Efter mandagens Bowie-mugshot, her en tur til i politiets billedarkiver. Mange husker nok mest Glen Campbell som en helt ubetydelig og washed-out countrypopstjerne fra midt i 70’erne, eksemplificeret af hans forfærdelige ‘Rhinestone Cowboy’-hit. Det er synd, for tidligere udsendte Campbell en række af genrens bedste og mest bevægende singler. Vi taler sværvægtere som ‘Gentle On My Mind’ og mestersangskriveren Jimmy Webb’s tre hovedværker: ‘By The Time I Get To Phoenix’, ‘Wichita Lineman’ og ‘Galveston’. Musik der bliver spillet og bevæger den dag i dag. Senest har Håkan Hellström således tyvstjålet – what a surprise! – ‘Gentle On My Mind’ og udsendt den note-perfect som ‘Jag Hatar Att Jag Älskar Dig Och Jag Älskar Dig Så Myckat Att Jag Hatar Dig’. Og nej, hvis Håkan har hugget den, kan den ikke være halvdårlig.

Før han blev sanger i eget navn, havde Campbell tjent til sine dage og nætter, som stærkt efterspurgt sessionmusiker. Det er hans guitarspil vi hører på Sinatra’s ‘Strangers In The Night’, på Righteous Brothers-symfonien ‘You’ve Lost That Lovin’ Feeling’, og på en hel række andre Phil Spector-Wall-Of-Sound-indspilninger. Samt naturligvis udover hele The Beach Boys’ Pet Sounds. Glen var en travl ung mand.

Vi har to billeder af ham her. Det øverste er fra omkring 1970, fra en audiens hos selveste Kongen på Hilton International i Las Vegas, det andet fra Phoenix, Arizona’s politi, som i 2003 anholdt Campbell for beruset med sin BMW, at have vædret en anden bil og derefter taget hjulene på nakken. Der er uendelig langt fra den velplejede unge amerikaner helt til højre for Elvis Presley – og nyd lige Elvis på det billede, please! – til den Russ Meyer-badguy, der raser ud forneden. Hvis der findes en gældende morale om menneskedyrets aldersbetingede forfald i disse snapshots, bliver det ikke sjovt at være nogen af os…

PS – Nu jeg tænker over det, har Håkan vist også set lyset i ‘Galveston’, hvis “she was 21, when I left Galveston…” problemfrit er blevet til “hon var 23, när jag lämnade GBG.. ” i hans egen ‘Jag Har Varit I Alla Städer’.

Juryen i Unmackland er efter flere dages votering nået til enighed i den komplicerede sag, vedr. afvejning, udpegelse og placering af relevante emner til top-10-listen over David Bowie-favoritter. Thi kendes for ret:

01. Heroes (fra Heroes)
02. Station To Station (fra Station To Station)
03. Be My Wife (fra Low)
04. Sweet Thing (fra Diamond Dogs)
05. Drive-In Saturday (fra Aladdin Sane)
06. Because You’re Young (fra Scary Monsters)
07. Boys Keep Swinging (fra Lodger)
08. The Secret Life Of Arabia (fra Heroes)
09. We Are The Dead (fra Diamond Dogs)
10. Ashes To Ashes (fra Scary Monsters)

Det er meget længe siden, man kunne kalde Portishead for “trip-hop”. De slæbende beats og den scratch, der stak hovedet frem på det første album, Dummy, gled i baggrunden allerede på det næste album, og nu, i 2008, er der ikke mere. Hvor de to første albums tenderede mod det stort anlagte og orkestrale, er Third et album, hvor det ofte er gruppens tre medlemmer, der med guitar, trommer, vokal og programmeringer er alene sammen.

Hermed antyder jeg også, at den knugende melankoli og dysterhed, der altid har præget Portishead, er intakt. Det er stadig ikke festmusik eller det, der ligner. Det er på samme måde stadig ensomheden, tvivlen og følelsen af isolation i forholdet til andre, der dominerer i teksterne. Også her aner man en fjern arv fra Billie Holiday.

Arrangementerne er blevet enklere – der er akustisk guitar, mere regulære (jazzede) trommer end før og en del elektroniske indslag.

“Machine Gun” minder i sit arrangement ikke om noget tidligere Portishead-nummer; det er helt elektronisk med en skurrende maskinrytme, der trækker alt tempo ud af nummeret. Omvendt er “Deep Water” det nærmeste, Portishead er kommet på at lave en bagatel – halvandet minut i dur (!) med hvad, der må være en ukulele.

Mest bemærkelsesværdige er “The Rip”, som Jens allerede har nævnt, og “Small”. Begge numre bebor en slags grænseland mellem britisk folk og de dystre stemninger fra f.eks. Closer (på “Small” dukker også et Ray Manzarek-agtigt orgel op.)

Resultatet er vellykket, kræver en hel del af lytteren. Hits er der ikke mange af – formodentlig slet ingen. Men slags har vi andre, der laver.

Jeg har fået en fantastisk ny plade. Historien er ca. således: Justin Vernon, en 30something fyr fra byen Eau Claire i Wisconsin, oplever i 2006, at det band, han har levet og åndet for gennem ti år, går i opløsning. Disillusioneret og helt nede, vil han gerne væk fra de vante omgivelser, og låner derfor sin fars jagthytte, langt ude i de wisconsinske skove. I tre måneder opholder han sig der helt alene. Hans føde består hovedsageligt af kødet fra to hjorte, det lykkes ham at nedlægge under sine jagtture. Det er koldt, så der bliver hugget meget brænde. Nu og da kommer faderen forbi med ølforsyninger. Tiden er lang ude i træhyttens ensomhed. Justin bruger den med sin akustiske guitar og noget forældet optageudstyr. Han får skrevet og indspillet en række sange. De gøres færdige i et studie, da han endelig er vendt hjem fra skovene.

Sidste efterår udsender Justin Vernon så resultatet, i et oplag på kun 500 eksemplarer, under navnet Bon Iver. Storstjernede anmeldelser følger og pladen genudsendes på et større indieselskab. Men først nu i maj dukker albummet, som bærer titlen For Emma, Forever Ago, op i Europa. På den er man i selskab med Justin, i hans brydningstid, langt ude i skovene. Første sang giver det hele væk. En forsagt akustisk guitar spiller, et harmonium falder ind, og Justin’s lyse stemme ruller hans historie ud. Efter andet omkvæd, der bærer den skrøbeligste fine melodi, stopper sangen. Justin rejser sig og der er fodtrin på trægulvet. Måske han bare har villet nærme sig mikrofonen, for da choruset kort efter atter løfter, er stemme og guitar endnu tættere på. Og i den mol fortsætter For Emma Forever.

Indimellem er Justin’s wailende stemme multitracket og badet i rumklang. Andre gange knastør og lige ved siden af. Selvom akustisk guitar hele vejen igennem er fundament, findes også fjerne keyboards, enkelte knitrende trommespor, endda nogle få harmoniserende horn, på sangene. Efter Gram Parsons’ to vilde plader, Springsteen’s klassiske Nebraska, Ryan Adams og hans knuste traditionalisthjerte, er Americana-genren ikke en nem en at brillere i. Justin Vernon har ikke desto mindre med Bon Iver muligvis begået en milepæl indenfor den. Sjældent at opleve en debut med så fuldbyrdede sange af forskellige stemninger. Svært ikke at blive berørt af Justin Vernon’s indre liv, mod stilhedens ekko ude fra skovene. Anderledes musik der går lige ind. Hjortene døde ikke forgæves.

Pete1970, vores mand i R.E.M.-land, har venligst postet setlisten fra bandets tourpremiere i Vancouver i nat. Desværre ingen ‘It’s The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine)-finale, men til gengæld flere andre skarpe REM-klassikere, som ville have følt sig uvelkomne på de seneste turnéer. Michael Stipe meldes iøvrigt i aktion minus vaskebjørns-ansigtsmaling. Lover godt.

01. Living Well’s the Best Revenge
02. What’s The Frequency, Kenneth?
03. Ignoreland
04. Second Guessing
05. Gardening At Night
06. Man Sized Wreath
07. Disturbance At The Heron House
08. Hollowman
09. Accelerate
10. West of the Fields
11. Houston
12. Electrolite
13. Losing My Religion
14. Time After Time (annelise)
15. Let Me In
16. The One I Love
17. Country Feedback
18. Bad Day
19. Walk Unafraid
20. Supernatural Superserious
21. Sweetness Follows
22. Get Up
23. I’m Gonna DJ
24. Man on The Moon

Den krølhårede Oh No Ono-lookalike, der her går i land på Langelinie, skal efter sigende være Bob Dylan. Året er 1966, hvor Bobby d. 1. maj har show i KB-Hallen på Frederiksberg. Der spiller han bl.a. sange fra sin revolutionerende elektriske Blonde On Blonde-longplayer, der vil udkomme kun 15 dage efter. Resten er historie, som de siger. Bob Dylan har fødselsdag i dag, hvilket vi her markerer med en meget senere sangtekst, der utilsigtet giver levende billeder af manden selv:

THE MAN IN THE LONG BLACK COAT

Crickets are chirpin’, the water is high,
There’s a soft cotton dress on the line hangin’ dry,
Window wide open, african trees
Bent over backwards from a hurricane breeze.
Not a word of goodbye, note even a note,
She gone with the man
In the long black coat.

Somebody seen him hanging around
At the old dance hall on the outskirts of town,
He looked into her eyes when she stopped to ask
If he wanted to dance, he had a face like a mask.
Somebody said from the Bible he’d quote
There was dust on the man
In the long black coat.

Preacher was a talkin’ there’s a sermon he gave,
He said every man’s conscience is vile and depraved,
You cannot depend on it to be your guide
When it’s you who must keep it satisfied.
It ain’t easy to swallow, it sticks in the throat,
She gave her heart to the man
In the long black coat.

There are no mistakes in life some people say
It is true sometimes you can see it that way.
But people don’t live or die, people just float.
She went with the man
In the long black coat.

There’s smoke on the water, it’s been there since June,
Tree trunks uprooted, ‘neath the high crescent moon
Feel the pulse and vibration and the rumbling force
Somebody is out there beating the dead horse.
She never said nothing there was nothing she wrote,
She gone with the man
In the long black coat.

© Bob Dylan

Når vi nu talte Cave-setlister i går, kræver det vist lige en opfølgning. For Nick Cave & The Bad Seeds’ eksploderende magtdemonstration i KB-Hallen i går foregik via den mest gavmilde af slagsen endnu på dette års tour. Godt var det her for aftenens fremkommelighed, at selv de sværere sange fra det nye Dig Lazarus, Dig!!!-album i levende live forklarede sig op uden problemer. Her det meget lange – 4-5 sange mere end både Stockholm og Oslo i weekenden – og imponerende set fra i går aftes, de vil drømme om at få matchet nede i Berlin’s Tempodrom onsdag og torsdag:

Night of the Lotus Eaters
Dig, Lazarus, Dig!!!
Tupelo
Today’s Lesson
Red Right Hand
Midnight Man
Mercy Seat
Jesus of the Moon
Deanna
Lie Down Here
Moonland
The Ship Song
We Call Upon The Author
Papa Won’t Leave You, Henry
More News from Nowhere
+ + +
The Lyre of Orpheus
Get Ready for Love
Hard On for Love
Your Funeral, My Trial
Lovely Creature
Stagger Lee
+ + +
Into My Arms
Wanted Man
Nobody’s Baby Now

Og jo, det var præcist så velgørende som det ser ud på papiret. Berlingske Tidende’s Jeppe Krogsgaard Christensen afslutter sin henførte 5-stjernede anmeldelse af lektionen således:

“…men hvor besynderligt det end måtte lyde, var det et fuldkommen formidabelt show, der på én og samme tid bedøvede og vakte kroppens sanser. Og var Nick Caves ambition at distancere sig fra den sarte, eftertænksomme skønhed på »The Boatman’s Call« og vise, at han er leder af verdens vildeste orkester, ja, så lykkedes missionen.

Da ekstranumrene var ved at ebbe ud, var det ikke desto mindre en enlig svale fra mesterværket, nemlig »Into My Arms«, der satte bandets brutale mesterskab i relief med sine sindssvagt skønne tangenter og sin uforgængelige melodistemme. Uforligneligt, simpelthen.

To timer og 15 minutter efter Nick Cave & The Bad Seeds trådte ind og satte skred i denne lavine af skønhed og støj, var det slut. Ørerne vil kime i et par dage. Oplevelsen bliver siddende i årevis.”

Allerede i filmmiraklet Lost In Translation, hvor Scarlett Johansson på natklub i et Tokyo-højhus gav en slingrende karokeversion af The Pretenders’ ‘Brass In Pocket’, var kvaliteten i hendes sang opsigtsvækkende. At Bill Murray derefter stjal samme scene med sin underspillede udgave af Roxy Music’s ‘More Than This’, siger ikke små ting om hans evner. Men det er Scarlett der nu pladedebuterer med longplayeren Anywhere I Lay My Head, en samling Tom Waits-sange, med hendes stemme iklædt næsten oceandyb elektronik.

Og hvilke tæsk albummet kommer ud til. Har læst en 4-5 anmeldelser, der alle sender Scarlett Johansson på mælketoget tilbage til Hollywood, med dumpekarakter og slet skjult hån i bagagen. Utilfredsheden kører på hendes her ret dybe stemme, der ifølge anmelderne slet ikke træder ud af David Andrew Sitek’s (fra TV on the Radio) fyldige produktion. Samt at Tom Waits er en svær sangskriver at fortolke, endsige hamle op med som vokalist.

Forstår ikke den kritik. Anywhere I Lay My Head er vel ikke noget mesterværk, men lever fint på sin egen let tillukkede men vægtløse facon, slet ikke ulig den helt specielle musik, Angelo Badalamenti og David Lynch tidligere lavede sammen til bl.a. Twin Peaks/Julee Cruise. En rejse gennem harmoni og uskyldighed, der hele tiden trues med splintring mod et omkringsigliggende mørke. Scarlett Johansson bliver i det univers mere sangchauffør, end egentlig frontvokaliststjerne. En guide, der fører vej gennem pladens snørklede lydlandskaber, fra start til slut.

Når man hører Tom Waits på denne meget anderledes måde, står det klart hvor god en sangskriver han egentlig er. Det faktum glemmes ofte i Waits’ eget meget teatralske pladeunivers, men her, strippet for sømandsfuldskab og Brecht/Weill-maskespil, står hans sange virkelig op på en ny spændende måde. Bare det er i sig selv godt gået af Scarlett Johansson’s stemningsladede album, der i en uretfærdig verden allerede nu synes dømt som et af musikårets oplagte fejltrin. Vi er ikke enige.

Før internettets udbredelse var der større overraskelser i at gå til koncert. Når bands var på tour, havde man som oftest kun i hovedtræk en fornemmelse af, hvad ville blive spillet. Ikke sådan nu, hvor setlister straks lægges ud og studeres nøje, specielt i de byer, det pågældende act er på vej til. Måske det ville være bedre slet ikke at vide noget, men det kræver næsten for stor disciplin ikke at kigge i kortene. Således også selv lørdag nat på nettet, at tjekke ud hvad Nick Cave & The Bad Seeds havde spillet få timer før i Stockholm, det sidste show inden KB-Hallen i aften. Her det interessante resultat af den tarvelige indiskretion:

Night Of The Lotus Eaters
Dig, Lazarus, Dig!!!
Tupelo
Today’s Lesson
Red Right Hand
Midnight Man
Nobody’s Baby Now
Jesus Of The Moon
Deanna
Lie Down Here (& Be My Girl)
Moonland
The Ship Song
We Call Upon The Author
Papa Won’t Leave You, Henry
More News From Nowhere
+ + +
The Lyre Of Orpheus
Get Ready For Love
Into My Arms
Stagger Lee
+ + +
The Mercy Seat

Death Cab For Cutie har netop udsendt deres ottende album, Narrow Stairs. I lang tid troede jeg på grund af gruppens underlige navn, at der var tale om fordrukken, smådyster musik á la Arab Strap eller det, der er værre. Så jeg gjorde ingen anstrengelser for at stifte et nærmere bekendtskab. Men i sensommeren 2005 var jeg i USA lige inden Plans udkom. Foromtalen var af en sådan art, at jeg måtte høre, hvad det her var for noget. Og “det her” var faktisk moderne pop-rock med gode melodier og potentialet til et stort gennembrud – en slags amerikansk Coldplay, der er til at holde ud at høre på. Medlemmer af Death Cab For Cutie har også haft en finger med i spillet på Lucky, det nye album med de musikalsk beslægtede Nada Surf (en 2008-skive, der ingenlunde er mislykket).

Narrow Stairs har en anelse mere riv i guitaren end Plans, men der er samtidig også fine pop-øjeblikke. Om der faktisk er tale om et af årets album, tør jeg ikke udtale mig om endnu.

Madrugada er blevet Norges største rockband med en kværnende og som oftest kulsort musik, der lyder alt andet end norsk. Sidste sommer tog deres guitarist sig en brat rocknrolldød, hvilket kastede regulær uvished over bandets fortsatte liv. Derfor var lettelsen stor oppe nordpå, da Madrugada annoncerede den nuværende Europa-tour, der endeligt vil kulminere med en række shows i hjemlandet til sommer. I aften indtager de scenen i Store Vega, det endda på 17. maj, Norges aldrig underspillede nationaldag. Forvent dog ingen folkedragter i optog og blafrende plastikflag fra Madrugada’s side af den grund. Her setlisten fra Voxhall, Århus i går aftes:

Whatever Happened To You?
Hour Of The Wolf
Look Away, Lucifer
Belladonna
Strange Colour Blue
Highway Of Light
Majesty
Honey Bee
What’s On Your Mind?
New Woman/New Man
Black Mambo
Blood Shot Adult Commitment
Seven Seconds
Valley Of Deception
+ + +
The Kids Are On High Street
Caravan
Only When You’re Gone