Her i nogenlunde kronologisk rækkefølge de plader, hvis hele eller delvise indhold fik ølslottet på altanens mure til at ramle sammen i aftes/nat:
> Yeah Yeah Yeahs – It’s Blitz
Bright Eyes – I’m Wide Awake, It’s Morning
Glasvegas – Glasvegas
Beirut – Gulag Orkester
Moneybrother – To Die Alone
Broder Daniel – Cruel Town
The Libertines – The Best Of
Suede – Let Go-EP
Blur – Parklife
Kent – Röd
The Killers – Sam’s Town
Velvet Underground – VU
Motown Charbusters Volume 1
Amy Winehouse – Back To Black
Dexys Midnight Runners – Searching For The Young Soul Rebels
Johnny Thunders & Patii Palladin – Copy Cats
Blondie – Parallel Lines
Håkan Hellström – Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg
Babyshambles – Oh What A Lovely Tour / Shotters Nation / Down In Albion
Lady Gaga – The Fame Monster >
Må i denne Gun Club-forbindelse nødvendigvis nævne at ovenstående 2. album Miami, Death Party-EP’en, samt 3. longplayer The Las Vegas Story netop er blevet genudgivet.
Pete klædt på som til fest her forleden. Og netop anholdt for besiddelse af drugs. Det i en retssal til domsafsigelsen for egen spritkørsel. Think about it. Imens et stykke ret fremragende Pete-musik i fri turbulens:
my earliest memory is of holding up a sparkler
high up to the darkest sky
some 4th of July spectacular
I shook it with an urgency I’ll never be able to repeat
at times i might be accused of being painfully nostalgic
but as of late i’m looking forward to the future
thought i’ve never been much of a planner
throwing caution into the fan
catch as catch as catchers can
and so all you observers in your scrutiny
don’t count my scars like tree rings
my jigsaw disposition, it’s piecemeal properties
are either smoked or honey cured
by the panic pure
Julenat skal det også varme hjerternes fest, at nyt med verdens bedste band – The Walkmen – er under optræk. Ja, engang derinde i det nye år, måske først mod forår, måske mod sommer, vil pladen komme, som formodentlig tager denne slingrende sang med til os oprejst og levende – enjoy!
En højtid er vendt tilbage: Jens og jeg har taget en snak om årets albumudgivelser, og den kan I læse her. På billedet ovenfor kan man se en oversigt over årets høst fra min side, idet man dog bemærker at downloads ligger til venstre for stakken på den eksterne harddisk.
Vanen tro vil vi opfordre jer til at skrive jeres egne bud. Ved en tilfældig lodtrækning vil jeg så søndag den 3. januar finde en vinder, der vil modtage to hjemmebrændte cd’er fra henholdsvis undertegnede og Jens. Jeg vil finde sange fra de albums, jeg har købt i 2009. Jens vil lave en cd med gamle lørdagsfavoritter, set og hørt på denne blog i efterårets løb.
En stor undskyldning fra os til Martin Vestergaard, der aldrig fik den cd fra Jens, han vandt tilbage i januar – dagene løb som heste på det tidspunkt. Dén forglemmelse vil vi rette op på nu!
Har fået et par forspørgsler om en top-10 over det svindende tiårs favoritlongplayers. Og dét er ikke nogen nem opgave har jeg nu netop fundet ud af. Nogle plader åbnede nye døre, mens andre bare blev hørt så meget, de blev soundtracket til en periode. Og hvordan rangordner man den slags i det hele taget? Her mine 10 favoritter – lad endelig høre jeres!
01. You & Me – The Walkmen
02. Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg – Håkan Hellström
03. Turn On The Bright Lights – Interpol
04. The Age Of The Understatement – The Last Shadow Puppets
05. I’m Wide Awake, It’s Morning – Bright Eyes
06. Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus – Nick Cave & The Bad Seeds
07. Mutter – Rammstein
08. Up The Bracket – The Libertines
09. Indestructible – Rancid
10. Is This It – The Strokes
Av, ingen Alligator med The National, og jeg savner også allerede In Rainbows, og Blonde Redhead’s 23, og, og, og…..
PS – Tirsdag vil man lige her kunne læse Webmaster Pastor’s og min jule-tilbagevendende feature om årets udgivelser.
Findes der et bedre og mere langtidsholdbart julehit end The Pogues’ ‘Fairytale of New York, sangen der i 1987 lige netop blev holdt fra den engelske julehitlistes førsteplads af Pet Shop Boys’ euroficerede Elvis-cover, ‘Always On My Mind’? Ialfald vildt, at man med en lyd som tyvstjålet hos De Gyldne Løver kan fremføre så bevægende musik. Her en artikel fra The Telegraph om Pogues-signatursangen’s uomgængelighed og menneskelige kvaliteter.
