Der er ét nummer af de vel godt 30 stykker Kliché nåede at lave sammen, som skiller sig afgørende ud og lyder af noget helt andet end alle de andre. ‘Oppenheimers Formiddag’ lå sidst på side 1 på den dengang først lidt undervældende, men hørt siden mesterlige toer Okay Okay Boys (1982) og afstak en ny musikalsk retning, Kliché desværre aldrig nåede at tage før de som band var forbi…
Kategoriarkiv: Blog
Night of The Triffids
27 år i dag siden en af Australiens stolte sønner ud i sangskrivningens vanskelige kunst forlod denne verden. The Triffids kom fra Perth i Western Australia, hvorfra bandet spillede en billedskabende musik, der ikke lød som noget andet, farvet af solen og de store vidders ubetalelige længsel. Nøgternt set var det vel i Australien kun The Go-Betweens ovre fra Brisbane, Queensland, som i klasse kunne måle sig med The Triffids. Sanger og sangskriver i det seks-mand m/k store band var David McComb, en dramatisk men romantisk søgende sjæl af den klassiske helteskole, med mørke skygger under rastløse øjne. Hans bredt anlagte sange var righoldige på både metaforer, sødmefulde melodier med et skæbnesvangert twist, samt en streng søgen efter noget større og udfriende. Herunder en fuld dokumentar om David McComb og bandets liv, fra små begyndelser til den lange vej mod succes, der skulle føre til det stik modsatte, det med den ultimative pris for McComb i dag for 27 år siden…
Musik til vinterdepressioner
Nektar er et ungt band fra Göteborg, der netop har udsendt sit andet album Om Du Behöver Mig (2025). Forsanger Ilean Arvman Nelson’s musikalske slægtskab med Kent’s Jocke Berg fornægter sig ikke her på ‘Den Enda Du Behöver’, men nummeret viser også fornemt brede musikalske vinger nok til for egen regning at kunne flyve højt og smukt…
Februar er den grusomste
Februar er hårdere end noget andet, synger Thåström på dette højdepunkt fra Den Morronen (2015). Håber ikke det er sandt, for januar i år har været frysende og nådesløs, alt mere end rigeligt. Et år tilbage, stadig på Thåström-tourens første weekend, 1. februar er nu tredje aften, Örebro kommer i skarp sol og frostkulde, bor på værelse med udsigt på Stora Hotellet, præcis der hvor The Clash i 1977 var bedre end noget der kom efter, Systembolaget har de rigtige tyske øl, vi drikker os i stemning inden vi tager afsted, Thåström’s aften er i den store koncertsal Conventum ikke langt fra centrum, det er lørdag aften, et mægtigt publikum står mere levende end de to første aftener i Uppsala, sådan noget kan et band mærke og kun vokse af, det bliver godt, både svimmelt og intenst. Hør anerkendelsens massive genklang i Conventum her på 2:20, da Thåström synger om The Clash i Örebro, da han kun var 20 og Ebba Grön slet ikke på landkortet endnu…
Og nu: 1986
Nu er vi nået frem til 1986 og til endnu en liste fra landsbyens stemme (i New York). På denne liste er der 16 albums, jeg selv erhvervede mig.
Protestsangeren
“Nu skal vi fandeme vise ham, hvordan en protestsang skal lyde”, synes Johnny Rotten her indirekte at sige til Bruce Springsteen efter dennes bovlamme forsøg ud i genren denne uge. Sex Pistols kunne nemlig det der. Med følelse, indignation, vrede og den bitre sarkasme altid skarpt i centrum, langt foran den lineære fortællings grå logik. Deres altafgørende sanger Johnny Rotten – senere kendt som John Lydon – fylder 70 i dag. Han er med årene blevet noget af et cirkus, men lad det være lige meget, når pladerne fra de første fem seks-år med Sex Pistols og Public Image står så sitrende unikke som de gør. Den her sang blev indspillet da Johnny var 21. Ungdom er den største gave. Stort tillykke til Johnny og tak for revolutionen.
En by kaldet Ondskab
Har hørt de sidste tre The Jam-albums i dag og sidste lørdag. På afstand klart nu, at det så succesfulde band er på vej mod sin naturlige konklusion. For Paul Weller’s eminente sangskrivning kan ikke komme videre i den Kinks-møder-punkenergi-form, der har tjent ham og bandet så godt. Derfor begynder han at trække på andre inspirationer, dels på en åbenlys kærlighed til The Beatles, dels på den amerikanske Motown/soul-tradition, som er fast bestanddel af det, at være mod. Og Paul Weller er jo først og fremmest mod.
Trioformen er den sværeste af alle, siges det ofte, for den spiller altid uden røgslør, så når Beatles-finter og soul-tricks bringes på banen i The Jam høres de musikalske begrænsninger straks. De ophører da med at være sig selv og bliver i stedet et ret godt, men også kun ret godt fan-band. For ingen kan spille The Beatles så naturligt som The Beatles. Og ingen kan få et sort swing op at køre som amerikanerne på Motown og Stax. Men Weller prøver hårdnakket og i enkelte numre lykkedes transformationen mirakuløst.
Som på anti-Thatcher-hittet herunder, ‘Town Called Malice’, der reddes af en under Motown-beatet knaldgod, The Jam-traditionel Weller-sang og så den sociale indignation, der altid var et af hans allerstærkeste kort. Tænk at have været ung i en tid, hvor sådan en sang kunne ligge nummer 1 på den engelske hitliste. ‘Town Called Malice’ blev udsendt som single op til denne sidste weekend i januar i 1982, så ja, det hvide på tagene af de små engelske huse på coveret er sne…
England is their playground
Men sådan var det ikke altid. I mange år, da Britpop-bølgen sendte andre og mere leverpostejsfarvede bands til tops, skulle Suede tage til Europa for at opleve medgang. Men efter gendannelsen og specielt de seneste to overbevisende albums er de nu også blevet et navn, der kan trække folk på hjemmebane. I aften begynder således en tre ugers tour rundt i provinsen, hvor samtlige aftener på forhånd meldes udsolgt. Første show er i Folkestone, den lille kystby ved siden af Dover. Måske denne gamle banger – B-side til ‘We Are The Pigs’ – er på setlisten?
Some Bizarre Album
Det uafhængige elektroniske London-label Some Bizarre’s første album, der præsenterede 12 ukendte bands omkring det lille pladeselskab, udkom 30. januar 1981. Det var på Some Bizarre Album man først kunne stifte bekendtskab med nye synth-omfavnende navne som Soft Cell, b Movie, Blancmange og The The. Samt den her helt unge kvartet fra forstadsgrå Basildon, hvis første nummer gav visse løfter for fremtiden…
Ett simsalabim ibland är allt man behöver…
Vi var kommet op til Uppsala fra Stockholm den torsdag, blevet indlogeret på et beskedent hotel ved banegården, havde været ude at se byen, der lå indtagende og frostkold langs dens hvirvlende flod. Tidligt på aftenen fulgte vi Fyris forbi den imposante domkirke, hen til byens koncertsal. Første aften på Thåström’s tour dér blev ikke ubetinget vellykket. Bandet afviklede mere end det spillede. Og den intensitetens puls, der normalt kæder en Thåström-koncert sammen fra start til slut, var sært fraværende. Faktisk var vi lidt undervældede bagefter på lokale Kaliber Bar, da der blev evalueret, også selvom en af de stockholmske aviser på nettet straks var ude med topkarakter. Heldigvis dog faldt det hele i hak næste aften samme sted, hvor band var helt anderledes tilstede i musikkens krævende liv, så sangeren oppe foran kunne fortabe sig og tage salen med ind i sin verden. I dag for et år siden startede Thåström sin tour for Somliga Av Oss på Fyrishov i Uppsala. Her en optagelse fra første aftens sidste sang i selve settet…
En besked fra et andet USA
Det er ikke kun i Iran, demonstrationer bliver slået hårdt ned på af paramilitære grupper i denne kolde vinter.
Denne musikvideo kom på YouTube for 4 timer siden. Ikke den bedste sang, Bruce Springsteen har skrevet, rent musikalsk. Det er her nu ikke så meget selve musikken, dette handler om. “Streets of Minneapolis” skriver sig ind i en vigtig tradition fra (ikke mindst) Dylan, Guthrie og fra Strummer. Sjældent har man oplevet Bruce Springsteen så direkte og vred som han er i disse måneder. Det må ikke være rart for denne mand, denne blogs forfattere holder så meget af, på sine gamle dage at skulle se det land, han har kritiseret, men også besunget, falde fra hinanden på så en grim en måde.
Lige nu er det vigtigt at blive mindet om – både i USA og andre steder – at USA stadig er andet og mere end end det regime, der hver dag gør ondt værre.
Kite On Ice
Sverige bliver ved med at byde på stærk musik i mange afskygninger. Her er det synth-ensemblet Kite, der vist oprindeligt kom fra Malmö men rykkede til Stockholm, hvor de præcis for et år siden i Avicii Arena opfører koncerten Kite On Ice. Som titlen mere end antyder foregår det hele på en stor flade af is, en regulær hockeybane med publikum rundt om på alle sider. Prangende her med de koreograferede finske skøjteløbere (Helsinki Rockettes), som sværmende formationer af jagerfly næsten, og så dette nummers altid løftende gæstesanger Nina Persson alene iblandt dem dernede på den dampende hvide flade. Meget svensk egentlig at arbejde så naturligt og kunstnerisk med is, en indgroet del af kulturen deroppe med den masse af vinterkulde…
Wave goodbye, Dave!
Hjertet i Soft Cell’s glødende synth-central Dave Ball stoppede pludselig med at slå i efteråret. Hans og Marc Almond’s fælles musik vil dog heldigvis leve stærkt videre; således udkommer et helt nyt album, Leeds-duoen nåede at færdiggøre senere i år. 29. januar 1982 blev ‘Say Hello, Wave Goodbye’ udsendt som sidste single fra debuten Non-Stop Erotic Cabaret (1981). Naturligvis er ‘Tainted Love’ og muligvis også ‘Bedsitter’ større i en hitliste-forstand, men dette klassiske Almond-melodrama med sin berusende Dave Ball-mur af billig keyboard-skønhed i omkvædene er måske den største sang af dem alle i bandets katalog af vidunderlige synthpop-singler…
Hvor snart var nu?
The Smiths enestående ‘How Soon Is Now’ bliver singleudsendt 28. januar 1985, efter først at have optrådt som en af B-siderne på ‘William, It Was Really Nothing’ få måneder før. 21-årige Johnny Marr i absolut verdensklasse med svimle lag af mørke tremolo-lydende guitarer…
Knowledge destroyed…
Proppen er af Joy Division-flasken, så her et af de ti numre fra Unknown Pleasures (1979), debuten der holdt så meget mere end den lovede. Hvem skulle have troet den musik ville lyde så levende og relevant i dag?
“I traveled far and wide through many different times
What did you see there?
I saw the saints with their toys
What did you see there?
I saw all knowledge destroyed
I traveled far and wide through many different times…“