The Afghan Whigs (i biografens mørke ovenfor) har udsendt den på plade. R.E.M. ligeså, med kun klaver og Michael Stipe, det omkring Reckoning. Og Morrissey har lavet sin laaange version. Selv Gustav Winckler var omkring for længe siden i fordanskningen ‘Langt Borte’. Men her originalen med Audrey Hepburn på sang (og hjælpeløs make believe-guitar): Henry Mancini og Johnny Mercer’s egen ‘Moon River’ fra Breakfast At Tiffany’s. Et oplagt tilfælde af ‘sang langt bedre end film’.

Denne uge har der været forbrugsfest i mit hjem, thi jeg fik penge tilbage i skat og kunne omsider udskifte den gamle 21-tommers-kasse fra 1991.

I går sad jeg så sammen med min datter, der går i 1. klasse, foran det nyerhvervede fjernsynsapparat. Hun fandt lynhurtigt ud af at bruge den nye fjernbetjening og at finde frem til Disney Channel, hvor der netop da startede et afsnit af en tegnefilm ved navn –  The Replacements.

Jeg konstaterede hurtigt at hverken Paul Westerberg eller Tommy Stinson var med, omend der dog var en figur der lignede Elvis i sen Las Vegas-udgave. Og logoet kan vel næppe være et rent tilfælde?

Herefter fortrak jeg til en anden del af boligen for at lytte til et andet resultat af den lille forbrugsfest – mine nyerhvervede udgaver af Tim, Pleased To Meet Me og Don’t Tell A Soul, komplet med bonusnumre og fyldige indlægshæfter. Snart ankommer også All Shook Down, om alt går vel.

Nej, sådan gik det ikke, vel? Som en anden McDonalds-meal har begrebet musikvideos efterladt os i mæt ligegyldighed grænsende til ubehag. Det er sjældent formen, trods sine endeløse trends, manipulationstricks og stjernestunder, giver os de mindeværdige oplevelser, man engang troede den så ubesværet istand til. Men heldigvis findes der undtagelser. Jeg så denne video, ‘What’s A Girl To Do?’ med Bat For Lashes fra Brighton, forleden nat og har tænkt med glæde på den lige siden. Fantastiske billeder til lige den sang. Lad os få en top-5 over bedste musikklip i MTV-alderen – hvem tør lægge ud?

De første 6-7 sekunder ligner manden uden belyst ansigt Steen Jørgensen, både i silhouet og vuggende bevægelse. Men nej, lamperne blændes op og frem toner Nick Cave, som altid værd at holde øje med. Ikke mindst her i hans spritnye one-take-video til ‘Dig, Lazarus, Dig!!!’.

Se godt på billedet ovenfor. Det dokumenterer øjensynligt et ungt R.E.M. igang med en lodret nedsmeltning af Boston-rockklubben The Rat. Jeg ville give rigtig meget for at have været tilstede, eller for – i det mindste – at have en iorden optagelse af den store aften det må have været, for både band og tilhængere.

R.E.M. spillede fantastiske koncerter sine første mange år. Ved det fra de utallige bootlegs, hvis ofte elendige lyd ikke kan skjule hverken bandets hypnotiske drive eller Michael Stipe’s da endnu uafkodede karisma. Folkene omkring R.E.M. var selvfølgelig bevidst om det helt specielle live-talent og optog derfor – med henblik på et livealbum før eller siden – allerede bandets shows fra 84-85 og fremefter.

Den liveplade kom aldrig. Studieudgivelser og opsamlinger trængte sig vel på, og VHS/DVD-formatet krævede også sit, hvilket konkret gav sig udslag i Tourfilm (1990), Road Movie (1996) og senest Perfect Square (2004), der alle gennem tidens håndholdte kameras præsenterede et R.E.M.-show as we knew it. Fint nok, ingen af de udgivelser var dårlige, slet ikke, men det syntes dog som kvalitet af både performance og audiokvalitet på samtlige var vægtet lavere end selve billedsiden.

Derfor har der været set frem til R.E.M. Live, den første officielle liveplade nogensinde med det nu snart 28 år gamle orkester. Godtnok kommer den også med en medfølgende DVD-optagelse af samme show – Dublin, februar, 1985 – men det burde ikke være nogen hindring for en oplevelse, tværtimod.

Og alligevel melder skuffelse sig efter en kørsel af hele pakkens indhold. Ikke fordi det visuelle element er lettere ligegyldigt, som det er. Ej heller i logisk ærgelse over en setliste naturligt præget af de desværre inferiøre sange fra Around The Sun, den seneste studieplade. Nix, større skyer dækker for solen.

For R.E.M. har siden trommeslager Bill Berry’s udmeldelse i 1997 kæmpet en svær kamp for at holde niveau med tidligere tiders Mount Everest-høje standard. De 3 studieplader det er blevet til siden BB har alle præsenteret et lettere famlende band, lukket inde i et dyrt fængsel af statiske, overproducerede mid-tempo-numre. Hvert band har sin helt egen kemi, og Bill Berry har åbenbart betydet mere end meget for både R.E.M.’s kreativitet og nerve.

Måske en anden ting der undervejs gik galt var den enorme popularitet man ramte ind i omkring fællessangene ‘Losing My Religion’, ‘Man On The Moon’ og ‘Everybody Hurts’. Retrospektivt har det kostet alverdens charme og slet ikke klædt R.E.M.’s natur, i nogle år at skulle konkurrere med U2 om titlen som Verdens Største Band. Den kamp vandt U2 let, da deres musik jo først og fremmest er skabt til stadionherredømme. R.E.M. har lige siden – minus på glimrende Automatic For The People – virket temmelig groggy.

Det høres på den nye liveplade. Hits spiller, tilhængere råber, band arbejder og Stipe performer, men ligemeget. Der er ikke meget der swinger omkring denne underligt skindøde koncert. Og værre bliver det, når man får de levende billeder med. Tal lige om manglende fællesskab i attitude, den 2-timer-på-arbejdet-feeling, som Peter Buck og Mike Mills udstråler. Ikke befordrende.

Det var helt anderledes før i tiden, som f.eks. på ovennævnte billede fra Boston. Det klædte R.E.M.’s lyd, musik og teamspirit at spille mindre scener, under hårdt fysisk pres af uendelige turneer, små tour-varevogne, delte motelværelser, junk-food, ingen luksus. Som skrevet findes der på hylder hos både I.R.S. og Warner Brothers masser af show-optagelser fra netop de musikalsk topgyldne år. Men de udkommer desværre aldrig så længe R.E.M. endnu findes som band. Dertil udstiller de nutidens frustrerende tomgang for nådesløst.

Så gode var de!