Her på bloggen kører nostalgikarrusellen ufortrødent, og denne fredag eftermiddag er det blevet min tur til at tage en omgang. Jeg holder utroligt meget af David Bowie, men for en gangs skyld får I noget helt andet: En tyve år gammel live-udgave af “Windfall” med Son Volt fra debutalbummet Trace. Det er kort og godt et meget dejligt countrynummer. I dag værdsætter jeg Jay Farrar og hans værk en hel del mere end hans gamle Uncle Tupelo-kollega, den ikke altid helt nemme Jeff Tweedy.

Her er en sang fra Nashville Obsolete, det nye album med Dave Rawlings Machine. Det er Dave Rawlings på sang og guitar med sin trofaste kone på sang og guitar. (Hun hedder Gillian Welch, skulle nogen have glemt det. Det håber jeg ikke.)

Billy Sherrill, en af de største amerikanske countryproducere døde i dag i USA, 78 år gammel. Mest kendt er Sherrill for sine produktioner for George Jones og Tammy Wynette, men så mange andre har nydt godt af hans såkaldte countrypolitan sound, der afstak en mere poporienteret og bredt musikalsk arrangeret kurs for Nashville-musikken fra start-60’erne og fremefter. I nyere tid huskes her først og fremmest hans arbejde på Elvis Costello’s countryalbum Almost Blue. Her en sang Billy Sherrill skrev – efter sigende på under 15 minutter – sammen med Tammy Wynette, vel hendes største hit nogensinde, den nyklasisske ‘Stand By Your Man’…

Det første album fra i år som jeg er blevet rigtig glad for er vel Then Came The Morning med amerikanske The Lone Bellow. De spiller country (eller er det alt-country eller er det monstro country-rock?) og kommer fra New York, der vel næppe kan kaldes for genrens højborg. Then Came The Morning er produceret med sikker hånd af Aaron Dessner, den ene halvdel af det ene af de to par brødre fraThe National. Her er “Fake Roses”, som er en rigtig dejlig vemodig countryballade. Titelnummeret er til gengæld en svulmende hyldest til et orkestreret tresserunivers, som man måske forbinder med Dusty Springfield og som Shelby Lynne også har forsøgt sig i. Gruppens hemmelige våben er vel sangerinden Kanene Pipkin, som først dukker op som leadvokalist et stykke inde på albummet. (Er det bare mig, eller minder hendes vokal lidt om Mimi Parker fra Low?)

http://youtu.be/-3XsHMOEQGc

Underligt at jeg skulle opdage bluegrass/folk-kvartetten Carolina Chocolate Drops via violinist/sangerinde Rhiannon Giddens, hvis soloalbum udkommer i næste uge. Men her er de fra selveste Grand Ole Opry; hvis man synes om Gillian Welch og Alison Krauss, er der en pæn chance for at man også vil komme til at holde af dem her. Rhiannon Giddens’ varme og vemodige vokal og resten af bandets sammenspil går i hvert fald rent ind hos mig.

For et par måneder siden opdagede jeg via No Depression den amerikanske sanger/sangskriver Stephen Kellogg og hans album fra 2013, Blunderstone Rookery. Når han er god (og det er han tit), kommer jeg til at tænke på de mere akustiske øjeblikke med Paul Westerberg og Ryan Adams – og med den måske lidt mindre hyldede Ray Lamontagne. Her er “Lost and found” fra Blunderstone Rookery.

Der er ikke mange afro-amerikanske bluegrass-musikere derude; indtil for nylig troede jeg – og her var jeg pinligt naiv – at der ikke var nogen. Det var faktisk først i dag, jeg blev opmærksom på Rhiannon Giddens, og også dét er egentlig lidt pinligt. Normalt slår hun sine folder i det afro-amerikanske bluegrass-ensemble Carolina Chocolate Drops, der faktisk har vundet en Grammy. Sidste år var hun sammen med bl.a. Elvis Costello og Jim James med til at indspille Lost on the River: The New Basement Tapes, en samling uudgivne sange af Bob Dylan.

Hvis man kan lide Gillian Welch og Alison Krauss  (og det kan jeg), er Rhiannon Giddens i sandhed et interessant bekendtskab. Her er hendes udgave af “Don’t Let It Trouble Your Mind”, en gammel sang af Dolly Parton. Den er at finde på hendes solo-debut, der hedder Tomorrow Is My Turn og kommer til februar.

Hvorfor er det ikke så underligt at der findes en afro-amerikansk bluegrass-tradition? Blandt andet fordi banjoen, et helt centralt instrument i denne genre, faktisk er et strengeinstrument af vestafrikansk oprindelse. Man kan læse mere om bluegrass-musikkens afro-amerikanske side f.eks. i en artikel i News Observer. En vigtig årsag til at det var de hvide og ikke de sorte musikere, der fik anerkendelsen, er at USA indtil 1960’erne var et samfund præget ikke bare af store sociale forskelle, men også af regulær apartheid. Det er ikke engang 50 år siden, det blev lovligt for mennesker med forskellig etnisk baggrund at blive gift overalt i USA. (Rhiannon Giddens’ mand er en kridhvid irer.)