Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…
Lige op til dagens midtvejsvalg i USA har LCD Soundsystem indspillet og udsendt en cover af Heaven 17’s ‘We Don’t Need This Fascist Groove Thang’, der i 1981 var Human League-offshootbandets kommentar til Margaret Thatcher-tiden…
I forrige uge var det 11 år siden Kent udsendte deres Tilbaka Til Samtidan, den med det rødlige cover med motiv af kvinde til hest på bro. Taler om albummet, hvor Kent for alvor kaster indierocklyden fra sig og bliver et übermoderne, keyboardorienteret popband istedet. Tilbaka Til Samtidan overses ofte i Kent’s samlede diskografi, det trods en serie af fem udlægssange – ‘Elefanter’, ‘Berlin’, Ingenting’, ‘Vid Din Sida’ og ‘Columbus’ – der næppe er hørt stærkere fra bandet. Her går vi dog ud på den Kent-albumklassiske store finalefilm, der er ‘Ensammast I Sverige’. Sjældent har noget så manufaktureret lækkert vel lydt så, ja, ensomt. Og nej, behøver ikke at nævne her, at Kent er stærk savnet, samt at deres nødvendige comeback vil blive en smuk hjerternes genforening…
Robyn’s første album i otte år er udkommet i dag, og hele verden er over-the-moon-forelsket i både hende og i det. Men her er vi umiddelbart anderledes undervældede af Honey, hvis 40 minutters perfektionistiske lyddesign desværre ikke dækker over, hendes før så profilerede sangskrivning synes være blevet udfaset i albummets lange tilblivelse. Den transparente Honey flyder ubesværet wellness-kælent, men stikker slet ikke syledybt i pophjertet på samme måde som sidst, da tåre-bangers som ‘Dancing On My Own’, ‘Love Kills’ og ‘Time Machine’ kom som en Robyn-gave af luksusnordisk Lady Gaga-kuldepop. Så lad os istedet i dag kigge mod Norge, hvor den efterhånden electronica-erfarne Kate Havnevik’s nye single ‘The River’ (da den først kommer igang) byder på lovende takt og tone…
Endnu en stærk ny Excorcism-sang fra Jenny Wilson, der i aften indleder sin danske tredages-tour på Posten i Odense. En anbefaling herfra til at tage en tur i hendes heftige elektroniske tourbus. I morgen er det Voxhall i Aarhus, fredag Studenterhuset i Aalborg…
Onsdag, torsdag og fredag er der i Odense (Posten), Aarhus (Voxhall) og Aalborg (Studenterhuset) mulighed for at opleve Jenny Wilson, kvinden bag en af årets stærkeste svenske plader. Den internationalt roste Excorcism, der udkom i marts, er Wilson’s bearbejdelse af en konkret voldtægt, et personligt smertearbejde mejslet i vintage electronica, der fremstår grumt, hårdt og sårbart, men også sært forløsende i sin fuck you-knejsende selvstændige styrke. Har oplevet Wilson live to gange i Sverige i år, og hendes shows er særpræget insisterende affærer, der ikke tager nogen gidsler. I slotsparken på Sofiero, nord for Helsingborg, hvor hun spillede for-support for Thåström, fik Jenny Wilson således Sveriges nok største sommerskovtur til, at få rosévinen helt galt i halsen over den radikale tilgang og ditto lyd. Ja, der var faktisk usminket væmmelse malet i ansigterne på ikke så få af de mange, der var kommet for næste forband, de helt modsat feel good-harmløse og musikalsk velfriserede First Aid Kit. Den slags tager vi hatten af for. Her et skarpt track fra Excorcism…
Endnu et bemærkelsesværdigt liveklip fra weekenden: I København gav eneren Martin Hall lørdag aften comeback-koncert på Bremen efter adskillige års live-fravær. Blandt sangene på en yderst varieret setliste, der strakte sig helt fra Ballet Mecanique over Neil Sedaka’s ‘Solitaire’ til den nye delikat-diskrete Hall-single ‘Services Rendered’, var også ‘Care’, den übersmukke sang fra SS Say’s 1985-EP Fusion. Præcis som på EP’en blev vokalen også denne aften fremført af Inge Shannon. Originalindspilningen står stadig så suverænt ophøjet i sin kølige sequencer-bårne perfektion, vi bliver nødt til også at tage den med her…
Denne engelske storsælger af et synthpop-album udkom dags dato i 1981. Ikke mange turde ellers da sætte penge på Human League’s markedsværdi, efter bandets kreative sangskriverkræfter året før var brudt ud og havde dannet Heaven 17. Human League-forsanger Phil Oakey rekrutterede istedet to lokale piger, han så danse på et diskotek i hjembyen Sheffield, skrev ni sange og udsendte dem som The Human League på Dare. Resten er popstjernehistorie.
Vi har aldrig præsenteret musik fra Kina før, men her kommer det: Sekstetten Stolen fra Chengdu, der er hovedstad i provinsen Sichuan i det vestlige Kina. Stolen synger på (en slags) engelsk, og deres musik giver mindelser om 1980’ernes engelske synth-musik.
Deres album fra i år, Loop, er produceret af Mark Reeder, oprindelig fra Manchester, men i mange år bosiddende i Berlin.
(Hvad gør man ikke for at nævne de to byer på denne blog?)
Og vi her kan andet end Leeds-duoen Soft Cell. Lidt længere mod syd i 1981, i Sheffield Sex City, har Human League ligeså fat i den lange elektroniske ende af den nye musik. Rullende spolebåndoptager, handbag-dancing, asymmetrisk forsanger-haircut, twistet tonalitet og en killerpopsang på Top of the Pops…
Top of the Pops, 1983: To unge mænd med rytmebox, keyboard, sort tøj, mascara og for mange smykker. De er Smash Hits-popstjerner i England, men de seneste par års skørlevned på London’s klubscene har sat sine mørke spor, og Soft Cell tror nu selv, de er et rocknroll-band. Det høres på deres svimle synthpop-plader, der oser af rendesten og smadret livsstil, og det ses i fremførelsens overdrevne skødesløshed her. Soft Cell’s hurtige rejse fra ‘Tainted Love’-gigahittets affødte popstjernestatus i 1981 til Der Untergang kun tre år senere er en vild, ofte destruktiv historie, hvis pirkende elektro-soundtrack er en udsøgt in-your-face-fornøjelse. Tag nu bare denne sang, førstesinglen ‘Soul Inside’ fra det kollapsende sidstealbum This Last Night in Sodom (1984), der er så meget for meget i sin eksalterede eksalterethed, man næsten kun kan holde ubetinget af det. Hvilket vi helhjertet gør.
I 1978 efter et par søgende men ultimativt uforløste albums tager Sparks til München’s Musicland Studios, hvor Giorgio Moroder – geniet bag Donna Summer’s fremtidsbringende hit ‘I Feel Love’ fra året før – er Der König. Sammen med ham går de all in på tidens moderne lyd, dropper guitar/bass/tromme-formatet, og indspiller synthpop-albummet No. 1 in Heaven (1979). Albummet skræmmer helt sikkert store dele af bandets mere rockorienterede stampublikum langt væk med sin radikalt anderledes lyd, men tiltrækker til gengæld et nyt og yngre publikum, der gør ‘The Number One Song In Heaven’ til så synlig en engelsk hitsingle, at Sparks for første gang siden glam-årene inviteres med på BBC’s Top of the Pops…
