
Fed fed Løkke til alle


Hvilken aften…
I disse dage er jeg en kort tur i Rigets Centrum, fjernt fra lydene fra stadion. Jeg har talt for en lille, men undrende forsamling, og Jens har fået lidt Mac-hjælp (backup er nu sådan en god ting at tage). Efter sidste uges skuffelse i Manchester havde jeg valgt ikke at se returkampen. Så hellere se DRs symfoniorkester spille i det nye koncerthus, som jeg trods alt også har været med til at betale, end at ærgre mig trekvart ihjel langt hjemmefra.
Efter en aften oppe under loftet sammen med Grieg og Mahler, de store, romantiske følelser af håb, tab og forløsning – Mahlers 5. symfoni er en storslået film, et komediedrama hvis billeder dannes af lytteren, den med temaet fra Døden i Venedig – og den obligatoriske hosten mellem satserne kunne jeg tænde min mobil ude i garderoben. Min kone sms’ede, Jens SMS’ede – det her var spændende. I metroen blev jeg opdateret løbende, mens stillingen gik fra 0-0 over 1-0 til 2-0. I foyeren på hotellet sad jeg og så de 2 x 15 minutter uden lyd. Uden lyd.
En følelseskold person kom forbi den stol, jeg havde rykket ud, og sagde med hovedstadens velkendte sprogtone at “de klarer ikke presset, de røde”. Resten ved vi godt.
Jeg har aldrig set 2 x 15 minutter, der var velspillede og er træt af straffesparkskonkurrencer (når det hold, jeg holder med, taber). Men AaB faldt med ære!
(Og lyden i koncerthuset er fremragende. Desværre skal Backstage ikke optages her.)
Jeg vil helst ikke skrive den slags, men sådan er det jo. Jeg bor i samme hus som før, og Pastorinden er stadig hos mig. Der er ikke forsvundet penge fra min bankkonto, og mit helbred er præcis som tidligere på aftenen. Ingen af mine slægtninge er blevet slået ihjel af en bevæbnet galning. Men derfor kan jeg vel godt ærgre mig lidt over at AaB tabte.
(Gudskelov holder min søster i Manchester ikke med City.)
Dagens politiske citat kommer som reaktion på et forslag fra Mette Frederiksen (A).
»Vi kan blive nødt til at tale om tvang for at få børn fra nogle miljøer, hvor dansk sprog og kultur er fraværende, over i institutioner med danske børn og pædagoger. Men det er vigtigt, at en eventuel lov sigter mod integrationsvanskelige indvandrere og ikke bare rammer enhver med et andet fornavn«, siger DF’s uddannelsesordfører og medlem af integrationsudvalget, Martin Henriksen.
…
»Men Socialdemokraternes idé om at tvangsfjerne børn, som forældrene ikke vil sende i vuggestue, finder vi lige hård nok. Vi foretrækker økonomiske sanktioner mod forældrene«, siger Martin Henriksen til Ritzau.
Her sidder jeg mellem de to mestre, smukke Shirley og mine to trillingebrødre Ron og Lars fra samme år som mit på vores fælles gyldne dag. Jens er i studiet, frosten slipper langsomt jorden og alt er vel.
De fik de første to hjørnespark i løbet af fem minutter, og efter en snes minutter var det første mål i hus. Resten ved vi godt. Men lad mig skrive lidt alligevel.
Jeg havde for længst opgivet håbet om at kunne få billet, så her til aften sad jeg foran fjernsynet. Kommentatorerne på 3+ er desværre en fornærmelse mod normaltbegavede mennesker som mig, så efter første halvleg cyklede jeg derfor over til Gammeltorv for at se 2. halvleg på storskærm. Jeg kom for sent af sted; spillet var allerede i gang og lysene fra Aalborg stadion var usædvanligt klare. En ambulance for fuld udrykning hastede over LImfjordsbroen, og jeg kunne se den dreje ned ad Kastetvej – i retning mod stadion. Et kort øjeblik troede jeg, at Den Portugisiske Skuespiller var snublet på grønsværen.
Jeg ankom til storskærm og Gammeltorv lige i rette tid til at se Berbatovs scoring. Det blev meget hurtigt for koldt og træls at stå i mængden; jeg cyklede hjem og nåede lige fem minutter i sofaen inden sidste scoring.
AaB var ikke pinlige – jeg havde frygtet, at de ville gå til opgaven med samme ærefrygt som en tv-journalist, der interviewer Pia Kjærsgaard eller hendes støttepartier. AaB spillede fornuftigt, vel egentlig så godt som de kunne under de givne omstændigheder. Men uanset hvad vi end måtte synes om dem, er Manchester United ganske enkelt klasser bedre end et hvilket som helst hold herhjemme. Længere er historien ikke.
De, der betaler skat i USA er syge over denne stillingtagen til redningsplanen. Sundhedsreform og verdenshandel (ikke konkurrence og skræmmende), for det handler om for jobskabelse og der er lavere selskabsskatter og ned med udgifterne. Og alt sådan noget. Det er hvad redningsplanen handler om.
Først sagde Ny Alliance farvel til tre folketingsmedlemmer. Så blev principprogrammet skrottet, og nu overvejer partiet også at ændre navn.
Det afslører partileder Naser Khader i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det er fascinerende at læse danske nyheder, når man er langt hjemmefra.
Er der nogen gode bud på et nyt navn til dansk politiks kometer? Kun seriøse forslag, tak. (Hvilke andre krav til et folkeparti er der egentlig end en populistisk, let bøjelig linje?)
Jeg har nu opdateret denne blogs software til WordPress 2.5. Efter et kvarters sved på panden lykkedes det at få siden til næsten at ligne sit gamle jeg. Der er nogle enkelte småting, der skal justeres her og der (især de noget mærkelige bloghoveder!) – så hav lidt tålmodighed; det skal nok falde på plads.
(I går gjorde jeg det – drak den lille flaske Brugge Tripel. En smagfuld øl i en smagfuldt designet flaske.)
Så er det denne blogs anden forfatter, der forlader landet for at tilbringe nogle dage i Tysklands hovedstad. Jeg ved, at Jens foretrækker øl, der er let drikkelig. En belgisk triple eller en stout er ikke lige ham (og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han ville reagere, hvis der var røgøl i glasset!), så det må haves in mente.
Bevares, man kan nemt skaffe sig nogle flasker H**n*k*n, men heldigvis findes der også god øl. Derfor giver jeg her tre bud på velsmagende og let drikkelige øl, han nemt kan skaffe i Berlin.
Alle tre øl har en fortid i det gamle DDR; hvis man skulle have Köstritzer eller Radeberger før 1989, var den eneste gode chance til stede, hvis man kom til Land og Folk-festival i København. Her falbød arbejder- og bondestaten nemlig sine eksportprodukter. (Land og Folk var DKPs avis og havde et lige så kreativt forhold til virkeligheden, herunder ukritisk omtale af en foretrukken supermagt, som mange nuværende medier af ganske anden politisk observans. Men det er en helt anden snak.)
Er vi tonedøve? Er vi farveblinde? Er vi ikke ‘glade i låget’?
– Når Thomas Buttenschøn går på scenen med sit stadigt voksende hår, kan man altså ikke andet end blive glad i låget, og hans uimponerede glade tilgang til eget materiale er ganske enkelt intet andet end dybt charmerende. Man må være tonedøv og farveblind for ikke at kunne se og høre Buttenschøns indiskutable talent. Thomas Buttenschøn er et af de største talenter på den danske musikscene pt, sådan er det bare!
Troels Frøkjær, GAFFA-anmelder