Vi så dem først spille et blinkende heftigt Alligator-set, en vinternat ude på Loppen
Så kom Boxer og med den oftere besøg i Hovedstaden.
Senest for netop et år siden, to dage i træk på Vesterbro. Som anden aften var sublim.
Og nu i aften er de her igen, kl. 20 på ikke-udsolgt plakat foran siddepladser i Tivoli’s Koncertsal
Et af New York City’s allerfineste bands, helt deroppe med Blonde Redhead, The Walkmen, Interpol, Yeah Yeah Yeahs.
– Odeon Theatre, Liverpool, England – 14 May 1966
Tell Me, Momma
I Don’t Believe You (She Acts Like We Never Have Met)
Baby Let Me Follow You Down
Just Like Tom Thumb’s Blues
—-Crowd
Leopard-Skin Pill-Box Hat
One Too Many Mornings
Ballad Of A Thin Man
Like A Rolling Stone
—-God Save the Queen
B-side til ‘I Want You’-singlen, juni 1966.
To pladecovers vi absolut elsker. Og her åbningssangen fra nederste tillige musikalske mesterværk, Gun Club’s 2. album, den af Chris Stein producerede Miami. Carry home to where you’re from, Jeffrey Lee!
Her er nogle billeder fra en aften på Studenterhuset, hvis bar sælger de af nogle så skattede Red Stripe. Og resten i håret (?)
I dag for 30 år siden udsendte The Clash sit andet album. Give ‘Em Enough Rope, iscenesat af Blue Öyster Cult-produceren Sandy Pearlman, er på ingen vis noget mesterværk, og høres vel nuomdage bedst som det udviklingsnødvendige fejlgreb mellem debutens sort/hvide amfetaminpunk og London Calling’s helt anderledes åbne widescreenfavntag med egen og alverdens musik. Vi markerer Give ‘Em Enough Rope, der dog har sine få øjeblikke – ‘Safe European Home’, ‘Last Gang In Town’ + ‘Cheapskates’ er vores favoritter – med to håndfulde forholdsvis usete snapshots af The Clash og især forsanger Joe Strummer – enjoy!
Martin Scorcese og Joe under indspilning af King of Comedy, juni, 1981.
Joe foran Rehearsal Rehearsals, The Clash’s øvelokale og HQ i Camden Town.
Bravo Mr. Jardex – nej, herremode Clash-styleeeee!
King of the road.
We’re not down, 1983.
Joe i undergrund, London, 1977.
Safe European Airways – altid medbringende den uundværelige ghettoblaster.
Rockin’ daddy.
The freewheelin’ Joe Strummer.
You talkin’ to me? Slutter hvor vi begyndte, i New York City, forsommeren, 1981. Robert De Niro method-studerer Joe.
Brian Wilson – troubled Beach Boy og John McCain-supporter – spiser en single.
Tænkte lige jeg må dele ovenstående billede. Det er fra i tirsdags, da Arsenal blev sendt ud af Champions League. Har haft dette snapshot lige siden, og kan ikke blive træt af at se på det. Ikke fordi det står som symbol på en helt speciel kamp – sæsonens mest medrivende i turneringen? – men istedet pga. en sjælden uspoleret finhed i udtrykket af kollektivets triumf, det nærmest noble i denne fælles forløsnings øjeblik. Vi har alle set tusinde billeder af boldspillere der fejrer sig selv og hinanden, men jeg kan ikke komme i tanke om ét, der i vindende styrke brænder sig fast på nethinden som dette. At dets hovedpersoner så tilmed er iført de røde trøjer fra Liverpool, gør hverken oplevelsen eller dens glæde mindre her…
Nej, jeg ved det godt. Men hvis hun var, ville den brasilianske forfatter Clarice Lispector på billedet ovenfor ialfald være en Citröen DS – formfuldendt portræt af et usædvanligt ansigt!
Jeg stødte til turen for en kort bemærkning i det let sneklædte Viborg, hvor der i midtbyen aldrig er langt til nærmeste pizzeria og hvor en urforretning har et udendørs ur med timeslag. Før, under og efter de tre sæt skete bl.a. følgende:
Morgenen efter, hærdet af få timers søvn på vandrerhjemmet på Vinkelvej, gik turen hjem til Nordens Paris, fastelavnsfest på min datters skole og en banankage, der havde fået lidt for meget.
(Vi nåede aldrig at høre Afskum, og jeg ved stadig ikke, hvem der vandt Melodi Grand Prix.)
I kan nu se Martin Rosenauers billeder fra Beatday og 2. oktober på http://www.rosenauer.dk/
Han har taget et utal af stjerneportrætter for og til musikmagasinet GAFFA. Og har siden 1999 endvidere været Love Shop’s helt fortrukne fotograf. I de seneste tre år har han også taget billeder ‘solo’ af både Henrik Hall og Jens U. Det er således ham der står bag Vejen Hjem Fra Rocknroll-coveret, hvor Jens går mutters alene i Tempelhof-lufthavnen i Berlin. Nu udsendes en gavmild buket af hans stemningsladede billeder – bl.a. ovenstående korsfæstelse af Love Shop, samt flere soloskud af Hall og Unmack – under titlen Any Colour You Like, som coffee table book på GAFFA Forlag. Bogen, med forord skrevet af Jens, kan læses mere om og købes her.
Første juli og ingen fred. Deborah Harry har fødselsdag i dag. For længe siden betød hun rigtig meget, med sit band Blondie, ialfald i min popverden. De sange med den stemme. Sådan noget husker man og sætter pris på. Så tak og tillykke, D.H. Lawrence Jr.!
Det er så enkelt at se op, når man er ny og kun har tid. Man får sin første professionelle kontrakt i Blackpool, danser lidt twist og bliver udtaget til landsholdet. Der bliver man verdensmester i 1966, endda som den yngste på sit hold, kommer til Everton – byen Liverpool’s nok trediebedste klub! – og fortsætter, efter flere gode sæsoner i blåt, til lysende Nordlondon, for at spille med Arsenal på nu forsvundne Highbury. Derefter fortaber tingene sig i Southampton, global glemsel og diverse manager-jobs, inden vi nogennsinde når at få tænkt på noget farvel. For livet er hurtigt, tager ingen gidsler, og tidligt i dag var det forbi for Alan Ball, en af hjørnestenene i 70’ernes mudrede TV-tipslørdage, dem mange af os lærte at ånde fodbold igennem. Han er allerede savnet.
“People don’t realize what they had till it’s gone. Like President Kennedy – nobody like him. Like The Beatles, there will never be anything like them. Like my man, Elvis Presley – I was the Elvis of boxing.”
Muhammed Ali har fødselsdag i dag. Uden hans ekstremt uhm…selvsikre og mesterboksende tilstedeværelse havde TV-alderen været ikke så lidt kedeligere at gå igennem. Tror vi må være en del, der husker Rumble In The Jungle-dysten i Zaire, den mod George Foreman, som et absolut 70’er-sports-melodrama, helt på suspensehøjde med fodbold-VM-finalerne i München og Buenos Aires, samt Liverpool’s første Champions League-triumf, mod Allan Simonsens Borussia Mönchengladbach i 1977. Tillykke med dagen, Champ!
L’Italia è Campione del Mondo per la quarta volta. Nella finale di Berlino batte la Francia 6-4 dopo i calci di rigori. I tempi regolamentari si erano chiusi sull’1-1: rigore di Zidane e pareggio di testa di Materazzi. Nessuna rete nei supplementari e un’espulsione clamorosa: quella di Zidane per una testata a Materazzi. Ai rigori errore per la Francia di Trezeguet, di Grosso il quinto e decisivo rigore dell’Italia.
