Elias fra Iceage synger for på sit fritidsprojekt Marching Church’s så absolut langtidsholdbare julesang fra i forfjors. Man tænker, en vis Shane MacGowan kunne høre denne sang på en dunkel pub somewhere, og i sin virkelighedstågede brandert et kort rationelt øjeblik lede efter tanken, hvornår det var, at han og The Pogues egentlig havde indspillet denne sang. For så klassisk fin er den, og så endda udsendt på 7’er-single i både gennemsigtig rød eller grøn vinyl…
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
Game over i Paris
Klaveret spiller denne søndag i mol for Anna Karina, Danmarks store filmstjerne, der som ung tog til Paris, blev new wave-instruktøren Jean-Luc Godard’s muse/hustru, og her danser syngende tæt i stilfuldt sort/hvidt med Serge Gainsbourg. Anna Karina døde i går i Paris, 79 år gammel, RIP!
Søndag med Tom Waits
Regnen sejler gråt denne søndag i København og hindrer dagslyset i at trænge igennem, hvilket gør den helt rigtige ramme til en vemodig evergreen med Tom Waits, weekendens 70-års-fødselar. Californiske Waits boede i 1980’erne i New York City sammen med sin kæreste og faste samarbejdspartner Kathleen Brennan, hvilket man nemt bilder sig ind ligger hørbart i musikkens dna på en sang som ‘Yesterday Is Here’ fra Frank’s Wild Years (1987). Tillykke til Tom Waits, hvis eksotiske eventyr i København med folkduoen Lasse og Mathilde vi må tage på et andet tidspunkt…
Amsterdam
Aften falder på lige nu, og regnen pisker ned over Amsterdam, hvor bloggen er tilstede, ikke mindst for at kunne opleve canadiske TR/ST i aften. Da Holland ikke har bidraget med voldsomt stort til den nyere verdensmusik, bringer vi istedet her en uomgængelig belgier, hvis sang om denne hollandske storby står bøjet i menneskets forgængelighed og armod. Jacques Brel udsendte ‘Amsterdam’ i 1964 på sit livealbum fra Olympia i Paris, hvor han med sit dramatiske talent og så fortællende sange var blevet stjerne på omgangshøjde med Serge Gainsbourg. ‘Amsterdam’ kom langt længere ud da Scott Walker i 1968 lavede en loyal engelsk version på sit debutalbum som soloartist. Så langt at en ung David Bowie hørte med i London, og siden indspillede sin version, en single-b-side til ‘Sorrow’ i 1973. Så bevægende en sang i melodi og ord er ‘Amsterdam’, hvor regnen lige nu pisser ned, som Jacques Brel i sangen græder over de utro kvinder…
Dødsdisco til en søndag
Australske Anita Lane kendes nok bedst for sin placering – både privat og professionelt – omkring Nick Cave i årene før og omkring hans periode i Vestberlin. Det er således f.eks. Lane, som står bag ordene til hans ‘From Her To Eternity’, og sammen med Blixa Bargeld har skrevet ligeså Bad Seeds-klassiske ‘Stranger Than Kindness’. Her optræder hun i eget navn, på en kuldsejlet langsom dog knejsende 1988-coverversion af et af musikhistoriens mægtigste disconumre, vi taler Sister Sledge’s ‘Lost In Music’. Orgelet på dette stykke vestberlinske dødsdisco spilles iøvrigt af netop Nick Cave. Således hænger tingene logisk sammen, selv i et så løst miljø som det, de to begge bevægede sig i.
Et varmt bad i fortiden
Så lad os da gå ud til fredag aften her på siden med en af de sidste sange Kent indspillede og udsendte. ‘Om Du Visste Vad Du Ville’ er et af de fire nye numre, som blev indspillet til – og inkluderet på – Best Of-opsamlingen, der udkom i september 2016, fire måneder efter selve afskedsalbummet Då som nu för alltid, og tre måneder før det hele var forbi med afskedstourens sidste tre shows i Stockholm. Hvad gør lidt ondt her er den høje klasse i sang, ord og fremførelse, der kun fortæller, at Berg & co. langtfra var en opbrugt kreativ force trods den stort anlagte opløsning. På den moderne ballade synges ord, som næsten kunne være skrevet til Kent selv af bandets efterladte tilhængere, men det er C-stykket (start 2:58) hvor det dyrebareste guld ligger, i det lyse kvindelige kor oveni Joakim Bergs lead-vox, hvis nordiske sound positivt sender hjertestik direkte tilbage til ABBA’s mesterlige ‘When All Is Said And Done’. Det var det desværre for Kent, og dét er stadigvæk satans.
…Allt jag vill göra är att låsa upp din dörr
Söka skydd i ditt mörker och spela dig som en sång på repeat
Det vi har är oändligt mycket större än vanlig jävla kärlek
Åh spela mig som en sång på repeat…
Gårsdagens 42-års…
I dag har Words of Love, dokumentarfilmen om den græske kærlighedsaffære mellem Leonard Cohen og norske Marianne Ihlen biografpremiere. Ikke mindst derfor relevant at markere Leonard Cohen’s Phil Spector-album Death of a Ladies Man, der udsendtes til forundrede reaktioner 13. november 1977. Mange kan ikke holde pladens dunkelt Wall of Sound-sumpede, nærmest passiv-aggressive trip ud, mens andre af os finder det både underholdende , eksotisk forfriskende, ja, endda mærkværdigt givende med dette så umage musikalske rendezvous mellem to på det tidspunkt hørbart uligevægtige mestre af ganske forskellige discipliner…
Lyden af PSB’s efterår?
Pet Shop Boys har i dag løftet slør for Hotspot (!) som titlen på elektroduoens til januar kommende album. Samtidig er denne nye efterårssmagende single blevet sendt i omløb. PSB skriver stadig regulære sange, og om ikke andet så for det faktum er der altid håb, selvom det igen her ikke bliver helt indfriet. For Tennant og Lowe kunne og kan bedre end denne lidt afkræftede ballade med sær medicinsk-sødbitter eftersmag…
Business as usual, Pete
Fra The Guardian, mandag:
The Libertines and Babyshambles frontman was initially arrested in the Pigalle district in the early hours of Friday for allegedly attempting to buy cocaine. He spent two days in police custody and was provisionally fined the equivalent of £4,300, a sentence yet to be approved by a judge, the Mail reports.
Doherty, 40, reportedly went out on Sunday wearing his pyjamas to celebrate his release. He was allegedly seen fighting in the Saint-Germain-des-Prés district with a 19-year-old male, who is believed to have filed a police complaint.
Warren Ellis-Bad Seeds 1-0
På dagen hvor Nick Cave & The Bad Seeds’ Ghosteen udsendes fysisk på vinyl og CD, her en flaskepost fuld af længsel efter det Bad Seeds, der på det nye album ligger så annihileret, at selv coverets stort anlagte gatefold-foto kun er med Cave himself og Warren Ellis. Selve The Bad Seeds, i mange år scenens vel mest dynamisk spillende rockorkester, er hverken at høre eller se, selvom navnet dog står på coveret af det tekst-veloplagte men musikalsk så sært udsvingsløse – som i medicineret-lydende – udspil. The Bad Seeds, fra da musikken stod svøbt i drama og melodierne kom ildevarslende underskønne, here’s to you!
Introducing…Inhaler!
Tænkte umiddelbart at dette nye Dublin-band, Inhaler, lå i en klar tradition af klassisk U2, på deres nye single her. Læser nu at forsangerens far er kendt sanger i et andet irsk orkester, og der går under kaldenavnet…Bono. Og udfra den glitzy-keyboards-møder-indierock-lyd på ‘Ice Cream Sundae’ kan hans mor så muligvis være en af dem fra The Killers. Det er pludselig blevet svært for Inhaler at overleve i denne verden…
Lou Reed til en mandaG
Har bragt denne lille katastrofe af et interview tidligere her, men det er altid et tåkrummende gensyn værd. Det er marts, år 2000. En ung svensk kulturreporter, tydeligt uden stor viden om Lou Reed, sendes ud for at interviewe…Lou Reed. Det kan kun gå galt, og hey, det gør det…
Trist igen?
Hvis du er, så kunne det måske være fordi, det er nationalsanger Kim Larsens fødselsdag i dag? Den lyd af opvækst, ungdom, ja, en hel tidsalders fælles soundtrack, hvis så genkendelige, udtryksfulde stemme gik bort for lidt over et år siden. Så syng for os, Kim, en for gamle dages skyld…
Let us in!
Der varmes op fra officiel side til 25-års-genudgivelsen af R.E.M.’s grimme ælling kaldet Monster, det med et prelyt på endnu et af numrene fra producer Scott Litt’s nye remix-version af albummet. ‘Let Me In’, en sang skrevet i skyggerne af Kurt Cobain’s selvmord, lå oprindelig begravet i en distortet guitargrav, men ikke engang et så radikalt mix-valg kunne skjule dens åbenbare kvaliteter. Det nye mix er langt mere koldsobert, har mistet både tambourin og det så fine enkle orgel fra originalen, men highlighter til gengæld Stipe’s ord og hans gribende levering. R.E.M. skrev betydelige og store amerikanske sange i deres gyldne år i første halvdel af 90’erne. Det her er en af dem.
The Butler did it
Men Bernard gjorde det ikke alene. For Simon Gilbert, Mat Osman og Brett Anderson var hans medskyldige dengang for 25 år siden i Suede. Deres andet album, den så mægtige Dog Man Star, udkom 10. oktober 1994, dog ikke uden fokusstjælende uvished og uønsket kaos, da Butler, ovenpå et tilsidst for giftigt forhold til frontfigur Anderson, netop havde forladt bandet under de sidste indspilninger. Man frygtede derfor på forhånd en splittet plade uden mål eller mening, men intet lå længere fra virkelighedens Dog Man Star, der som full on-taberromantisk gutterglam med store britiske hooks ikke havde sin samtidige lige.
Genhørte albummet for få uger siden, og blev glædeligt overrasket over holdbarheden i det stærke sæt sange. Og allerstørst i denne periodes Suede står vel netop de øjeblikke, hvor eneren Butler får lov at farve musikken helt ind i sit virtuost slingrende men årvågne spil. Taler helnatsfilmen ‘The Asphalt World’, outsiderstolte ‘We Are The Pigs’ eller den senere så udtalte Suede- og publikumsfavorit ‘Killing Of A Flash Boy’, der burde have været med på den endelige Dog Man Star-tracklist, og aldrig blot optrådt som degraderet single-b-side.
En skæbne der ironisk nok kun får sangen til at passe endnu mere perfekt ind i albummets – samt hele den fortumlede Suede-tids – beautiful loser-fortælling. Og således kan vi her med god samvittighed markere mesterskilsmissen Dog Man Star med et nummer, der blev vejet, fundet for let og måtte gå, helt alene men med hovedet holdt højt…