Jens har skrevet en del her på det seneste, ikke om racisme i fodbold, men om anklager for racisme.

Et endnu mere ømtåleligt problem i fodbold – og det ikke kun i England – er homofobien. Denne blogs læsere vil formodentlig nemt kunne nævne en hel del musikere, der er bøsser, lesbiske, biseksuelle eller transkønnede og helt åbne om deres seksuelle identitet. Men jeg tvivler stærkt på, at nogen her kan nævne bare én fodboldspiller på eliteplan, der er åben bøsse (ud over den svenske spiller Anton Hysen, hvis far i øvrigt spillede for Liverpool). Statistisk set må der være nogen af dem. Nogle af denne blogs læsere kan sikkert slå forstanden fra og komme med en stenalderbemærknng her eller gentage et automatforsvar for tingenes tilstand.

Men lad hellere være med det. Den ugandiske fodboldskribent Musa Okwonga har et interessant og samtidig forstemmende indlæg i The Independent om den homofobi, man ikke engang tør tale om, endsige konfrontere. Den kroniske frygt for at være den første fodboldspiller til at springe ud som bøsse stammer formodentlig for en frygt for at blive udstødt og hånet ned i helvede af “fans”; den triste historie om Justin Fashanu, der ikke bare var sort men også åben bøsse og endte med at begå selvmord, skræmmer.

Kampen for accept skal føres af alle, også os, der er almindelige kedelige heteroer, og den varer desværre et godt stykke mere end 2 gange 45 minutter plus tillægstid.

Otte spilledages karantæne fik Luis Suarez af FA for angiveligt at have brugt racistiske vendinger overfor Patrice Evra. Konkrete beviser var der ikke, vidner heller ej, men da Suarez troskyldigt tilstod brug i et enkelt tilfælde – i sin spanske ordudveksling med Evra – af dét sydamerikanske ord, der udtalt anderledes på engelsk har en langt værre og racistisk klang, gik FA i storsving og fik kværnet Suarez ned, ved hjælp af en af sine nedsatte ‘uafhængige’ kommisioner, der opererer på præcis så uafhængig en facon, at langt under 2% af de af FA anlagte sager ender med frifindelse. Vilde tal, der leder tanken mere hen på diktaturer og bananrepublikker, end på retfærdighedens England.

Chelsea’s anfører John Terry har sideløbende haft en relateret sag kørende, da han i en kamp i efteråret – efter sigende – tiltalte QPR’s Anton Ferdinand ‘you fucking black cunt’. Denne gang er dokumentationen en del bedre, da et kamera har fanget hændelsen. Normalt ville FA også her straks gå til værks, men en anonym politianmeldelse har foranlediget forbundet til at udtale, at så længe der kører en sag i det civile retssystem, vil FA ikke foretage sig noget. John Terry’s advokat stillede således op i en byret i London i dag og erklærede sin klient for ‘ikke skyldig’, hvad der fik den lokale dommer til at udsætte sagen til juli, hvorefter den så skal gå sin gang.

Så langt, så godt. Nu er det bare den hale ved historien, at John Terry også er engelsk landsholdsanfører, altså leder for FA’s eget nationale mandskab. Som ville blive sportsligt handicappet af, at skulle undvære en nøglespiller som Terry ved det EM, der afvikles først på sommeren. Men nu sagen – så yderst belejligt for FA – er udsat til efter EM, kan han jo fint være med, for enhver er uskyldig indtil dommen er fældet, right? Hvilket desværre igen kun efterlader et dobbeltmoralsk og hyklerisk indtryk af det engelske fodboldforbund. FA slog hårdt ned på Suarez, da man mente det magtpåliggende at statuere eksempel og gå foran i kampen mod enhver racisme på fodboldbanerne. Men nu rejser man så til Polen/Ukraine til sommer med et landhold, hvis kaptajn har en langt mørkere sky hængende over sit hoved. Hvad er det for et signal man fra FA sender afsted med ham? Der er én FA-lov for udlændige, og så er der en anden for engelske landsholdsspillere. Se, dét er racisme.

PS – Den britiske presse skal også lige nævnes her. Journalist Oliver Holt fra The Mirror, en af mange der fra høj moralsk hest har slagtet Luis Suarez og Liverpool’s måde at agere på i Evra-sagen, twittede for et par uger siden, om udtrykket ‘fucking black cunt’ i det hele taget er racistisk…! At Holt har ghostwritet to biografier under andet navn for John Terry, har naturligvis intet med det interessante synspunkt at gøre. Adskillige andre engelske fodboldskribenter har ligeledes fredet Terry, der har fået en langt blidere behandling, end Suarez blev givet, mens han var under samme anklage. Efter Chelsea’s lokalderby ude mod Spurs var historien således flere steder, hvor imponerende det var at John Terry kunne performe upåvirket stærkt, under pres af en så umenneskelig hård anklage. A true british hero, var vinklen slet skjult. Eller som det måske også kan siges, med et lidt andet fokus: No one ever went broke underestimating the british public. Bag den sætning gemmer meget af den påståede afsky for racisme sig øjensynligt på et flertal af de britiske fodboldredaktioner.

Et år siden i dag Fernando Torres chokerede os alle med sin transfer request og et nærmest desperat skifte fra Liverpool til Chelsea, i de allersidste minutter før transfervinduet smækkede i ved midnat. 43 kampe i blåt er det blevet til siden, med kun 5 personlige mål som udbytte – det er så beskedent som 0,116 mål pr. kamp…! Et kolosalt fald fra tinderne, som Europa’s vel skarpeste angriber, til noget der efterhånden mest ligner en personlig tragedie. Svært er det ialfald blevet ikke at have bare lidt ondt af Nando, der engang scorede som efter behag på Anfield. Nu er han istedet verdens dyreste bænkevarmer på Stamford Bridge, men får dog for tiden chancen fra start, nok præcis så længe Didier Drogba er afsted til African Nations Cup. Den konstante spilletid har dog heller ikke givet afkast, så lige nu er det vel over tre måneder siden Torres sidst nettede. En personlig statistik der ville have været utænkelig i hans to tidligere klubber, Atletico Madrid og Liverpool. I aften gives igen igen et forsøg på at bryde forbandelsen, når Chelsea spiller ude mod Swansea.

PS – Torres spillede hele 1-1-kampen mod Swansea tirsdag aften, ifølge Telegraph’s kamprapport uden at gøre det mindste væsen af sig. Samme avis konstaterer, det nu er over 1000 minutter’s Torres-spilletid siden han sidst scorede for Chelsea. På søndag kører den blå tombola igen, hjemme på The Bridge mod Manchester United.

Nix, det er ikke et fake-foto: Andy Carroll scorer for Liverpool på Molineux tirsdag aften mod Wolves.

Luis Suarez glædes over resultatet af Evra’s forsvarsfejl, Liverpool’s sejrsmål så kort før tid.

Liverpool – Manchester United, lørdag, kl. 13.45, Kanal 6 / downthelocal

Det bør ikke kunne lade sig gøre. Formen er slet ikke til det. Senest bevist igen i den katastrofale indsats i nederlaget ude mod bundholdet Bolton i lørdags. Liverpool slingrer som en torpederet fragtbåd for tiden. Uden både FA-pariadømte Luis Suarez’ kaosspredende one man show oppe foran og skadesramte Lucas’ sikkerhedsventil på midtbanen, er der ikke meget snit over Dalglish’s mænd. Alligevel går de ind til den anden semifinale i Carling Cup’en med en snæver 1-0-føring mod Premier League-topholdet Manchester City. Mest taler for at El Kun, Da Silva og de andre elegante stjerner fra City tager stikket i aften og går videre. Når man dog i alvor tør håbe på andet, skyldes det i høj grad hjemmebane og kamptidspunkt. For aftenkampe på Anfield er noget helt specielt og bringer ofte det allerbedste frem i Liverpool. Ikke mindst takket være en øresønderrivende vokal indsats fra The Kop, når noget virkelig stort er på spil. Fra de senere år huskes således vigtige og markante cup-sejre over Internazionale, Juventus, Chelsea, Arsenal, Manchester United, Barcelona og Real Madrid. Sidstnævnte’s Galacticos blev sendt hjem med hele 4-0 i bagagen. Et resultat der trodsede rationel logik, men aldrig det nærmest overpræsterende spil på selve aftenen. Hvor man kunne føle Liverpool ville vinde. En lignende sult og indstilling er mindstekrav til de røde i aften, hvis avancement til den Wembley-finale mod Cardiff City skal tages hjem. Drama venter på Anfield.

Liverpool – Manchester City, onsdag, kl. 20.45, Canal+/downthelocal  

Lucas stemplede mandag formiddag ind på Melwood, efter seks ugers skadespleje i sunny Brazil. Så opløftende at se ham igen.

Howard Webb, so much to answer for…

Det gik som frygtet sidste weekend for Liverpool. En på papiret overkommelig opgave på Anfield endte igen i frustration og uafgjort. Stoke City gjorde intet andet end det på forhånd forventede, men hjemmeholdet var i ubalance allerede fra det øjeblik holdopstillingen blev frigivet. For skulle det virkelig være nødvendigt for Kenny Dalglish at stille med fem (!) forsvarere mod et primitivt og endimensionelt spillende udehold, der udelukkende ville komme for at parkere bussen? Læg dertil at eneste deciderede startangriber var Dirk Kuyt, hvis formkurve er styrtdykket til det uacceptable denne sæson.

Ja, det så forkert ud fra før start, det så skidt ud undervejs, og de udskiftninger som kunne have ændret kampforløbet kom for sent. I den forbindelse var det også forstemmende, at problembarnet og indskifteren Andy Carroll, efter én gang at være blevet hevet omkuld og snydt for et straffespark af den evigt kontroversielle Howard Webb, ikke lavede meget andet end at lade sig falde til jorden, hver eneste gang han kom i infight. Det var en lørdag af de meget bitre.

Men ny weekend bringer nyt håb. Nedrykningstruede Bolton, som i ugens løb  blev svækket ved salget af Gary Cahill til Chelsea, tager imod i lørdagens sene kamp. Fuld Liverpool-gevinst er nødvendig for at genindvinde lidt tabt terræn i det hårde race om den CL-plads, der lige nu synes bekymrende fjern for Dalglish’s ukonstante hold. Genopbygningen af Hodgson’s ruiner kommer til at tage sin tid, og tålmodighed er blevet en mangelvare i Liverpool. Heldigvis betyder kampprogrammet at flere konkurrenter har deres at se til denne weekend. Som altid bliver det mere end spændende…

Viden eller fornægtelse? For mange af os andre ligner Arsenal Ialfald et for ikke så længe siden stort fodboldhold nu i åbenlyst forfald. Læs mere her på The Independent.

Liverpool-manager Kenny Dalglish fandt her til formiddag endelig en løsning på sit holds vedvarende scoringsproblemer, det via et enkelt Daily Mail-indlæg, der pludselig tikkede ind fra Lagos, Nigeria.