Kid Congo Powers (Gun Club/The Cramps-guitarist) og Jeffrey Lee Pierce.
Ovenstående linie synges åbningsvis i californske Gun Club’s start/stop-debutalbumskæring ‘For The Love Of Ivy’ fra 1981, det naturligvis til Posion Ivy, nu afdøde Cramps-forsanger Lux Interior’s hustru og rytmeguitarist. Hvilken bedre tidspunkt til at høre den fine sang end nu!? Den kan høres her.
Gun Club og The Cramps gæstede hver for sig Saltlageret i København omkring 1984/85. Cramps var showmæssigt svære at hamle op med via vridende hoftebevægelser og Las Vegas-afklædt sølvgear, men på musikalsk tyngde og nødvendighed blev de alligevel nemt blæst bort af Jefffrey Lee Pierce’s band, som på det tidspunkt turnerede The Las Vegas Story. Et fint album nuvel, men ingen match for forgængeren, Gun Club-mesterværket Miami, en essentiel rocknroll-plade, der helt objektivt set bør stå langt fremme i enhver (!) samling.
Lux Interior, The Cramps’ absolutte midtpunkt og frontfigur, døde i går i Californien. Ikke mere infernalsk bass-løs og semiafklædt psychobilly fra ham og hans guitarspillende hustru Poison Ivy. Oplev her deres Alex Chilton-producerede debut ‘Human Fly’, eller tag måske istedet med til show på Napa State Mental Hospital og indtag den crampificerede udgave af Jack Scott’s rockabilly-klassiker ‘The Way I Walk’.
Nej, det er ikke titlen på nogen Far Til Fire-i-Alperne-film, men i forsommeren 1984 navnet på et dansk TV-show, hvor en sober Roskilde Festival-bound Lou Reed er på besøg, i hvad må være de mest håbløse kulisser nogensinde i noget europæisk TV-program. At intervieweren ovenikøbet har stjålet hele sin bløde garderobe fra Bamses Venner er nok bedst at lade passere uden kommentar – så folk virkelig sådan ud!?! Lou tager det hele ind med beundringsværdig ro – se her.
– Nico would say things so Lou Reed couldn’t answer back. You see, Lou and Nico had some kind of affair, both consummated and constipated, during the time he wrote these psychologicallove songs for her like, ‘I’ll Be Your Mirror’ and ‘Femme Fatale’. When it fell apart, we really learnt how Nico could be the mistress of the destructive one-liner. I remember one morning we had gathered at the Factory for a rehearsal. Nico came in late, as usual. Lou said hello to her in a rather cold way. Nico simply stood there. You could see she was waiting to reply, in her own time. Ages later, out of the blue, came her first words. “I cannot make love to Jews anymore.”
John Cale, The Velvet Underground, i Please Kill Me: The Uncensored Oral History of Punk
Ole Hyltoft er nu blevet næstformand for DRs bestyrelse på foranledning af Carina Christensen. Vi har tidligere skrevet om ham her på denne blog. Det er muligvis ikke tilfældet, at hans hjerte banker for rocknroll, og det er heller ikke sikkert, at han spiser falafel så tit.
»Vi er ligelovlig ungdomsfokuseret og skøjter lidt for let hen over nogle ting. Derudover skal DR have en mere alsidig holdning til eksempelvis indvandring og turde ligge sandheden på bordet. Endelig skal vi mere ind på livet af kunstarterne«, uddyber næstformanden.
Dansk Folkeparti er meget glade for ham. (Jeg er ikke så gammel som ham, men jeg kan da kende forskel på at ligge og at lægge.)
Er der efter ovenstående – innersleve-foto på ‘I’m Throwing My Arms Around Paris’-singlen – stadig nogen tilbage, som mener Morrissey ikke ejer selvironi? Selvhævdende forfængelighed er også et karaktertræk man må tilskrive bandleaderen, for hvorfor ellers har kun han fået billedredigeret overflødige kilo væk, mens stakkels Boz Boorer, gemt bagerst til højre, alene må ligne den, der er kommet godt igennem vinteren…?
Kun 14 dage til Morrissey’s fremragende nye album Years Of Refusal udsendes.
Alt for få kender det, så vi låner med forlov og tak ovenstående pix fra vores venner ovre på Mod Strømmen. Se her 3 stk. Ramones og 2 x Gasolin’s sammen backstage, vistnok i New York City, 1977/78, da sidstnævnte løb hovederne mod den mur, som var deres amerikanske drøm.. Er det ikke et fantastisk billede!?
Man kan ikke beskylde TV On The Radio for at mangle mod. Fra det kommende War Child-coveralbum kan her streames titelnummeret, David Bowie’s urørlige ‘Heroes’. Nej originalen kan bare ikke forbedres, endsige spilles op til. Her er den fulde trackliste fra albummet, der udsendes medio-februar:
01. Beck (Bob Dylan: Leopard-Skin Pill-Box Hat)
02. Scissor Sisters (Roxy Music: Do The Strand)
03. Lily Allen (The Clash: Straight To Hell)
04. Duffy (Paul McCartney: Live And Let Die)
05. Elbow (U2: Running To Stand Still)
06. TV On The Radio (David Bowie: Heroes)
07. Hot Chip (Joy Division: Transmission)
08. The Kooks (The Kinks: Victoria)
09. Estelle (Stevie Wonder: Superstition)
10. Rufus Wainwright (Brian Wilson: Wonderful/ Song For Children)
11. Peaches (Iggy Pop: Search And Destroy)
12. The Hold Steady (Bruce Springsteen: Atlantic City)
13. The Like (Elvis Costello: You Belong To Me)
14. Yeah Yeah Yeahs (The Ramones: Sheena Is A Punk Rocker)
15. Franz Ferdinand (Blondie: Call Me)
R.E.M. fortsætter nu sin danske kamp for retfærdighed. I går ver det tyveknægtene fra Hej Matematik der blevt naglet, i dag er R.E.M.’s legal eagles gået i kløerne på Gnags fra Skjern, Vestjylland. Forvent derfor ikke meget længere hverken at kunne se eller høre Gnags’ ‘Burhøns’ nogen steder på det Warner Brothers-kontrolerede fællesnet, da dén specifikke sang har mere end tilfældig lighed med R.E.M.’s egen ‘Stand’ – ja, sammenlign selv! At ‘Burhøns’ så ovenikøbet er godt 10 år ældre end ‘Stand’ gør kun tyveriet endnu mere alvorligt, menes det i R.E.M.-lejren.
Er Hatful Of Hollow, The Smiths‘ opsamlingsalbum af single-A- og B-sider samt diverse BBC-session-tracks, måske ikke det allermest tilfredsstillende tidlige Smiths-album overhovedet!? Fanger Manchester-bandet, lige som det springer ud, så meget bedre og mere charmerende end både den ujævne debut og Meat Is Murder, den for statiske opfølger. Hatful Of Hollow er det eneste Smiths-album, der blev forsøgt markedsført bare nogenlunde seriøst her i landet, dog forgæves. Og faktisk stod The Smiths i 1985 på blå Hatful Of Hollow-plakat til at skulle spille i Saga på Vesterbrogade en forsommeraften, men koncerten blev aflyst blot 24 timer før, angiveligt pga. sygdom hos bandets forsanger – det var så andet aflyste Smiths-show i DK på bare ét år…! Men tjek lige Hatful of Hollow, der klart demonstrerer, hvorfor The Smiths i dag regnes for en af de helt uomgængelige vindere i den topsvære kategori ‘klassiske britiske bands’!
Webmaster Pastor synes jeg skriver bekymrende meget om, hvad han synes er ‘retro’. Det udtryk betyder for mig noget helt, helt andet, som når nu f.eks. nye engelske White Lies på deres hitliste-debutalbum – den ligger faktisk #1! – To Lose My Life lyder som Editors der lyder som Interpol der lyder som The Chameleons der lyder som Joy Division. Indimellem formår de også at ramme Duran Duran i omkvædsklang og nordirske Whipping Boy i et par hårdbitre vers henover marchstramme ottendedele. Nix, retro er ikke Joy Division, eller nogetsomhelst andet musik der holder, men snarere at kopiere en overordnet stil og lyd fra en forgangen periode. White Lies ser ud til at kunne blive kæmpestore, måske der en dag derude står fyldte stadions og venter på dem, men for al deres dødsromantiserende talent for catchy livslede i lækker designkølig millenium-produktion, er de en fattig afglans – yup, selv uden de håbløse teenage-tekster – af noget, der findes så langt stærkere og mere levende bare lidt bagude, og her taler vi altså både Interpol og Joy Division.
Købte så noget langt mere regulært gammeldags forleden; To Be Free, den nye og meget fine karriereropsummerende 3CD/1DVD-box med uforligneligt vilde Nina Simone. En bekendt sagde engang, man for alvor er blevet voksen, når man har købt sit første boxset. Et boxset, altså en samling på mere end 2 CD’s om/med nogen/noget, kan fåes i alverdens afskygninger, men fælles for dem er, at de næsten altid står tilbageskuende over en periode der er forbi. Mit først indkøbte var med Roxy Music, men forærede det hurtigt til Hilmer, da jeg gerne ville forblive box-uskyldig lidt endnu. Siden har jeg ligeså givet den store Motown-‘Hitsville 1959-71’-box bort – det endda to gange – så hvad jeg nu har af boxset er følgende: ‘Tougher Than Tough – The Story of Jamaican Music’, ‘Echo & The Bunnymen – The Crystal Moon 1979-1999’, ‘Joy Division – Heart & Soul’, ‘New Order – RETRO’, ‘Elvis Presley – Artist Of The Century’, ‘Elvis Live In Las Vegas’, ‘Elvis Presley – That’s The Way It Is’, ‘Johnny Cash – Cash Unearthed’, ‘Johnny Cash – The Legend’, ‘Ebba Grön – Boxen’, ‘1-2-3-4 – Punk & New Wave 1976-1979’, ‘Bruce Springsteen – Tracks’, ‘Bruce Springsteen – Born To Run – 30’th Anniversary Edition’, ‘The Disco Box’, ‘Gasolin – The Black Box’, ‘The Smashing Pumpkins – The Aeroplane Flies High’, ‘The Clash On Broadway’, ‘The Clash – The Singles’, samt ‘The Clash – The Clash Restored’. Well, dén statusopgørelse gav ialfald følelse af migræneakut voksenhed. Lad til gengæld gerne høre hvad I har af anbefalelsesværdige boxset, tak.
Der kom DMA-nomineringer i går. Tillykke herfra til Henrik Hall, der står nomineret som ‘årets danske mandlige kunstner’ og derfor vel er inviteret til fest i Tivoli, hvor den igen i år ikke-TV-transmitterede prisuddeling afholdes – sidste år blev begivenhederne i det mindste sendt live ud i frimærkestørrelse på MySpace. Flot iøvrigt med hele seks nomineringer til debuterende Choir Of Young Believers, dermed – indtil på selve aftenen – et hestehoved foran både Tina Dico og Veto, og på højde med keglepigen Sys Bjerre. Hvilket nok bør være vores stikord til at få evakueret dette indlæg i en fart. Ingen panik nu – medbring kun Hatful of Hollow. Gå fattet mod nærmeste nødudgang. Børn, kvinder, Nina Simone og kaptajner først!
Rune Skyum Nielsen, der er en af dagbladets Informations dygtige musikanmeldere, tager sig mest af hip-hop og har tidligere skrevet en grundig og vidende bog om samme, ”Nr. 1 – dansk hiphopkultur siden 1983” fra 2006.
Forleden kunne man læse hans anmeldelse af Working On A Dream, der også udkommer i dag. Den er lige så omhyggelig som de plejer at være – og interessant, fordi Rune Skyum Nielsen faktisk lytter til Springsteen for første gang! Læs hele anmeldelsen her.
(Jeg kan godt lide Working On A Dream, men jeg er nok ikke alene om at tænke at Rune S. har en masse endnu større oplevelser til gode, hvis han dykker ned i bagkataloget.)
Og – delvist urelateret – er der netop opstået en situation, der gør at Pastorinden skal med til Herning i sommerferien. Men det ved hun endnu ikke.
Overskriften er ikke vores, men tilhører Berlingske Tidende’s Thomas Soie Hansen, der i sin *****-stjernede anmeldelse af Mellemblond’s dagsaktuelle debutalbum Ude Af Mine Hænder lader sin begejstring få frit løb. Det er der også grund til, for det lykkes i den grad Mellemblond at ramme rent ind fra bandet’s musikalske affyringsrampe, et særegent sted derude mellem vintage-CV Jørgensen/moderne-Peter Sommer og Black Rebel Motorcycle Club. Jordslået og himmelstræbende på samme tid. Via uafrystelige sange. Anbefalelsesværdigt med stort a. Læs Soie’s anmeldelse her.
Mellemblond kan opleves som support på Sune Wagner’s kommende tour landet rundt.
Som oftest er velgørende compilation-albums en lidelse at lytte på, men her kommer, hvad kun kan blive en heftig undtagelse. 16. februar udsender 4AD samlingespladen Dark Was The Night, en dbl-CD, hvis profit skal gå til kampen mod AIDS. Sammensat af brødrene Dessner fra New York City-bandet The National, er listen over de medvirkende decideret mundvandsfremkaldende – tjek lige hvad der bydes på i den gode sags tjeneste:
DARK WAS THE NIGHT
THISDISC:
1 Knotty Pine – Dirty Projectors + David Byrne
2 Cello Song (Nick Drake) – The Books featuring Jose Gonzalez
3 Train Song (Vashti Bunyan) – Feist + Ben Gibbard
4 Brackett, WI – Bon Iver
5 Deep Blue Sea – Grizzly Bear
6 So Far Around the Bend – The National (arrangement by Nico Muhly)
7 Tightrope – Yeasayer
8 Feeling Good (popularized by Nina Simone) – My Brightest Diamond
9 Dark Was the Night (Blind Willie Johnson) – Kronos Quartet
10 I Was Young When I Left Home (Bob Dylan) – Antony + Bryce Dessner
11 Big Red Machine – Justin Vernon + Aaron Dessner
12 Sleepless – The Decemberists
13 Stolen Houses (Die) – Iron and Wine
14 Service Bell – Grizzly Bear + Feist
15 You Are The Blood – Sufjan Stevens
THATDISC:
1 Well-Alright – Spoon
2 Lenin – Arcade Fire
3 Mimizan – Beirut
4 El Caporal – My Morning Jacket
5 Inspiration Information (Shuggie Otis) – Sharon Jones & The Dap-Kings
6 With A Girl Like You (The Troggs) – Dave Sitek
7 Blood Pt 2 – Buck 65 Remix (featuring Sufjan Stevens and Serengeti)
8 Hey, Snow White (Destroyer) – The New Pornographers
9 Gentle Hour (Snapper) – Yo La Tengo
10 Another Saturday (traditional song) – Stuart Murdoch
11 Happiness – Riceboy Sleeps
12 Amazing Grace (traditional song) – Cat Power and Dirty Delta Blues
13 The Giant Of Illinois (Handsome Family) – Andrew Bird
14 Lua – Conor Oberst + Gillian Welch
15 When the Road Runs Out – Blonde Redhead + Devastations
16 Love vs. Porn – Kevin Drew
Vi glæder os! Til at varme op med, her originalen af Feist og Ben Gibbard’s ‘Train Song’, som sunget ud af Vashti Bunyan i 1966.
