Den engelske version er den mest udbredte, men her foretrækker vi klart den tyske, da lyden på dens sprog synes mere i harmoni med pladens stemmebærende synths. I går var det 30 år siden Kraftwerk udsendte Die Mensch-Maschine. For yngre lyttere fremstår dens udtryk måske ikke nu som noget helt særegent. Men i 1978 fandtes vel – bortset fra Georgio Moroder’s ‘I Feel Love’-München-disco – ingen elektroniske plader indenfor mainstream. Kraftwerk var derfor positiv budbringer om kommende interaktion mellem menneske og teknologi, med denne perfekt gennemførte musik af stor maskinel forelskelse. Og den æstetiske, vibrerende Die Mensch-Maschine var som sådan Düsseldorf-bandets lysende statement, et ganske anderledes album der gav enorm genlyd. David Bowie og Roxy Music havde allerede chancet stiludfordrende på samme tangent, men først nu stod det klart for alle og enhver, at popmusikkens fremtid var ankommet.
Gå i sync med Ralf, Karl, Wolfgang, Florian og ‘Die Roboter’ her, i et 1978-klip fra ZDF.
Efter meget forskellige men begge fine shows i Pumpehuset den seneste uges tid med Blonde Redhead og Henrik Hall, blev forestillingen om, hvad en koncert kan bringe, taget endnu længere op med Håkan Hellström’s to timer, samme sted torsdag aften. Vi kender INGEN der som Håkan ken tryllebinde sit publikum med illusion om, at her og nu er allerførste gang, og det trick lykkedes også denne gang. Men alligevel, den uforbeholdne kærlighed og ekstatiske respons han fremkaldte fra start til slut var helt vanvittig. Ikke engang Morrissey kan være med her.
Overværede engang Håkan, lige da han var startet ud, spille support for Nina Persson i Store Vega. Kun få kendte ham da han og bandet gik på scenen i relativ stilhed, men ved settets afslutning, en lille times tid senere, var hele salen et jublende inferno af uforbeholden kærlighed. Det er sådan han virker på folk. Som Nina Persson stille indrømmede lidt senere, havde hun valgt den forkerte opvarmning. Hendes aften var forbi før den begyndte. Vi gik 5-6 numre inde i hendes umulige kamp, skyskraberhøje på Hellström’s sange og måden han havde givet sig på.
Her i landet ville det aldrig gå at blive folkepopulær, med en så slingrende popmusik af outsiderskrøbeligt indie-temperament. Danske indiepopbands må have konform, ansigtsløs og konservativt overdådig finish, skal de nå det større publikum. Og det er ikke en kritik af f.eks. Spleen United, bare ren observation. Okay, så er der modsat hele den såkaldte ‘troubadur’-scene a la Nøhr, Buttenschön og West, men deres fælles disciplin er vel først og fremmest højdespringet uden højde. Almindelighedernes sikre holdeplads.
Hvilket bringer os tilbage – thank god! – til Håkan. For hans talent bruger jo også det banale, det helt hverdagsagtige, men på så anderledes nøgen, personlig og brændende vis, at relevans og umiddelbar følelse ligefrem vælter ud af sangene. Og det er vel derfor han blev modtaget så ekstatisk som han gjorde i Pumpehuset, hvor mindst det halve Malmö City var tilstede. Taler også om, at bortset fra den unge Bruce Springsteen, ca. årgang 1978-81, har vi ALDRIG nogensinde set et så charmerende, indtagende og vindende menneske stå på en scene. Aftenen blev derfor en kæmpefest.
23. juli spiller Kent på et slot – endnu en ‘eksklusiv slotskoncert‘! – nord for Helsingborg, og har netop annonceret Håkan Hellström som aftenens support. Den kombi skal vise sig fatal på slottet for Eskiltuna’s angstkonger, hvis ellers så fine musik næsten uværgeligt vil fremstå klodset og skindød, efter Hellström og hans svenske E Street Band har taget publikan med hele vejen gennem de tusinde popreferencer til den fineste, fineste selvforglemmelse.
PS – Skal nogen forbi Oslo iaften, er Håkan og hans syvmands-band på Rockefeller. Lørdag aften gælder det Stockholm’s Arena.
Nikolaj Nørlund, vores pladeselskabsdirektør/producer er både leadsinger og sangskriver i The Rhonda Harris, så enhver hype herfra omkring bandet skal næsten blive opfattet som nepotisme. Så vil blot skyndsomt sige, at det nye album – Here’s The Rhonda Harris – er en udsøgt fornøjelse. Og at Slagterne’s Rune Kjeldsen er med hele vejen igennem. Og at Nørlund måske synger bedre end nogensinde før. Og at de engelsksprogede ord i The Rhonda Harris’ så fine sange er åbne film, man forsvinder ind og bliver væk i. Og at jeg egentlig ikke ville have skrevet dette, men ting sker, og derfor står det nu her, at Here’s The Rhonda Harris lyder som en af årets bedste plader.
American sailors are in town
My sisters wear their thin summer frocks
And dance with anyone
Bathing their shoulders in the night air
Kisses on the lawn
Ingen fortæller os noget. Først nu vi erfarer Broder Daniel’s guitarist Anders Göthberg for 2 uger siden har taget sit liv. Kendte ham jo ikke, men har sat stor pris på hans reverb-distortede og udsøgt melodiøse spil på specielt ovenstående album, Broder Daniel Forever, deres næstsidste, deres bedste, en svensk nyklassiker. Som kan ses på coverbilledet var Håkan Hellström endnu med der som BD-bassist. Lørdag aften ved eget show i Scandinavium, Göteborg tilegnede Håkan sangen ‘Minnen Av Aprilhimlen’ til sin tidligere bandkompis. Og det er kun derfor vi nu ved, Anders Göthberg en nat sprang ud fra Västerbron i Stockholm og var væk. Ingen fortæller os noget.
Håkan Hellström, show-aktuel i KBH nu torsdag, havde tourstart lørdag aften hjemme i GBG’s ishockeyhal Scandinavium. Her et billede fra aftenen, samt dens setliste:
Tro & tvivel
Ramlar
Dom kommer kliva på dig igen
Brännö serenad
Långa vägar
Minnen av aprilhimlen
13
Jag vet inte vem jag är men jag vet att jag är din
Hurricane Gilbert
Inte skyldig nån nåt
Mitt Gullbergskaj paradis
Klubbland
Jag vill ha allting
Gårdakvarnar och skit
Känn ingen sorg för mig Göteborg
En vän med en bil
Kärlek er et brev skickat tusen gångar
+ + +
Nu kan du få mig så lätt
För en lång lång tid
En midsommarnattsdröm
Kom igen Lena
Vi två 17 år
I min fjerne fortid i Storbritannien var der ikke helt få af mine bekendte, der var meget begejstrede for The Fall. Jeg kan også huske, at John Peel altid kunne finde en undskyldning for at spille en sang med The Fall i sit program. Mig sagde de ikke rigtig noget.
At least you’re not the lead singer of The Fall, sagde Rob Gretton til Ian Curtis i Control.
Netop denne bemærkning rinder mig i hu nu i dag. I den britiske presse kan man nemlig læse, hvordan sanger m.v. Mark E. Smith fra The Fall i det nye nummer af Uncut (intet bevidst ordspil) fortæller om hvordan han slår røde egern ihjel i sin have med en hækkesaks, muligvis i forsøg på at gå Ozzy i bedene (heller intet bevidst ordspil).
(Røde egern er en truet dyreart i Storbritannien; jeg kan fra min tid derovre huske, hvordan man så grå egern – en indslæbt dyreart fra Nordamerika – allevegne, men næsten aldrig røde.)
If today was not an endless highway
If tonight was not an endless trail
If tomorrow wasn’t such a long time
Then lonesome would mean nothing to me at all
Yes and only if my own true love was waiting
If I could hear her heart softly pounding
If only she was lying by me
Then I’d lie in my bed once again
I can’t see my reflection in the water
I can’t speak the sounds that show no pain
I can’t hear the echo of my footsteps
I can’t remember the sound of my own name
Yes and only if my own true love was waiting
If I could hear her heart softly pounding
If only she was lying by me
Then I’d lie in my bed once again
There’s beauty in the silver singing river
There’s beauty in the sunrise in the sky
But none of these and nothing else could match the beauty
That I remember in my true love’s eyes
Yes and only if my own true love was waiting
If I could hear her heart softly pounding
If only she was lying by me
Then I’d lie in my bed once again
If today was not an endless highway
If tonight was not an endless trail
If tomorrow wasn’t such a long time
Then lonesome would mean nothing to me at all
Yes and only if my own true love was waiting
If I could hear her heart softly pounding
If only she was lying by me
Then I’d lie in my bed once again
Ovenstående snapshot er fra Columbiahalle, Berlin i november, hvor Interpol på aftenen klart blev overtrumfet af deres selvvalgte supportband Blonde Redhead. Denne heftige italiensk-japanske (!) men New York City-baserede trio startede i går aftes – også i Berlin – egen Europatour, som torsdag når København, hvor Pumpehuset til lejligheden melder udsolgt. Det er der til gengæld ikke i Århus, hvor Blonde Redhead og de medrejsende Devastations først stiller op. Tag dette som en uforbeholden 8000C-opfordring til at køre ned på Voxhall i aften og stemple ind til en mulig oplevelse af de helt store!
Sagt af en ialfald ikke alt for sentimental mand fra den tyske sangerindes omgangskreds i en docu-film om hendes liv. Okay, så er det regnskab gjort op og på plads. Årets 4. måned indtager sin 8. dag og det noteres her med en top-10 over sange på præcis 4:08. Lige for lange til et godt singleliv, lidt for korte til status som progressive. Det skal ikke være nemt at føle sig perfekt. Her de udvalgte få:
01. Secret Side – Nico
02. Killing Of A Flash Boy – Suede
03. Superstar – Sonic Youth
04. A L’Envers, A L’Endroit – Noir Desir
05. Loose Ends – Bruce Springsteen & The E Street Band
06. Deus – Sugarcubes
07. Wonderlust – Fallout Club
08. Looking For You (I Was) – Patti Smith
09. Brand New Start – Paul Weller
10. Vi Er En Stor Familie – Lars Hug & The Yuppies
Et amerikansk band, som indenfor kaos- og junkopførsel til sammenligning får Amy Winehouse til at ligne Katie Melua, vi taler de indimellem glimrende The Brian Jonestown Massacre, har været i Liverpool og Reykjavik for at indspille ny plade, en efter sigende noget undervældende longplayer ved navn My Bloody Underground. TBJM-Mainman Anton Newcombe har i den anledning givet dette alt andet end kedelige telefoninterview til Drowned In Sound.
Let modstræbende skriver jeg dette indlæg. Der har nemlig været så megen omtale af både filmen og dem, den handler om – også her.
Men så alligevel. I går aftes fik jeg omsider set Anton Corbijns film Control om Ian Curtis, hans korte liv og korte musikkarriere i Joy Division. Control er en gribende film, som sagtens vil kunne ses blot som sådan. For de af os håbløse rockfans, der kan huske Joy Division fra dengang og har lyttet meget til deres musik, er filmen selvfølgelig endnu mere spændende. Historien om Joy Division er i høj grad fortalt gennem en lang række sort-hvide fotos taget af netop bl.a. Corbijn, så det er helt naturligt, at filmen er i sort-hvid (ligesom det var både naturligt og nødvendigt, at Schindlers liste var det).
Nogle har kritiseret, at personerne i filmen, her specielt de endnu levende Peter Hook, Bernard Sumner og Stephen Morris, fremstår så decideret umodne og til tider fjollede. Men vi glemmer tit, hvor unge, de alle var – alderen forklarer meget. Ian Curtis blev kun 23. Reelt var de, der tog Joy Division allermest alvorligt, vel også deres fans.
Det er for mig interessant, at “filmbandet” bestående af de fire skuespillere faktisk laver nogle mere end hæderlige udgaver af Joy Divisions sange. Det er ikke de teknisk sværeste numre at spille, men til gengæld kræves der en del for at ramme den rugende, dystre stemning på en ordentlig måde.
Filmen skal også have ros for at give et nuanceret og formodentlig meget realistisk billede af, hvordan det er at være ung og skulle leve med at have et handicap; Ian Curtis var epileptiker.
Og endelig gik det op for mig, at det faktisk var på Kurt Cobains dødsdag, at jeg endte med at se Control (og at Ian Curtis døde på min datters fødselsdag, omend mange år tidligere).
En interessant krølle er at Sam Riley, der spiller Ian Curtis, i det virkelige liv er kæreste med Alexandra Maria Lara, der i filmen er hans belgiske elskerinde Annik Honoré. Alexandra Maria Lara er af nogle nok bedst kendt i rollen som Hitlers sekretær Traudl Junge i Der Untergang.
Long ago and oh so far away
I fell in love with you before the second show
Your guitar, it sounds so sweet and clear
But you’re not really here
It’s just the radio
Don’t you remember you told me you loved me baby
You said you’d be coming back this way again baby
Baby, baby, baby, baby, oh, baby, I love you I really do
Loneliness is a such a sad affair
And I can hardly wait to be with you again
What to say to make you come again
Come back to me again
And play your sad guitar
Don’t you remember you told me you loved me baby
You said you’d be coming back this way again baby
Baby, baby, baby, baby, oh, baby, I love you I really do
