You were my favorite, my favorite
We’d shed our dungarees, do anything you please
Some night we’d get so high, we’d be like Jesus Christ
We drove all around in cars, the world was ours
All when we were young
Do you hang him on that hill to teach us how to kill?
Did you string him up like that to teach us how to act?
Sometimes the things you do, they come back at you
His arms went out so wide, it taught us how to fly
All when we were young
So where’d those planes come from
That burned my city up?
All that smoke and ash, teaching us how to crash
Sometimes all the things you do, they come back at you
All that smoke and ash, teaching us how to crash
Sometimes the things you do, they come back at you
We drove around in cars, and the world was ours
All when we were young
Mon alle de lokale københavnske pyroteknikere vil være ude at lure tricks, når Rammstein i aften deler ild og torden ud i Forum Germanicum på Frederiksberg? Først vi oplevede Rammstein live, i KB-hallen på Mutter-touren, var det så ret fantastisk, fordi afkodning af musik og attitude var svær. Grænsen hvor alvoren holdt op og showet begyndte, eller om de to størrelser muligvis var en og samme sag, var ikke til at pladsere, hvilket gav aftenen en mægtig kraft og kant.
Siden har showdelen desværre fået overtaget Rammstein i en grad, så bandets nye album Liebe Ist Für Alle Da mest fremstår som et forsøg på at vinde den tabte alvors knytnæve tilbage. Ikke mere tyskmorsom ‘we’re all living in Za-me-ri-ca’ for nu, istedet buldrende stresstrommer, huggende hævnfulde guitarer. Alt for nedprioriteret og ofret i den lydkrig er desværre gået de store katedraler af molbygget skønhed, som netop skiller Rammstein ud fra denne verdens 28.000 andre machosvingende tungbands.
Indtag så dog her alligevel ‘Donaukinder’, en ny fuldtræffer fra bandet på netop den forsømte front. En sang der kun har fundet vej som næstyderste spor på deluxeudgaven af den nye udgivelses bonusCD, og da slet heller ikke vil være på setlisten i aften – en tysk synd og en dansk skam!
Ingenting hvis man som dagens fødselar holder sig evigung. 14. december 1979 udsendte The Clash London Calling, verdens bedste album nogensinde. En opfordring herfra til at hejse Clash-flaget og genhøre Joe Strummer, Mick Jones, Paul Simonon og Topper Headon’s spraglede mesterværk højt i dag!
Og manden på billedet, der ifølge eget udsagn aldrig bliver færdig med Europa, ser det ikke uden længsel køre forbi, fra vinduet i sin lejlighed der. Joakim Thåström giver i anledning af sin nye opsamlings-CD et af sine sjældne interviews til svenske Dagens Nyheter – læs det her.
Og apropos overskriften, så har Thåström sgu’ ret – der er et nattog hver eneste aften fra Malmö. Det må prøves…
Årets 345. dag er afsted, markeret her med en personlig top-10 over sange der varer præcis 3:45. Noget af en mellemdistance er det. For kort til det store episke stemningsmaleri, for lang til en adrenalinpumpende take-no-prisoners-sprint. Lad gerne høre jeres favoritter, til inspiration som altid. Mange uomgængelige toppræstationer, så både udvælgelse og placeringsrækkefølge har været svær at få på plads, men her det endelige og samlede resultat af den luxembourgske jurys afgivne stemmer:
01. The Secret Life Of Arabia – David Bowie
02. Goddess On A Highway – Mercury Rev
03. Mongoloid – Devo
04. Tell Me When My Light Turns Green – Dexys Midnight Runners
05. Miles From Nowhere – The Only Ones
06. Flicka Med Guld – Thåström
07. The Memory Of Motels – Michael Møller
08. Do Nothing – The Specials
09. Campershell Dreams – Grandaddy
10. I’m Not Like Everybody Else – Chocolate Watchband
Når man taler om solen (altså ikke den sorte) skinner den: CV med sit gamle band i Store Vega lørdag d. 15. maj kl. 20! Billetter nu gennem www.billetlugen.dk – der bliver hurtigt udsolgt, så hurry up!
På bonus-CD’en til Be-Bop-A-Lula Hela Jävla Dan, Thåström’s nye soloopsamling, optræder en coverversion af CV Jørgensen’s ‘Indian Summer’. Men det er hørbart ikke CV’s egen, derimod Sort Sol’s sylespidse 1989-version – foræret bort som gratis vinylsingle ved en SS-koncert i Saga – der spilles ud fra. Og klart nok, for som igen kan høres her ovenfor står den udgave om muligt endnu mere sammenbidt kulsort og uforglemmelig end originalen. I det medfølgende interviewhæfte til Thåström-opsamlingen får hovedpersonen i samme tråd selv udnævnt Sort Sol til ‘det bedste skandinaviske rockband nogensinde’, samt erklæret, at CV Jørgensen’s Sjælland er et mesterværk, der bør ejes af enhver – ikke noget som en svensker der kan sine danske klassikere!
En epilog omkring Pete Doherty, nu der alligevel var en mindre kortlægning igang her, omkring hans seneste problematiske omgang med logistik og festivitas. Well, efter at have misset det fly fra Berlin til Stockholm, som følge af sit tabte pas, erfares nu, det sent fredag nat lykkedes Babyshambles-frontmanden at blive anholdt udenfor vandhullet Trinkteufel i Kreuzberg. Et ølglas kastet gennem en bilrude af Doherty, siges at være grunden. Det, ifølge vidneudsagn, i frustration over et par barudsmidninger – i lige netop Kreuzberg kræver det ellers en pæn del! – for en for indiskret og højrystet jagt efter drooooogs. På trods af også den Doherty-fodfejl, synes få af os stadig han er sin generations måske største sangskriver…
Da jeg var kid afskrev vi ham som en, hvis musik kun blåhårede gamle damer tændte op på. Helt som Barry Manilow, Tom Jones, Engelbert Humperdinck, Liberace, den slags Vegasbound charmekluds-entertainere. Det var en fejl. Mest kendes Neil Diamond nok for hittet ‘Sweet Caroline’, eller måske nu de senere år for sin original af Pulp Fiction-signaturen ‘Girl, You’ll Be A Woman Soon’, dér fremført af Urge Overkill. Hans ‘Solitary Man’ findes også i flere nyere covers, bl.a. af henholdsvis Johnny Cash og Chris Isaak. Ingen af disse versioner kan dog konkurrere med førsteudgaven ovenfor, med det smukt resignerende sangfordrag – enjoy!
Det ville nok vække for stor genlyd – kun med selvskadende virkning til følge – hvis vi gjorde det her, så nej, men måske nogle af jer kan gøre jobbet og komme op med et par gode bud på en top-5 over henholdsvis bedste og værste danske musikskribenter år 2009…?
Efter Østberlins brosten var blevet bevaklet og sunget ud over sent onsdag aften, som skrevet om her dagen efter, havde Pete Doherty kun to shows tilbage på sin korte europæiske solotour; fredag på Debaser i Stockholm, lørdag KB i Malmö. Men som ofte før med den tidligere Libertines-forsanger – har han mon lært noget af Morrissey? – går langtfra alt som planlagt. Først blev Stockholm aflyst, da Pete havde tabt sit pas og derfor ikke kunne komme med ombord på flyveren til Arlanda. Dernæst overgik samme skæbne KB-showet, da Doherty, nu endelig ankommet til Sverige, gik ned med halsinfektion og ikke kunne stille op. Håber ikke nogen herinde tog turen forgæves til Malmö City, hvor en ny erstatningsdato allerede er sat op d. 10. januar – mon den rent faktisk bliver til noget?
Og Morrissey…..stop us, if you’ve heard this one before, han aflyste også igen igen igen et show i går aftes. Uden nogen officiel forklaring blev Indio i Californien skippet i sidste øjeblik. Moralen kan ikke være helt i top i Camp Moz, for nu at sige det mildt – et katastrofalt tour-efterår for ham og hans band.
– Hvad er det, du hører? Det lyder spændende.
– Det er det nye album med Ramona Falls.
– Hende kender jeg ikke.
– Det er en gruppe, dvs. det er egentlig en, der hedder Brent Knopf. Navnet er taget fra nogle vandfald i Oregon. Det har heller ikke noget med Ramones at gøre.
– Er herr Knopf en, vi kender?
– Han er også med i en gruppe, der hedder Menomena.
– Aha. Er der nogen kendte gæstemusikere med?
– Masser. Der er f.eks. medlemmer fra bands som The Helio Sequence, Mirah, Loch Lomond, 31 Knots, Talkdemonic, Nice Nice, Tracker, Dat’r, Dear Reader og 3 Leg Torso.
– Aha.
– Nej, det lyder ikke som nogen, vi får at se på Langelandsfestivalen foreløbig. Det er lokale bands, som Brent Knopf kender, så vidt jeg ved.
– Hvad hedder albummet?
– Det hedder Intuit.
– Jeg synes ikke, de synger på grønlandsk.
– De er fra USA, fra Oregon (som er den delstat, hvor vandfaldene er). “Intuit” betyder “at have en intuitiv fornemmelse af” på engelsk. Måske er det også et ordspil på “Into it”?
– Og Intuit er udkommet på Barsuk Records?
– Ja. Det er dem med Death Cab For Cutie og Nada Surf.
– Det lyder nu slet ikke som dem. Faktisk er det svært at sige, hvad Ramona Falls lyder som.
– Ja, de/han har i høj grad fundet en stil, der på én gang er velkendt og original. Der er en hel del forskellige akustiske instrumenter, og på den måde minder det måske en anelse om f.eks. Arcade Fire – men der er ingen springsteensk udadvendthed hos Ramona Falls. Bedre sammenligningspunkter var måske Beirut eller The Decemberists. Og så er der en usædvanligt stor glæde ved spring i dynamik fra højt til lavt og tilbage igen.
– Er det ligefrem et af årets bedste albums, vi har med at gøre her?
– Det synes jeg ikke helt. Der er bestemt gode sange, men af og til får man på fornemmelsen, at arrangementerne og effekterne er gået forud for sangskrivningen. Hvis herr Knopf og hans venner får styr på dette aspekt, kan opfølgeren godt blive et af årets albums i 2010.
– Kan man købe albummet i Danmark?
– Det ved jeg ikke; jeg downloadede mit eksemplar på Emusic. Det koster ikke alverden, og de har en masse spændende musik – det var f.eks. også der, jeg fandt Memory Tapes.
