‘Hurt’, Elvis’ sidste væsentlige indspilning, brænder mørkeblåt på skuffelsen over at blive forladt. Elvis skulle selv forlade verden kun halvandet år efter optagelsen af sin skilsmisse-ensomheds sårede brøl i denne Timi Yuro-sang. Ligesom det huskes hvor man var, da Bin Laden rev World Trade Center ned, har de fleste vel også personlige detaljer i forbindelse med nyheden om Kongens himmelfart. Selv sad jeg forstummet i mit rum på en seng med flowerpower-inspireret madrasmønster. Det var mørkegrøn sensommer ude i Dollerup Bakker og The Ramones’ Leave Home lå på pladespilleren. Jeg har været der lige siden.

HURT

I’m so hurt to think that you lied to me
I’m hurt way down deep inside of me
You said our love was true
And we’d never, ever part
Now you want someone new
And it breaks my heart

I’m hurt, much more than you’ll ever know
Yes darling, I’m so hurt
Because I still love you so
But even though you hurt me
Like nobody else could ever do
I would never, ever hurt you

© Crane/Jacobs

Elvis, Priscilla og Glen – 485 km fra Phoenix, 5. december, 1970.

Årets 164. dag kommer med vedlagte top-10-playlist over sange på 164 sekunder, hvad popbranchen kalder 2:44. Det er altså kke meget tid til to-tre vers, tre-fire omkvæd og en outro. Så hurtigt ind. Gå direkte efter guld. Blitzschnell ud. Sidste mand lukker og slukker. Og sangen er forbi. Here goes:

01. By The Time I Get To Phoenix – Glen Campbell
02. Madness – Prince Buster
03. Hateful – The Clash
04. Wait For The Light To Shine – Hank Williams
05. Living Above Your Head – The Walker Brothers
06. Wicked Annabella – The Kinks
07. Tell Me That It Isn’t True – Bob Dylan
08. La La Love You – Pixies
09. You’re Gonna Kill That Girl – The Ramones
10. Love & Mercy – Golden Smog

REM with a view, Red Rocks, Colorado, 030608.

58 er det frygtindgydende antal forskellige numre der indtil videre har været på setlisterne ved de første ni R.E.M.-shows på Accelerate-touren. De fordeler sig således udover bagkataloget:

Chronic Town: Gardening At Night, Wolves Lower, Carnival of Sorts Murmur: Pilgrimmage, Sitting Still, Shaking Through, West of the Fields Reckoning: Harborcoat, Seven Chinese Bros, So. Central Rain, Pretty Persuasion, Time After Time, Second Guessing, Little America Fables of the Reconstruction: Feeling Gravitys Pull, Life and How To Live It, Driver 8, Auctioneer Lifes Rich Pageant: Begin the Begin, These Days, Fall on Me, Cuyahoga Document: Disturbance At the Heron House, Welcome To the Occupation, The One I Love Green: Get Up, Orange Crush, World Leader Pretend Out Of Time: Losing My Religion, Country Feedback Automatic For the People: Drive, Sweetness Follows, Ignoreland, Man on the Moon, Find the River Monster: What’s The Frequency, Kenneth?, Star 69, Let Me In, Circus Envy New Adventures in Hi-Fi: Departure, So Fast So Numb, Electrolite Up: Walk Unafraid Man on the Moon-Soundtrack: The Great Beyond Reveal: I’ve Been High REM Best Of:Bad Day, Animal Around the Sun: Final Straw Accelerate: Living Well’s The Best Revenge, Man Sized Wreath, Supernatural Superserious, Hollow Man, Houston, Accelerate, Until the Day is Done, Mr. Richards, Horse To Water, I’m Gonna DJ

De forrige tre albums – Up, Reveal og Around The Sun – repræsenteret næsten symbolsk kun med en enkelt sang hver. Efter 12 lange års vildfarelse i Skyggernes Dal, må en selverkendende kulturrevolution virkelig have fundet sted inden for R.E.M.’s rækker. Hvilket lykkeligvis bærer ny anerkendelse af den anderledes righoldige fortid, der bragte os bandet fra Georgia, som vi lærte at elske det. Tilbage for at finde frem.

Peter Buck’s forstærkere og dinosaur-park fotograferet umiddelbart før R.E.M.-showet i Toronto’s Molton Amphitheatre i nat.

Oi, Keith Richards! Giv os et et sekund. Hvad er dit favoritnummer med David Bowie?

– Can’t remember.Who is he? Oh, he went to the same art school as me. “Changes” maybe. That’s about it. Not a large fan, no. It’s all pose. It’s all fucking posing. It’s nothing to do with music. He knows it, too. I can’t think of anything else he’s done, that would make my hair stand up.

Er rocknroll ikke pludselig blevet……..gammel!? I dag for 50 år siden fik Buddy Holly sin ‘Rave On’ udsendt som kulsort single i Europa. Hipsters i Coventry, Rouen, Antwerpen, Hamburg, Malmö, hvorsomhelst, kunne dermed fra brostensbelagte gader falde ind i radioforhandlernes udstillingsrum og berige sig med 1 minut og 48 sekunders instant eufori. Lyder ikke af meget i dag, men dengang må det have været et jordskælv.

Den vildeste version vi her har hørt af ‘Rave On’ er med Springsteen & E Street Band, som den d. 7. juli 1978 åbneer deres radiotransmitterede show fra The Roxy i Hollywood, CA med et hårdt, dominerende take på sangen (findes på koncert-bootleg’en ‘Roxy Night’). Det er kun 30 år siden.

Havde helt glemt hvor kedeligt der også kan være i et band. Den rastløse ventetid afsted på tour, den stillestående ditto i studio, hvor oplevelsen af mangel på fokus, når man som bandmedlem ikke er i producerens ild, i begivenhedernes centrum, kan være ret overvældende. Vincent Moon’s nye film om The National bringer det hele tilbage. A Skin, A Night er en flue på væggen-docu, der følger bandet fra New York i perioden omkring tilblivelsen af Boxer, det seneste The National-album.

Idéen har formodentlig været, at fange de gnister det skal springe, når et modhagefyldt band som The National gennemgår en ny plades skabelsesproces. Den mission kommer aldrig hjem. A Skin, A Night klipper på kryds og tværs gennem rystende kameraers svimle billeder – indimellem er de imponerende flotte! – uden nogensinde at få stillet skarpt på omdrejningspunktet. Vi er hos men desværre aldrig rigtig med The National’s medlemmer, gennem 70 minutters løs snik-snak, musikalske venterværelser og ufærdige brudstykker fra sange på vej. Opbygningen er løs og tiden står så stille, man undervejs nemt kan gå en tur ud i byen efter cola, uden at tabe nogen tråd af den grund. Som sådan ligner Vincent Moon’s film mest af alt én lang R.E.M.-video, hvilket i denne sammenhæng kke er positivt ment. Undergrundsfilm på autopilot.

Men der er heldigvis mere. Vedlagt i DVD’en’s formfuldendte papindpakning er albummet (!) The Virginia EP, hvor The National har udvalgt tolv B-sider, demoer, radiosession-optagelser samt live-numre. Og hvilken imponerende kvalitet den del af udgivelsen til gengæld præges af. Fra en anderledes og meget fin version af Springsteen’s ‘Mansion On The Hill’ til næsten åndeløse live-udgaver af nyklassikerne ‘Fake Empire’ og ‘About Today’. Og så The National’s demoer, som i deres prøvende forskellighed giver langt større indblik i bandets kreative proces, i de inspirerede øjeblikke og håndteringen af dem, end føromtalte docu lykkes med. Opsamlingen er nok mest ment som bonus til filmen, men virkeligheden vil det omvendt. The Virginia EP står nemt på egne ben og kan allerede erhverves særskilt som download.

Og en af de mest talentfulde af slagsen. Efter to anmelderroste salgsfiaskoer, havde han fortjent fundet et stort publikum med sin 3. longplayer, Born To Run. Dens romantiske temaer og stort anlagte arrangementer, ofte oppe i Spector’ske dimensíoner, havde ramt en længselsfuld tone i tiden, og Bruce Springsteen var som følge deraf nu en efterspurgt mand i amerikansk rocknroll. Sådan var scenariet da Bruce Springsteen og hans E Street Band den 2. juni 1978 – for 30 år siden i dag, tillykke! – udsendte Darkness On The Edge Of Town.

På Darkness er alt flæsket skåret fra, så at sige. Born To Run’s grandiøse orkestrering er væk, istedet afløst af en mere enkel sangskrivning og tilgang. Dette også manifesteret i pladens ord, der her har en helt anden nøgtern og nærmest opgivende tone. Det er som om de to unge elskende, der kører væk fra byen mod en bedre fremtid i forgængerens åbningssang, ‘Thunder Road’, nu er blevet indhentet og slået ned af voksenlivets realiteter i sluthalvfjerdsernes blue-collar USA.

Darkness er rig på indre frustrationer, selv i sine mere musikalsk opløftende sange. ‘Badlands’, ‘The Promised Land’ og ‘Prove It All Night’ er store numre, men deres flot svungne melodier dækker sjældent over andet end absolut disilluisonerede fortællinger. Sit forstemmende indhold tiltrods er Darkness en plade, der sættes meget, meget højt af de fleste Springsteen-tilhængere, samt heldigvis også af manden bag den. Således er der gerne 4-5 sange fra Darkness på setlisten hver aften for tiden, ude på The Magic Tour. Her indholdet af den energiske plade:

SIDE 1
‘Badlands’
‘Adam Raised a Cain’
‘Something in the Night’
‘Candy’s Room’
‘Racing in the Street’

SIDE 2
‘The Promised Land’
‘Factory’
‘Streets of Fire’
‘Prove It All Night’
‘Darkness on the Edge of Town’???????? ????? ????????

Og han var en meget stolt mand. Og han sang gerne om sig selv. Og han spillede på sin firkantede Twang Machine. Og lyden af Amerika fyldte hans sange. Og de sange havde deres egen rytme. Og den rytme  blev hørt på The Ed Sullivan Show. Og den gav tilhængere hvor han kom frem. Og folk dansede og græd. Og musikere bøjede sig i støvet. Og han turnerede med unge The Rolling Stones. Og han rejste med åbne The Clash. Og han lærte dem vigtige tricks. Og han tøjlede aldrig sin musik. Og den slingrede afsted. Og den troede på sig selv. Og den stoppede aldrig for noget. Før i dag. Bo Diddley – The Originator – blev 79 år gammel. Han var en mand.

Fanget på kamera, men ‘ukontaktet’ i en fjern og ufremkommelig region, borte i Amazon-junglens mægtige uoverskuelighed. Ministeriet for Indianske Anliggender i Brasilien offentliggjorde torsdag bl.a. ovenstående fantastiske billede, af en hidtil ukendt (Red Hot Chili Peppers-lignende) stamme, man ikke mener nogensinde har haft forbindelse med verden udenfor. Mere etnisk bliver det vist ikke.

JUNGLE ROCK

Well, I was walking through the jungle just the other night
I heard about a rumble and it thought it was a fight
Stopped for a listen and I had to move my feet
It was a jungle drummer and a knocked out beat

Well, I moved a little closer just to get a better view
I was a chimp and a monkey and little susie q
A gator and a hippo was a doin’ the bop
And the big black drums was making me hop

Bugs grabbed the rabbit and they did the bunny hug
And the old grizzly bear was a-cuttin the rug
Camel jitterbugging with a kangaroo
And everything moving with a ring-dang-doo

Jungle, jungle
Jungle, jungle rock
Jungle, jungle
Jungle, jungle rock
It was a knocked out beat and I had to move my feet
It was a
Jungle, jungle
Jungle, jungle rock

© Hank Mizell (som fremført af The Replacements)

Vi talte Springsteen kontra bold forleden, hvilket desværre foranledigede, at manden samme aften på Old Trafford rodede sig ud i en uheldig Champions League-monolog omkring ‘the victorious city of Manchester’, og det til ret blandet respons. Hvordan skulle Springsteen kunne have anet, at en fodboldklub der kalder sig United kan være så forholdsvis uvellidt i eget lokalområde!? Ovenfor er det dog klædeligvis Newcastle United’s trøje han bærer, så enhver retræte, med den typiske amerikanske uvidenhed som undskyldning, vil blive behandlet positivt.

Hvilket minder os lidt om Paul McCartney, der ved en koncert i Madrid for nogle år siden, iførte sig Real’s hvide trøje til sine ekstranumre. Han gentog tricket et par dage efter. Da var touren nået til Barcelona, og fodboldtrøjen han nu tog på før ‘Hola Jude’ var – Paul being Paul – nu stribet blå og lilla! Paul blev i samme stil engang i et interview adspurgt om, hvem af de to Liverpool-klubber, Everton eller LFC, man svor til i hans barndomshjem. ‘Well, in fact we supported both teams,” svarede Paul being Paul being Paul.

Springsteen er kommet stærkt igang med sin anden Europa-del af The Magic Tour. Et håbløst postulerende navn til en tour, men virkeligheden lever heldigvis pænt op mod det. Efter tre aftener i Dublin og en som sagt i Manchester, nåede E Street Band i aftes til London, hvor Arsenal’s The Emirates to aftener i træk lægger græs til. På dette tidspunkt af den meget omfangsrige tour har setlisterne, selv efter Springsteen-standard, vokset sig lange, hvilket vil sige ekstremt lange sammenlignet med alle andres. Sange falder ind og ud, på de mere inspirerede aftener kan sjældenheder uventet dukke op, til dybfølt glæde for trainspotterne blandt publikum.

I aftes var det The River-hjørnestenen ‘Point Blank’, som fik Springsteen-webstederne, der følger med i setlistens udvikling mens showet foregår, til at blinke af begejstring. For ‘Point Blank’ bliver meget sjældent spillet. Således bør de af os, der var så lottoheldige at modtage den i København på The Rising-touren, vide, at vi derved er medlemmer af en eksklusiv klub; den for de ikke ret mange i hele verden, som har oplevet Bruce Springsteen & The E Street Band fremføre ‘Point Blank’.

For sådan er det med Springsteen og hans tilhængere. Folk håber i årevis på, en heldig showaften, at være tilstede, når deres personlige obskure favorit pludselig dukker op. Derfor vil en adskillige have følt langt mere en bare genkendelsens glæde på The Emirates i aftes, da nu ‘Point Blank’s karakteristiske klavertema gav sig til kende. Her den marathon-udmattende setliste fra London:

Tenth Avenue Freeze-Out
Radio Nowhere
The Ties that Bind
Lonesome Day
The Promised Land
Magic
Atlantic City
Reason to Believe
Candy’s Room
Prove it all Night
Because the Night
Working on the Highway
Cadillac Ranch
Living in the Future
Mary’s Place
Waitin on a Sunny Day
Point Blank
Devils Arcade
The Rising
Last to Die
Long Walk Home
Badlands
+ + +
Thunder Road
Born to Run
Glory Days
Rosalita
Dancing in the Dark
American Land