Manchester City – Liverpool, søndag, kl. 16.00, Canal+/downthelocal

Nej, vel?! Liverpool debuterer i aften i Europa League med hjemmekamp mod en rumænsk klub, hvis fulde navn det til stadighed lykkes os ikke at kunne huske. Unirea er ligesom Liverpool snublet i den igangværende Champions League, så fra kampstart i aften ligner der for begge hold en meget lang som uglamourøs vej mod den eventuelle finalesejr, der vil kunne være det eneste reelt meningsgivende for deltagelsen i Europa League, denne nyopkaldte europæiske skyggeklasse af en turnering. Vi mener, Man U mod Milan, Arsenal mod Porto, Chelsea mod Inter, det giver appetit på livet, men Liverpool mod……..FC Unirea Urziceni, og så på en torsdag – suk!

Liverpool – Unirea Urziceni, torsdag, kl. 21.05, godknowswhere

Engelske The Guardian er langt mere positive i deres optakt til Liverpool’s Europa League-kampagne med ovenstående billede af Kevin Keegan og Bill Shankly til teksten “If Uefa Cup football was good enough for these dudes, it’s good enough for you.”

Og der fortsættes med følgende opsang:

“Ajax. Anderlecht. Atlético Madrid. Benfica. Everton. Fenerbahçe. Fulham. Galatasaray. Hamburg. Juventus. Liverpool. Marseille. Panathinaikos. PSV Eindhoven. Roma. Shakhtar Donetsk. Sporting Lisbon. Valencia. Villarreal. Werder Bremen. Wolfsburg. So it’s not the Champions League. Who cares?

Getting all sniffy about Uefa Cup Europa League football is: A distinctly low-rent pastime for shoddy, shoddy people.”

Okay, okay så. Hvis Liverpool i gabende søvne kan klemme sig forbi de farveløse rumænere, skal vi shoddy, shoddy people nok prøve at finde mere optimisme, ildvand og livsmod frem til næste runde, hvor modstanderen vil være vinderen af opgøret mellem Lille og Fenerbache – da-da-da!

Aldrig fænomenal til at huske fødselsdage, men en der sidder fast er Kevin Keegan’s i dag. Og Liverpool’s nummer 7 fra 70’erne skal i dagens anledning give en sang…

Arsenal – Liverpool, onsdag, kl. 20.45, Canal+/downthelocal

Glimrende sejr til Liverpool i et hårdt og altopslugende derby mod Everton. Men desværre endnu en Premier League-kamp, hvor en for ringe dommerpræstation – denne af Martin Atkinson – snarere end de to deltagende holds dagsform, kunne være blevet udslagsgivende…

Intet rødt kort til Everton’s Pieenar her…

Liverpool’s Kyrgiakos får dog marchordre for samme ubekymrede spillestil lidt efter. Helt iorden, men Everton’s Fellaini stempler selv ufortrødent igennem med strakt ben uden at ryge samme vej…

Vi tager også lige sejrsmålet. Phil Neville har måske set for mange af Liverpool’s normalt harmløse dødbolde denne sæson. Ialfald er hans markering af Kuyt useriøs med stort u…

Dette lokalopgørs spetakel indrammes her af en læserkommetar fra The Guardian’s livedækning af kampen:

From a neutral’s perspective, this is a terrible match, but for the committed, either at the ground or watching on television, this is not a terrible match. One side, without its best player and in crisis off the pitch, is taking on a team that haven’t won at Anfield for ten years and know that they cannot afford to give an inch if they are to get anything out of the match. If all matches were like this, of course that wouldn’t do – but if all matches were Arsenalesque tippy-tappy football with any tackle frowned upon from The Professor on the sidelines, that wouldn’t do either. Football is more than entertainment and spectacle – there’s plenty of that in other sports and the arts – it’s elemental too.

Rødt stadion, Liverpool. Blåt stadion, Everton. Kun Stanley Park imellem. Everton har det med Liverpool, som Liverpool har det med Man United; er der to opgør man af samtlige helst vil vinde over en hel sæson, er det dem. Everton kommer efter blegt efterår med tre sejre fra de sidste fire Premier League-kampe, Liverpool er – på hængende hår – uden nederlag i de seneste seks. Hvilket ikke overraskende har fået Rafael Benitez frem at sige, der nu  kan forventes ankomst af den storform, som næsten bar Liverpool til mesterskab i foråret. Godt gået, Rafa – præcis sådan et løfte der er brug for efter de seneste to hovedløse kampe mod nedrykningsboblerne Wolves og Bolton! Håber træneren er langt bedre til bold end spin, for herefter vil mindre end tre point mod Everton lørdag – og mindst et ude mod Arsenal onsdag – fremstå som endnu en fiasko i hans navn gående mod rødt sæsonsammenbrud.

Liverpool- Everton, lørdag, kl. 13.45, Kanal 5

Vi kan ikke forlade denne tyske fodboldting uden først et natbillede af der Bomber. Så her en yderst suave Gerd Müller fotograferet sammen med Köln’s Wolfgang Overath (tv.). Hvad de to landsholdkammerater egentlig er igang med her, står som lidt af et mysterie…

Müller i trøje nummer 13 var selvskrevet til die Nationalelf, mens Overath måtte slås med Gladbach’s Günter Netzer om en og samme centrale playmaker-plads. Overath blev som oftest foretrukket, hvad Netzer’s mindre end 40 landskampe over 10 år taler sit eget klare tyske sprog om.

En elegant spiller, Netzer, hvis ekstravagante livsstil måske også spillede sin negative rolle i trænerautoriteternes bedømmelse af hans seriøsitet. Her et tidstypisk idolportæt af Günter Netzer, stilikon for en hel europæisk ungdom. Og måske også for The Lemonheads’ Evan Dando…

Blev Netzer træt af altid at stå i skyggen af Overath i Vesttyskland? Han drog ialfald i ’73 til Spanien og begyndte en ny succesfuld tilværelse i Real Madrid. På billedet her er Netzer sammen med en anden af de vesttyske verdensmestre fra ’74, Paul Breitner, hvis udtalte socialistiske synspunkter må have skaffet ham adskillige fjender i facistleder Franco’s egen klub.

Men tilbage til BRD og en anden kendt Borussia-spiller. Vi var forbi Berti Vogts og hans Monika forleden, men her er han igen, all by himself, eftertænksom og i bløde 70’er-farver. Et cool portræt, men egentlig ikke noget passende scenarie for en mand med tilnavnet der Terrier…

Mig, jeg synes det billede ligner et pladecover. Men Berti fik vist aldrig udsendt nogen fodbold-noveltysingle. Det gjorde Kaiser Franz til gengæld. Har fundet denne stump promoklip fra ’66, der – helt som de to kvinder bemærker tilsidst – viser, den unge Beckenbauer havde mere angst for sin egen sang, end for et straffespark. Nyd landsholdsholdkammeraternes intense klappekoreografi…

Forstår der ikke blev karriere i showbiz med den undskyldning af en sangstemme. Har dog faktisk selv en single, hvorpå Beckenbauer synger. Drejer sig om VM 74-holdet’s officielle slagsang ‘Fussball Ist Unser Leben’, købt i et anfald af overmod i en grænsekiosk ved Kruså den sommer. Stilen er, nå ja, temmelig tysk på den mere tvivlsomme bayerske facon. Hör mal zu…

Rocknroll, Bundesrepublik Deutschland! Dejligt også at få hilst på Sepp Maier. Og sådan her ser et rigtigt pladecover ud, Berti…

Bemærk at Polydor står som pladeselskab, hvilket teknisk set gør Love Shop (anno Det Løse Liv) til labelmates med de vesttyske verdensmestre (anno 1974)…!

Slutter denne rejse i tidsmaskine af med et anderledes æstetisk men grumt sandhedens øjeblik, fra vesttyskernes EM-finale mod Tjekkoslovakiet på jugoslavisk græs, 20. juni 1976 (den slags blev ikke vist på dansk TV dangang – jeg så matchen i Skotland).

Uli Hoeneß påtager sig her det endelige tyske nederlag, efter at have skudt Vesttysklands sidste straffespark langt op i den kulsorte nathimmel bag ham. Overflødigt at gentage den gamle kliche ‘tyskere hader at tabe’…

For så god en fodboldspiller må det være møgærgeligt at blive husket for noget helt andet. Men det for altid blivende øjeblik i Bernd Hölzenbein’s fodboldkarriere indtræffer under VM-finalen 7. juli 1974 på Olympia Stadion i München, da han midt i 1. halvleg falder omkuld i det hollandske straffefelt, uden den store berøring fra Wim Jansen. Paul Breitner udligner på det efterfølgende kontroversielle straffespark Cruyff & co’s tidlige føring, og scenen er herefter sat til Gerd Müller’s klassiske sejrsmål. Beskyldninger om germansk foul play raser længe efter mod Holz fra tulipanlandet , men ligemeget – det er ham og Vesttyskland der er verdensmestre.

Billedet ovenfor er fra samme sommer; Bernd fotograferet under Ibiza’s sol med sin Frau Jutta. Gift i ’68 og stadig sammen i dag, er hun endnu en Eintracht Frankfurt-spillerkone, som har tålt sportens opofrende græsenkeliv. Efter fire år i soccer-USA i startfirserne – inkl. en sæson med Gerd Müller i Fort Lauderdale Strikers – vender parret hjem til Tyskland. Holz lægger støvlerne på hylden og bliver vicepræsident i Eintracht. Således er  han centralt placeret i den optur, der i 1991-92 bringer klubben forsvindende tæt på et tysk mesterskab, der først glipper sidste spilledag. Siden går der anderledes sportsligt råd i den på Waldstadion og efter nedrykning til 2. Bundesliga i ’96 må Hölzenbein trække sig.

Nuomdage er tilknytningen til Eintracht Frankfurt udelukkende som talentspejder. Det mindre krævende job giver tid til det golfspil, hvor Holz i sin lokale klub til dato er noteret for fire hole-in-ones. Aftener bruges oftest hjemme i huset i Neu-Isenberg med Jutta, eller – gerne sammen med parrets to voksne børn Sabrina og Sascha – på den lokale italienske favoritrestaurant Alter Haferkasten. Godt for kvaliteten af Bernd Hölzenbein’s bestillinger dér, det ikke var Italien’s landshold han filmede mod i en VM-finale i 1974.

Thomas – en af vores brugere – har taget den svære rute og lavet en top-10 over vellykkede danske fodboldbøger:

01. Jakob Kvist: Ambassadøren
02. Kasper Steenbach og Christian Thye-Petersen: Spillet om FCK
03. Henrik Madsen: Brøndbys bagmænd
04. Palle Banks Jørgensen: Landsholdets 2198 profiler
05: Axel Boisen, Christian Nohr Boisen og Henrik Nordskilde: Laudrup -et fodbolddynasti
06. Tommy Heisz: Det begyndte med Tipslørdag
07. Morten Bruun: På banen
08. Jan Bartram: Løb for livet
09: Jan Erik Hansen og Kaare Johnsen: FC Krøniken
10: Niels Idskov: På egen boldbane

Thomas, imponerende bibliotek, men hvor pokker er Nobelprisvinderen ‘Indover Ulrik!’…?

Mens listen ovenfor synker ind, her endnu en af de tyske 74-verdensmestre, Eintracht Frankfurt’s Jürgen Grabowski. Hvor mange er mon klar over, det var en svinestreg af en glidende tackling sat ind af den da helt unge Lothar Matthäus, der i 1980 satte en stopper for Grabowki’s aktive karriere? Her nedenfor er verdensmesteren fotograferet bag træketcher i midthalvfjerdserne med seine Mädel, Helga Reuter, som han få år efter giftede sig med. Som kontrapunkt til de forstemmende Bundesligaskilsmissehistorier her på siden den seneste uge, skal det helt anderledes happy end-bekræftende cementeres, at Grabi og Helga stadig danner par og sammen driver et forsikringsagentur i syd-midttyske Taunusstein – ain’t that sweet!

For Berti Vogts var der bare én klub. Han spillede aldrig for andre end Borussia Mönchenglasbach, som han repræsenterede helhjertet i årene 1965-1979. På et mere privat plan var Der Terrier måske ligeså trofast anlagt. Ialfald blev han gift med ungdomskæresten Monika, som fulgte med ham i hans op- og nedture gennem fodboldeverdenens, først som aktiv spiller, siden som træner, bl.a. for det tyske landshold i 90’erne. Efter 24 års ægteskab blev parret dog skilt, kærlighed til døden dem skilte eller ej, og en bitter økonomisk fejde blæste gennem tyske medier – ak! Monika’s whereabouts nu vides intet om, men Berti Vogts, han er pt. ansat som ansvarshavende for Aserbadjan’s landshold, a long way from home.

Hvis det klassiske syn af Vogts her ovenfor giver lyst til lidt tysk bold, er der hjælp at hente straks i aften, via den frysende mandagskamp fra 2. Bundesliga:

Alemania Aachen – 1. FC Kaiserslautern, mandag, kl. 20.15, Eurosport 2

For to må man være ude på det store fodboldeventyr; Allan Simonsen og Annette i Vesttyskland, dengang.

Borussia Mönchengladbach – Werder Bremen, lørdag, kl. 15.30, Borussia Park
Liverpool – Bolton, lørdag, kl. 16.00, Canal+/downthelocal

Vi er på mexicansk restaurant i München, januar 1970. Franz Beckenbauer drikker tequila med sin første kone Brigitte. Det er VM-år, der er kulørt herremode, Franz er 24 og fremtiden ligger vidt åben…

Franz Beckenbauer fotograferet på gaden i NYC i sen70’erne. Til venstre for Franzi er det mor Antonie, til højre daværende kæreste Diane Sandmann og tante Pauli.

Savner dig mere end troede muligt. Intet her rigtigt og alt forkert. Som tirsdag i Wolverhampton. Som taget af underblik. Som brud på det smukke spil. Som tabt for kontrol. Som anfører uden ild. Som synet af Lucas Leiva. Som slet ingen ideer. Som bøjede hoveder. Som de stemmer derpå, et minimalt udvalgs repræsentation samlet under kommentarer. Som en forfærdelig aften.