Kategoriarkiv: Film vi har set

When saturday comes

Britain Soccer Premier League

Liverpool-tilhængere skal i disse uger vende sig til at klubbens europæiske kampe fra nu  af afvikles på torsdage, Europa League-turneringens spilledag, små 24 kostbare og prestigeforladte timer væk fra Champions League. Og også i den hjemlige liga er der ting der skal revurderes, såsom f.eks. hvilke engelske klubber der nu er de egentlige og nye hovedmodstandere, som herfra skal holdes øje med.

Når Manchester United møder Aston Violla sent lørdag eftermiddag, er det således udeholdets eventuelle pointtab der er vigtigst for Liverpool. Hjertet kan selvfølgelig ikke unde United nogen sejr, men rationel tankegang når hurtigt til, at det ikke er dem fra Old Trafford eller Chelsea der kæmpes med nu, men lige-ved-og-næsten-holdene Aston Villa, Manchester City og Tottenham. Det tjener Liverpool bedst hvis United slår Villa, for målet er ikke længere det forjættede mesterskab, men udelukkende at få en 4. plads, som kan give CL-deltagelse igen næste sæson.

Man kan da så kun håbe Chelsea på den lange bane vinder duellen om førstepladsen, så United ikke overhaler de røde i antal vundne mesterskaber, men det vil fra nu af kun være en sekundær distraktion i forhold til Liverpool’s egen kamp, der handler om – før det snart bliver for sent – at få et hurtigt, flydende og vindende spil på gang, Forleden mod Fiorentina var endnu en spildt mulighed i den retning. Aftenens mest positive ting var Fernando Torres’ længe ventede tilbagekomst efter endt skade. I hans halve time på Anfield var det mærkbart, hvor meget farligere hjemmeholdet pludselig fremstod.

Aquilani var endnu et plus, der lover godt for den hidtil så idefattige midtbane. Har skrevet pænt meget her om stakkels Lucas, desværre intet positivt. Solid holdspiller, javist, men aldrig en der, ialfald udfra hvad han hidtil har vist, ville stå en kinamands chance i Chelsea, ManU eller Arsenal. Ja, selv hos Gunners, der også er ude i negativ bølgegang lige nu, ville Arsene Wenger vel ikke kunne se de kvaliteter, der lige nu giver Lucas’ startplads uge efter uge i Liverpool.

Det er meget, meget interessant hvem af de to Benitez udtager på søndag. Hans uspektakulære men pligtopfyldende brasilianer, eller den Liverpool-ubeskrevne italieneske star, som hidtil er blevet beskyttet i en grad, så kommende modstandere må tro hans ben er lavet af glas. Det valg kan blive altafgørende i en match, hvor Liverpool vil forsøge at kopiere indsatsen fra hjemmesejren mod Manchester United, der ikke mindst kom via en hidsig boldjagt over hele banen.

Selv små børn ved, Arsenal ikke er verdens lys under moderat fysisk pres, samt at klubbens mange elegante spillere kun er halvt så gode uden bold som med. Omvendt er søndagens hjemmehold langt nede i selvtillid omkring at kunne forsvare sig bare nogenlunde hæderligt. Begge de to vaklende klubber må og SKAL vinde den kamp – det kan kun blive sindsoprivende!

Bolton – Manchester City, lørdag, kl. 16.00
Tottenham – Wolverhampton, lørdag, kl. 16.00
Manchester United – Aston Villa, lørdag, kl. 18.30
Liverpool – Arsenal, søndag, kl. 17.00, Canal+/downthelocal

There's such a lot of world to see…

45775_lg 

The Afghan Whigs (i biografens mørke ovenfor) har udsendt den på plade. R.E.M. ligeså, med kun klaver og Michael Stipe, det omkring Reckoning. Og Morrissey har lavet sin laaange version. Selv Gustav Winckler var omkring for længe siden i fordanskningen ‘Langt Borte’. Men her originalen med Audrey Hepburn på sang (og hjælpeløs make believe-guitar): Henry Mancini og Johnny Mercer’s egen ‘Moon River’ fra Breakfast At Tiffany’s. Et oplagt tilfælde af ‘sang langt bedre end film’.

Samtidig, på kabel-tv

7167

matspleasedjpg

Denne uge har der været forbrugsfest i mit hjem, thi jeg fik penge tilbage i skat og kunne omsider udskifte den gamle 21-tommers-kasse fra 1991.

I går sad jeg så sammen med min datter, der går i 1. klasse, foran det nyerhvervede fjernsynsapparat. Hun fandt lynhurtigt ud af at bruge den nye fjernbetjening og at finde frem til Disney Channel, hvor der netop da startede et afsnit af en tegnefilm ved navn –  The Replacements.

Jeg konstaterede hurtigt at hverken Paul Westerberg eller Tommy Stinson var med, omend der dog var en figur der lignede Elvis i sen Las Vegas-udgave. Og logoet kan vel næppe være et rent tilfælde?

Herefter fortrak jeg til en anden del af boligen for at lytte til et andet resultat af den lille forbrugsfest – mine nyerhvervede udgaver af Tim, Pleased To Meet Me og Don’t Tell A Soul, komplet med bonusnumre og fyldige indlægshæfter. Snart ankommer også All Shook Down, om alt går vel.

Pumpehuset lukker?

Ja, sådan ser det i al fald ud lige nu. Spillestedet i midten af byen – vi taler bl.a. Love Shop’s gamle hjemmebane! – har mistet et årligt kommunalt tilskud på 1,1 mill. kroner, og uden de relativt beskedne midler er en fortsat drift ikke mulig. Flere kommunalpolitikere har lovet handling, men intet konkret er hidtil sket, så allerede snart begynder en gradvis nedtrapning mod totalt ophør i det nye år. Hvis ikke altså penge bevilliges.

Her på siden har vi ofte ærgret os over forholdene for rytmisk musik i København, hvor diverse nedrivningsværdige sportshaller, samt ét stk. rungende fodboldstadion, oftest danner ødelæggende ramme når der er større koncerter. I den sammenhæng har Pumpehuset – sammen med VEGA – længe stået som de to anderledes optimale københavnske scener, der kvalitativt har kunnet løfte den moderne koncertsituations mangfoldige krav, både for udøvere og publikum.

København vil gerne markere sig som en by for kulturen. Der er for nylig bygget en overdådig opera, der er netop rejst et smukt skuespilshus, som vel begge i opførsel og drift står i flere hundrede millioner. Og fint, hurra for det. Men at finde et langt, langt mindre beløb til at bevare den ene af hovedstadens to seriøse scener for rytmisk musik – en indiskutabelt langt mere brugerbesøgt ‘kunstart’ end de to førnævnte – det evner man lige nu fra kulturpolitisk side ikke. Snart er det for sent.

Heston inden vadestedet

marts1963.jpg

I lørdags døde Charlton Heston. Mange af os forbinder ham uvilkårligt med stærkt højreorienterede synspunkter, homofobiske udtalelser og det kroniske amerikanske forsvar for nem adgang for alle til håndvåben. Sidste gang man så ham på film var da også i Bowling for Columbine, og ikke med den da demenssvækkede mands gode vilje.

Ovenstående billede er derfor meget bemærkelsesværdigt. I 1963, inden det blev mere udbredt at gøre den slags i USA, var Heston nemlig sammen med sine sorte kolleger Harry Belafonte og Sidney Poitier med i Martin Luther Kings borgerrettighedsmarcher. I de år var Heston også med i samfundskritiske science-fiction-klassikere som Abernes Planet og Soylent Green.

Men tiden gik; i 1970 stillede Hestons gamle ven Ronald Reagan op til sin anden periode som guvernør i Californien, og resten ved vi vel godt.

(Har vi andre selv de samme holdninger, vi havde engang? Vores velfærdsminister vil i dag, efter erfaringer med 3, måske 4 politiske partier, hævde det om sig selv.)

Kontroltabet

control460.jpg

Let modstræbende skriver jeg dette indlæg. Der har nemlig været så megen omtale af både filmen og dem, den handler om – også her.

Men så alligevel. I går aftes fik jeg omsider set Anton Corbijns film Control om Ian Curtis, hans korte liv og korte musikkarriere i Joy Division. Control er en gribende film, som sagtens vil kunne ses blot som sådan. For de af os håbløse rockfans, der kan huske Joy Division fra dengang og har lyttet meget til deres musik, er filmen selvfølgelig endnu mere spændende. Historien om Joy Division er i høj grad fortalt gennem en lang række sort-hvide fotos taget af netop bl.a. Corbijn, så det er helt naturligt, at filmen er i sort-hvid (ligesom det var både naturligt og nødvendigt, at Schindlers liste var det).

Nogle har kritiseret, at personerne i filmen, her specielt de endnu levende Peter Hook, Bernard Sumner og Stephen Morris, fremstår så decideret umodne og til tider fjollede. Men vi glemmer tit, hvor unge, de alle var – alderen forklarer meget. Ian Curtis blev kun 23. Reelt var de, der tog Joy Division allermest alvorligt, vel også deres fans.

Det er for mig interessant, at “filmbandet” bestående af de fire skuespillere faktisk laver nogle mere end hæderlige udgaver af Joy Divisions sange. Det er ikke de teknisk sværeste numre at spille, men til gengæld kræves der en del for at ramme den rugende, dystre stemning på en ordentlig måde.

Filmen skal også have ros for at give et nuanceret og formodentlig meget realistisk billede af, hvordan det er at være ung og skulle leve med at have et handicap; Ian Curtis var epileptiker.

Og endelig gik det op for mig, at det faktisk var på Kurt Cobains dødsdag, at jeg endte med at se Control (og at Ian Curtis døde på min datters fødselsdag, omend mange år tidligere).

En interessant krølle er at Sam Riley, der spiller Ian Curtis, i det virkelige liv er kæreste med Alexandra Maria Lara, der i filmen er hans belgiske elskerinde Annik Honoré. Alexandra Maria Lara er af nogle nok bedst kendt i rollen som Hitlers sekretær Traudl Junge i Der Untergang.

Video killed the radio star

dw_batsforlashes.jpg

Nej, sådan gik det ikke, vel? Som en anden McDonalds-meal har begrebet musikvideos efterladt os i mæt ligegyldighed grænsende til ubehag. Det er sjældent formen, trods sine endeløse trends, manipulationstricks og stjernestunder, giver os de mindeværdige oplevelser, man engang troede den så ubesværet istand til. Men heldigvis findes der undtagelser. Jeg så denne video, ‘What’s A Girl To Do?’ med Bat For Lashes fra Brighton, forleden nat og har tænkt med glæde på den lige siden. Fantastiske billeder til lige den sang. Lad os få en top-5 over bedste musikklip i MTV-alderen – hvem tør lægge ud?

Fra togbiografen

pans.jpg

Film skal ses i biografen, men det sker alt for tit, at jeg ikke når at se de film, jeg gerne vil se. Somme tider må jeg indhente det forsømte, og det kan ske ved at jeg ser film på min Mac, hvis jeg er ude at rejse med tog. Ironisk nok kan det nogle gange give en bedre filmoplevelse med hovedtelefoner og en skærm, der fylder det meste af synsfeltet, end hvad jeg ville kunne opnå derhjemme foran familiens tv.

Således lykkedes det mig omsider at få set Guillermo del Toros Pans labyrint, der vandt en Oscar som bedste ikke-engelsksprogede film. Guillermo del Toro har lavet Hollywood-film som Hellboy og Blade 2, men det var hans spanske film Djævelens rygrad, der fascinerede mig. Både dén og Pans labyrint har den spanske borgerkrig som ramme, og begge er historier om børns møde med og flugt fra en virkelighed, hvor ondskaben har sejret. De fantastiske elementer i de to film er derfor ikke filmskaberens bud på eskapisme, men danner en kontrast til krigens og fascismens gru. De uhyggeligste scener i Pans labyrint er ikke scenerne med de underlige uhyrer, men scenerne, der viser krigens vold. Dette er bestemt ikke en film for børn!

Djævelens rygrad kan forresten fås på dvd med danske undertekster for en sølle halvtredser med under den engelske titel The Devil’s Backbone. Ligesom Pans labyrint er det en film, det er værd at få fat i.

Fables of the deconstruction

bostonrat.gif

Se godt på billedet ovenfor. Det dokumenterer øjensynligt et ungt R.E.M. igang med en lodret nedsmeltning af Boston-rockklubben The Rat. Jeg ville give rigtig meget for at have været tilstede, eller for – i det mindste – at have en iorden optagelse af den store aften det må have været, for både band og tilhængere.

R.E.M. spillede fantastiske koncerter sine første mange år. Ved det fra de utallige bootlegs, hvis ofte elendige lyd ikke kan skjule hverken bandets hypnotiske drive eller Michael Stipe’s da endnu uafkodede karisma. Folkene omkring R.E.M. var selvfølgelig bevidst om det helt specielle live-talent og optog derfor – med henblik på et livealbum før eller siden – allerede bandets shows fra 84-85 og fremefter.

Den liveplade kom aldrig. Studieudgivelser og opsamlinger trængte sig vel på, og VHS/DVD-formatet krævede også sit, hvilket konkret gav sig udslag i Tourfilm (1990), Road Movie (1996) og senest Perfect Square (2004), der alle gennem tidens håndholdte kameras præsenterede et R.E.M.-show as we knew it. Fint nok, ingen af de udgivelser var dårlige, slet ikke, men det syntes dog som kvalitet af både performance og audiokvalitet på samtlige var vægtet lavere end selve billedsiden.

Derfor har der været set frem til R.E.M. Live, den første officielle liveplade nogensinde med det nu snart 28 år gamle orkester. Godtnok kommer den også med en medfølgende DVD-optagelse af samme show – Dublin, februar, 1985 – men det burde ikke være nogen hindring for en oplevelse, tværtimod.

Og alligevel melder skuffelse sig efter en kørsel af hele pakkens indhold. Ikke fordi det visuelle element er lettere ligegyldigt, som det er. Ej heller i logisk ærgelse over en setliste naturligt præget af de desværre inferiøre sange fra Around The Sun, den seneste studieplade. Nix, større skyer dækker for solen.

For R.E.M. har siden trommeslager Bill Berry’s udmeldelse i 1997 kæmpet en svær kamp for at holde niveau med tidligere tiders Mount Everest-høje standard. De 3 studieplader det er blevet til siden BB har alle præsenteret et lettere famlende band, lukket inde i et dyrt fængsel af statiske, overproducerede mid-tempo-numre. Hvert band har sin helt egen kemi, og Bill Berry har åbenbart betydet mere end meget for både R.E.M.’s kreativitet og nerve.

Måske en anden ting der undervejs gik galt var den enorme popularitet man ramte ind i omkring fællessangene ‘Losing My Religion’, ‘Man On The Moon’ og ‘Everybody Hurts’. Retrospektivt har det kostet alverdens charme og slet ikke klædt R.E.M.’s natur, i nogle år at skulle konkurrere med U2 om titlen som Verdens Største Band. Den kamp vandt U2 let, da deres musik jo først og fremmest er skabt til stadionherredømme. R.E.M. har lige siden – minus på glimrende Automatic For The People – virket temmelig groggy.

Det høres på den nye liveplade. Hits spiller, tilhængere råber, band arbejder og Stipe performer, men ligemeget. Der er ikke meget der swinger omkring denne underligt skindøde koncert. Og værre bliver det, når man får de levende billeder med. Tal lige om manglende fællesskab i attitude, den 2-timer-på-arbejdet-feeling, som Peter Buck og Mike Mills udstråler. Ikke befordrende.

Det var helt anderledes før i tiden, som f.eks. på ovennævnte billede fra Boston. Det klædte R.E.M.’s lyd, musik og teamspirit at spille mindre scener, under hårdt fysisk pres af uendelige turneer, små tour-varevogne, delte motelværelser, junk-food, ingen luksus. Som skrevet findes der på hylder hos både I.R.S. og Warner Brothers masser af show-optagelser fra netop de musikalsk topgyldne år. Men de udkommer desværre aldrig så længe R.E.M. endnu findes som band. Dertil udstiller de nutidens frustrerende tomgang for nådesløst.

Så gode var de!

Filmmusik af Unmack/Nørlund

hvidnat.jpg

HVID NAT er titlen på en ny spillefilm af instruktør Jannik Johansen, som har premiere d. 26. oktober. Jannik Johansen, der er kendt som manden bag filmsucceserne Rembrandt og Mørke, fortæller i HVID NAT’s intense drama en opbyggelig historie om både personlig skyld og manglende tilgivelse. Lars Brygmann, Rikke Louise Andersson, Nicolas Bro og Morten Grunwald spiller hovedroller i filmen, der altså kan ses fra fredag i 58 biografer landet over.

Og hvorfor nævner vi dette? Fordi Nikolaj Nørlund og Jens Unmack i tæt samarbejde har skrevet og indspillet scoren til HVID NAT. For alle interesserede skal det nævnes, at Auditorium meget snart udsender et soundtrack, der udover Unmack/Nørlund’s nye filmmusik, også vil indeholde sange med People Press Play, I Got You On Tape, Niels Skousen, Rhonda Harris og Jens Unmack. Mere info om albummet ‘Unmack/Nørlund HVID NAT – Original Score and Soundtrack’ følger.

Se, læs og hør om filmen her på det officielle website for HVID NAT.