I forrige uge var det 11 år siden Kent udsendte deres Tilbaka Til Samtidan, den med det rødlige cover med motiv af kvinde til hest på bro. Taler om albummet, hvor Kent for alvor kaster indierocklyden fra sig og bliver et übermoderne, keyboardorienteret popband istedet. Tilbaka Til Samtidan overses ofte i Kent’s samlede diskografi, det trods en serie af fem udlægssange – ‘Elefanter’, ‘Berlin’, Ingenting’, ‘Vid Din Sida’ og ‘Columbus’ – der næppe er hørt stærkere fra bandet. Her går vi dog ud på den Kent-albumklassiske store finalefilm, der er ‘Ensammast I Sverige’. Sjældent har noget så manufaktureret lækkert vel lydt så, ja, ensomt. Og nej, behøver ikke at nævne her, at Kent er stærk savnet, samt at deres nødvendige comeback vil blive en smuk hjerternes genforening…

Robyn’s første album i otte år er udkommet i dag, og hele verden er over-the-moon-forelsket i både hende og i det. Men her er vi umiddelbart anderledes undervældede af Honey, hvis 40 minutters perfektionistiske lyddesign desværre ikke dækker over, hendes før så profilerede sangskrivning synes være blevet udfaset i albummets lange tilblivelse. Den transparente Honey flyder ubesværet wellness-kælent, men stikker slet ikke syledybt i pophjertet på samme måde som sidst, da tåre-bangers som ‘Dancing On My Own’, ‘Love Kills’ og ‘Time Machine’ kom som en Robyn-gave af luksusnordisk Lady Gaga-kuldepop. Så lad os istedet i dag kigge mod Norge, hvor den efterhånden electronica-erfarne Kate Havnevik’s nye single ‘The River’ (da den først kommer igang) byder på lovende takt og tone…

Endnu en stærk ny Excorcism-sang fra Jenny Wilson, der i aften indleder sin danske tredages-tour på Posten i Odense. En anbefaling herfra til at tage en tur i hendes heftige elektroniske tourbus. I morgen er det Voxhall i Aarhus, fredag Studenterhuset i Aalborg…

Endnu et bemærkelsesværdigt liveklip fra weekenden: I København gav eneren Martin Hall lørdag aften comeback-koncert på Bremen efter adskillige års live-fravær. Blandt sangene på en yderst varieret setliste, der strakte sig helt fra Ballet Mecanique over Neil Sedaka’s ‘Solitaire’ til den nye delikat-diskrete Hall-single ‘Services Rendered’, var også ‘Care’, den übersmukke sang fra SS Say’s 1985-EP Fusion. Præcis som på EP’en blev vokalen også denne aften fremført af Inge Shannon. Originalindspilningen står stadig så suverænt ophøjet i sin kølige sequencer-bårne perfektion, vi bliver nødt til også at tage den med her…

Denne engelske storsælger af et synthpop-album udkom dags dato i 1981. Ikke mange turde ellers da sætte penge på Human League’s markedsværdi, efter bandets kreative sangskriverkræfter året før var brudt ud og havde dannet Heaven 17. Human League-forsanger Phil Oakey rekrutterede istedet to lokale piger, han så danse på et diskotek i hjembyen Sheffield, skrev ni sange og udsendte dem som The Human League på Dare. Resten er popstjernehistorie.

Og vi her kan andet end Leeds-duoen Soft Cell. Lidt længere mod syd i 1981, i Sheffield Sex City, har Human League ligeså fat i den lange elektroniske ende af den nye musik. Rullende spolebåndoptager, handbag-dancing, asymmetrisk forsanger-haircut, twistet tonalitet og en killerpopsang på Top of the Pops…

Top of the Pops, 1983: To unge mænd med rytmebox, keyboard, sort tøj, mascara og for mange smykker. De er Smash Hits-popstjerner i England, men de seneste par års skørlevned på London’s klubscene har sat sine mørke spor, og Soft Cell tror nu selv, de er et rocknroll-band. Det høres på deres svimle synthpop-plader, der oser af rendesten og smadret livsstil, og det ses i fremførelsens overdrevne skødesløshed her. Soft Cell’s hurtige rejse fra ‘Tainted Love’-gigahittets affødte popstjernestatus i 1981 til Der Untergang kun tre år senere er en vild, ofte destruktiv historie, hvis pirkende elektro-soundtrack er en udsøgt in-your-face-fornøjelse. Tag nu bare denne sang, førstesinglen ‘Soul Inside’ fra det kollapsende sidstealbum This Last Night in Sodom (1984), der er så meget for meget i sin eksalterede eksalterethed, man næsten kun kan holde ubetinget af det. Hvilket vi helhjertet gør.

I 1978 efter et par søgende men ultimativt uforløste albums tager Sparks til München’s Musicland Studios, hvor Giorgio Moroder – geniet bag Donna Summer’s fremtidsbringende hit ‘I Feel Love’ fra året før – er Der König. Sammen med ham går de all in på tidens moderne lyd, dropper guitar/bass/tromme-formatet, og indspiller synthpop-albummet No. 1 in Heaven (1979). Albummet skræmmer helt sikkert store dele af bandets mere rockorienterede stampublikum langt væk med sin radikalt anderledes lyd, men tiltrækker til gengæld et nyt og yngre publikum, der gør ‘The Number One Song In Heaven’ til så synlig en engelsk hitsingle, at Sparks for første gang siden glam-årene inviteres med på BBC’s Top of the Pops…

Denne uge har det været et år siden Thåström udsendte Centralmassivet, et selv efter den svenske nationalsangers egen målestok meget stærkt album,  der her på siden har fyldt ikke så lidt lige siden. Her albummets andensingle, der med døden i hælene, stålsat bevæger sig ud på en musikalsk aftenrejse fra Stockholm til Giorgio Moroder’s sequencers i München og tilbage igen, uden nogensinde at blive indhentet…

Soft Cell, der blev opløst i O2 Arena i London søndag aften, ses og høres her i 1981 på BBC’s Top of the Pops, hvor den diskret karismatiske Soft Cell-muse Cindy Ecstasy tilfører gæsteduet-rolle på singlen ‘Torch’. E-efternavnet kommer sig af, amerikanske Cindy fra Brooklyn var Leeds-elektroduoens faste drug dealer, med gode forbindelser til det da så klubelitære lykkestof. Hun medvirkede på et par andre numre, men forsvandt i kølvandet på Soft Cell’s første opløsning i 1984, samt en enkelt plade med Almond’s soloprojekt Marc & The Mambas, og lod aldrig høre fra sig igen. Oh, what might have been. Det er John Peel der introducerer her…