En vis SP Morrissey har netop påbegyndt sin første amerikanske tour i flere år. De mange europæiske tilhængere der var lidt skuffede over sangudvalget på hans seneste dates her, vil helt sikkert på afstand kunne glædes over en setliste som denne, fra showet lørdag aften i Sparks, Nevada:
The Queen Is Dead
The Youngest Was the Most Loved
You Have Killed Me
Disappointed
There is a Light That Never Goes Out
Lucky Lisp
In the Future When All’s Well
Ganglord
The National Front Disco
The Boy With The Thorn in His Side
Everyday is like Sunday
I’ve Changed My Plea To Guilty
I Will See You in Far Off Places
Life is a Pigsty
How Soon Is Now
Let Me Kiss You
I Just Want to See the Boy Happy
——————————–
You’re Gonna Need Someone on Your Side
Irish Blood, English Heart
Måske ‘årets plade’ udkommer til sommer. Den 9. juli er ialfald dagen hvor Interpol udgiver sit længe ventede 3. album, hvis titel og tracklist netop er blevet lagt på nettet. Nedenfor står de 11 sange, der tilsammen vil udgøre New York City-bandets Our Love To Admire. Første single ‘The Heinrich Maneuver´ – den titel giver da visse associationer til Henrik Hall’s berygtede dansetrin! – sendes ud i verden den 7. dag i maj.
INTERPOL
Our Love To Admire
1. Pioneer to The Falls
2. No I in Threesome
3. The Scale
4. The Heinrich Maneuver
5. Mammoth
6. Pace is the Trick
7. All Fired Up
8. Rest My Chemistry
9. Who Do You Think
10. Wrecking Ball
11. The Lighthouse
I forbindelse med snakken her i sidste uge om Patti Smith’s nye coverplade, omtalte vi hende herfra som pt. ‘hausfrau i Detroit’. Fra velunderrettet kilde – tak, Dorthe! – viser den påstand sig slet ikke at holde vand. Patti Smith boede godt nok lige nord for Motor City, i St. Clair Shores, i årene efter opløsningen af Patti Smith Group, men efter ægtefællen Fred ‘Sonic’ Smith’s pludselige død i 1994 rykkede hun tilbage til New York, som har været hendes base lige siden. Den slags facts er vigtige at få rigtige, så derfor dette efterskrift.
Ovenstående mesterværk – debutpladen med Ramones fra Queens, New York City – tager sin 31 års fødselsdag i dag. Her er de 14 korte men langt bedste grunde til at fejre den:
1 “Blitzkrieg Bop” – 2:14
2 “Beat on the Brat” – 2:31
3 “Judy Is a Punk” – 1:32
4 “I Wanna Be Your Boyfriend” – 2:24
5 “Chain Saw” – 1:56
6 “Now I Wanna Sniff Some Glue” – 1:35
7 “I Don’t Wanna Go Down to the Basement” – 2:38
8 “Loudmouth” – 2:14
9 “Havana Affair” – 1:56
10 “Listen to My Heart” – 1:58
11 “53rd & 3rd” – 2:21
12 “Let’s Dance” – 1:51
13 “I Don’t Wanna Walk Around With You” – 1:42
14 “Today Your Love, Tomorrow the World” – 2:12
I dag bliver James Osterberg 60 år. En del mennesker tænker på ham som en slags andenrangsudgave af David Bowie, nogle amerikanere jeg har mødt, tror at han er britisk.
Begge dele er jo løgn.
Sandt er det, at to af Iggy Pops bedste albums, Lust For Life og The Idiot, begge blev til i tæt samarbejde med David Bowie. Men manden kan selv. Hans tidlige albums med The Stooges opfandt garagerocken og foregreb på den måde også punk. Det var da også netop dér, Bowie opdagede ham, og deres makkerskab blev grundlagt med Bowies produktion af Raw Power. Så gik The Stooges i opløsning – både sammen og hver for sig – og en solokarriere var en realitet.
De første albums var ikke alle lige gode, men så kom den gode periode (synes jeg) med de to Bowie-producerede albums. Også nogle af Iggys albums fra Blah Blah Blah (hvor Bowie var med igen) og frem op gennem de tidlige halvfemsere og frem er værd at høre. Mine personlige favoritter fra den tid er Instinct og American Caesar.
Jeg husker især en koncert i Glasgow den 15. januar 1991; koncerten var fin, men efterspillet er det, jeg husker: Da jeg kom hjem til Edinburgh ud på natten, tændte jeg for BBC og kunne høre at den første Golfkrig var begyndt.
Iggy Pops seneste udgivelser (også det seneste Stooges-album) har desværre været af mere svingende end swingende kvalitet. Af og til spekulerer jeg på, om han mon har malet sig selv inde i et hjørne med sit vildmands-image. Men en rocklegende både er og bliver hr. Osterberg.
Hvor mange ved forresten, at Iggy Pop har nordisk baggrund? Hans far kom fra en svensk-amerikansk familie (deraf efternavnet), og hans mor var dansk-amerikaner – født Kristensen.
Her er et uddrag fra bogen Iggy Pop: Open Up and Bleed af Paul Trynka:
Jim Osterberg’s earliest memory is of being in Louella’s lap, playing a game where “she’d recite a kind of a chant, in Danish, then on the last word almost drop me to the floor and pick me back up. And I wanted to do it again and again.” Jim Junior grew up in his mother’s warm, nurturing love and surrounded by his father’s baseball accoutrements (“He had played some semi–pro baseball, he had an enormous bat, and the mitt, and everything that goes with it”).
Quiz: Hvad er det for et nummer på 1990, der er inspireret af et nummer på Iggy Pops album Party?
Coverplader er en mærkelig størrelse. Et slags frikvarter for den enkelte artist, som her kan sende sangskrivning på orlov og istedet hylde egne helte og nogle sange, der har betydet noget helt specielt for hans/hendes personlige løbebane. Lars Hug lavede f.eks. herhjemme ‘Copy’, en glimrende opdatering og nytænkning af en samling allerede meget kendte danske numre. Det album fungerede fordi Hug gik radikalt tilværks og ikke var bange for at ændre det valgte materiales form og lyd. En tilgang der er svær, for problemet med coverplader er nemlig, at dyb respekt ofte forhindrer nye fingeraftryk på gamle sange. Og hvem – udover måske de allermest hengivne – er interesseret i professionel karaoke…? En anden og meget nyere dansk coverplade, der tilsvarende er noget af en skatkiste, er Rhonda Harris’ ‘Tell The World We Tried’, hvor Nikolaj Nørlund & co. hylder det amerikanske fænomen Townes Van Zandt med både originale og gribende udgaver af hans sange.
Patti Smith er i denne uge ude med sit helt eget coverprojekt; ‘Twelve’ er titelen på de 12 sange, der hovedsageligt er hentet i hendes egne unge år, fra før punken brød løs. Patti Smith, som ellers tidligere har været kendt som en vild fortolker af bl.a. ‘Hey Joe’, ‘Gloria’, ‘My Generation’ og ‘We’re Gonna Have A Real Cool Time Together’, vælger på ‘Twelve’ en naturalistisk nøgtern tone, der desværre i en for stor del af sangenes tilfælde forhindrer effektiv transformation af dem til her og nu. At hun ovenikøbet har valgt så ‘svære’ – og allerede befærdede – sange som f.eks. ‘Gimme Shelter’ ( Rolling Stones), ‘Changing Of The Guards’ (Bob Dylan), ‘Helpless’ (Neil Young) og ‘Soul Kitchen’ (The Doors) gør ikke den i forvejen vanskelige mission lettere.
Der er dog heldigvis i strømmen af velmente men også lidt gennemsigtige versioner mindst én absolut grund til at stifte bekendtskab med ‘Twelve’; nemlig ‘Smells Like Teen Spirit’, Nirvana’s luxusliner af et oprør, som Patti Smith befolker med adskillige hikstende banjoer, samt den samme trance-messende stemme, man også stod forsvarsløs overfor, da hun way back brød igennem med ‘Horses’. En meget stor version her, som fungerer ved at turde ændre både instrumentering og udtryk voldsomt i forhold til originalen. En anden sang der også skal nævnes, da den tårner langt over middel, er Stevie Wonder’s ‘Pastime Paradise’. Wonder har vi aldrig lyttet meget til her, men denne fint akkord-progresserende sang er i Patti Smith’s navn tilsvarende et klart vidnesbyrd på, at hun stadig – nu som 60-årig hausfrau i Detroit – har mere på hjerte end de fleste. Havde hele ‘Twelve’ holdt samme standard, havde den været skræmmende.
Jeg læser ikke Politiken regelmæssigt, men jeg er netop blevet gjort opmærksom på dette citat fra onsdag d. 11. april i Peter Christensens klumme om aktuelle links og blogs. Han skriver:
Sanger og sangskriver Jens Unmacks hjemmeside er gefundenes fressen for både fans og almindeligt musik- og fodboldinteresserede. Der er naturligvis oplysninger om tourplan og smagsprøver fra det andet soloudspil, ’Aftenland Express’ (bl.a. via et link til hans myspace-profil), men nok så interessant kan man holde sig ajour med diverse bands og musikere, som Unmack værdsætter. Og under titlen ’Calcio!’ kan man læse kvalificerede nyheder og holdninger om fodbold (især om Liverpool FC). Kort sagt: For os, der mindes den glade studietid, hvor der var tid til at gennempløje pladebutikker og musik- og fodboldblade, er det en god genvej til fornøjelig og kyndig opdatering.
Jeg synes de er helt specielle; The Libertines, kaot-bandet, som løb så galt i drug-opløsning, efter kun to brillante longplayers. Ikke meget håb om mere dér, så en gigantoverraskelse, at bandets to frontfigurer Pete Doherty og Carl Barat forleden, helt uannonceret, delte scene i Hackney Empire og sammen spillede et set bestående af Libertines-numre. I en perfekt verden vil de to og resten af bandet nu begynde igen, smide de betændte stoffer på porten og lave endnu flere fantastiske sange sammen. Men, som ikke mindst ængstelige bandmedlemmer i abort-projekterne Dirty Pretty Things og Babyshambles nok vil påpege, er det ren ønsketænkning. Her er setlisten fra d. 12. april i Hackney Empire:
‘What A Waster’
‘Death On The Stairs’
‘The Good Old Days’
‘What Katie Did’
‘Dilly Boys’
‘Seven Deadly Sins’
‘France’
‘Tell The King’
‘Don’t Look Back Into The Sun’
‘Dream A Little Dream Of Me’
‘Time For Heroes’
‘Albion’
‘The Delaney’
De nedenstående minder vel i længselsfuld ‘aching’ mest om klassisk The Go-Betweens – ja, det australske band der aldrig må glemmes – men går alligevel naturligt med i paraden af imponerende sange på Bright Eyes’ nye ‘Cassadaga’:
MAKE A PLAN TO LOVE ME
I heard you’re scheming new pyramids
Another big idea to get you rich
Make a plan to love me sometime soon
You said you had your foot in the door
You buy and you sell, you buy some more
Make a plan to love me sometime soon
Life is too short
Death doesn’t ask
It don’t owe you that
Some things you lose
You don’t get back
So just know what you have
And make a plan to love me sometime soon
Life is too short
To be a fool
I don’t owe you that
Do what you feel
Whatever is cool
But I just have to ask
First you want to ride off into the sun
Then you want to shoot straight to the moon
Make a plan to love me sometime soon
When you are young the world is a ferris wheel
I know we will grow old it is lovely, still
Make a plan to love me sometime soon
Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me sometime soon?
Nu vi taler indpakning, har The Fab Four fra Merseypool så nogensinde været mere elskelige? Vi siger nej, USA det modsatte. Den amerikanske 1965-udgivelse ‘Yesterday And Today’ blev straks, efter en sand tsunami af klager over ovenstående covers påståede grusomhed, trukket tilbage og genudsendt i et helt anderledes og stuerent design. Beat is murder!
Vil også lige hårdt anbefale den nye Bright Eyes-plade fra i mandags, der umiddelbart havde svært ved at træde ud af sin forgænger ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’s næsten perfekte skygge, men nu vokser og vokser for hver gennemlytning. Bright Eyes har denne gang begået en sand Rolling Thunder Revue af blomstrende americana i forskellige stilarter og mangeartede arrangementer. En rejse gennem nordamerikansk musik, som når den har været bedst de seneste 40 år. Den har traditionelle love songs med bitre twists af livslede, den har moderne livtag med sex, politik, hverdag og utæmmede violiner, og den har ikke mindst de besnærende melodier, små som store, alle båret frem af den unge, rystende Bright Eyes-stemme, hvis engagement herefter aldrig skal kunne betvivles. Rocknroll bliver ‘Cassadaga’ aldrig, dertil er den langt mere klassisk Nashville end Memphis i tilgang. Ja, faktisk er der noget næsten håbløst western-bedaget over dens ofte pastorale og akustiske musik. Det må kræve sin mand at kunne bære et så fint nuanceret og flimrende udtryk helt hjem gennem ‘Cassadaga’s 62 vellykkede minutter. Som altid i Bright Eyes’ ambitiøse og komplicerede tilfælde er hans navn Conor Oberst.
Ondt i halsen holdt mig hjemme fredag aften, da jeg egentlig skulle have set 1 2 3 4 ude i byen. Endte istedet alene i stort selskab med en broget flok 7-inch-singler. Fik dem ikke hørt allesammen, men her indholdet af den udvalgte bunke, der nu igen går tilbage i kasser, efter kategori og alfabet:
The Marvelettes – ‘I’ll Keep Holding On’, Barbara Lynn – ‘You”ll Lose A Good Thing’, Smokey Robinson & The Miracles – ‘The Tracks Of My Tears’, The Four Tops – ‘Baby, I Need Your Loving’, Nigger Kojak – “Nice UP Jamaica”, Junior Murvin – ‘Police & Thieves’, Yello – ‘The Rhythm Divine’, The Associates – ‘Party Fears Two’, Rhythm Of Life – Soon/Summertime’, Josef K – ‘Chance Meeting’, Paul Quinn & Edwyn Collins – ‘Pale Blue Eyes’, Johnny Thunders – You Can’t Hold Your Arms Around A Memory’, Sister Sledge – ‘Lost In Music’, Black Box – ‘Ride On Time’, Donna Summer – ‘I Feel Love’, Heaven 17 – ‘(We Don’t Need This) Fascist Groove Thang’, Henry Mancini & His Orchestra – ‘Moon River’, Love Shop – ‘En Nat Bliver Det Sommer’, Freshly Riots – ‘Delightfully Fresh’, Dusty Springfield – ‘I Close My Eyes And Count To Ten’, Gun Club – ‘Fire Of Love’, The Gun Club – ‘Sex Beat’, New Order – ‘Everything’s Gone Green’, Marcel Camus – ‘Orfeu Negro’, FR David – ‘Words’, Raspberries – ‘Let’s Pretend’, The Shoes – ‘Tomorrow Night’, Elvis Presley – ‘My Boy’, Scars – ‘All About You’, The Smiths – ‘Hand In Glove’, Nancy Sinatra – ‘Summer Wine/Sugar Town’, Sparks – ‘Something For The Girl With Everything’, The Trashmen – ‘Surfin’ Bird’, Lee Marvin – ‘Wand’rin Star’, Nancy Whiskey – ‘Freight Train’, R.E.M. – ‘(Don’t Go Back To) Rockville’, Dream Syndicate – ‘Blind Willie McTell’, The Kilima Hawaiians – ‘Hawaii Sing To Me”, Pier Angeli – ‘Volare’, David Bowie – ‘Rebel Rebel’, Mott The Hoople – ‘Saturday Gigs’, T. Rex – ‘Metal Guru’, The Dead Kennedys – ‘Holiday In Cambodia’, John Cale – ‘Dying On The Vine’, Carpenters – ‘Superstar’, The Cure – ‘Jumping Someone Else’s Train’, The Passions – ‘I’m In Love With A German Film Star’, Ian McCulloch -‘September Song’, The Dream Academy – ‘Please Please Please Let Me Get What I Want’, Echo & The Bunnymen – ‘The Pictures On My Wall, Echo & The Bunnymen – ‘The Promise’, Echo & The Bunnymen – ‘The Killing Moon’, Devo – ‘Jocko Homo/Mongoloid’, Pere Ubu – ‘Final Solution’, Richard Hell & The Voidoids – ‘Blank Generation’, Iggy Pop – ‘Some Weird Sin’, Jonathan Richman – ‘Roadrunner’, Ramones – ‘Do You Remember Rock’n’Roll Radio?’, The Music Explosion – ‘Little Bit O’ Soul’, The Saints – ‘One Two Three Four’, The Saints – ‘I’m Stranded’, The Undertones – ‘Teenage Kicks’, The Ronettes – ‘Baby, I Love You’, Dean Martin – Somewhere There’s A Someone For Everyone’, Otto Brandenburg – ‘To Lys På Et Bord’, Jørgen Ingemann & De Små Ingemænner – ‘Far, Jeg Kan Ikke Få Hul På Kokosnødden’, Joy Division – ‘Transmission’, New Order – ‘Temptation’, Talk Talk – ‘It’s My Life’…
31 år siden i dag Phil Ochs – amerikansk frihedskæmper, fantast, disilluisioneret protestsanger, Elvis Presley-fan, far, m.m. – checkede frivilligt ud af denne verden. Om ikke andet, efterlod han sig en række meget fine sange, hvoraf en af de mest simple og ligefremme står i hans minde her:
I’M TIRED
Sometime’s I feel that the world isn’t mine
It feeds on my hunger and tears on my time
And I’m tired,
Yes, I’m tired
Every face on the street is as cold the air
As hard as the pavement moves ‘neath my feet
And I’m tired,
Yes, I’m tired
Sometimes I stop and ask to myself
Oh, why should I be so alone?
It comes and it goes
and nobody knows
For they’re blind with a pain all their own
So I start out again with a smile on my face
To hide all the empty and search for a friend
And I’m tired
Yes, I’m tired
Sometimes I stop and ask to myself
Oh, why should I be so alone?
It comes and it goes
and nobody knows
For they’re blind with a pain all their own
So I start out again with a smile on my face
To hide all the empty and search for a friend
And I’m tired
Yes, I’m tired
I’m tired
Yes, I’m tired
