Men så enkelt skal det jo ikke være. I går bragte vi en fantastisk promofilm til Ramona Falls’ vilde ‘I Say Fever’-sang. I samme ånd her endnu en ny seværdig video, denne til ultrahypede amerikanske Girls og deres albumcentrale ‘Hellhole Ratrace’. Ved ikke om Girls-musikken helt kan leve op til de superlative anmeldelser fra nær og fjern, men kortfilmen der følger med går ialfald i særklasse – HDficer, enlarge & enjoy!

Ikke os før nu. Ret imponerende.

Onsdag aften kommer Pete Doherty til Berlin, på ryggen af mere skandale. Under show i München et par dage tidligere, har Pete afsunget det famøse første vers af den tyske nationalsang, det som ikke er brugt siden Hitler var The Man på disse kanter = BIG trouble i de tyske medier! Og nu skal han på her i Kesselhaus i Prenzlberg, foran kritiske Berlin. Men først og dernæst, den vestlige verdens store plage, opvarmningen, og nej, var det bare den globale…

1. forhindring – Klokken er kun kvart i ni, hvordan kan manden på scenen med sin klangfattige guitar have nået at blive så skæv allerede?!? Nej, det er ikke Doherty, men en unavngiven engelsk supportact, hvis klodsede spil og skøjtende samg er imponerende ringe – ingen musik eller energi whatsoever. Dylan’s værste brægende side kombineret med Doherty’s mest ufokuserede. Håret ligner Oh No Ono efter et møde med en cyklon. Og sangene har det ikke bedre. En helstøbt lille katastrofe.

2. forhindring. – Dr. Martens og opsmøgede bukseben giver måske plus fra start, men Adam Ficek, aftenens anden supportact, er hæmmet af selverklæret halsonde og synger ikke sine The Jam-agtige og for pæne sange hjem. Men håret er farvet kulsort og sidder ret Londonsmart, så han får dog lidt positiv respons fra de yngre piger i salen – heldigt for ham.

3. forhindring – Utålmodigehed har indfundet sig i den cigaretrstorrygende keddelhal. Men Pete er endnu ikke klar og istedet står pigen fra merchandiseboden nu på scenen og leverer vred acapella-hiphop med tæsk til højre og venstre. Dårlig er hun ikke, men stilskiftet er bizart efter de to første singersongwriters’ ufrivillige ikkekommunikation. Hun får smidt onde håndtegn i hovedet på specielt de tilstedeværende mænd og er så pist væk igen.

Belønningen – Endelig. Et lille tysk flag vinker op fra bagtæppet. Frem kommer Pete og planter det lodret på sin ene Vox-guitarforstærker. Det ligner en undskyldning for forleden i München. På en stol ved forstærkerne står en magnumflaske rødvin og adskillige øl. Men vores mand fra Albion har allerede været der. Var førstesupporten slingrende, kommer Doherty som allerede kørt i grøften før settet går igang. Fedtet svedigt hår, vaklende gang, sløret tale – flueben til alle fordomme. Alligevel lykkes det ham den næste halvanden time – med den udsolgte sals helhjertede hjælp – at synge sig succesfuldt gennem et større antal klassikere fra et efterhånden imponerende og omfattende bagkatalog.

Mellem covers af Jesus & The Mary Chain (‘April Skies’), The Only Ones (‘Another Girl, Another Planet’) og Bobby Golsboro (‘I’m A Drifter’), er det improviserede udpluk fra The Libertines, Babyshambles og Doherty-solo, som holder flammen stærkt brændende. Ingen setliste er tilstede, folk råber på favoritter. Både vokalarbejde og guitarspil er mildt sagt meget løst, men mangler ikke nerve og attack når det kræves. Et par gange er Doherty på vej ud i en ny sang, men må først høre publikum, om han allerede har spillet den. Han tror ikke altid på svaret. Det er der vi er med Pete.

På den baggrund noget af et smukt mirakel, aftenens bedste øjeblikke – ikke så få faktisk – er upåklageligt skarpe og kun fulde af mening, ikke nogen Amy Winehouse-autopilot i syne, den ens promillehistorie tiltrods. Tilsidst vakler Doherty gernnemsvedt bort fra scenen, og en grandvoksen mand iført alt for lille sømandshat signalerer til lydfolkene ude i salen, at aftenen er forbi. No method to the madness. En mægtig aften. Synd for Pete, han nok aldrig vil kunne huske den. Det kan og vil Berlin.

PS – Pete Doherty spiller KB i Malmö lørdag aften. Har nogen mulighed for at tage derover og få fat i en billet, er det i den grad tid, penge og ulejlighed værd!

Nej, ikke far Serge, men datter Charlotte og hendes nye single, en snappy duet med Beck, ‘Heaven Can Wait’, som udsendes nu mandag. Videoen dertils fine billeder er i sig selv også værd at bruge små tre minutters hurtig tid på:

Lige siden de monokrome piger fra Londonbandet Ipso Facto spillede support til The Last Shadow Puppets sidste sensommer, har det ligesom ligget i luften, de en skønne dag skulle vende så frygteligt tilbage her på siden, det ikke mindst for at spolere Pastorens nattesøvn. Og her er de så i al deres neogothiske vælde. udførende stram matematisk popafsøgning i sangen ‘Six & Three Quarters’. Synes man IF’s unægtelige visuelle styrke bliver underspillet i denne noget kaotiske video, gå hertil istedet.

Ja, mere New Order. Efter forleden at have taget ‘Bizarre Love Trangle’ her på siden, kommer nu en NO-single fra året før, en udvidet version af  ‘Perfect Kiss’, sangen fra New Order’s majestætiske – og helt sikkert ubevidste Cure-tributealbum – Low-Life. Forskelligt alt efter hvem der lytter, men for mig sejler fuldmånen frem på en klar sort aftenhimmel omkring de 5:30 inde i sangen. Den lidt efterfølgende Bernard Sumner-koklokkesolo skal nu heller ikke undervurderes…

Endnu et euforisk Pet Shop Boys-soundalike-track fra Lady Gaga’s nye vilde 8-sangs-album. En vis ultraambitiøs karrierekvinde, hende der kalder sig Madonna, må ligge søvnløs om natten, rastløs jaloux, ætsende misundelig over denne ubesværede og overbevisende omgang med intimpop for masserne. Vi andre vil kunne indtage den med anderledes fri nydelse.

For en gangs skyld er det mig, der skriver om Morrissey. I den forgangne uge var han gæst på BBC Radio 4 i det berømte Desert Island Discs. Her er de numre, han valgte.

1. New York Dolls – (There’s Gonna Be Be A) Showdown
2. Marianne Faithful – Come and Stay with Me
3. Ramones – Loudmouth
4. Velvet Underground – The Black Angel’s Death Song
5. Klaus Nomi – Der Nussbaum
6. Nico – I’m Not Saying
7. Iggy and the Stooges – Your Pretty Face is Going to Hell
8. Mott the Hoople – Sea Diver

Jens ville nok ikke være utilfreds. Også jeg kan lide de pågældende kunstnere, men måske er udvalget trods alt en anelse retro-præget? Læs mere i The Guardians artikel her.

‘Bizarre Love Triangle’ udkom som single i starten af november 1986. Et par måneder før var sangen først dukket op på New Order-albummet Brotherhood, men i en langt grovere, nærmest harsk udgave. Singleversionen fremstod i nyt lydkarosseri så anderledes strømlinet, glødende og åbenlys. Hørte ikke meget andet – og helst i den udvidede 12-inch-version med det store vocoder-omkvæd tilsidst! – de næste par mørke måneder, en af New Order’s helt klassiske singler. Her mere fra samme soniske Shangri-la; et nyligt lindrende Richard X-mix – desværre i lousy lydkvalitet – af samme sang…

I dag udsendes i Sverige albummet Be-Bop-A-Lula Hela Jävla Dan, en opsamling med Thåströms vel bedste og/eller mest populære sange i eget navn. Selvom samtlige sidder på den opmærksomme Thåström-lytters rygrad i forvejen, og på trods af at enkelte hjørnesten savnes – ‘Vackerr Död Stad’! – er det alligevel et givende og godt take på mandens imponerende sangkatalog. Mest umiddelbart spændende er dog den medfølgende bonus-CD, der byder på alternative versioner og uudgivne indspilninger fra årene ned. Her venter f.eks. en stålsat og svensksproget cover af CV Jørgensens ‘Indian Summer’. Et logisk nummer at angribe for Thåström kanske, men desværre for ham har Sort Sol allerede lavet den definitive version, som i-n-g-e-n, heller ikke de nok så fine intentioners Thåström, kommer i nærheden af. Så lyser nedbarberede udgaver af egne nyklassikere som ‘…Ingen Neråtsang’ og ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’, samt Imperiet-statementet ‘Jag Är En Idiot’ langt klarere. Her nedenfor den samlede tracklist (med deling efter #16) på dbl-albummet, som heldigvis her i DK i det mindste  fra i dag kan anskaffes via iTunes…

Tiden nu er skabt til opsamlinger. En af de absolut mest tiltrækkende er All We Fear Is Love, denne uges nye udgivelse med moi Caprice, hvor det i enhver positiv forstand forfinede band fra Sæby samler samtlige singler op til nu (plus et par helt nye tracks), samt på en medfølgende bonus-CD får givet nogle nye og luftigt arrangerede alternative versioner af ni titler fra mC-katalogets top.

Et hovedalbum der kan byde på luksussangeren Michael Møller i front på så tillokkende sange som ‘The Town And The City’, ‘My Girl You Blush’, ‘To The Lighthouse’, ‘Love At Last Sight’, ‘Drama Queen’, ‘The Art Of Kissing Properly’, man kan blive ved, skal naturligvis være ret umuligt at komme uden om og står ubesværet som en imponerende samling fra et af de senere års bedste danske bands.

>

AKA Lady Gaga holder hovedet højt – og vel ikke mindst vintage-Pet Shop Boys i hævd – på ‘Bad Romance’, novembers skønt uimodståelige hit. Hun er vild!

Whoaah, tidsmaskine! To og et kvart medlem af det perfekte popband Blondie, opkaldt efter Hitlers hund, her snapskudt under Parallel Lines-eraen, vi taler 1978, i New York City – fade away and radiate, indeed!

Ja, en forudsigelig historie uden kød på. Og ikke et ord om den nuværende Swords-tour’s blodfattige setliste.