Det var en god tid for ny engelsk musik, der sidst i februar 1993. Med få dages mellemrum udsendte fremstormende Suede opfølgeren til ‘Metal Mickey’, en endnu bedre ny single ved navn ‘Animal Nitrate’ og Pulp – da stadig en hemmelighed for de fleste – den sublime ‘Razzmatazz’-single. Vi købte ‘Animal Nitrate’ i London om formiddagen, sidstnævnte oppe i Sheffield sent på eftermiddagen. Sad fredag aften på lejet værelse over stålbyens orange lys, hørte de to sange igen og igen på discman. En af Suede-B-siderne, ‘The Big Time’, gjorde også lykke. Senere tog vi på The Leadmill, drak pints, råbte højt, dansede måske. Dagen efter ventede tur i klar frost ud til Hillsborough, hvor Wednesday skulle møde Liverpool. Her er ‘Razzmatazz’, Pulp’s store men oversete single, i liveversion fra Glastobury ’94 – enjoy!

RAZZMATAZZ

The trouble with your brother,
He’s always sleeping with your mother.
And I know that your sister missed her time again this month.
Am I talking too fast or are you just playing dumb?
If you want I can write it down.
It should matter to you,
Cos aren’t you the one,
With your razzmatazz and the nights on the town?

Oh you knew it, and you blew it didn’t you babe?
I was lying when I asked you to stay.
Now no-one’s gonna care,
If you don’t call them when you said.
And he’s not coming round tonight to try and talk you into bed.
And all those stupid little things,
They ain’t working,
No they ain’t working any more.

You started getting fatter,
Three weeks after I left you.
And now you’re going with some kid who looks like some bad comedian.
Are you gonna go out?
Or are you sitting at home eating boxes of milk tray?
Watch tv on your own, aren’t you the one,
With your razzmatazz and your nights on the town?

And your father wants to help you doesn’t he babe?
But your mother wants to put you away.
Now no-one’s gonna care,
If you don’t call them when you said.
And he’s not coming round tonight to try and talk you into bed.
And all those stupid little things,
They ain’t working,
No they ain’t working any more.

Oh well I saw you at the doctor’s,
Waiting for a test.
You tried to look like some kind of heiress,
But your face is such a mess.
And now you’re going to a party,
And you’re leaving on your own.
Well, I’m sorry, but didn’t you say,
That things go better with a little bit of razzamatazz?

And now no-one’s gonna care,
If you don’t call them when you said.
And he’s not coming round tonight to try and talk you into bed.
Now it’s half past ten in the evening,
And you wish that you were dead,
Cos all those stupid little things,
They ain’t working,
No they ain’t working any more.

© Jarvis Cocker/Pulp

Nej, først var han bare ung englænder, SÅ blev han en ung amerikaner, indtil han i 1976 flyttede til Vestberlin, blev ny-europæer og lavede mageløs moderne musik på sin helt egen facon. De sidste par døgn er internettet svømmet over med sultne rygter om, at flygtningen krydser sit spor; Bowie skal angiveligt være ’tilbage’ i Berlin lige nu, igang med nye sange, arbejdende på nyt album. Følgende korte meddelelse er ialfald dukket op via Twitter, måske fra manden selv: “Cheers from a snowy Berlin! Working on some new material!” Kan noget fysisk sted genbringe Bowie’s storform, bør det være U-bahnsitrende og altidskiftende Berlin, så vi venter i spænding på mere nyt om denne uigennemsigtige ikkehistorie-historie. Imens bør en vis karrierestrandet Iggy Pop måske få smidt sin Jack Daniels-tandpasta ned i rejsetasken og sætte kursen mod Tyskland’s hovedstad i en vis fart…

Der sker ting i USA i dag. Vi hylder her forandsringen med en sang, passende kaldet ‘The Promised Land’, i måske den bedste og mest berusende liveversion ever, af Springsteen & The E Street Band, fra Capitol Theatre, Passaic, New Jersey, 19. september 1978. George W. Bush er nu endelig væk, måtte Anders Fogh og hans børsnoterede bandekrig forsvinde samme vej. Det sidste er ønsketænkning, der findes ikke et tilsvarende bæredygtigt håb for DK. Her Springsteen med den amerikanske drøm.

U2-repræsentanter herinde – er det bare os eller er den spritnye single noget af en skuffelse…? Husker først man hørte ‘The Fly’, single-forløber for Achtung Baby, og straks kunne fornemme et uomgængeligt album på vej. ‘Get On Your Boots’ lyder mere som uhm………..INXS! 

Bono, Edge, Adam og Larry’s nye udspil fra deres martskommende album No Line On The Horizon kan opleves lige her.

Lige om lidt, d. 26. januar, udsender Bruce Springsteen sit nye album Working On A Dream. Vi har allerede her hørt pladen, der fraviger den klassiske E Street-lyd og istedet trækker adskillige referencer til The Beatles-årtiets mest solgyldne og bittersøde musik. At ‘Queen Of The Supermarket’, en fortællingsmæssig parallel til Malurt’s ‘Superlove’, vokser sig til at lyde som et berusende pophit-outtake fra The River, skal jeg ikke kede nogen med her. Ej heller, at 8-minutters-åbningssangen ‘Outlaw Pete’, der heldigvis er så langt, langt bedre end sin håbløse titel, undervejs trakterer med smeltende Morricone-mundharpe og et widescreen-strygeorkester, spillende på de helt store følelser. Nej, vil blot oplyse om et ret tankevækkende interview med en livsreflekterende Springsteen fra weekendens The Observer, som kan læses her. Endda med nyt albumtrack – ‘Life Itself’ – til download.

Vi bragte billedet ovenfor i går, i dag er det på forsiden af Politikens webavis. Anledningen er en 5-stjernet anmeldelse af den fremragende Shea-koncert, Strummer, Tory Crimes, Jones og Simonon er på vej til i åben bil. Læs lige her. Lad os gerne til inspiration få et par top-5-bud på de bedste live-albums nogensinde…

The Clash undervejs i gråvejr til show, de godt 20 kilometer fra Manhattan til Shea Stadium ovre i Queens, september 1982.

Så hvem siger de danske piger behøver at lave ligegyldig musik? Ikke os ialfald. I sidste måned så vi en langt mere end bare lovende koncert med de femina-dominerede Giana Factory, og her nu er Nanna Øland Fabricius i sit Oh Land, der – med legetøjsklaver og kontrabas – giver en let og ubetinget dejlig ‘Heavy Eyes’ inde på Soundvenue.com – enjoy!

Tænk der lige før fandtes tid, hvor et album ikke hørtes af mange før på udgivelsesdagen. Helt modsat nu, hvor senest Morrissey’s i februar-kommende Years Of Refusal de sidste par uger er lækket ud overalt på internettet.

Efter oppustede Ringleader Of The Tormentors, der kom mæt, tung og verdenskontrær fra Camp Morrissey, har forventningerne ikke haft brug for store sko at gå i. Og da slet ikke efter oplysning om at produceren fra comeback-pladen You Are The Quarry, nu afdøde Jerry Finn, der fik den plades ellers ret unikke sangmateriale  til at lyde statisk og stemningsforladt, igen her drejede knapperne. Det før han døde naturligvis.

Ikke desto mindre derfor glæden over Years Of Refusal, som giver en langt mere skarp og veloplagt Morrissey end længe hørt. Man kender ham så godt, ved fra hvilket verdenshjørne han vil angribe, og denne plades guitardistortede brit-rocknroll overrasker som sådan ikke. Sidst han hørtes på præcis de kanter var i 1995, hvor stærkt underkendte Southpaw Grammar løb ind i et stormvejr af dårlig kritik og apati. Ikke mindst måske fordi forgængeren, mesterværket Vauxhall & I, endnu genlød så forfinet i bevidstheden. Ovenpå dens fulde hjerte kunne Southpaw næsten kun umiddelbart forkomme afstumpet, ondsindet og forelsket i egen kontante roughneck-bokseæstetik.

Bortset fra de få steder pulsen sættes lidt ned – førstesinglen ‘I’m Throwing My Arms Around Paris’ er et af dem – har Years Of Refusal mindst to håndfulde af samme slags huggende guitarsange, blottet for romantisk forestilling om nogetsomhelst. Hvilket kunne være så enerverende trist, var det ikke fordi Morrissey udtrykker sin nærmest imponerende livsskuffelse så påtrængende. En amerikansk blogger har oplevelsen af en klassisk Sex Pistols-LP, bare med Morrissey som forsanger istedet for Johnny Rotten.

Har nu gået med albummets lyd i et par uger, er blevet mere og mere afhængig af det næsten konstante adrenalinrush, numrenes tempo og urgency, de dramatiske mariachi-trompeter, hele musikken der brager afsted, de skiftende stigninger, drejninger, hu-hej vilde dyr, man skyder da heste! Selv inkluderingen af de to singler fra sidste års best of-samling giver mod forventning god mening, hørt i denne malstrøm.

Nævnes skal tilsidst retfærdigvis også, at stakkels Jerry Finn denne gang har fundet sig inspireret til en langt bedre produktion, hvis vitalitet aldrig svigter, som gjorde hans egen så kort tid efter deadline. ‘Someday Goodbye Will Be Farewell’ hedder en af de mindeværdige sange apropos. Og dem er der heldigvis mange af. Morrissey is alive and unwell!

Years Of Refusal udsendes officielt om præcis en måned. Glæder mig ufatteligt til at købe den!

Love Shop’s navn tager sit udspring i skiltet oppe i højre hjørne på denne pladecoverbagside. Albummet hedder Non-Stop Erotic Cabaret og er i 1981 Leeds-duoen Soft Cell’s debut. Ovenpå først et massivt singlehit med deres cover af Gloria Jones’ northern soul-sang ‘Tainted Love’, udsendes i november det for-hypede album, indeholdende Dave Ball og Marc Almond’s ofte intim-melankolske, altid melodramatiske bedsit-electropop. Blandt så fine bekendelser som ‘Youth’, ‘Bedsitter’ og ‘Sex Dwarf’ er vinderen dog med flere længder afslutningsnummeret og den kommende single ‘Say Hello, Wave Goodbye’, hvis smeltende varme musik og lyslevende break up-tekst vi vil tage en tur igennem her. Så lad os stille over til Marc og hans makker Dave, på den lille scene nede i The Pink Flamingo.

SAY HELLO, WAVE GOODBYE

Standing in the door of the Pink Flamingo
Crying in the rain
It was a kind of so so love
And I’m going to make sure it never
Happens again
You and I
It had to be
The standing joke of the year
You were a sleep around
A lost and found
And not for me I fear

I tried to make it work
You in a cocktail skirt
And me in a suit
(Well it just wasn’t me)
You’re used to wearing less
And now your life’s a mess
So insecure you see
I put up with all the scenes
And this is one scene
That’s going to be played my way

Take your hands off me
I don’t belong to you, you see
Take a look at my face
For the last time
I never knew you
You never knew me
Say hello goodbye
Say hello wave goodbye

Under the deep red light
I can see the makeup sliding down
Hey little girl you will always make up
So take off that unbecoming frown
What about me- well
I’ll find someone
That’s not going cheap in the sales
A nice little housewife
Who’ll give me a steady life
And won’t keep going off the rails

Take your hands off me
I don’t belong to you, you see
Take a look at my face
For the last time
I never knew you
You never knew me
Say hello goodbye
Say hello wave goodbye

We’ve been involved
For quite a while now
And to keep you secret has been hell
We’re strangers meeting for the first time, okay?
Just smile and say hello
Say hello then wave goodbye

Say hello then wave goodbye
Say hello wave goodbye
Say hello then wave goodbye
Say hello say goodbye
Goodbye
Say goodbye
Say goodbye

Goodbye…

© Marc Almond/Soft Cell

Travlt ved samlebåndet på musikfabrikken, så ikke meget tid ledig til at hænge ud her nu. Derfor har vores Factory-venner fra Joy Division lovet at tage en vikarvagt og spille en af mine favoritsange fra Unknown Pleasures, deres opsigtsvækkende og foruroligende 1979-debutalbum.

NEW DAWN FADES

A change of speed, a change of style.
A change of scene, with no regrets,
A chance to watch, admire the distance,
Still occupied, though you forget.
Different colours, different shades,
Over each mistakes were made.
I took the blame.
Directionless so plain to see,
A loaded gun won’t set you free.
So you say.

We’ll share a drink and step outside,
An angry voice and one who cried,
‘We’ll give you everything and more,
The strain’s too much, can’t take much more.
Oh, I’ve walked on water, run through fire,
Can’t seem to feel it anymore.
It was me, waiting for me,
Hoping for something more,
Me, seeing me this time, hoping for something else.

© Ian Curtis/Joy Division