1. januar 1997, altså for ti år siden i dag, døde den fremragende sangskriver og sanger Townes Van Zandt. Mange af os er nok først blevet introduceret for Townes gennem sidste års Rhonda Harris-udgivelse Tell The World We Tried, hvor Nikolaj Nørlund synger ti af hans allerbedste sange i nogle åbne og meget vellykkede versioner. Ordene til en af disse, Waiting Around To Die, iøvrigt den første sang Townes nogensinde skrev, kan ses her nedenfor – noget af en usentimental begyndelse. Udover Rhonda Harris’ Tell The World We Tried og selvfølgelig Townes Van Zandt’s egne plader, skal også filmen Be Here To Love Me, en sand doku-perle om og med ham, anbefales her. I netop den udtaler Townes om sin musik, at han regner med den vil vare længere end hans egen livsbane. En sand profeti, skulle det hurtigt vise sig. Oplev Waiting Around To Die: http://youtube.com/watch?v=xTGKzWDakK8

WAITING AROUND TO DIE

Sometimes I dont know where
This dirty road is taking me
Sometimes I can’t even see the reason why
I guess I keep a-gamblin’
Lots of booze and lots of ramblin’
Its easier than just waitin’ around to die

One time, friends, I had a ma
I even had a pa
He beat her with a belt once cause she cried
She told him to take care of me
Headed down to Tennessee
Its easier than just waitin’ around to die

I came of age and I found a girl
In a Tuscaloosa bar
She cleaned me out and hit in on the sly
I tried to kill the pain, bought some wine
And hopped a train
Seemed easier than just waitin’ around to die

A friend said he knew
Where some easy money was
We robbed a man, and brother did we fly
The posse caught up with me
And drug me back to Muskogee
It’s two long years I’ve been waitin’ around to die

Now I’m out of prison
I got me a friend at last
He don’t drink or steal or cheat or lie
His name’s codine
He’s the nicest thing I’ve seen
Together we’re gonna wait around and die
Together we’re gonna wait around and die

© Townes Van Zandt

…havde denne DVD/CD, der udkommer 29. januar, været en fantastisk julegave; 1 stk. Brixton Academy-koncert (+ quitealotta bonus-material) med Nick Cave & The Bad Seeds fra forrige års Abattoir Blues-tour. Ja, det var den, der også kom forbi København en iskold fredag aften og væltede Falkoner Teatret. Se Mute Records’ skriv om udgivelsens indhold her:

Nick Cave & The Bad Seeds will release a live double DVD on 29th January 2007. The release features several songs from their Gold selling album Abattoir Blues / The Lyre of Orpheus, in addition to an array of classic material from the band’s repertoire.

The two disc DVD contains footage of two live concerts: Disc One is taken from the second of the band’s three sold out Brixton Academy London shows filmed on 11th November 2004 during the “Abattoir Blues” European tour; the second disc offers excerpts from the Hammersmith Apollo show filmed on 7th June 2003 during the “Nocturama” tour.

The DVDs also include all the promotional videos from the last two albums, plus special bonus behind the scenes footage shot by Bad Seeds guitarist Mick Harvey during the making of the “Bring It On” video.

Disc 1
Hiding All Away
Messiah Ward
Easy Money
Supernaturally
The Lyre of Orpheus
Babe, You Turn Me On
Nature Boy
Get Ready for Love
Carry Me
There She Goes, My Beautiful World
God is in The House
Red Right Hand
The Ship Song
Stagger Lee

Disc 2
Wonderful Life
Nobody’s Baby Now
Bring It On
Sad Waters
Watching Alice
Christina the Astonishing
Wild World
Short Film:
The ‘Bring it On’ Video shoot
Promotional Videos:
Bring It On
Babe, I’m on Fire
Nature Boy
Breathless
Get Ready for Love

Also available is a limited edition Deluxe Box containing the DVDs and a two CD set comprising of live recordings from various concert dates on the “Abattoir Blues” tour 2004.

Ej Pod til lyst… og alternativet er at lytte til cd’er. Min nyeste anskaffelse ankom i går med posten. Det er sangene til den nye tegnefilm Vilde venner, der på engelsk hedder Open Season. Filmen handler om en bjørn og en hjort, der bliver venner og går sammen med de andre dyr i skoven om at jage jægerne bort. Alene dét vil få min datter til at slæbe mig med i biografen, når filmen dukker op her i landet til næste måned.

I lighed med de fleste andre tegnefilm for børn er der masser af musik. Alle sange i filmen pånær to er skrevet af selveste Paul Westerberg. To af Westerbergs sange fremføres af henholdsvis Deathray og Pete Yorn, resten af Westerberg selv. På to numre er han endda sammen med sin gamle makker Tommy Stinson.

Hvis man var ved at blive træt af den slaskede hjemmeproduktion, der har præget Westerbergs seneste albums, er dette album ekstra velkomment. Musikken minder stilmæssigt mest om hans sørgeligt oversete Eventually fra 1999; sangen “Good Day” fra det album bliver faktisk genbrugt på det nye lydspor.

Se her: http://motionographer.com/media/battle_adbands-w.mov

Hvis man af en eller anden grund ikke skal se regnen falde over et lokalt Sankt Hans-bål eller ikke vil se f.eks. Togo vinde over Frankrig, kan man kigge forbi TV2 Zulu, der i aften viser Heathers, en amerikansk film, der har flere indforståede henvisninger til The Replacements. F.eks. går hovedpersonerne på skolen Westerburg (ikke Westerberg…) High, og på et tidspunkt i filmen kommer replikken “Color me impressed!”, der også er titlen på et af de bedre numre på albummet Hootenanny. Efter sigende var Winona Ryder ulykkeligt forelsket i Paul Westerberg, da filmen blev til.

Apropos selvsamme herre: Læs et lille interview med Paul W. på http://www.msnbc.msn.com/id/13121949/site/newsweek/.

Et billede at gå ud til weekenden med: Elizabeth Taylor viser bekymret omsorg for Montgomery Clift – han har sikkert brug for det!

Say, where did I see this guy?
In Red River?
Or A Place in the Sun?
Maybe The Misfits?
Or From Here to Eternity?

New York, New York, 42nd Street
Hustlers rustle and pimps pimp the beat
Monty Clift is recognized at dawn
He ain’t got no shoes and his clothes are torn

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “He sure look funny.”
That’s that Montgomery Clift, honey!

I see a car sm
ashed at night
Cut the applause and dim the light
Monty’s face is broken on a wheel
Is he alive? Can he still feel?

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “shine the light”
Everybody say, “He sure look funny.”
That’s Montgomery Clift, honey!

Seen his right profile

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “He sure look funny.”
That’s…Montgomery Clift, honey!

Nembutal numbs it all
But I prefer… alcohol!

He said go out and get me my old movie stills
Go out and get me another roll of pills
There I go again shaking, but I ain’t got the chills
ARRRGHHHGORRA BUH BHUH DO ARRRRGGGGHHHHNNNN!!!!

And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “Is he all right?”
Everybody say, “He sure look funny.”
Ah but that’s Montgomery Clift, honey!

© Joe Strummer

Iskolde vinteraftener er skabt for TV. Genså i nat “Westway to The World”, Don Letts-dokomentaren om The Clash. Har tidligere haft den på VHS, fik den før jul genindkøbt på DVD. Doku’er om rockbands kan være mange ting. Så selv i november den meget roste af slagsen om Ramones, men den gjorde mig kun trist, så åbenlyst i minus stod det menneskelige regnskab dér. “It’s been an ugly life”, slutkommenterede Dee Dee bandets løbebane og interne forhold, kort før sin egen OD-død.

Anderledes med The Clash-filmen, der på smuk vis kommer langt – og oftest positivt – omkring The Only Band That Matters. Fra målrettede punkdage i Ladbroke Grove til ufokuseret rocksuperstardom, hvor Mick Jones forsvinder op i coke-inficeret egomani og slutteligt bliver fyret af de andre, fortælles Clash-legenden i krydsklip mellem oprindelige filmstumper og nye interviews med alle medvirkende. Her stråler specielt Joe Strummer og Paul Simonon, begge forrygende historiefortællere.

Og på trods af The Clash’s rodede endeligt er det den rigtige følelse af det band, der havde alle antenner ude mod omverdenen musikalsk som menneskeligt, man efterlades med. “We did our job and that’s the story, and now we’ re gone”, siger Simonon til sidst uden beklagelse. Og så enkelt synes det. Bandet var stort, måske det største nogensinde, alligevel har man som enkeltpersoner – modsat stakkels Ramones – både nutid, værdighed og format i behold. Selv junk-plagede Topper Headon fortæller sin version straight, uden slinger i valsen.

PS – “Westway to The World”-DVD’en indeholder iøvrigt også 20 minutters-filmen “Clash on Broadway”, om de mytiske 2 uger i maj/juni 1981, da The Clash spillede 16 koncerter i klubben Bonds på Times Square, New York City. Udover de inspirerede liveoptagelser vil det måske her være interessant for denne sides mere fanatiske brugere, at spotte lige præcis hvilket stykke intro-musik The Clash går på scenen til…!

Iaften kl 23.00 og halvanden time frem vises i Musikprogrammet på DR2 “End of The Century”, dokumentarfilmen om fremragende Ramones – “stay tuned for more rocknroll!”