Videre, videre. Afsted på vinger fra Europa, med piloten på sin allersidste dag, til Kim Wilde’s ‘Cambodia’. Så hende på Plænen i Tivoli en varm forårsaften ’94, samme år og tour som dette klip er fra. En fantastisk sang, hvis unægtelige storhed ikke helt synes at gå op for de ret slukkede øjne blandt det bedsteborgerlige fremmøde i Groß-Gerau.

Rejsen fortsætter. 1888 nævner i forrige indlæg Simple Minds fra Glasgow. Måske meget svært at forstå nuomdage præcist hvor gode, fremsynede og banebrydende det band kom i starten af firserne. Specielt deres meisterwerk New Gold Dream-longplayeren fra sensommeren 1982 er værd at opsøge, for sin beundringsværdigt positive livsanskuelse og bølgende varme synth-musik – en tidsdefinerende klassiker. Klippet her fanger dem i et TV-studio to år tidligere, det tidspunkt vi først fornemmede noget stort var i støbeskeen fra den Europa-forelskede Jim Kerr og hans da så moderne band.

…Europe has a language problem
Talk, talk, talk, talk, talking on
In central Europe
Men are marching
Marching on and marching on
Love songs playing in the restaurants
Airport playing Brian Eno…

Efter at have nydt Webmaster Pastor’s tyske rejsefilm nedenfor, har jeg fået ham til at forklare, hvordan man sådan kan lave fjernsyn her på siden. Så nu som forsøg – og fortsættende forrige indlægs transport-tema – et David Letterman-klip med et af de mest cool bands vi her nogensinde er stødt på, Cincinatti, Ohio’s stolte The Afghan Whigs – velkommen til TV Unmack!

…And as we ride
Away into the countryside
I feel as though I must confide
There is a cost
When you say
Now we got Hell to pay
Don’t worry, baby, that’s okay
I know the boss…

Hvad er jeres? Her er min favorit Kate Bush-sang. Er sikker på Morrissey ville kunne lave en underspillet verdensklasse-coverversion.

Hvem der så Morrissey i Odense og København vil genkende denne sang og disse levende billeder fra hans projekterede preshow-playlist.

Vi gav – sammen med Choir of Young Believers – en version af I Got You On Tape’s mesterlige ‘Somersault’ i DR2’s Backstage for nogle uger siden. Hør Jacob Bellens & co’s opløftende nye single ‘Spinning For The Cause’ lige her. Eller gå måske direkte til iTunes og køb den for 8. kr.

This Charming Man ligger først i køen.

Fra Morrissey-solo.com:

The Odense setlist was identical to the one used in Bremen the day before. However I’m not 100% sure he played The Loop. Can any confirm?

In Bremen Morrissey used 4 shirts. In Odense 3. In Bremen he gave 3 of the shirts to the audience. In Odense only one.

SETLIST ODENSE:

This Charming Man
Billy Budd
Black Cloud
Ask
When Last I Spoke To Carol
How Can Anybody Possibly Know How I Feel?
How Soon Is Now?
I’m Throwing My Arms Around Paris
The World Is Full Of Crashing Bores
Girlfriend In A Coma
Why Don’t You Find Out For Yourself?
Seasick, Yet Still Docked
Some Girls Are Bigger Than Others
One Day Goodbye Will Be Farewell
I Keep Mine Hidden
Irish Blood, English Heart
Let Me Kiss You
The Loop (unsure about this?)
I’m OK By Myself
Encore:
First Of The Gang To Die

Serge Gainsbourg havde en mørk side til sin person, der kunne så meget andet musik end den skarptskårne Saint Etienne-pop, highlightet i forrige indlæg. Det er nu 1971, vi møder Serge på intimtæt leadvox i ‘Melody’, det store åbningsnummer på hans vel bedste album, Histoire De Melody Nelson, hvor hustru Jane Birkin ellers er den gennemgående i vokal hovedrolle. Men ikke her, på det vilde track, der på én gang er underbar triphop (!), satans sovsekande – sorry, den nu igen! – og progressiv rock i ordets bedste forstand – se og hør selv med her.

Serge Gainsbourg var noget af et popgeni, synes vi nok. Tjek som bevis nu bare hans grand prix-vinder fra 1965 med France Gall, ‘Poupée De Cire, Poupée De Son’ – overlegent!

Sydfrankrig byder på samme pladebutiksdød som Danmark. For også ned til Cote d’Azur er det efterhånden nærmest sjældent at støde på affærer, der kun sælger musik. Og sker det endelig, har de gerne den aura af tabt fortid og mudret Mariager Fjord-brakvand, man engang kun fandt på en plademesse søndag eftermiddag.

Også de store supermarkeders musikafdelinger er klart mindre nu, end for blot et par år siden. Alligevel lykkedes det nu i dag, i et stort Carrefour på en hovedvej ikke langt fra Le Muy, ca. midtvejs mellem Nice og Marseille, at finde både Sonic Youth’s spritnye The Eternal og Placebo’s ditto Battle For The Sun – altså, Placebo er giga på disse kanter, så det forsråes med dem, men vi taler Sonic Youth i et tilfældigt fransk provins-supermarked…!

Deres The Eternal er allerede blevet lovprist her, men Placebo-pladen fortjener også et par ord. Trioens højt anspændte og stressede nerverock fejrede et imponerende klimaks på forrige Meds, der kom for tre år og én trommeslager siden. På Meds blendede man den så Placebo’ske livslede og nogle sygt fængende sange, bandet aldrig havde begået bedre før.

Men hvor går man hen efter en så vellykket præstation? Battle For The Sun lyder umiddelbart som den naturlige regruppering, som den kunstneriske tankestreg, som broen over til måske næste landvinding. Den nye trommeslager får ellers fyret heftigt op, sjældent har en Placebo-plade lydt så muskøløs.

De teknologiske tiltag fra Meds, den eksalterede blanding af suggestiv atmosfære og nådesløs kant, er således skudt i baggrunden for nu, det til fordel for en insisterende kraftfuldhed, der indimellem forløses perfekt i store længselsfortabte omkvæd fra Brian Molko’s altid brændende univers. Specielt titelnummeret, ‘Devil In The Details’, ‘Bright Lights’ og ‘The Never-Ending Why’ rammer plet.

Men selv den fornøjelse rækker umiddelbart ikke til at bære helt igennem de forventninger, Placebo med Meds selv har bygget så tårnhøjt op. Ærgeligt, for ingen tvivl om, Battle For The Sun i sig selv må være en mere end godkendt longlpayer. Man er et utaknemmeligt skarn. Måske istedet skulle glæde sig over, det endnu overhovedet fysisk er muligt at kunne købe et regulært album…

Grizzly Bear er ok (og det er hyggeligt at lægge sig på sofaen med dem), men for tiden lytter jeg nu mere til Touchdown, det nye album med engelske Brakes – ikke at forveksle med det amerikanske band ved navn The Brakes. Her er ikke tale om eksperimenter, men om ligetil britisk rock, der befinder sig et sted mellem folk-rock, punk og pop og meget langt fra mindre spændende landsmænd som Razorlight, Kaiser Chiefs o.lign. De 11 numre med bl.a. den særdeles vellykkede åbner “Two Shocks”, “Crush On You” og “Oh! Forever” (en sang, der lyder så velkendt at det er svært at tro at den er fra 2009) spænder over ca. 36 minutter, så heller ikke hér er der tale om et album, man hurtigt bliver træt af.

Videoen ikke noget at skrive hjem om, men det er dens lyd, en varm musik fra et uspoleret fjernt sted mellem vintage-Beach Boys og seneste Arcade Fire – hør med lige her! Nogen der kan fortælle, om sangens nye album tårner samme høje kvalitet?!?