Det var året på Roskilde hvor Simple Minds headlinede Orange fredag, Siouxsie and the Banshees lørdag og Echo and the Bunnymen søndag. Simple Minds, endnu ikke tilnærmelsesvis det stygge stadionband de uforståeligt skulle blive et par år senere, var flyvende med New Gold Dream (1982), frontmand Jim Kerr i sit livs form. I aften er det 40 år siden de stod der og strålede i solnedgangen over Roskilde. Her er størstedelen af koncerten. Lyden so-so, gløden ikke til at tage fejl af. Bands der har den, de har den…
Parken er hvad Parken er; en svær forhindring at overkomme for ethvert stort band, der i dens brutale rammer ofte ender med at spille andenviolin til selve begivenhedens monstrøsitet, samt den berygtede elendige lyd inde i betonklodsen. Med den svære baggrund in mente en forbløffende stærk aften af Depeche Mode mandag aften. Om det skyldes det nylige dødsfald eller det faktum, at man med årets Memento Mori turnerer det bedste DM-album i vel en tre årtier, det er ikke til at sige, men der var en alvor over seancen i går som gav aftenen en klædelig tyngde, så anderledes end de næsten for pleasende shows, man har været rundt med de seneste gange. Dave Gahan’s kvaliteter som frontmand og sælger af varen er vidt beskrevet, alligevel stod man benovet gennem aftenen af hans evne til konstant at skubbe nuet ind i sangene og musikkens indre liv så langt udover scenekanten. 41 år siden denne side i 1982 først så Depeche Mode, da de i Saltlageret på Gammel Kongevej charmede 3-400 teenagers med deres dengang så spinkle techno-pop. Så jo, det band er kommet en mirakuløs lang vej. Smukt at man bærer både sin alder som band og egen historie så værdigt som tilfældet var i Parken i aftes.
Et af adskillige Thåström-højdepunkter søndag aften i Stockholm var live-premieren af ‘TOLEDO’. 15 måneder skulle det tage for det usminkede skilsmissenummer fra Dom Som Skiner at få sig en plads på setlisten. Hvilket kan være svært at forstå, når man hører den stærke version her. For tæt i sin tekst på det levede liv til at ville røre ved, eller bare et spørgsmål om hvordan den bandløse produktion på albummet skulle transformeres om til scene? Forskellen i fraværet var ens, men nu står ‘TOLEDO’ fuldt spilbar…
Årets eneste Thåström-show søndag aften på hjemmebane i Stockholm som headliner til Rosendal Garden Party, en lokal pendant til Syd For Solen. Thåström – på dagen programsat sammen med Nicole Saboune (hørte hende ikke) og en salvelsesfuld, storsnakkende Eva Dahlgren – satte sig igennem med helt anderledes intensitet/nødvendighed foran godt 10.000 mennesker i festivalens skov ude på idylliske Djurgården. Thåström’s band, det samme som har spillet med på seneste tour, er i dynamisk autoritet vokset højt i statur siden den prøvende begyndelse for 15 måneder siden og var med til via en varierende anderledes setliste end senest at skabe en stor stockholmsk aften. Her er hvad blev spillet…
På en musikweekend, hvor i morgen lørdag byder på The Walkmen, Iggy Pop, ja, selv The War on Drugs, og søndag aften har årets eneste Thåström-show – det sker til Rosendal Garden Party på Djurgården i Stockholm – går vi lige nu og her en helt anden vej med en stærk version fra den Madonna-coverplade, Italians Do It Better-mastermind Johnny Jewel sammensatte, producerede og udsendte for to år siden. Har Madonna’s ‘Holiday’ nogensinde lydt bedre end her, hvor Sally Shapiro iklæder sangen hudblødt fløjl og varm elektronisk eufori? Det hele lykkes lige omkring 2:28, da Shapiro’s vokal svares tilbage på af de måske mest morfin-behagelige vocoders siden New Order’s på ‘Bizarre Love Triangle’ i vinteren 1986…
Der ligger utilsigtet et lag tungt retro over videoen til ‘Wagging Tongue’, Depeche Mode’s nye andensingle fra Memento Mori. For har man glemt hvor kunstnerisk prætentiøse og gratis symbolladede promo-klips for pophits ofte kunne være i MTV-guldalderen, så vil The Sacred Egg/Anton Corbijn’s arbejde her bringe det hele tilbage. Er DM’s nummer bedre uden tilføjelsen af disse levende billeder, der så gerne vil kapre dets integritet til denne så tungt udførte visuelle idé? Utvivlsomt. Den helt rigtige musikvideo kan gøre en god sang endnu bedre, men den forkerte anholder sin seers egen oplevelse og sætter den i fængsel…
Vil næsten være synd at slutte denne uges mini-sportlight på Factory Records uden at medtage det eneste Liverpool-band, der nogensinde bliver udsendt af selskabet. En måned før Joy Division udkommer med første udgivelse i eget navn singledebuterer Wirral-duoen Orchestral Maneuvres in the Dark i maj 1979 med det mest skamløst positive stykke musik på Factory vel indtil New Order’s ‘Blue Monday’ små fire efter. OMD’s ophold på Manchester-selskabet er kort, da de med det samme rykker videre til Virgin-underselskabet DinDisc. Coveret til 7″eren her er designet af Peter Saville, dens musik produceret af en Martin Zero, det tidlige punk-alias for Martin Hannett. ‘Electricity’ står sammen med de helt tidlige udgivelser fra navne som f.eks. The Human League, The Normal, Tubeway Army, Cabaret Voltaire og Thomas Leer som første britiske bølge af den genre, der snart skal vokse sig hitliste-stor som synth-pop…
Jeg har tidligere nævnt den amerikanske trio Nation of Language, der laver old school-synthrock med klare mindelser (på en god måde!) om især Orchestral Maneouvres In The Dark men også om lidt nyere navne som nu hedengangne The Chromatics, som jeg ved at Jens satte højt. Her er en sang fra deres kommende album Strange Disciple, og den lover godt.
Fik pænt forsinket den gennemsigtigt røde vinylversion af den nye DM med posten fra Tyskland denne uge. Hvor er det altså et mægtigt album, Gore og Gahan sammen har begået her. Kender skeptikere der hidtil ikke har ladet sig røre af Memento Mori, men herfra står dommen blot mere og mere uigenkaldeligt, at dette nok bliver et af de allerbedste DM-albums ever. For så stærke og melodisk løfterige er sangene, så vedkommende den bagage de kommer med. Læg dertil en produktion, der positivt gløder ud fra bandets særegne elektroniske ambassade i rocknroll. Her Memento Mori‘s svajende sluthymne…
45 år siden i dag at Kraftwerk fra Düsseldorf udsender singlen ‘Die Roboter’ som forsmag på albummet Die Mensch Maschine, der udkommer en uge efter. ZDF er ikke bange for fremtidens maskinelle identitet, og derfor har vi disse levende billeder i dag…
DM’s Dave Gahan bliver 61 i dag. Ingen alder når man har en så vital ny sang at synge som den følgende, samt så stærk en stemme at bære den med…
Hvilken lang musikalsk rejse det har været for både Depeche Mode og Dave Gahan. Det hele starter herunder 31. januar 1981 med full on techno-pop i denne første version af ‘Photographic’ på London-pladeselskabet Some Bizarre’s opsamling Some Bizarre Album, hvor nye ubeskrevne synth pop-bands præsenteres. Tre uger efter single-debuterer DM med ‘Dreaming of Me’, resten er historie…
På RSD forleden udsendte 90’er-stjernerne fra Garbage en EP på blodrød transparent vinyl med bl.a. en nyindspillet cover af Siouxsie and the Banshees’ ‘Cities In Dust’. Siouxsie er ikke nem at synge op imod, men slipper attitude-stærke Shirley Manson ikke mere end bare hæderligt fra det? Døm selv…
2. maj 1980 spillede Joy Division på Birmingham University sit sidste show nogensinde inden sanger Ian Curtis’ selvmord to uger efter. De tre tiloversblevne besluttede snart at fortsætte sammen, fik selskab af trommeslager Stephen Morris’ kæreste Gilian Gilbert på keyboards og New Order var født. Bandets tidligste musik voksede helt naturligt ud af Joy Division’s dystre lyd og tilgang, hvad høres mest tydeligt på førstesinglen ‘Ceremony’ og debutalbummet Movement (1981). Men i marts 1983 udkom 12″er-singlen ‘Blue Monday’, der med sin top-moderne og fuldfede elektroniske lyd skød det nye band ud af egen fortids skygge og ind på alverdens hitlister. Den tilgang fortsatte da Power, Corruption & Lies, det svære andet album, udkom 2. maj 1983. Fra Factory-husdesigner Peter Saville’s stilfulde blomstercover med de påtrykte farvekoder til indholdets legende elektroniske dog organiske musik stod det straks klart, at New Order pludselig formåede at lukke lyset ind og kollektivt skabe en ny slags popmusik, der var langt mere end blot et ekko af sine skaberes allerede da myteomspundne fortid. Hør f.eks. bare mesterpladens åbningsnummer her, hvor det nu endda er lykkedes at vende ersatz-sanger Bernard Sumner’s vokale svaghed og tekstmæssige naivitet til umiddelbar kommunikativ styrke…
Ja, hvad sagde Bill Drummond egentlig? Født ind i en skotsk præstefamilie i Sydafrika dags dato i 1953, opvokset i Skotland, men formativt landet i Liverpool, hvor han fra slut-70’erne var en central figur i byens postpunk-miljø, dels som grundlægger af Zoo Records, dels som manager/producer (AKA The Chameleons sammen med David Balfe)/mentor for Echo and the Bunnymen og tildels også Teardrop Explodes. Senere – efter et excentrisk folk-album (!) i eget navn på Creation – bliver han regulær popstjerne med elektroniske KLF, der i dag måske mest er kendt for det stunt, da Drummond og hans KLF-makker Jimmy Cauty ‘for sjov’ lader £1.000.000 i pengesedler gå op i røg. Den berygtede happening er vel sigende for Drummond’s senere år, hvor han mestendels har været aktiv inden for situationistiske eksperimenter og kunstprojekter. Her Teardrop Explodes-sanger Julian Cope’s fine popsang til ham fra 1984. Samme Cope har dog nu et mangeårigt horn i siden på Bill Drummond, da adskillige af de føromtalte afbrændte penge efter sigende tilhørte ham…
Paradise Lost begyndte som gotisk doom-metal, men blev efterhånden tydeligt inspireret af Depeche Mode. Det kulminerede på Host fra 1999, der på én og samme tid var et særdeles vellykket album med stærke sange og formåede at blive upopulært hos ganske mange af deres gamle fans. Derefter gled Paradise Lost lige så stille tilbage til doom-metal og glemte tilsyneladende at skrive holdbare sange. Men sidste år lavede sangskriverne fra bandet, Greg Mackintosh og Nick Holmes, en duo ved navn Host og vendte tilbage til den elektronisk prægede lyd på albummet IX. Her er et vellykket nummer fra dét album.
