Guitarsounden hos hviderussiske Molchat Doma (her nedenunder) giver sære associationer til Jørgen Ingmann, men da endnu mere til franske Indochine, der på et meget enkelt koncept fra 1982 og frem til nu har fået sig enorm popularitet i hjemlandet. Indochine kan være meget svære at tage så alvorligt som bandet vist selv ønsker det, men indenfor bubblegum med new wave-synth og overbevisende twang kunne de noget i starten. ‘L’Aventurier’ er den vindende hitsingle fra Paris-bandets debutminialbum, selvom højdepunktet er albumopfølgeren Le Péril Jaune (1983)…
3. juli, dagen op til den amerikanske Independence Day, udsendte Sufjan Stevens en 12-minutters single kaldet ‘America’, et sorgfuldt og lydfragmenteret hyldestrequiem til sit hjemland. Men B-siden fortjener også opmærksomhed, da den vel nærmest står endnu stærkere end sin forside. ‘My Rajneesh’ varer til sammenligning kun lidt over ti minutter, men bærer en stemning så opløftende sørgmodig med sig, den bevidsthedsmæssigt nærmest kun kan komme fra en anden verden end denne. Siger ikke at Sufjan er (blevet) religiøs, dog musikkens afklarede ro kunne hurtigt afføde den mistanke. Arkiver under O for ‘otherworldly’…
Ikke bare i dag, men også i dag for 36 år siden da The Smiths udsendte ‘William, It Was Really Nothing’, singlen hvor Johnny Marr fik lagt endnu flere alen til sit blomstrende musikalske overskudstalent. Og Morrissey var på sin side af bandets arbejdsdeling slet ikke langt bagefter.
En af de bedste opsamlinger nogensinde vel, New Order’s samlede 12’er-versioner af deres singler fra debuten ‘Ceremony’ frem til og med ‘True Faith’, blev udsendt 17. august 1987…
Typisk New Order: 15 september 1986, kun 14 dage før udgivelsen af Brotherhood, Joy Division-sorggruppens fjerde album, udsendes en ny single, som IKKE er inkluderet dér. ‘State Of The Nation’ er dog omvendt noget så atypisk som en New Order-single, hvis titel rent rent faktisk indgår i teksten, endda synges i omkvædet. B-siden er en IMHO bedre og mere rummelig version af samme nummer kaldet ‘Shame Of The Nation’, hvor den meget Barney-funky rytmeguitar fra A-siden er pist borte, erstattet af flere køligt bankende elektro-sequencers. Det er den og dem vi hører her. Singlecoveret herover er endnu en Peter Saville-masterclass for Factory Records…
Har haft den så specielle og storladne afslutning på Protomartyr’s nye nummer herunder i hovedet hele dagen, og funderet hvad det er, den her giver så umiskendeligt stærke mindelser om tonalt. Viser sig nu ved eftertanke, at være noget så usandsynligt som den måske dejligste nationalmelodi af dem alle fra Afrika, nemlig Kenya’s. Hvem skulle have troet?!
Emitt Rhodes, sanger og sangskriver i det californske 60’er-popband The Merry-Go-Round er død. I vores senere verden er han mest kendt som ophavsmand til det af deres numre, ‘Live’, som The Bangles versionerede loyalt på debutalbummet All Over the Place (1984). At han og de også havde andre langtidsholdbare sange kan ses og høres herover…
En hyldest til skuespillerinden Françoise Dorléac, Catherine Deneuve’s storesøster, der kun 25 år gammel i 1967 omkom i en Renault 10 på La Provençale-motorvejen vest for Nice, en hyldest til den store franske filmkomponist Michel Legrand, hvis ikoniske musik til 1971-filmen The Go-Between afspilles her, en hyldest til Frankrig på Bastilledagen i dag…
Nu er Mando Diao fra Dalarna jo ikke de eneste der formår at løfte modersmålet hinsidan i sang. Her er det i 1968 Lill Lindfors der giver Jacques Brel’s ‘Ne Me Quitte Pas’ svensk liv at gå på…
Allt får ju en djupare innebörd när man framför det på sitt modersmål. Det måste jag ändå säga. Att sjunga på engelska gillar vi ju uppenbarligen också men…det är liksom mer teater i det.
Det er en meget ærlig udtalelse, som jeg ønsker at flere ville turde komme med. Hvis en dansk musiker konsekvent sang på tysk for et dansk publikum, ville mange sikkert spørge hvorfor mon – men dette spørgsmål kommer aldrig, når der bliver sunget på engelsk.
Endnu en blåøjet sjæler oppe fra Dalarna, endnu en sang fra Mando Diao’s nye svensksprogede album, denne fremført live af det modne band i samklang med natur og sig selv…
M’s ‘Pop Muzik’ var et af de allerstørste hits i 1979, indevarslende en ny tid af distanceret ironi og stramme robotsynths. M – AKA englænderen Robin Scott – forsvinder hurtigt igen som et klassisk one hit wonder, efterladende sig et par ligegyldige albums, der kun overlever i hukommelse takket være ‘Pop Muzik’. Kunne det have været en anderledes historie? Måske, for M’s debutsingle ‘Moderne Man’ fra 1978 peger i en langt mere legesyg og trash-glammet retning. ‘Moderne Man’ genindspilles til M’s debutalbum, men er da tæmmet ned fra sin her nærmest Duran Duran-agtige popsleaze…
Mando Diao på engelsk er et attituderigt rockband med effektive radio-pophooks. Men på svensk er de noget helt andet. I 2011 udsendte Börlange-bandet albummet Infruset, som med udgangspunkt i ord af den klassiske svenske digter Gustaf Fröding bød på en helt anderledes organisk, uforstillet og lydhør musik, der skyldte ikke så lidt af sin håndspillede nærhed til svensk visetradition. Albummet blev så uventet bred en succes i Sverige, at en opfølger kun må have været et spørgsmål om tid. Den er nu netop blevet en realitet, igen bl.a. med tekster af Fröding, og lyder sådan her på sin titel- og åbningssang…
I 1966 skriver Ennio Morricone musikken til dette pop-mesterstykke, der bliver et stort hit i Italien med sangerinden Mina, og som også finder vej til Frankrig, hvor selveste Francoise Hardy udsender sin fransksprogede version. Nummerets helt specielle dna består af, at når først omkvædet sendes afsted, så bliver det uafbrudt bare ved og ved og ved over tre sungne, evigt stigende, nærmest sirenelydende toner i hele otte forskellige transponeringer. Nej, sådan kan man normalt ikke lave hits. Morricone kunne. Og hvilken stilfuld italiensk billedeside der iøvrigt er til denne optagelse med Mina…
