Var lidt hårde ved Gallagher-brødrene forleden, da vi talte Blur. Måske de har mistet motor og brændstof undervejs, men da de satte ud på deres Oasis-rejse havde de så rigeligt af begge dele. Overværede selv ovennævnte TV-øjeblik en hverdagsaften i ’94, da brødrene + Bonehead var på besøg hos VJ-jokeren Ray Cokes i hans direkte MTV-show, hvor de altså gav ‘Live Forever’ strippet helt ned til akustisk guitar, elklaver og en smule tambourine.

Sangen er hvad den er, den slags Britpop-anthem det kan være svært at finde pulsen på i dag. Holdepunktet ved netop denne version er i bror Liam’s fantastiske vokal, følelsen og selve lyden på hans stemme, måden den ligesom knækker på i de udfoldende omkvæd. Vildt også som Oasis’ senere så belastende arrogance på det nærmeste klæder brødrene her, hvor de endnu ikke sidder i noget mansion on the hill, men bare er unge, sultne, fulde af trods og ammunition. Stor rocknroll.

Nyd det liveklip! En stor favorit her, Debbie Harry, med den smeltende stemme, fra popbandet der er opkaldt efter Adolf Hitler’s hund, har fødselsdag i dag – tillykke!

Utroligt, men sandt – også i vore dage udgives der musik.

Jeg fangede først Standing In The Way Of Control for sent til at få albummet med på top 10-listen for 2006. Nu er jeg blevet mere opmærksom på The Gossip, der netop har udsendt opfølgeren, Music For Men. På forgængeren var det Guy Picciotto, som nogle af os husker fra Fugazi (får vi mon nogensinde dem at se igen?), der producerede. Denne gang er selveste Rick Rubin producer. Vokalist Beth Ditto er heller ikke denne gang til at komme uden om. Hvis ikke denne udgivelse ryster nogle hits af sig, vil det undre mig meget – den dansable blanding af soul og rock er tidløs, men oppe i tiden, og melodimaterialet er stærkere end sidst.

The Guardian har en artikel om Beth Ditto, der formodentlig vejer tre-fire gange så meget som sine jævnaldrende kolleger Amy Winehouse og Duffy tilsammen; nogen er bekymret over at folk måske vil være mindre tilbøjelige til at passe på vægten, når de kan se at fede mennesker kan få succes. Hertil har jeg kun at sige: På min nylige tur til Storbritannien så jeg ikke helt få mennesker af Beth Ditto-omfang, og det kan vel næppe være hendes skyld det hele.

Vild optagelse fra Spanien i 1984, da New Order styrede verden…

Arthur Lee og Alex Chilton ønskede, de var det. Green Day og Interpol har intet til fælles, men de har begge ønsket, de var det. The Killers har også været den vej forbi.

Ganske mange musikere fra USA har drømt sig britiske. Seneste skud på stammen er fra Pittsburgh og kalder sig… The Takeover UK. Deres debutalbum, Running With The Wasters, er langt hen ad vejen en vellykket stiløvelse i inspiration fra britisk rock. Titelnummeret (som man I se i en live-udgave ovenfor) og “Denise” kan godt gå hen og blive hits også i vores del af verden.

Men hvad vil gruppen dog kalde sig, hvis/når de skal turnere i Storbritannien?

Købte ‘The River’ på single i foråret 1980 og ville næsten ønske man efter så mange år kunne ryste den af sig, for sangen rammer jo i sin ligefremme, romantiske men disillusionerede og næsten modigt banale historiefortælling rent hver eneste gang. Her i en blitz-ny optagelse fra i går aftes på Glastobury-festivalen, hvor Springsteen & co. genoptog Europa-sommertouren efter et par ugers pause. Aftenens set startede iøvrigt med Joe Strummer’s ‘Coma Girl’, og havde undervejs gæsteoptræden af Brian Fallon, The Gaslight Anthem-forsangeren, der var med på ‘No Surrender’, endnu en Springsteen-sang, det er svært ikke at blive løbet over ende af. Men det bliver en anden dag. Her nogle af de præcise ord fra henimod alutningen af  ‘The River’, da regnskabet gøres op – evigt ejes kun det tabte:

…Now all them things that seemed so important
Well mister, they vanished right into the air
Now I just act like I don’t remember, Mary acts like she don’t care
But I remember us riding in my brothers car
Her body tan and wet down at the reservoir
At night on them banks I’d lie awake
And pull her close just to feel each breath she’d take
Now those memories come back to haunt me, they haunt me like a curse
Is a dream a lie if it don’t come true
Or is it something worse that sends me
Down to the river, though I know the river is dry
Down to the river, my baby and I
Oh, down to the river we ride…

– Altså Michael Jackson var faktisk større end de fleste tror. Han er bestemt både større end Elvis og større end Beatles. Hans betydning i musikhistorien er fuldstændig enestående. Han er formentlig den største kulturelle person i det sidste århundrede, på tværs af alle kunstarter faktisk. Han er langt større end Picasso og Gaudi og hvad man ellers kan komme på. Han er simpelthen cremen af cremen. Det bliver simpelthen ikke større.

Journalist Thomas Soie Hansen i Berlingske Tidende.

Var Michael Jackson vild med Britpop back in the day? Næppe. Og da specielt ikke efter Jarvis Cocker invaderede hans Brit Awards-optræden i 1996. Pulp-forsangeren var alt andet end imponeret af Mr. Jackson’s selviscenesættelse som frelsende Messias under aftenens show og ville derfor giv sit besyv med – det lykkedes over al forventning.

Jarvis blev anholdt, afhørt og løsladt. Pressen gik amok. Pulp’s pladesalg eksploderede i berømmelsen. Selv Oasis’ Noel Gallagher følte efterfølgende trang til at hylde aktionen med følgende udtalese: “Jarvis Cocker is a star and he should be given an MBE. For Michael Jackson to come over to this country after what’s all gone on – and I think we all know what I’m talking about here – to dress in a white robe, right, thinking he’s the Messiah – I mean who does he think he is? Me?”

Som mange læsere af denne blog vil vide, er jeg glad for Elbow (og de åndsbeslægtede, albumaktuelle Doves). De laver sange, der er tilgængelige, men udfordrende, og har en produktion, der er forankret i gode britiske musiktraditioner, men uden at være tilbageskuende – og på den måde repræsenterer de på fornem vis de bedste sider af britisk rocks nutid.

Jeg skrev for nylig om Elbows to koncerter med Hallé Symphony Orchestra i Manchester i begyndelsen af næste måned.
The Guardian har en interessant artikel om disse to koncerter og udfordringerne ved at arrangere Elbows musik. Men det er ikke første gang, Elbow møder et symfoniorkester – de har allerede opført sidste års særdeles vellykkede og Mercury Award-vindende album The Seldom Seen Kid sammen med BBC Concert Orchestra. Ovenfor kan man se en meget smuk udgave af “One Day Like This” fra denne koncert.

Og glem så d’herrer Kim og Bent. Hvad ved de om hvad man må og ikke må foretage sig?

Tjek lige The Dead Weather, Jack White’s nye hypede indiestjerneband, tage sig en tur gennem Tubeway Army’s new wave-standard ‘Are Friends Electric?’. Gary Numan’s giganthit betød et folkeligt gennembrud for synthmusik netop i disse uger for 30 år siden. Og selv på den afstand pisser originalen stadig nemt udover Jack White og The Dead Weather’s laissez faire-version.

Men har vi egentlig savnet Blur, som nu er blevet gendannet med ace-guitarist Graham Coxon og tager på lidt sommertour? Well, når man ser nedenstående setliste fra en intim generalprøvekoncert forleden aften på Goldsmiths i London, kan svaret næsten kun være et uforbeholdent ja. Ren popklasse. Hvorfor ialverden har Roskilde ikke sikret sig Blur istedet for de overaltspillende autopilot-brødre fra Manchester?!?

– Liam is rude, arrogant, intimidating and lazy. He will fucking freak out. He’s never seen my little lad, just pictures. To a stranger it sounds ludicrous, but you wouldn’t have him in the house if he spoke to you the way he speaks to me and my family. He’s like a man with a fork in a world of soup.

Noel Gallagher om Oasis-kidbrother Liam.

Jeg var i Skotland på sommerferie med min familie den dag, The Ramones satte flaget ned første gang på engelsk jord. Det var tung hedebølge og ovenikøbet USA’s 200-års-nationaldag. The Clash, Sex Pistols, The Damned, Siouxsie & The Banshees, Buzzcocks, ja, alle var medlemmerne af de eksisterende eller snartkommende engelske hoved-punkbands tilstede i Camden’s The Roundhouse, hvor The Stranglers åbnede op og Flamin’ Groovies headlinede en skelsættende London-aften. Her The Ramones’ setliste, hvis 15 numre – inklusive lydproblemer i starten – blev skudt afsted på 30 minutter:

Intro / sound issues – Loudmouth / Beat On The Brat / Blitzkrieg Bop / I Remember You / Now I Wanna Sniff Some Glue / Glad To See You Go / Gimme Gimme Shock Treatment / 53rd & 3rd / I Wanna Be Your Boyfriend / Havana Affair / Listen To My Heart / California Sun / Judy Is A Punk / I Don’t Wanna Walk Around With You / Today Your Love Tomorrow The World

For os der ikke var tilstede, ikke mindst fordi vi aldrig havde hørt om dem endnu, kom miraklet, The Ramones kunne udrette på en scene, først i april ’79, da It’s Alive, bandets første og uovervindelige livealbum, blev udsendt. Optaget nytårsaften, 1977 på Rainbow Theatre i London, er The Ramones indfanget i hæsblæsende topform, en drøm af et show. Hele aftenen blev optaget af et filmhold, men først de seneste år er en del af de levende billeder begyndt at dukke op. Ventetiden har været det værd – for de er i den grad værd at se og høre på. Så hvis man er bare en smule til Joey, Dee Dee, Johnny & Tommy, så forstør lyd/billede op her og tag denne 14-sanges Ramones-masterclass i tre moduler.

The Ramones lød så vildt hurtige (!) og farlige dengang, hvor deres musik slet ikke stikker ud på samme måde længere. Snarere end at tænke skurrende punk rock, går associationer vel nu mere i retning af amerikanske 60’er-girlgroups, British Invasion-bands, surfride-pop, den slags uspolerethed. Men det er vel kun fordi bandets harmoniske sangskrivning har en tidsløs klasse, der hæver Ramones-musik udover sin samtid, det både fremad og bagud? At Da Brudders på egen forsimplede facon var knivskarpe som musikere gør også en forskel. Så mange sagde de ikke kunne spille, men hvemsomhelst der selv har prøvet at udføre bare nogenlunde hurtig rocknroll, ved hvor svært det er at bevare den stramhed, The Ramones så ubesværet beherskede. Og så var Joey virkelig en verdensklassesanger!

The Ramones spillede vistnok på Daddy’s Dancehall i København allerede i maj ’77, men selv oplevde jeg dem først næste gang, september 1980 i Odd Fellow Palæet, iøvrigt med Kliché som support – hvilken lineup! Vi hang ud dernede allerede om eftermiddagen og mødte Joey, der gav os lov at komme med ind til soundcheck i den mørke sal, en sand gentleman. Showet om aftenen var selvfølgelig en ægte klassiker for os kids. Tumlede ud på Bredgade bagefter, gennemblødte af sved og storsmilende, med hyletoner så høje som Mount Everest i ørene. Større lykke fandtes vel ikke. Det forståes udfra optagelserne ovenfor – enjoy, big time!

Disorder
Day Of The Lords
Candidate
Insight
New Dawn Fades
She’s Lost Control
Shadowplay
Wilderness
Interzone
I Remember Nothing