Torsdag markerer 30-årsdagen for at Elvis forlod denne verden fra Memphis, Tennessee. I den imponerende strøm af opmærksomhed der nu derfor atter kommer hans vej, kan det vel undre helt udenforstående hvad han gjorde og kunne, som stadigvæk uformindsket inspirerer så trofast en hengivelse i de fleste af os han rakte ud til. Vi har derfor spurgt Vernon Presley, Elvis’ far, om han på 16 linier kan indkapsle fænomenet og mennesket Elvis Presley. Her er hans bud:

He was a precious gift from God
We cherished and loved dearly.

He had a God-given talent that he shared
With the world. And without a doubt,
He became most widely acclaimed;
Capturing the hearts of young and old alike.

He was admired not only as an entertainer,
But as the great humanitarian that he was;
For his generosity, and his kind feelings
For his fellow man.

He revolutionized the field of music and
Received its highest awards.

He became a living legend in his own time;
Earning the respect and love of millions.

God saw that he needed some rest and
Called him home to be with Him.

Pastoren og jeg opfordrer fundamentalt til strictly Elvis på iPod og stereo torsdagen igennem. Husker for 20 år siden i Frankrig, hvor flere lokale radiostationer på smukkeste vis ligeledes fejrede 10-årsdagen ved udelukkende at spille Kongen. Vil du fortabe dig i Elvis på nettet, så klik her for at komme til The Times’ tribute-site i anledning af dagen.

En sæson-opskrift fra Liverpool: Tag 6 unge scousers og put dem i 1 liter spilkogende Mersey-vand. Tilsæt under omrøring minimum 2 dl. Love’s Forever Changes-essens. Lad gryden simre mens der hældes lidt Beatles (årgang 1966-67), en hel spiseskefuld Echo & The Bunnymen (ca. Crocodiles) samt et rundhåndet skvæt The La’s i, og vær ligeledes gavmild med den gode uøkologiske nordengelske regn. Rør ingredienserne grundigt sammen og du har The Coral’s nye Roots & Echoes-album. Serveres naturligvis bedst med både salt & vinegar og tempereret fadøl.

Procession moves on, the shouting is over
Praise to the glory of loved ones now gone
Talking aloud as they sit round their tables
Scattering flowers washed down by the rain
Stood by the gate at the foot of the garden
Watching them pass like clouds in the sky
Try to cry out in the heat of the moment
Possessed by a fury that burns from inside

Cry like a child, though these years make me older
With children my time is so wastefully spent
A burden to keep, though their inner communion
Accept like a curse an unlucky deal
Played by the gate at the foot of the garden
My view stretches out from the fence to the wall
No words could explain, no actions determine
Just watching the trees and the leaves as they fall

© Ian Curtis/Joy Division

Måske de i 90’erne overhovedet ikke fik så meget spalteplads som de flashy engelske Britpop-bands, men det stod alligevel stjerneklart, at Tindersticks med deres særegent intime musik nok indeholdt en helt anden langtidsholdbarhed end de fleste af disse. At det også blev tilfældet er den nye retrospektive dbl-cd BBC Sessions bevis på. Som pladens titel fortæller, er der tale om en opsamling, udfra de éndags-sessions, Tindersticks ved adskillige lejligheder blev inviteret ind til, i BBC-studierne i Maida Vale, af især de to dj’s Mark Radcliffe og John Peel.

Heldigvis har bandets medlemmer i udvælgelsen til denne udgivelse valgt at fokusere på indspilninger fra tidsrummet 93-97, de gyldne Tindersticks-år. Her udsprang bandets første tre plader, der i materiale og dirrende nerve ligger over, hvad siden skulle komme. Det betyder genhør med titler og sange, vi allerede kender godt, men her får i ‘nye’ friske udgaver, der ofte på kvalitet, i session-situationens søgende her-og-nu-feeling, stikker af fra de mere velovervejede originaler. Store ord, men der er næsten også kun fremragende ting på disse to natkompatible cd’s. Stuart Staples har aldrig sunget nærmere, Tindersticks sjældent spillet tættere. Her indholdet af BBC Sessions:

DISC 1:
DRUNK TANK – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
HER – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
TYE-DIE – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
RAINDROPS – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
TINY TEARS – MARK RADCLIFFE SESSION 25/10/93
SNOWY IN F# MINOR – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
SLEEPY SONG – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
A NIGHT IN – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
TALK TO ME – BBC EVENING SESSION 02/03/95
VERTRAUEN II – BBC EVENING SESSION 02/03/95
EL DIABLO EN EL OJO – BBC EVENING SESSION 02/03/95
SHE’S GONE – BBC EVENING SESSION 02/03/95
MY SISTER – MARK RADCLIFFE SESSION 08/03/95

DISC 2:
BEARSUIT – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
UNTITLED – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
CHERRY BLOSSOMS – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/9
SHE’S GONE – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
HERE – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
SEAWEED – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
DICK’S SLOW SONG – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/
RHUMBA – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
I WAS YOUR MAN – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
HER – MARK RADCLIFFE SESSION06/02/97
TRAVELLING LIGHT – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/
BURIED BONES – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/97
TINY TEARS – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/97

En bedrøvelig meddelelse, at Lee Hazlewood, lille cowboy med meget dyb stemme, er død i nat i Las Vegas, Arizona, 78 år gammel. De fleste kender ham nok udelukkende fra det frugtbare pop-samarbejde i midt-60’erne med Nancy Sinatra – tænk bare “These Boots Are Made For Walking, “Some Velvet Morning”, “Summer Wine”, “Sand”, “Sugar Town”, “Lady Bird”, “Lightning’s Girl”, “So Long, Babe”, “Sundown, Sundown” – men også alene stod Lee bag mange nævneværdige udgivelser, ikke mindst long-playerne Trouble Is A Lonesome Town (1963) og Cowboy In Sweden (1970). Senest sidste år var han aktuel, dog desværre kun med en parantes af en plade, den bizart opkaldte Cake Or Death. Der blev i nat ikke mere kage til Lee Hazlewood, en af de helt store komponister, producere og stilister indenfor moderne musik.

Og det med en anbefaling. For juli har ikke kun bragt Interpol-albummet og en slags genopstandelse for Smashing Pumpkins i form af Zeitgeist-pladen. Nej, et af vores egne bedste bands, Figurines, har også brugt sommeren til at udsende nyt.

GAFFA-billederne af dem var nu lidt foruroligende. Bandmedlemmer i stylet skovhugger-fra-H&M-stil. Og førstesinglen, en uprofileret ikke-sang ved navn “Hey, Girl”, fik heller ikke vilde forventninger op. Så meget desto større grund til nu at glædes over When The Deer Wore Blue.

For den “Hey, Girl”-affødte mistanke, om det traditionelle problem med et band i medvind, der har for turné-travlt til at skrive nye gode sange, dør hurtigt. WTDWB er lyden af både nyvunden erfaring og opdagelyst. Det høres overalt i referencer, fra antenner ude i alle retninger.

Som tilfældet var tidligere på året hos både Clap Your Hands Say Yeah og Arcade Fire, er det bevidst noget af en rodebutik der inviteres ind i. Det helstøbte værk er ikke tilstræbt her, hvor fragmenteret virkelighed regerer.

Udover klassisk Figurines-kant gives i luftige arrangementer bl.a. adskillige Mew- og Beach Boys-harmonier, The Band-referencer, R.E.M.-melankoli, amerikansk indie-spil og solforslået 60’er acidpop. Selv et monstrøst og næsten endeløst funkriff bliver der plads til i “Drunkard’s Dream”. Ikke dette tastaturs favorit, men alligevel en befriende uafhængighedserklæring fra et band, der øjensynligt ikke frygter nogetsomhelst.

På det plan skriver WTDWB sig lige ind i den nye nordamerikanske tradition, hvor der allerede står navne som Flaming Lips, Mercury Rev og føromtalte Arcade Fire. Figurines tager dermed som band et stort og spændende skridt frem i ukendt territorie, bort fra egen forrige så succesfulde Skeleton-plade. Et modigt træk, der fortjener at blive belønnet. Hvilket nok også sker hvis/når albummets helt uimodståelige pophit, “Let’s Head Out”, bliver sendt ud som single.

Hvad er blevet hørt under sommeren? Her den lokale top-21 fra U-land, gældende nok mest spillede sange i juli:

01. Rest My Chemistry – Interpol
02. Disco Devil – Lee Scratch Perry
03. The Lighthouse – Interpol
04. Waiting Around To Die – Rhonda Harris
05. Let’s Head Out – Figurines
06. Black Sheep Boy – Scott Walker
07. Peace Be Unto Thee – Bad Brains
08. Harborcoat – R.E.M.
09. Public Pervert (Carlos D Remix) – Interpol
10. Kiss, Kiss – Yeah Yeah Yeahs
11. Pioneer To the Falls – Interpol
12. Village Green – The Kinks
13. Johnny Was – Bobby Marley & Da Wailers
14. Nowhere Fast – The Smiths
15. All About You – The Scars
16. Sussy Moore – The Lollipops
17. The Scale – Interpol
18. Point Blank – Bruce Springsteen
19. Pump Up The Volume – Art Brut
20. Still Alive – Dr. Alimantado
21. Rainin’ In Paradize – Manu Chao

USA fejrer nationaldag med skarp forskel på nationen selv og så den mytologiske drøm, den er bygget op omkring. Førstnævnte symboliseret som af billedet her på slagteriet i Irak, eller af GW Bush’s fængselsbenådning til egen vicepræsidents uhæderlige stabschef i weekenden, sidstnævnte f.eks. via det her klip af 5 amerikanske pionerer fra O-H-I-O i aktion på fransk TV, 1979.

Hvad er oddsene iøvrigt på at Neph…sorry, Kliché allerede for længe siden nærstuderede netop dette band?

For 25 år siden i dag tog Talking Heads deres Remain In Light-tour ud på en regnplaget græsmark ved Tourhout i Belgien. Support var Tom Tom Club og U2. Irerne havde dagen før haft vigtig gennembrudskoncert på Roskilde, den famøse med Bono oppe i TV-kranen. Så han var hæs i Belgien nu, denne sene eftermiddag. Brugte sin showtime på besynderlig klatring højt oppe i PA-tårnet. Ikke uden grund Bunnymen’s Ian McCulloch sammenlignede Bono med en bjergged. Men headlinerne fra Talking Heads, som her var afsted med en fænomenal plade, de var anderledes skarpe i sync og fokus på dagen. Korpiger chantede ud i afrikansk polyrytmik, David Byrne stjal ethvert billede, som kunne sættes på hovedet, og så var der Adrian Belew med sin hylende verdensguitar. Et stort band på himmelflugt den sommer. Med syn og lyd derfra sent samme aften, i et nattog mod London, smagende på fremtiden.

All through the night they begin to take shape
From the crack of the vinyl to the hiss of the tape
Play and record held down together
Tabs pushed off so you can’t tape over it ever

Just a couple of friends hanging out with each other
We started to swap tapes to soundtrack our summer
Tapes that are full of the things we can’t say
To each other during the day

It can’t be just me that’s working it out
These songs that we’ve chosen and what they’re about
Are we after the same thing? Am I crossing a line?
I’m checking the lyrics I’m pressing rewind

All through the night they begin to take shape
From the crack of the vinyl to the hiss of the tape
These songs won’t see the sun any time soon
Under the cover of headphones and for the privacy of bedrooms

All the best pop songs are girl meets boy
And there wasn’t one song that I didn’t enjoy
But I lacked confidence when I was young
So things didn’t work out the way they get sung

Play and record held down together
Tabs pushed off so you can’t tape over it ever
A couple of friends hanging out with each other
Just swapping songs to soundtrack our summer

© Art Brut

R.E.M. er i disse dage i Dublin, på det meget intime Olympia Theatre, for at spille 5 ‘working rehearsals’, altså shows hvor helt nye sange kan blive prøvet af i livesammenhæng. Blandt tilhængere har der længe været stigende skuffelse over den kollektive træthed og stagnation, bandets sidste tre plader vel mest af alt dokumenterer, og derfor er der både stor fortrøstning og glæde ovenpå første koncert lørdag aften. Den bød nemlig gennemgående på en langt mere kantet og pågående ny musik end længe hørt fra R.E.M. og undlod samtidig de ellers obligatoriske greatest hits til fordel for en række mere utilpassede sange, mest fra de tidlige år. Her et videoklip fra 1984, til vital forsikring for alle om hvor elektrisk og specielt et band R.E.M. var dengang. Vi krydser fingre for de selv kan finde det igen!

Følg med i eftersøgningen på www.remdublin.com og/eller murmurs.com

Jo, det er. Scene klar til band, lørdag aften.

I dag for 41 år siden – vi taler altså 1966 – fejrede Florence Ballard sin 23-års fødselsdag ved, sammen med resten af The Supremes, at indspille ‘You Keep Me Hangin’ On’. Den Holland/Dozier/Holland-skrevne klassiker – vel nok bedste Supremes-output sammen med ‘Come See About Me’ og ‘My World Is Empty Without You’- er senere blevet udfordret af mange, måske allerbedst af Jamaica’s Ken Boothe, hvis helt fænomenale syv-minutters ‘Set Me Free’-version kan høres over PA’et før de fleste koncerter denne sides band spiller.

Okay, det her skulle med jeres hjælp kunne blive en god en. Opgaven er som følger: Du bliver sendt afsted om ganske få minutter til en øde solbeskinnet ø, hvor sommeren skal gå alene i en hytte, uden meget andet livsnødvendigt end et tændt og velfungerende stereoanlæg. I den musikalske bagage til opholdet må være præcis 10 cd’s, deraf 7 internationale og 3 danske. Hvilke plader (opsamlinger er bandlyst!) tager du umiddelbart med…?!?

Her alfabetisk dette tastaturs valg :

Afghan Whigs – ‘Black Love’
Tim Armstrong – ‘A Poet’s Life’
Manu Chao – ‘Clandestino’
The Clash – ‘London Calling’
The Congos – ‘Heart Of The Congos’
Interpol – ‘Our Love To Admire’
Morrissey – ‘Vauxhall & I’

Death To Frank Ziyanak – ‘Dirty Chords & Limericks’
Lars Hug – ‘Kysser Himlen Farvel’
Nikolaj Nørlund – ‘Tændstik’