Elliott Smith har lavet en cover af den. Wilco ditto. Ikke overraskende Evan Dando fra The Lemonheads. Selv Shirley Manson’s Garbage. Og Håkan Hellström har været der på svensk. Men ingen af de nævntes trofaste kopier når op på side af Big Star’s original, der her vil tage årets 13. dag på vej. Så tænd for ‘Thirteen’ og se neonstjernen blinke så hurtigt den kan…

DYING ON THE VINE

I’ve been chasing ghosts and I don’t like it
I wish someone would show me where to draw the line
I’d lay down my sword if you would take it
And tell everyone back home I’m doing fine

I was with you down in acapulco
Trading clothing for some wine
Smelling like an old adobe woman
Or a william burroughs playing for lost time

I was thinking about my mother
I was thinking about what’s mine
I was living my life like a hollywood
But I was dying on the vine

Who could sleep through all that noisy chatter
The troops, the celebrations in the sun
The authorities say my papers are all in order
And if I wasn’t such a coward I would run

I’ll see you me when all the shooting’s over
Meet me on the other side of town
Yes, you can bring all your friends along for protection
It’s always nice to have them hanging around

I was thinking about my mother
I was thinking about what’s mine
I was living my life like a hollywood
But I was dying, dying on the vine

John ©ale

Billy Mackenzie synger Billie Holiday!

Post Danmark, følg godt med her, før der kapituleres til at lade Hendes Kongelige Højhed tegne flere fri- eller julemærker: Det engelske postvæsen har netop lanceret en ny friomærkeserie, baseret på de mere eller mindre ikoniske frontcovers af ti klassiske britiske albums (selv har jeg seks af dem, er jeg bange for at indrømme). Tænk tanken, at kunne modtage post med Sods’ Minutes To Go eller CV’s Sjælland eller Nørlund’s Tændstik, den slags på – så cool, det kunne være man begyndte at skrive med breve igen…

David Bowie har fødselsdag i dag. Og Elvis ville være blevet 75 i dag. Og Webmaster Pastor fylder år i dag. Tillykke, tillykke, tillykke!

Et enormt talent, som ingen kaotisk misbrugslivsstil eller noget vanskeligt sind kan holde tilbage. På den måde minder Ryan Adams ikke så lidt om Pete Doherty. Og ligeså fortabt sidstnævnte er i lyden af et forlængst borte England, ligeså helhjertet sværger Adams selv til en americana, hvis anker hænger ubehjælpeligt fast i halvfjerdserne. Ikke at de forelskelser gør noget, for når som bedst hæver begges output sig op over referencernes snærende bånd og opnår den tidsløse kvalitet som kendetegner sand klasse. Ovenfor er Ryan Adams i en sådanne topform på vel en af de mest ensomme sange The Replacements’ Paul Westerberg ikke har skrevet…

Der blev snakket om De Skrigende Halse her på kommentarerne i går. Om hvordan Fauli-seriens umiddelbart skingert overdrevne univers faktisk rammer langt tættere på den skildrede københavnerundergrunds virkelighed, end de fleste udenforstående vel kan være klar over. Så vi skal en tur i biografen i dag og se syn for sagn, i form af 1984-dokumentet Totem, der tager samme miljø under ikke-fiktiv behandling.

For de der var med dengang fungerer de mange mørke klip nok mest som en slags fotoalbum med gamle venner, bekendte, fjender, ekskærester, karakterer, speedheads og siden forsvundne. Samt måske endda et kort glimt af ens unge selv. For de der ikke var, må Totem‘s højpandede eksistentielle selvhøjtidelighed vel fremstå skræmmende frelst og langt afsted over sidste salgsdato. Vær da nådig og husk på, filmen er en subjektiv skildring indefra af en ganske anden tid og virkelighedsopfattelse. Under alle omstændigheder gør den et vist indtryk. Så se med. Her kører Totem:

Absolut ikke verdens ringeste og mindst disciplinerede guitaroutro fra 2:11 helt ud til 8:28 – enjoy!

Måske er det fordi jeg går og tænker på min rejse down under om lidt over en uge, at jeg for tiden spontant har inddraget et lille Crowded House/Neil Finn/Tim Finn-tema i mit lyttepensum. Her er en slags jingle med Tim Finn, og nok i virkeligheden også én, som ikke ret mange kender. Har nogen derude mon set filmen, der snart er femogtyve år gammel?

Jeg oplevede første gang R.E.M. live i Edinburgh Playhouse tilbage i 1988; The Scotsman måtte ty til sammenligninger med Split Enz og Crowded House og skrive om det lidt undergrundsagtige publikum for at beskrive deres musik og tiltrækningskraft. Tre år senere var Berry, Buck, Mills og Stipe på alles læber. I dag kan vi se, at Michael Stipe sammen med sine venner og band-kollegaer i løbet af de seneste næsten tredive år har givet os et af de største og bedste sangkataloger siden The Beatles. I R.E.M.’s musik mødes klassiske nordamerikanske rockstemninger fra The Byrds og Neil Young, en britisk inspireret finesse der strækker fra Beatles og deres samtidige til Wire og Robyn Hitchcock , de tidlige firseres college rock med Husker Du og Mission Of Burma og derudover et helt særligt præg, der er R.E.M.’s enestående bidrag til de seneste årtiers rockhistorie.

Måske er Michael Stipes sans for selviscenesættelse ikke helt så god som han selv tror, måske er han ikke så god til at få ideer til albumcovers, som han selv tror og formodentlig er R.E.M. ikke så spændende, som de var engang. Men det er målene, der tæller – og der er masser af pletskud. I tilgift har denne college drop-out fra Georgia udviklet sig fra en tidlig mumlen til at være en moden tekstforfatter, der både har noget på hjerte og kan udtrykke det. For ligesom Johnny Cash, Bruce Springsteen, John Lennon, Joe Strummer og en lille håndfuld af andre er han i besiddelse af en af de særlige sangstemmer, der hverken er ung eller gammel og som får os til at lytte ekstra godt efter og til at stole på sandhederne i det, han vil fortælle os.

Tillykke til Michael Stipe, der i dag bliver halvtreds – og tak for alle de gode øjeblikke!

50 år i dag! Og tillykke herfra, det med årets første top-10, denne i yndlingssangpræstationer af den unge mand på billedet:

01.’Carnival Of Sorts (Boxcars)’ (fra Chronic Town)
02. ‘Country Feedback’ (fra Out Of Time)
03. ‘It’s The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine)’ (fra Document)
04. ‘Pilgrimage’ (fra Murmur)
05. ‘E-Bow The Letter’ (fra New Adventures In Hi-Fi)
06. ‘Find The River’ (fra Automatic For The People)
07. ‘You Are The Everything’ (fra Green)
08. ‘These Days’ (fra Life’s Rich Pageant)
09. ‘Let Me In’ (fra Monster)
10. ‘So Central Rain’ (fra Reckoning)

He will survive!