Sent mandag nat begyndte Morrissey i Tulsa, Oklahoma den tour, der i april kommer forbi Malmö City, og et helt forår senere også aflægger DK – i form af Roskilde Festival 06 – et besøg. Her nedenfor står førsteaftenens setliste. Ringleader of the Tormentors, den kommende plade, der, efter en på disse kanter bekymrende svag oplevelsesstart, nu heldigvis er ved at vokse sig mægtig, var selvfølgelig stærkt repræseneteret. Det var The Smiths’ bagkatalog også; i Cain’s Ballroom var der blandt de 4 spillede Morrissey/Marr-sange solodebut til både “Still Ill” og “Girlfriend in a Coma”.

You Have Killed Me
Still Ill
The Youngest Was The Most Loved
In The Future When All’s Well
Irish Blood, English Heart
My Life Is A Succession Of People Saying Goodbye
Girlfriend In A Coma
I Have Forgiven Jesus
I Just Want To See The Boy Happy
Reader Meet Author
Life Is A Pigsty
Let Me Kiss You
Trouble Loves Me
How Soon Is Now?
First Of The Gang To Die
I Will See You In Far-off Places
Suedehead
At Last I Am Born
+ + +
Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before

BTW – Morrissey’s intro-musik i Oklahoma var amerikanske Smoking Popes’ rawknroll-version af “You’ll Never Walk Alone” – ikke ret meget Manchester at finde i det valg. Smoking Popes-udgaven, som på sin egen ligefremme throwaway-måde er ret rørende, kan fås for hele 8. kr på iTunes…

I dag er det 15 år siden R.E.M. uomtvisteligt ophørte med at være et undergrundsnavn, idet de da udsendte deres Out of Time-album, der med monsterhittet “Losing my Religion” katapulterede bandet allerøverst op på rockmusikkens stjernehimmel, og dermed langt væk fra den ydmyge indie- og college-scene, som ellers havde været fast base siden dag 1.Out of Time har måske ikke holdt så godt som samlet værk, dertil er den for flakkende, men indeholder alligevel en lille håndfuld sange, der står som perler i R.E.M.’s imponerende katalog: “Country Feedback”, “Half a World Away”, Losing my Religion” og “Near Wild Heaven”.Ude af tid er også konge-beatnik Jack Kerouac, der ville være blevet 84 år i dag. Da R.E.M. udsendte Out of Time gik Michael Stipe meget op i, at udgivelsesdatoen samtidig var netop Jack Kerouac’s fødselsdag. Som mange andre sangskrivere har også Stipe fundet vigtig tekstlig inspiration i Kerouac’s skrivning, specielt i den rastløse, sjælesøgende, bilkørende, rytmiske generationsroman On The Road. Michael Stipe medvirker iøvrigt på en enkelt sang på Meds, den nye Placebo-plade, der udkommer mandag. Hørt herfra forekommer det album som det absolut stærkeste og mest stemningsfulde, dén fucked-up trio endnu har præsteret. Vi taler moderne guitar-angst-rock af høj karat, i speciel sælsom Placebo-lyd af følelsesudsuget privatrum midt i sammenbruddets ætsende larm. Helt i tråd med den formfuldendte apocalyptica hedder Meds’ perfekte afskedssalut af et nummer “Song to say Goodbye” – velbekomme!

Life is a Pigsty hedder en af de på forhånd mest omtalte sange fra Morrissey’s kommende Ringleader of the Tormentors-album. Pigsty, et drama på næsten 7 minutter, blev premieret af irsk radio i torsdags, på Dave Fanning’s program, som kan høres på nedenstående URL (klik på “thursday”). Morrissey kommer på lige omkring de 45:45.

http://www.rte.ie/2fm/davefanning/

…at Tommy Stinson fra hedengangne The Replacements tog mod et tilbud om at blive bassist i Guns and Roses. Dem får vi nu at se på Roskilde-festivalen. Til Stinsons forsvar skal det nævnes at han sidste år lavede et vellykket soloalbum ved navn Village Gorilla Head, der ikke giver mindelser om A. Rose & Co.

…og inden længe, nemlig 20. marts (dvs. en uge før oprindelig fastsat) kommer hans nye album med den meget passende titel Solo. Før I ved af det, er hans nye webside også i luften. Glæd jer!

Nådesløst så brutalt Suede forsvandt, visket helt bort fra det musikalske landkort efter de to rystende blege slutalbums. Og lige siden har det været svært at lytte til selv de tidlige Suede-ting, som var så fremragende. Kom ved et tilfælde forbi nedenstående sang i nat og hørte hvor gode Suede var, mens flammen endnu brændte højt. Håber snart en dag igen, at kunne lægge øre til Coming Up, Dog Man Star og debut’en, UDEN automatisk at tvangsassociere til hele “Positivity”-eraen. Btw – hvis du kan lide “Europe is our Playground”, men udelukkende kender den genindspillede version fra Sci-Fi Lullabies-opsamlingen, så se at få fat på den så meget bedre og magiske original, der findes som en af B-siderne på den endnu ret tilgængelige “Trash”-single – dén er super!

Run with me baby, let your hair down
through every station, through every town
run with me baby, let’s take a chance
from Heathrow to Hounslow, from the Eastern Block to France

Europe is our playground, London is our town
so run with me baby now

Run with me baby, let your hair down
through every station, through every town
run with me baby, let’s make a stand
from peepshow to disco, from Spain to Camber Sands

Europe is our playground, London is our town
so run with me baby now…

© Anderson

Berlingske Tidende tildelte i sidste uge fortjent københavnske I Got You On Tape 5 stjerner for deres spritnye Nikolaj Nørlund-producerede debutalbum. Selvom den plade først udkom sidste mandag, er der allerede blevet trukket adskillige sammenligninger mellem sanger Jacob Bellens og en vis David Bowie, noget vi her på siden ikke forstår. Skal der endelig namedroppes, peger Bellens’ roligt intense og tætte vokal mere i retning af navne som Joy Division og Joseph Arthur, mens bandets elektriske guitardominans i tone af nat spænder lange lysende guirlander ud herfra helt til Interpol’s smukke NYC. Men det er kun dovne referencer, der slet ikke får fortalt den sande historie om I Got You On Tape, som et egenartet og helt igennem personligt band, med valiums-drømmende sange af skarp stilsikkerhed og konsekvens. Singlen “Doctor Watching”, der for tiden sejler radiobølgerne, er et glimrende eksempel herpå.

I Got You On Tape kan opleves som support til Jens Unmack d. 11. maj i Store Vega, København.

Er man den eneste her der gik skuffet fra Depeche Mode i Parken, lørdag aften? Jeg oplevede mest af alt gennemgående apati i den 70% går-den-så-går-den-indsats, vi stod vidne til. Ikke at der – udover den pisseringe lyd som Parken næsten altid er garant for – var noget direkte at udsætte på sangene, der for de flestes vedkommende lød helt og aldeles som de plejer. Men den entusiasme og gejst, de før i så rigt mål er blevet serveret med, var her sjældent med på scenen.

Det var til gengæld en koldsvedende Fletch, der på stormskærmenes nærbilleder havde alt for nemt ved at skjule sin eventuelle entusiasme over at være i København. Hvilket heldigvis faldt bedre ud for både Martin og Dave, hvis professionalisme ikke tillod en så foruroligende ærlighed. Nye sange blev pligtskyldigt overstået, så de store hits – dem fra 1987-93 – kunne komme på banen og løfte det overbærende publikum, der denne aften var mere tro mod nostalgi-bandet på scenen end omvendt.

Hvilket er unfair, da man skulle mene, DM’s bruttoindtjening sådan en aften på vel 20 millioner forpligter langt mere end hver enkelt publikums billetudgift på 500. Men så igen er det sikkert umuligt, at få det der lørdag aften lignede et fornuftsægteskab til at slå gnister stadion efter stadion efter stadion. Der var få gode oplivende momenter undervejs, specielt med Martin Gore’s gribende og intense korsang. Og jo, vores Dave havde vel også sine øjeblikke, selvklart. Men de var for få og blege til at rokke ved det indtryk, at lørdag aften først og fremmest tilhørte Depeche Mode’s regnskabsmand. Og hedder han iøvrigt ikke Fletch…?

Min mate Simpson og jeg forlod Parken lige før afslutningsnummeret “Goodnight Lovers”, timerne bagefter i Nørrebro’s nightlife så langt mere underholdende og flyvske end de to med Depeche Mode i deres eget mekaniske museum. Eller er det i virkeligheden et fængsel?

I eftermiddag ved 16-tiden lander Depeche Mode’s fly i Tune Lufthavn ved Roskilde. Og godt 5 timer senere går Dave, Martin & Fletch på scenen i et for længst udsolgt Parken, til endnu en koncert på den mastodontiske Touring the Angel-tour. Yep, meget er sket siden DM først spillede i Saltlageret, København en november aften for 24 år siden. Dengang var det letbenede pop-ditties som New Life, Photographic, Meaning of Love og See You der skulle tage stikket hjem på en ydmyg scene, bestående af 2 spolebåndoptagere og 3 små Casio-keyboards. I aften er arsenalet et helt og bedre andet, både sang- og udstyrsmæssigt. Vi kan kun indvende meget imod begrebet stadionkoncerter, deres mangel på nærkontakt og generel respekt for det betalende publikum, men er der ét band den disciplins massive lyd og mulighed for værdigt masse-fællesskab synes som skabt for, så er det Depeche Mode. Music for the masses i dén grad. Tid til at glæde sig!

Michelle Shocked, født i 1962 og Plastic Bertrand, født i 1958. Michelle Shocked er forresten bror til Max Johnston, der for snart længe siden var med i Wilco (dengang de spillede country og endnu ikke var bukket under for prætentiøsitet).

I dag for 30 år siden kunne en undrende verden for første gang læse om Sex Pistols og fænomenet punk rock. Det skete i New Musical Express, hvor Neil Spencer bragte den koncert-anmeldelse, som vi her – med sand fuck-your-publishing-rights-punkattitude – bringer i hele sin korte længde:

Don’t look over your shoulder but the Sex Pistols are coming

Sex Pistols – Marquee
“HURRY UP, they’re having an orgy on stage,” said the bloke on the door as he tore the tickets up.
I waded to the front and straightway sighted a chair arcing gracefully through the air, skidding across the stage and thudding contentedly into the PA system, to the obvious nonchalance of the bass drums and guitar. Well I didn’t think they sounded that bad on first earful – then I saw it was the singer who’d done the throwing.
He was stalking round the front rows, apparently scuffing over the litter on the floor between baring his teeth at the audience and stopping to chat to members of the group’s retinue. He’s called Johnny Rotten and the moniker fits.
Sex Pistols? Seems I’d missed the cavortings with two scantily clad (plastic thigh boots and bodices) pieces dancing up front. In fact, I only caught the last few numbers; enough, as it happens, to get the idea. Which is… a quartet of spiky teenage misfits from the wrong end of Various London roads, playing 60’s styled white punk rock as unself-consciously as it’s possible to play these days i.e. self-consciously.
Punks? Springsteen Bruce and the rest of ‘ em would get shredded if they went up against these boys. They’ve played less than a dozen gigs as yet, have a small but fanatic following, and don’t get asked back. Next month they play the Institute of Contemporary Arts if that’s a clue.
I’m told the Pistols repertoire include lesser known Dave Berry and Small Faces numbers (check out early Kinks’ B sides leads) besides an Iggy and the Stooges item and several self-penned numbers like the moronic “I’m pretty vacant’, a meandering power-chord job that produced the chair-throwing incident.
No-one asked for an encore but they did one anyway: “We’re going to play ”Substitute'”.
“You can’t play,” heckled an irate French punter.
“So what?” countered the bassman, jutting his chin in the direction of the bewildered Frog.
That’s how it is with the Pistols – a musical experience with the emphasis on Experience.
“Actually we’re not into music,” one of the Pistols confided afterwards.
Wot then?
“We’re into chaos.”
Neil Spencer – NME Feb 21 1976

Ikke som understående nedkørte, opsvulmede Dave Stewart-lookalike-rockstar med dårlige manerer. Nej, meget hellere som den skarpe, afmålte fjerdedel af kollektivet Joy Division, hvor han var med til at skrive stor musikalsk historie. Det er den tid, mens han endnu kun lød fremadrettet og sulten, han fortjener at blive husket for, en periode som vel med al ret også indbefatter de første mange toneangivende år i New Order.

Netop i dag den 13. februar sker det: Peter Gabriel bliver 56, Peter Hook (billedet) fra New Order bliver 50, Henry Rollins (og cEvin key fra Skinny Puppy, hvis andre end mig kan huske dem) bliver 45 og Robbie Williams bliver 32.