I går var det 30 år siden belgieren Plastic Bertrand udsendte sin ‘Ca Plane Pour Moi’-punkpastiche. Det Beach Boys-catchy vrøvlenummer blev et dansk noveltyhit af de store i radio, i Jørgen De Mylius-TV, ja, selv på Finderup Lade, et lurvet blinkende diskotek, syv kilometer sydvest for Viborg, der ellers kun tilhørte Rod Stewart, Anelka, Donna Summer, Arabesque, den slags. Plastic’s største øjeblik – og nej, der var ikke mange! – er nu hans senere og langt mere modernistiske ‘Tout Petit La Planete’, en Air-lydende, verdensfjern bastardsang, ikke ulig Andreas Dorau & Die Marinas’ ‘Fred Vom Jupiter’. Svenske Bob Hund udsendte iøvrigt siden deres egen Pixies-møder-Bob Hund-version af ‘Den Lilla Planeten’. Her Plastic’s original i al sin synthetiske vælde: http://youtube.com/watch?v=DPSxqknJBUM

Hvor mange er klar over, Frank Sinatra, forlod denne jord på frihedsstjernen Che Guevara’s 70-års fødselsdag!? Det skete den dag i dag for præcis 10 år siden. Mon Che, der kom fra priviligeret og veloplyst baggrund i Argentina, iøvrigt holdt af stræbsomme Sinatra’s iskolde fraseringsperfektion, eller foretrak han Dean Martin’s mere loose som charmerende tilgang…? El Che blev taget til fange og myrdet i Bolivia i 1967, samme år Frank lå allerøverst på toppen af poppen med Nancy-duetten ‘Somethin’ Stupid’. Det var en vild verden og Che ville forandre den.

Forglem sæsonens endeløse blødbrødsfestivaler. For der er mere til livet end koncentrationslejre af Tuborg-logos, plastikpissoirs, orangeklædte fangevogtere. Og i-n-g-e-n skulle i det hele taget behøve stille sig tilfreds med Alphabeatrasmusnøhrbigsadfake-fluevægtskost. Om kun en uge kommer helt anderledes stærktbrændende Nick Cave & The Bad Seeds til landet og sætter tingene på plads i KB-Hallen på Frederiksberg. Her er setlisten som dikteret fredag aften, oppe fra scenen i London’s Hanmmersmith Apollo:

Night Of The Lotus Eaters
Dig, Lazarus, Dig!!!
Tupelo
Red Right Hand
Today’s Lesson
Midnight Man
I Let Love In
Deanna
Moonland
Hold On To Yourself
The Ship Song
We Call Upon The Author
Lie Down Here (& Be My Girl)
Papa Won’t Leave You, Henry
More News From Nowhere
—————–
Lovely Creature
Get Ready For Love
The Lyre Of Orpheus
—————–
Into My Arms
Hard On For love
Stagger Lee

Den var alt andet end graciøs. Sid Vicious – karikaturpunkrocker, junkie, voldsmand, morder og afløser-bassist i Sex Pistols – blev fanget af sin tidlige død i evig ungdom, men kunne under heldigere omstændigheder være blevet 51 år i dag. Hvor vildt er det ikke!?

Og nu vi er nede i flagbutikken: Paul Hewson, bedre kendt ude på alverdens stadionscener som Bono Vox, får i dag formodentlig en fødselsdagskage med 48 lys på – når han mon at blive pave inden de 50?

Læste et skriv i Times om The Last Shadow Puppets, om hvordan deres nye longplayer er så ovenud vellykket, at den måske ligefrem udgør en trussel for Arctic Monkeys’ fremtid. For hvordan skal Arctic-primusmotor Alex Turner, der sammen med Miles Kane, Liverpool-bandet The Rascals’ ditto, udgør The Last Shadow Puppets, nogensinde med ro og tilfredshed i sjælen kunne vende tilbage til gigabandet Arctic Monkeys’ meget mere simple og endimensionelle udtryk, efter oplevelsen med den store flyvende musik, som er i næsten samtlige spor på The Last Shadow Puppets’ The Age Of The Understatement-album!?

Der lykkes det de to besjælede sangere, at ramme nutidig relevans på kornet i et direkte men meget anderledes traditionsbevidst og komplekst udfordrende popsprog, end det vi kender fra ‘Bet You Look Good On The Dancefloor’. En god nyhed er derfor, at Turner/Kane netop har annonceret de første par britiske festivalshows med dette oprindelige fritidsband, som altså hermed pludselig synes vokset til noget større og vigtigere for dem begge. Det forståes, for deres fælles album er virkelig en hovedrystende brillant affære. Anbefales herfra skal også iTunes-EP’en The Age Of The Understatement, ikke mindst takket være to lysende covers af David Bowie (‘In The Heat Of The Morning’) og Billy Fury (‘Wondrous Place’).

Seks år er gået siden tyske The Notwist sidst lod høre fra sig, med det sublime og særprægede album Neon Golden, en nysgerrig elektronisk rejse på et nærtog af hemmelige sange. Det tyske band formåede dengang at bryde genregrænser ned mellem electronica og indie, med en diskret organisk musik der var kantet, snørklet, sø(r)gende melodiøs og hele tiden så tæt på i sit tørre lydvalg og klippende tonefald.

Seks år er lang tid i PopWorld, så forventninger til comeback-albummet The Devil, You + Me har gået stille med dørene. Og det gør det nye udspil fra det tidligere hardcoreband så ligeledes. Igen tages man nænsomt ind i The Notwist’s rumklangssky atmosfære, der kommer med en slags næsten Mikael Simpsonsk sovekammer-intimitet. Akustiske guitarer rumsterer, rytmesamplinger knitrer, keyboards hvisker, skrøbelige melodier søger luft under Markus Acher’s talesyngende stemme.

Seks år og bevæbnet med enkle engelske ord. Hverdag og tyngdekraft, bevægelse og afsked, søvn og tilgivelse. Ikke meget glimmer der og Madonna-glitz, nej. Men husk, de gode løgne vinder. Og bliver det ikke nogen god nat, vil The Devil, You + Me ialfald være vores opløftende selskab igennem den. The Notwist har hermed præsteret endnu et underspillet åndedrag af en stor plade. Med den slags sjældne sange, der kun folder sig langsomt ud.

Han var ialfald på et af dem, da jeg boede hos mine forældre i Jylland; Ian McCulloch, forsanger og bigmouth extraordinaire i Echo & The Bunnymen, Liverpool’s måske bedste band nogensinde. I går blev han 49, og det var samtidig årsdagen for udsendelsen af E&TB’s debutsingle på Zoo Records, ‘Pictures On My Wall/Read It In Books’, der udkom i 1979, altså selvsamme dag Big Mac fyldte 20 år!

A-sangen, en mørktonet sag båret, afsted af gentle acoustic guitar og den navnkundige rytmebox Echo, dukkede senere op i mere tjekket, mindre charmerende bandversion – med trommer – på debutalbummet Crocodiles, hvorimod ‘Read It In Books’, med nogle af de heftigste håndklaps i rocknroll-historien, herefter kunne høres – sammen med den originale single-A-side – på Zoo Records’ 1982-opsamling To The Shores Of Lake Placid, samt i en helt inferiør udgave på The Teardrop Explodes ‘ 1980-longplayer Kilimanjaro. Deres sanger, Julian Cope, havde været med til at skrive sangen, forståes.

Vejen hjem med hurtigt tysk tog gennem forårets farver. Via Wittenberge, Ludwigslust, Hamburg, Lübeck, Puttgarden, Rødby, Vordingborg, Næstved, ankomst Hovedbanegården kl. 22.11. Fik ikke købt så meget musik i den fine by, her er hvad kom med:

The Lemonheads – It’s A Shame About Ray (2CD-Collectors Edition)

The Notwist – The Devil, You + Me

Dion & The Belmonts – Greatest Hits

The Last Shadow Puppets – The Age Of The Understatement (CD-single)

The Last Shadow Puppets – The Age Of The Understatement (7’inch-vinyl)

Billy Fury – His Wondrous Story

The Gun Club – Mother Juno (2CD-9 Lives Edition)

Tindersticks – The Hungry Saw

Various Artists – The Most Fun You Can Have With Your Clothes On: The Beserkley Story

Årets fjerde måneds fireogtyvende dag serverer denne playlist, en top-10 over blændende sangøjeblikke på 4 minutter og 24 sekunder:

01. Revolution – Bob Marley & The Wailers
02. Blow Him Back Into My Arms – Moneybrother
03. Intertiatic E.S.P. – The Mars Volta
04. I LoveThe Night – Blue Öyster Cult
05. Concrete – Bob Marley & The Wailers
06. Nude Spoons – Associates
07. 1979 – The Smashing Pumpkins
08. Our Life Is Not A Movie Or Maybe – Okkervil River
09. The Next Big Thing – Dictators
10. You’ve Changed – The Afghan Whigs

The Last Shadow Puppets, Arctic Monkeys-frontmand Alex Turner’s nye fritidsprojekt, er en overraskelse af de bedre. Mytiske Scott Walker er blevet namedroppet igen og igen op til denne udgivelse, og det forståes. For både den luftige produktion på The Age Of The Understatement, med kvikt rullende trommer, og selve sangenes skæbnesvungne drama peger i retning af de tidlige – og bedste – Scott Walker-plader. Læg dertil Turner’s syngende Sheffield Wednesday-accent og den rastløse urgency, som også er samlingstråden på Arctic Monkeys plader, og billedet tegner sig af en letbenet moderne poptradition, så langt fra alverdens svedige guitarcombos som forestilles kan. Dette labour of love, der nærmest stråler af swingin’ London, har mere farve og substans end langt de fleste stykker musikalsk fuldtidsarbejde som udsendes lige nu. Siger ikke så lidt om Alex Turner’s alsidige kæmpetalent. En plade til et forår.

Ubevidst på svensk TV, der mandag aften i Fotballskväll brugte to-tre minutter af Iggy & The Stooges’ ‘Search & Destroy’ som underlægningsmusik til en billedmontage om Malmö City’s egen Zlatan Ibrahimovich. Og kun ét zap væk, ovre på danske TV2, spillede en Nordea-reklame få sekunder efter afsted til Mott The Hoople’s David Bowie-hit, ‘All The Young Dudes’ – vildt!

For 20-30 fuldmåner siden var der et andet lidt absurd øjeblik – også på TV2 – hvor en Fiat-reklame med Iggy Pop’s heftige version af ‘Lust For Life’ blev efterfulgt af et DSB-klip med samme mands ‘The Passenger’, dog vistnok sunget af stemmen fra Sort Sol. For bare få år siden var den slags musik utænkelig som salgsargument for nogetsomhelst.

Forvent derfor måske snart Dead Kennedys’ ‘Holiday In Cambodia’ som jingle for Tjæreborg, Suicidal Tendencies’ ‘Institutionalized’ for PFA Pension, Mission Of Burma’s ‘That’s When I Reach For My Revolver’ for en videregående uddannelse i Forsvaret. The sky’s the limit, som de siger, og vi synes allerede langt oppe…

Tænk det kun er ét år siden vi sidst fejrede Iggy Pop’s fødselsdag! Dengang skrev Pastoren om sine yndlingsplader med ham, naturligt centreret omkring de to 1977-med-Bowie-i-Berlin-albums The Idiot og Lust For Life. Helt umuligt nogensinde at nå så højt op igen, men alligevel for lang tid siden Iggy sidst har udsendt en bare nogenlunde hæderlig studieplade. Materialet de seneste mange år er ufokuseret og tungrock-musikerne, han har omgivet sig med, ordinære.

Det var anderledes engang. Med Sales-brødrene og Ricky Gardiner og Carlos Alomar og Bowie som band. Bare Lust For Life’s ‘The Passenger’ er noget af det allerbedste, vi her nogensinde har hørt. En sang der aldrig lyder færdig. Fantastisk moderne musik sunget ud på perfekte ord. Knivskarp IggyPopkunst. Tåler at blive kørt igen og igen. Har læst Iggy selv afskrev studieversionen pga. dens tempo – stakkels, stakkels mand, der må have alting så fandens hurtigt!

Her er ‘The Passenger’ i en mere loose BBC-optagelse fra 1977. Mod slutningen endda med dansk reference. Tillykke med dagen, Iggy!