i nærheden af. Under sin tilbagetrukne periode sidst i 1960’ere holdt han efter sigende Ronnie indespærret i deres hus, og hun sagde, at han også gemte hendes sko for at forhindre at hun gik udenfor. Den 13. april 2009 blev Phil Spector kendt skyldig i mord på skuespilleren Lana Clarkson. I denne weekend døde han af COVID-19, stadig under afsoning.
Samtidig er det Phil Spector, der producerede nogle album, jeg sætter højt, ikke mindst de første soloalbums med John Lennon (især Plastic Ono Band) og George Harrison (det uforlignelige All Things Must Pass) og julealbummet A Christmas Gift For You. I sandhed et blandet eftermæle.
Fox On The Run – i 2017
Her er et klip fra 2017 med The Regrettes (som jeg skrev om her tilbage i 2017), der giver en særdeles veloplagt fortælling af dette gamle nummer. Man bemærker, at de tre unge kvinder i front ikke bruger nær så meget make-up som The Sweet gjorde!
Eventide
Jens holder af Low, og det gør jeg også. Noget af det, jeg forbinder med dette album, er den usædvanlige måde, lilletrommen lyder på – “bagvendt” og en anelse syntetisk, men så alligevel ikke. Prøv at lytte til f.eks. trommeintroen til “Sound and Vision”. Det, vi hører, er en effekt, der skyldes en Eventide Harmonizer, en tidlig pitch shifter, som Tony Visconti var blevet rigtig glad for.
Visconti siger i et interview med Uncut fra 1999 dette:
UNCUT: Is it true that, when David asked what your Eventide Harmonizer did, you blurted “It messes with the fabric of time!”? How revolutionary do you think that sound was you created? And its influence in later years?
VISCONTI: I must’ve been quoted in a family magazine. I actually said, “It fucks with the fabric of time,” much to the delight of David and Brian, who were on a conference call with me at the time. It was a radical sound, especially on the drums.
Dengang var det en udfordring at kunne ændre tonehøjden uden at ændre hastigheden. I dag er den slags lige som så meget andet, der engang var store kasser, bare et lille stykke software.
Fiona Apple møder Mike Scott & Co.
Jeg skrev noget temmelig forbeholdent om Fiona Apples album Fetch The Bolt Cutters i mit tilbageblik over albums fra 2020. Her er hendes udgave af “The Whole Of The Moon”, den ikke helt ukendte sang af og med The Waterboys fra This Is The Sea. Udgaven er produceret af Tony Berg, der for mange år siden forgæves forsøgte sig som producer for The Replacements.
Er denne coverversion god? Jeg synes desværre, den er bedst, når man ignorerer billedsiden. Under alle omstændigheder bliver jeg aldrig helt så glad for Fiona Apples “jeg synes altså, I skal have at vide, at det er for dårligt”-vokal, som jeg nok burde være.
Erindring om The Sweet
Jeg tror ikke, vi nogensinde har skrevet om The Sweet her på bloggen, hvor vi så ofte er i retrohjørnet. Så lad mig gøre det nu. På 45 års afstand virker forskellene mellem nogle af datidens bands bagatelagtige. The Sweet dukkede op et par år før de på denne blog så ofte (og med god ret) besungne The Ramones og havde tydeligvis samme frisør og efterhånden også samme garderobe. Glæden ved den gode popmelodi og de hårde riffs var præcis den samme. Efterhånden frigjorde Connolly, Priest, Tucker og Scott sig fra Chinn/Chapman-bindingen og de fleste af deres bedste numre (spørger man mig) er nogen, de skrev selv, og de holder endnu. Her er ét af dem.
At skillelinjerne mellem glam, punk og metal var små og flydende dengang, kan man også se af denne indspilning, hvor The Damned fortolker “Ballroom Blitz” – og Lemmy fra Motörhead er med på bas. Dybest set var det hele “bare” rocknroll.
Jul med Calexico
Julen sluttede ved 21-tiden den 24. december, men lad mig alligevel se tilbage på den lidt.
Et album, der ikke kom med på albumlisten i 2020, er nemlig Seasonal Shift af og med Calexico. Årsagen er banal: Jeg hørte først albummet efter min passiar med Jens. Seasonal Shift er et rigtigt julealbum, men også et album, der viser Calexico fra deres allerbedste side. Hele herligheden (og den er herlig) er indspillet i hjemmestudier rundt om i verden i dette underlige pandemi-år.
Her er en spansk julesang:
Og her er “Heart of Downtown”, hvor Joey Burns selv synger:
Albums fra året der svandt
Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.
Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?
Og nå ja, – glædelig jul!