Engang fandtes der singler. Flade runde stykker plastik, med et kort stykke musik på hver side. A-siden til direkte kommunikation, B-siden som alt fra legeplads til eksperimentarium til skraldespand for overskydende numre. Der fandtes bands og artister som var specialiserede i singlens svære disciplin, så forskellig fra det mere seriøse og opbyggende albums anderledes krav.

Der sendes stadig singler ud, men efter vinylens afskaffelse som dens førstemedie, har de ikke tilnærmelsesvis samme kommunikative charme. Hits vil stadig være hits, men de rammer sjældent så direkte, som når man kom hjem med sin 7′-inch-vinyl, tog den ud af coveret og satte den på pladespilleren. Bare det at A- og B-side var fysisk adskilt, var en oplevelsesmæssig kæmpegevinst i forhold til CD-singlens grumsede blanding af hovednummer og ekstramateriale.

Grunden til jeg tænker på dette er ‘Disco Lies’, den nye single med New York City’s Moby. Han har som artist ført en stilistisk omflakkende tilværelse fra boblende Hi-NRG-tekno over symfonisk ambience over stift programmeret vegetar-punk til corporate MTV-wellness. Så ham engang på min fødselsdag spille et show på Islands Brygge foran, jeg tror vi var 14 betalende. Siden kom så anderledes enorm popularitet med nogle plader, som trods originale kvaliteter viste sig alt for lette at blive mæt af.

Nye ‘Disco Lies’, forløber for albummet Last Night, lyder præcis som en af den slags helt enkle og kapow-direkte popsingler, man kunne have købt dengang. Til et – surprise! – discobeat, med heftige handclaps og buzzende synths, bygger Moby’s gæstesangerinde, hvem hun så end må være, eminent indigneret op til et sugende hedonistisk omkvæd, lige dele eufori og længsel, hvis udråbstegn næsten ingen ende vil tage. Et lille stykke evighed på 3:23.

Måske man har fået nok af Moby’s nye single i morgen, når dagslys sætter den i helt andet perspektiv, men det er underordnet, for lige nu og her i natmørket lyder ‘Disco Lies’ vedkommende fantastisk – essensen af effektiv brug-og-smid-væk-pop-musik som vi lærte at elske den.

Hør ‘Disco Lies’ her.

PS – Var det btw ikke også cirka sådan Pet Shop Boys skar kagen way back, inden deres Neil Tennant begyndte at gå for meget til West End-musicals!?!

Endnu en mærkedag for Blondie lig endnu en undskyldning for nydelse af et klassisk cover-billede med dem her. For 31 år siden i dag udsendte Chrysalis Records i Europa bandets selvopkaldte debutalbum Blondie. Pladen var allerede tilgængelig i USA fra 1976, via det lille Private Stock-label, men nu var bandet signet op af Chrysalis og dens kølige drøm af new wave-blendet 60’er-pop kom derfor nu ud på denne side af Atlanten.

Blondie blev trods indlysende kvaliteter ikke en umiddelbar succes, hverken der eller her. Først med Plastic Letters-singlerne ‘(I’m Always Touched By Your) Presence Dear og – især – cover-versionen af Randy & The Rainbows’ ‘Denise’ nåede bandet endelig ud på radiobølgerne. Og da først Debbie Harry’s stemme blev lagt mærke til der, var der ingen vej tilbage. Albummet Blondie står derfor i dag stadig uopdaget af de fleste, med al den unge energi, friskhed og pop-idealisme, som næsten kun en drøm af et debutalbum kan bære.

En top-10 over klassikere blandt de mere oversete Blondie-sange:

01. Slow Motion (fra Eat To The Beat)
02. Fade Away And Radiate (fra Parrallel Lines)
03. Pretty Baby (fra Parrallel Lines)
04. Shayla (fra Eat To The Beat)
05. 11.59 (fra Parrallel Lines)
06. English Boys (fra The Hunter)
07. Angels On The Balcony (fra Autoamerican)
08. In The Sun (fra Blondie)
09. Suzie & Jeffrey (B-side fra ‘The Tide Is High’-single – nu på Autoamerican)
10. Fan Mail (fra Plastic Letters)

PS – ‘Suzie & Jeffrey’ handler om wild man Jeffrey Lee Pierce, nu afdød sanger fra rocknrollbandet Gun Club, der på det tidspunkt var formand for Blondie’s amerikanske fanklub. På come back-albummet No Exit findes endnu en sang til Jeffrey Lee, ‘Under The Gun’.

PPS – Pretty baby-tingen i Love Shop’s ‘Fuck Min Højdeskræk’ er naturligvis én stor hyldest til Blondie’s ubeskriveligt fine ‘Pretty Baby’ fra 1978.

Talte om Blondie forleden og her er de igen. Bruger 28-års-dagen for singlen ‘Atomic’ som undskyldning for at bringe dens farvestrålende cover, der vel er ligeså perfekt som selve sangen, ja, den med germansk discobeat og Morricone-guitar, hvor Debbie Harry klimakser ubesværet med ordene “…your hair is beau-ti-ful tonight!” – en klassiker!

Adolf Hitler’s schäfer havde samme navn først, men det forhindrer ikke Blondie i at nyde anseelse i disse kvarterer, som verdens måske mest perfekte popband nogensinde. De mange New York City-vibrerende plader og sange med Deborah Harry’s smeltende stemme øverst, som bandet spyttede ud i en 5-6 år fra 1976, holder således ubesværet, med enkelte sene undtagelser, stadig verdensklasse i dag.

Det andet album – Plastic Letters – rundede i går 30 år. Her en ydmyg markering af det skarpe hjørne med en top-5 over bedste og mest anbefalelsesværdige Blondie-albums:

1. Parrallel Lines (1978)
2. Blondie (1976)
3. Eat To The Beat (1979)
4. Plastic Letters (1977)
5. Autoamerican (1980)

Til gengæld kan sidste longplayer før opløsningen, The Hunter fra 1982, der emmer af disillusion, cash-in og intern splittelse, nemt undværes. Blondie blev gendannet i 1998, men ingen af de to studiealbums, der hidtil er kommet ud af den ide, tåler sammenligning med ovenstående mesterlige discs. Som iøvrigt kan købes i danske pladebutikker – i fine remastererede udgaver med ekstra sange og liner-notes – til næsten ingen penge.

Ikke alt i går var armod, mismod og Hammers-mørke. Nyheder om ventede ankomster dukkede op og sagde hallo. På showfronten blev det således annonceret at Nick Cave & The Bad Seeds gæster KB-hallen 19. maj, en længe ventet opfølgning på den så suveræne Abattoir Blues Tour-aften sidst i Falkoner.

Og nye longplayers, dem der ikke kommer mange af på denne årstid, er også på vej. Den overlevende halvdel af ligeledes australske The Go-Betweens, flamboyante Robert Forster – hvis Danger In The Past-mesterværk iøvrigt er produceret af The Bad Seeds’ Mick Harvey – udsender i starten af april første album siden G-B-partneren Grant McLennan’s død. Tracklisten er på The Evangelist:

‘If It Rains’
‘Demon Days’
‘Pandanus’
‘Did She Overtake You?’
‘The Evangelist’
‘Let Your Light In, Babe’
‘A Place To Hide Away’
‘Don’t Touch Anything’
‘It Ain’t Easy’
‘From Ghost Town’

Tilbage fra de savnede er også engelske Tindersticks, som 28. april bliver aktuelle med comeback-albummet The Hungry Saw. Efter to fine soloudgivelser er Stuart Staples tilbage som forsanger i det band, hvis første tre albums står som noget af det bedste britiske musik fra 90’erne. Her er menuen på Tindersticks’ nye spisekort:

”Introduction”
”Yesterdays Tomorrows”
”The Flicker Of A Little Girl”
”Come Feel The Sun”
”E-Type”
”The Other Side Of The World”
”The Organist Entertains”
”The Hungry Saw”
”Mother Dear”

Robert Forster, Brisbane, Queensland, Australia, vistnok ca. 1923. 

Og nu over til noget helt andet, der ikke har noget med Premier League eller deri forekommende hold at gøre.

Også i 2008 udkommer der nye albums, det er værd at lytte til. Det første af slagsen, jeg er faldet over, er Do You Like Rock Music? med British Sea Power, der som navnet antyder er fra Storbritannien. En meget kortfattet beskrivelse ville være en storladen udgave af The Editors, der var til at holde ud.

En mere fyldestgørende beskrivelse ville nævne inspirationen fra britisk rock som Joy Division, The Smiths og Echo and The Bunnymen. Den ene af gruppens sangere kan godt minde om en ædru udgave af Ian McCulloch. Men det er også værd at nævne indflydelsen fra nyere navne som Arcade Fire. Howard Bilerman, der slog trommer på sidstnævntes Funeral, er da også en af de tre producere på dette, det tredje album fra British Sea Power. Numre som “Waving Flags” og “Atom” er især værd at bide mærke i. (Og hvornår har man sidst hørt ordet “subatomic” brugt i en sangtekst udenfor Rush/Muse-land? Nej, vel?)

Helt urelateret: I 2007-oversigten nævnte jeg Ga Ga Ga Ga med Spoon som et af de albums, der måske burde have været med på min liste over foretrukne albums fra det forgangne år. Konklusionen er nu indløbet: Det burde det faktisk. En klar, forsinket anbefaling også af dette album herfra. Spoon er – for nu at blive i de letkøbte sammenligninger – en nutidig amerikansk udgave af brit-pop, der er velbegavet og til at holde ud. Numre som “Don’t Make Me A Target”, “Underdog” og “You Got Yr. Cherry Bomb” er smittende, Beatles-inficerede sange, der i en retfærdig verden ville være hits.