Og mon ikke dyret er beruset af sin nyfundne frihed? Dens tidligere ejer har dog ikke sans for sentimentalitet. Så find mønterne frem; allerede den 2. juni udsender EMI Parlophone således – vistnok uden bandets samtykke – dbl-cd’en ‘Radiohead: The Best Of’. Her en indholdsfortegnelse:

CD1: ‘Just’ / ‘Paranoid Android’ / ‘Karma Police’ / ‘Creep’ / ‘No Surprises’ / ‘High And Dry’ / ‘My Iron Lung’ / ‘There There’ / ‘Lucky’ / ‘Fake Plastic Trees’ / ‘Idioteque’ / ‘2+2=5’ / ‘The Bends’ / ‘Pyramid Song’ / ‘Street Spirit (Fade Out)’ / ‘Everything In Its Right Place’

CD2: ‘Airbag’ / ‘I Might Be Wrong’ / ‘Go To Sleep’ / ‘Let Down’ / ‘Planet Telex’ / ‘Exit Music (For A Film)’ / ‘The National Anthem’ / ‘Knives Out’ / ‘Talk Show Host’ / ‘You’ / ‘Anyone Can Play Guitar’ / ‘How To Disappear Completely’/ ‘True Love Waits’

Kære Michael. Tillykke med Accelerate, din (jeres!) bedste plade i 12 år, ja lige siden New Adventures In Hi-Fi, som jeg købte på Hovedbanen i 1996, en sensommerdag, og hørte på discman på vej til Århus, hvor der var Suede samme aften i SCC. De var selv lige ude med Coming Up, og skulle ligesom jer få alvorlige bandproblemer herfra. På billedet ovenfor står du i Erfurt i Tyskland i lørdags, hvor I spillede ‘SS’-singlen foran TV-stjernevært Thomas Gottschalk i ømt guldjakkesæt og Paris Hilton og Ollie Kahn fra Bayern München og en masse andre tyskere, som var kommet for at se ‘Wetten Dass’, populært konkurrenceshow, der bl.a. viste en blændet mand fra Lichtenstein, der med tungen kunne smage (!) forskel – og sige navnet på – 36 forskellige fodbolde, well, well, well. Fik aldrig set jer der fra Erfurt, I forsvandt i aftenens TV-slalom, tror jeres playback må have ligget et sted til venstre for Real Betis’ sejrsmål mod de faldende giganter fra Barcelona, det var nok samtidig. Men det gør ikke stort, for selvom den nye plade er back on track, synes vi stadig I på en scene ligner en døende dinosaur, så seen-it-all mætte og solbrændte på den forkerte måde ser specielt dine bandmedlemmer ud, no offence. Men fuck nu det – musikken er hvad som tæller, den har vi nu, den lever igen og tak for det!

Kan det forestilles denne side går mere op i Håkan Hellström’s musik, end hans eget herværende pladeselskab? Tanken, der ikke mindst bør være ærgelig for Håkan selv, understøttes i det totale fravær af hans nye För Sent For Edelweiss i pladebutikkerne. Albummet blev udsendt tirsdag i Sverige og Norge, men i DK findes det indtil videre kun som download. Hvor man har spurgt derude, har ekspedienter været uforstående over manglende Edelweiss-levering, og har ikke kunnet finde svar på tiltale hos EMI, der står for Håkan Hellstöm’s discs i DK.

På EMI’s danske hjemmeside står För Sent For Edelweiss til release 26. marts, men det er også alt. Ingen hype, intet presseskriv, ingen tourplan, intet coverbillede, ingen henvisnisniger til Håkan’s hjemmeside, ingen soundbites, ingenting. Kan her kun se to mulige forklaringer på dén imponerende hemmeligholdelse af Sverige’s lige nu bedst sælgende popartist. Enten er EMI-folkene så optaget af egen storkrise, de ikke længere tager sig tid til noget så ordinært som pladesalg. Eller også aner de simpelthen ikke hvem manden fra Göteborg er, og kan derfor heller ikke forestille sig andre være interesseret i ham og hans nye album.

Tror mest på det sidste, for selvfølgelig vil det problemramte pladeselskab gerne sælge, hvilket deres hjemmesides store LOC-reklame også fortæller. Så for nu at hjælpe EMI-sekretærerne lidt på vej, præsenterer vi – under titlen ‘GBG Regn – En Håkan Hellström-guide’ – vores ydmyge bud på det essentielle og kronologiske HH-introduktionsalbum. Dets 18 sange må de meget gerne tage i fuld længde til mandagsmødet på Falkonér Alle, og så ellers få fingrene ud, når de erfarer hvilket guld de sidder så passivt på.

GBG Regn – En Håkan Hellström-guide:

01. Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg
02. En Vän Med En Bil
03. Ramlar
04. Nu Kan Du Få Mig Så Lätt
05. Magiskt, Men Tragiskt
06. Visa Vid Vindens ängar
07. Kom igen Lena!
08. När Jag Ser Framåt
09. Den Fulaste Flickan I Världen
10. Det Är Så Jag Säger Det
11. Jag Har Varit I Alla Städer
12. Brännö Serenad
13. Bara Dårar Rusar In
14. Tro Och Tvivel
15. För En Lång Lång Tid
16. Jag Vet Inte Vem Jag Är Men Jag Vet Att Jag Är Din
17. För Sent För Edelweiss
18. Kär I En Ängel

1,2,3,4,5 fra Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg, 2000
6 fra Luften Bor I Mina Steg-EP, 2002
7,9,10 fra Det Är Så Jag Säger Det, 2002
8 fra Kom Igen Lena!-single, 2002
11,12,13 fra Ett Kolikbarns Bekännelser, 2005
14,15,16,17,18 fra För Sent För Edelweiss, 2008

– Problemet med Danmark er, at landet er så lille, at det er umuligt at røre bare det mindste på sig uden at genere en eller anden, der sidder i samme sofa. Kulturelt og politisk ligger vi under for en klubmentalitet, der mest af alt minder om et lille fiskersamfund i 1800-tallet: Man skal passe på, hvad man siger, hvis man gerne selv vil til fadet. Vi er alle underkastet en såkaldt ”repressiv tolerance,” noget, der på den ene side tillader alle at komme til orde, men reelt slår det ihjel via en masse høfligt uinteresseret fortielse.

– Man kan se, hvordan det påvirker den enkelte: Alle vil gerne være unikke, men helst på nøjagtig samme måde som alle de andre. Selv ”undergrunden” og det ”alternative” repræsenterer jo ikke længere nogen som helst modsætning til forbrugerkulturen, det er oftest bare en floskel, der bliver brugt for at give forbrugeren oplevelsen af sig selv som værende trendy og med på beatet. Jeg mener, hvor ”independent” er det for eksempel at stå i Forum sammen med 10.000 andre og lytte til The Cure anno 2008? Det mest ”grænseoverskridende” ved den oplevelse må da være udstillingen af det mobile installationskunstværk Robert Smith, en næsten 50-årig mand, der efterhånden vejer over 120 kilo, men stadig bruger læbestift, eyeliner og hårlak. Nice fellow, bad taste.

Martin Hall, Mensa-dandy og samtidsdebattør, til www.gaffa.dk

…og derfor garanteret Søren Krarup-fri zone:

01. Everything’s Gone Green – New Order
02. Devil With The Green Eyes – Matthew Sweet
03. Green Grow The Rushes – R.E.M.
04. Village Green – The Kinks
05. Tell Me When My Lights Turn Green – Dexy’s Midnight Runners
06. Green Green Green Grass Of Home – Jerry Lee Lewis
07. Pretty Green – The Jam
08. Mrs. Green – The Three O’Clock
09. Green Door – Frankie Vaughan
10. Love You But You’re Green – Babyshambles

For nogle år siden fandtes der en fanside på nettet, hvor alle Håkan Hellström’s poptyverier var listet og dokumenteret. Der kunne man se de mange linier fra The Jam, Bob Dylan, Dexys Midnight Runners, The Smiths og ikke så få andre, som han havde oversat ordret til sine egne svenske sange. Der fandtes næsten ikke én sang uden flere sådanne hug i. Og man kunne også høre små streamede klip, af f.eks. det japanske computerspilstema, han havde scoret omkvædsmelodien til ‘Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg’ fra. Eller den Mercury Rev-sang, der næsten identisk blev til titelnummeret på Det Är Så Jag Säger Det. Mig, jeg synes nu ikke al den berigelsestrafik devaluerede hans plader. For Håkan fik altid noget sjældent fint og yderst personligt ud af sine tyvekoster. Måske det er som Oscar Wilde engang sagde, at “talent borrows, genius steals”.

Håkan’s advokat fik lukket omtalte side ned i en fart, ikke længe efter singlen ‘Kom Igen Lena’s første oplag var blevet trukket tilbage fra pladebutikkerne af ‘rettighedsmæssige grunde’. Problemet var ikke at den sang lånte ord fra både Cornelis Vreejswik og Paul Weller, det kunne vel arrangeres, men at singlens B-side, den meget fine ‘När Jag Ser Framåt’, stod overfor et truende sagsanlæg fra Andrew Lloyd Webber, hvis ‘Pie Jesu’ objektivt hørt bærer ens melodi. Singlen blev istedet genoptrykt med ny B-side, der istedet havde flere lighedspunkter med The Beatles’ ‘Blackbird’. Og sådan er der meget. Vil man læse mere om Håkan’s stjålne guld, så tryk her, hvor Smölle, en af denne sides aktive brugere, har gravet udførligt ned i hans to første longplayers.

I går udsendte Håkan sit 4. album, För Sent För Edelweiss. Han bor nu sammen med sin kæreste Natalie og har – som kan forståes udfra billedet ovenover – fået barn. Dette nye hjemlige liv har sikkert været sundt for ham, men hvor har man dog imens savnet hans frie talent. Hurtigt viser det sig på den nye disc, voksenlivets alvor ikke har sat sig tungt på det. For hey, allerede efter kun 46 sekunder på åbningsnummeret er Håkan stærkt tilbage med første oplagte tyveri, da B-stykket fra Bright Eyes’ fremragende ‘Old Soul Song’ bruser frem i hans eget euforiske regi.

Og det er jo det som er så ubetaleligt fint og charmerende ved Håkan; det helhjertede nærvær i hans skamløse (gen)brug af klichéer og toner og tricks og ord, alle andre ville kassere som for obvious og uncool. Håkan insisterer på at synge svensk schlager og sweet soul music samtidig, på at være Smokey Robinson og Evert Taube i én og samme person. Og på För Sent För Edelweiss lykkes han på sin helt egen måde ikke bare med det, han får vel ovenikøbet lavet sin første voksne plade. So long til Fucking Åmål-pop, ikke mere ‘Vi Två, 17 år’. Her kommer istedet forpligtende kærlighed, medfølgende parforholdstrubbel og hverdag i GBG-regn. Lyder dét kedeligt? Det er det ikke.

“I wanna hold her / wanna hold her / wanna hold her tight / Get teenage kicks right through the night”

Well, i en vellykket moralistisk aktion blev en yngre bornholmsk politiker i går hængt ud og slået på pause af sit ellers så apatiske parti, det for noget åbenbart utilgiveligt forkert som sex med en 15-årig. Men hey, lavalderen for den slags er endnu ikke sat op, så det står svært at se alvorens sag, samt hvorfor ham bornholmeren skal trækkes ned gennem den offentlige ydmygelse, endda af sit eget parti – lyder ikke som det 21’ende århundrede!? Nemt alligevel at mindes Jørgen Leth, der – kokkens datter eller ej – ligeledes blev hånet, fyret, landsforvist udfra samme ækle, hadske nypuritanisme.

Her kommer The Ukulele Orchestra of Great Britain dog det nu underdrejede politikermenneske lidt til undsætning, med en gribende og anderledes udgave – lyder som Arcade Fire mod tilsidst, nej? – af The Undertones’ nyklassiker ‘Teenage Kicks’, vi taler BBC-legenden John Peel’s absolutte yndlingssang. Findes der iøvrigt ikke stor trøst i, at selv når det omtalte parti snart har ødelagt sig selv og alle de gode ting det engang stod for, vil ukulelen stadig være et underskønt instrument!?

I balance, glitter og grønt lys med Karen O og hendes Yeah Yeah Yeahs lige her – rockin’!

Taler om australske The Go-Betweens’ Robert Forster, der har ny soloplade – The Evangelist – på vej start april. Omstændighederne vil at dette album nok er det allerbedste han endnu har lavet i eget navn. Ikke dårligt af en mand med så udsøgte longplayers som Danger In The Past, Calling From A Country Phone og Warm Nights allerede på samvittigheden. Hele The Evangelist kan streames, indtages, nydes lige her.

01. Carnival Of Sorts (Boxcars)
02. Country Feedback
03. Crush With Eyeliner
04. Cuyahoga
05. (Don’t Go Back To) Rockville
06. Driver 8
07. E-Bow The Letter
08. Electrolite
09. Fall On Me
10. Find The River
11. Green Grow The Rushes
12. Harborcoat
13. How The West Was Won And Where It Got Us
14. I Believe
15. I Remember California
16. I’ll Take The Rain
17. Imitation Of Life
18. It’s The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine)
19. Leaving New York
20. Let Me In
21. Nightswimming
22. Parakeet
23. Perfect Circle
24. Photograph
25. Pilgrimage
26. Radio Free Europe
27. Second Guessing
28. Sitting Still
29. So. Central Rain
30. Talk About The Passion
31. The Wake-Up Bomb
32. These Days
33. Wendell Gee
34. We Walk
35. Wolves, Lower
36. World Leader Pretend
37. You Are The Everything

Accelerate minder altså ikke denne lytter det allermindste om hverken Neil Young eller The Fab Four. Konkrete referencenavne herfra vil snarere være unge Mission Of Burma – R.E.M. spillede ofte deres ‘Academy Fight Song’ live – eller et hurtigt, mere pop-orienteret Sonic Youth.

Forstår den skepsis, mange møder Accelerate med. Efter tre underwhelming, døde-i-sværen longplayers, kommer nu endelig det album, slukørede hardcorefans har sukket efter i mange år, lige siden R.E.M. med New Adventures In Hi-Fi sidst havde en udgivelse, der ikke emmede af kreativ migræne, Warner Brothers-pleasing og mangel på liv.

Alt for meget tid på turnéer er blevet brugt på at servicere det brede publikum, som først kom med på ‘Losing My Religion’-tsunamien, og gud, hvor man dog derigennem efterhånden h-a-d-e-r ‘Everybody Hurts’ og alt hvad den slags står for i corporate REMWorld. Det klædte ikke R.E.M at blive så store, bandets musik voksede ikke sundt under et mainstream-pres.

Accelerate melder sig i hård kant og flugt ud af den verden. Mærkværdigt i den forbindelse, man har lejet sig ind i enorme Parken til september. For denne plade vil tværtimod trimme tilhørerskaren, så skarp og forpligtende er den. Om man så overhovedet tør tro på de kvaliteter i et band, der så længe har vaklet rundt som groggy bokser, er en anden sag.

Kynikere vil se Accelerate som et rationelt træk, et dekadent forsøg på at iklæde sig egen ungdoms fjer, fra dengang man sammen var på vej ud i verden og bandet var vigtigere end hvadsomhelst, både for dets medlemmer og for dets dengang færre men mere glødende tilhængere.

Hørte Accelerate meget højt på iPod i går aftes, gennem frostkold blæst og sne i København. Føltes da nærmest som noget kostbart, men for længe siden mistet, var kommet tilbage. Slet ikke noget dårligt selskab var det. For sådan er R.E.M.’s nye sange; slår man de skeptiske tanker og trygge forbehold fra, kommer Accelerate i sig selv som en vital, dødcatchy, direkte og helt igennem relevant rocknrollplade.

Accelerate kan, må og bør købes fra d. 31. marts.