Må desværre tilstå man de seneste mange måneder i stigende grad har kvittet nationale dagblade og nyhedsudsendelser, al den tid de medier i overdreven grad – og næsten uden undtagelse – er blevet budbringende medløbere for en politikerbåret danskhedsvinkel, der tegner indvandrere og islam, tørklæder og fremmede skikke, som roden til ca. alt ondt.

Så gerne ikke mere spin om truet folkesjæl og ditto ytringsfrihed – det synes jo også de tegninger, og en så konfrontationel måde at ride sin høje hest på, i den sammehæng var out of order. Foregik noget lignende i en hvilkensomhelst skolegård, ville det blive kaldt mobning, og hvem der udførte den ville få ren besked af sin skoleinspektør og blive sendt hjem. Men i det virkelige medieliv kan Pia og Rikke og Anders og Birthe og de to djævlefætre og Karen og Ralf og youjustnamethem blive ved og ved og ved. Og sådan er der meget.

Men hvorfor komme ind på den elendighed her? Jo, midt i det danske søle kommer pludselig et frisk pust over landet helt fra Brisbane, Queensland, Australien, hvorfra The Go-Betweens’ Robert Forster synger sin nye single ‘Let Your Light In, Babe’, som forløber for hans The Evangelist-album. Med imødekommende stemning i en forårslet sang, hvis rocknroll-referencer er sjældent få, praktiseres åbenhed gennem udstrakt hånd, ordentlig opførsel gennem troen på det gode. Hvor udansk en indstilling, fra kaskaden af had vi trækkes med her, er dét ikke lige!?! Forster’s fortælling, som den høres:

LET YOUR LIGHT IN, BABE

Mrs. Ellis said: ‘There’s someone you should meet
Here in the church’
I lent my bike again up against the church
And went back inside

There was a woman and a child whom I’d not seen
And Mrs. Ellis said:
‘The woman is a friend, new to this town’
A mother and a child

Let your light in, babe
Let your light in, babe
Let your light in, babe
Don’t you be afraid

‘I live by myself a mile from the church
And do my work at home.
The house was a gift given from a friend
Of whom I used to care

The name is Cyrus Farm although it’s not a farm
But a house in its trees’
Mrs. Ellis said, but I stopped her and said:
‘They can stay with me’

Let your light in, babe
Let your light in, babe
Let your light in, babe
Don’t you be afraid

And Mrs. Ellis: ‘ Are both mother and child well?’
I said: ‘They’ re all well
The mother is in bed, the child is at school
And I must be rushing home’

Let your light in, babe
Let your light in, babe
Let your light in, babe
Don’t you be afraid

© Robert Forster

Hvis ikke antiterrorloven spænder ben for disse ord og udviser dem uden retssag inden da, udsendes The Evangelist her i landet d. 3. april.

‘Ma’ som i mandag. ‘Ma’ som i marts. Som i Mascherano. Og som i mange muligheder. Tager den nye uges begyndelse med en top-10 over sange der begynder med ‘ma’. De udvalgte herfra:

01. Mathilde – Jacques Brel
02. Magiskt Men Tragiskt – Håkan Hellström
03. Mala Vida – Mano Negra
04. Man In The Long Black Coat – Bob Dylan
05. Marquee Moon – Television
06. Maria Magdalena – Sandra
07. Madness – Prince Buster
08. Map Of The Problematique – Muse
09. Marie Marie – The Blasters
10. Mama, Won’t You Keep Those Castles In The Air And Burning – Clap Your Hands Say Yeah!

“Made it, Ma! Top of the world!”

For de heldige af os der ser Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus som noget af et mesterværk, skal det nok ikke være helt ubesværet at møde Nick Cave & The Bad Seeds’ opfølgende Dig, Lazarus, Dig!!!. Imellem de to har været Grinderman-longplayeren, en storstøjende legestue, mere underholdende end egentlig givende.

Dig, Lazarus, Dig!!! bærer DNA-spor fra begge. For den white-trashede throwaway-rawk fra Grinderman benyttes også flere steder her som træklokomotiv for Cave’s vanligt højtbelæssede skæbnehistorier. Dén afstumpede genre får musikalsk modvægt, thank god, af en håndfuld langt mere klassisk The Bad Seeds-lydende sange, som dyppet i tjære og rullet i sort.

Hovedpersonen skriver for her og nu tilnærmelsesvis ikke længere historier fra egen dagbog, som det skete på bekendelsespladen The Boatman’s Call. Som den rigtige forfatter han med årene er blevet, giver han istedet sine fritvoksende sange et absolut Nick Cave-uafhængigt liv, som oftest i en fornedret parrallelverden af bibelsk overdrev og menneskeligt fald.

Så nej, Dig, Lazarus, Dig!!! tager sig aldrig tid til noget så ordinært som kedsomhed. Albummets største fornøjelse kommer dog ikke fra dets mere eller – måske for ofte – mindre udviklede musik, men i højere grad via de vilde ords fortællinger og det intense spræl Nick Cave, som fuldvoksen sanger med temperamentsbestemt pondus, så overbevisende giver dets tolv sange. Der går i den forstand en blodrød tråd tilbage til fortællermetoden på Cave’s egen version af den klassiske mordballade ‘Stagger Lee’.

Man kan så ærgre sig over det midlertidige tab af den forfinede og klaverkomponerende Nick Cave, man kan savne ex-Bad Seed Blixa Bargeld’s specielt sjælfulde guitarfremspring, man kan overordnet beklage den pt. fandenivoldske Cave’s manglende interesse i at ville imponere alverden med et mere sublimeret uhm….produkt. Men det er udenomssnak og ligemeget, al den tid selv en uperfekt Dig, Lazarus, Dig!!! fylder mere i hjerte og bevidsthed end noget rationelt forbehold. Tag det som anbefaling til en tur i rodebutikken.

PS – Glemte vi i farten at tale om enkelte sange? ‘Jesus Of The Moon’ er den absolut kønneste på pladen, med et enkelt og svajende melodisk chorus, umuligt ikke at blive bortført af. ‘Hold On To Yourself’ og det episke slutnummer ‘More News From Nowhere’ mestrer ligeledes det mørkt stemningsmættede, mens ‘Albert Goes West’ på Grinderman-fløjen er et fantatstisk rocknummer, hvor Nick Cave undervejs stønnende erklærer, “this world is full of endless abstractions / I won’t be held responsible for my actions!” Well, isåfald stopper enhver bedømmelse af hans nye disc lige her.

My little girl
Drive anywhere
Do what you want
I don’t care
Tonight
I’m in the hands of fate
I hand myself
Over on a plate
Now

Oh little girl
There are times when I feel
I rather not be
The one behind the wheel
Come
Pull my strings
Watch me move
I do anything
Please

Sweet little girl
I prefer
You behind the wheel
And me the passenger
Drive
I’m yours to keep
Do what you want
I’m going cheap
Tonight

You’re behind the wheel, tonight

© Martin Gore/Depeche Mode

Den her koster grimme fravalg og er næsten umulig svær. Pastoren har gennem grov uagtsomhed forbrudt sig mod denne disciplins selvskrevne regler, har derfor én spilledags karantæne og kan ikke være med. Men for alle andre er der fri jagt. Dagens navn dikterer en personlig top-10 over yndlingssange der begynder med F. Her et udlæg, som lyn fra klar himmel:

01. Fisherman – The Congos
02. Free Money – Patti Smith
03. Find The River – R.E.M.
04. Fade Away And Radiate – Blondie
05. Feelin’ – The La’s
06. Fairytale Love – The Triffids
07. For The Love Of Ivy – Gun Club
08. Fisherman’s Blues – The Waterboys
09. Flagboy – For Squirrels
10. Full Circle Song – Gene Clark

Neil Young er i København, med shows både torsdag og fredag aften. Indgangsprisen står uacceptabelt højt – ikke mindst for en mand af hans idealistiske baggrund – så vi har fravalgt at være tilstede i Falconer Teatret. Lad gerne høre hvordan seancerne forløber, hvis andre af jer har plyndret en pengetransport og købt den guldrandede billet. Her hvad Neil Young spillede sidste onsdag i Holland:

02-20-2008, RAI Theater, Amsterdam, The Netherlands
w/ Rick Rosas, Ben Keith, Ralph Molina, Anthony Crawford & Pegi Young

1. From Hank To Hendrix
2. Ambulance Blues
3. Sad Movies
4. A Man Needs A Maid
5. Try
6. Harvest
7. Love In Mind
8. Old King
9. Love Art Blues
10. Don’t Let It Bring You Down
11. Campaigner
12. Old Man
—
13. Dirty Old Man
14. Spirit Road
15. Down By The River
16. Hey Hey, My My
17. Too Far Gone
18. Oh, Lonesome Me
19. The Believer
20. Powderfinger
21. No Hidden Path
—
22. Cinnamon Girl
23. Rockin’ In The Free World
—
24. The Sultan

Velvet Underground’s Nico sammen med Rolling Stones’ Brian Jones på Monterey Pop Festival d. 4. juni 1967.  Mr. Jones kunne være blevet 66 år i dag. Han døde juli ’69, hun først juli ’88.

GODSTAR

This is a story, a very special story
It’s about Brian Jones, the one of The Rolling Stones

Where were you when the stars went out?
Where were you when they started to shout?
I saw you alone by the pool
And all your friends called you a fool

Godstar, Godstar

And you were so beautiful, you were so very special
I wish I was with you now, I wish I could save you somehow

Godstar, Godstar

Where were all your friends that night
As you switched off the final light?
I saw your body in the water
Like a lamb going to the slaughter

Yeah, where were all of your laughing friends?
Where were they at the very end?
They started to steal your glory
They never even told your story

Godstar, Godstar

© Psychic TV

Forleden på en bar, før vi skulle se Liverpool, blev Dexy’s Midnight Runners spillet over PA’et. Desværre var det ikke debut-klassikeren Searching For The Young Soul Rebels, men istedet den tåkrummende singalong-opfølger, den vagabond-stylede Too-Rye-Ay, vi måtte klare os igennem op mod kick-off.

Dexy-mastermind og sanger Kevin Rowland er ofte taget i at stjæle med arme og ben når han lavede musik og image-spin. Mange tyveriofre har i den forbindelse været fremhævet; fra hans egen stakkels guitarist over flere 60’er-soullegender til en vis verdensberømt keltisk roots-star. Dog har ingen såvidt vides taget fat i, en kraftig visuel inspirationskilde til Rowland’s første soloplade, 1988’s The Wanderer, må have været Mr. Walt Disney, afbilledet herunder sammen med sine dværge.

Efter The Wanderer skulle der gå 11 år i kamp mod – surprise! – cokemisbrug og paranoia samt en personlig konkurs, før Kevin Rowland igen lod høre fra sig. Det var på Creation-albummet My Beauty, hvor han, nu iført skrøbeligt lingerie og med læbestift, tog en måbende verden gennem en samling troskyldige men ukomfortable coverversioner af standarder som bl.a. ‘You’ll Never Walk Alone’, ‘Rag Doll’, Whitney Houston’s ‘Greatest Love Of All’ plus den vel mest cheesy udgave af ‘Daydream Believer’ nogensinde hørt.

En vild og fascinerende plade, qva sin hovedpersons desperate insisteren på en sjælelig ligevægt, der i hans tilfælde åbenlyst ikke længere er af denne verden. Kan godt – trods cirkustrompet og valiummedgørlig musik – anbefales.

Mark Eitzel fremstod allerede fra første øjeblik hans musik og ord blev hørt, som en af sin generations helt store sangskrivere. Nu, efter år alene på vandvogn og solokarriere, er han tilbage i den sammenhæng det hele begyndte, som forsanger i American Music Club. Et band der i sin kreative storhedstid kunne male stemning af fortabthed som næsten ingen andre. I aften spiller Mark Eitzel og AMC denne kronisk ensomme musik i en tørstig københavnsk sal. Her en top-10 over San Francisco-bandets stærkeste sangøjeblikke:

01. Western Sky (fra California, 1988)
02. Why Won’t You Stay? (fra Everclear, 1991)
03. Sick Of Food (fra Everclear, 1991)
04. Pale Skinny Girl (fra California, 1988)
05. Highway 5 (fra California, 1988)
06. Yvonne Gets Dumped (fra The Restless Stranger, 1986)
07. Outside This Bar (fra Engine, 1987)
08. Royal Cafe (fra Everclear, 1991)
09. Last Harbor (fra California, 1988)
10. Patriots Heart (fra Love Songs For Patriots, 2004)

WESTERN SKY

Time for me to go away
I’ll get a new name, I’ll get a new face
Time for me to go away
No I don’t belong in this place

But I’m not gonna ask you why
You think the parade has passed you by
Or if everything good is gone into the western sky

I hate to see you look that way
All the beauty has left your face
That’s such an easy thing to give away
That’s impossible to replace

So I’ll take you in my two weak hands
And I’ll throw you so high
Watch you fall forever in the western sky
And when you land you’ll turn into some kind of prize
Into somebody’s sweet prize

I won’t see you no more
Who am I to rate that high
The world’s a shadow of what went before
The world gives off none of its own light

So please be happy baby
And please don’t cry
Even though the parade has passed us by
Well you can still see it shining in the western sky
So why won’t you stop crying
You can still see it shining

© Mark Eitzel

Årets måned #2, årets dag #57, med en top-10 på sange der synger præcis 2 minutter 57 sekunder:

01. Picture This – Blondie
02. Be My Wife – David Bowie
03. Sunday Morning – The Velvet Underground
04. Freight Train – Nancy Whiskey
05. Brother And Sister – Gun Club
06. Sha-La-La-Lee – The Small Faces
07. Taste The Floor – Jesus & The Mary Chain
08. Roots Natty – The Gladiators
09. Jumping Someone Else’s Train – The Cure
10. Satan Rejected My Soul – Morrissey

Hvad pladeudgivelser angår, har det nye år indtil videre været bemærkelsesværdigt stille. Derfor ekstra grund herfra til at påskønne Lucky, det nye og femte studiealbum med New York City-trioen Nada Surf.

Efter ‘Popular’, bandets MTV-omfavnede postgrunge-noveltyhit fra den første plade, var chancen stor for aldrig mere at støde på Nada Surf igen. Men et talent der umiddelbart nemt kunne overses, har over en række uspektakulære men voksende fine albums alligevel bevist sit eget specielle værd.

For Nada Surf’s styrke er med tiden blevet en ubesværet-lydende og vægtløs sangskrivning, tilsat glasklar stemmeføring ovenpå traditionel guitar/bass/tromme-line up. Formlen er ikke helt ulig Band Of Horses eller nok især The Lemonheads, fra omkring da de toppede med bubblegrunge-milepælen It’s A Shame About Ray.

Så markant en auteur-frontfigur som Lemonheads-omdrejningspunktet Evan Dando ejer Nada Surf ikke. Derfor mere blot det solbeskinnede spindelvæv af ringende guitar-molakkorder, end et egentligt personligt fingeraftryk, som glimrer. Og så selvfølgelig de små store melodier, som på Lucky’s elleve sange måske lykkes bedre end nogensinde før for Nada Surf.

Der er mange måder et frustreret band kan vise utilfredshed med sin managers arbejde på. Tag nu bare The Walkmen fra New York, forrige år aktuelle med det fantastiske A Hundred Miles Off-album. På deres hjemmeside har man fra starten af februar kunnet læse følgende nyhedspost:

2/5/08
Greetings. We had to cancel 3 shows on the way down to Florida because the scheduling wasn’t happening. Sorry about that (if you cared). We will still be doing all the others on the way back up though. In other news, we are heading back into the studio tomorrow morning to finish up our fourth record. We’ve been working hard on it for two years. We’ve recorded in New Jersey and Mississippi, and we are going to finish everything in Manhattan. We are very “psyched on” the whole thing. We think it will be out in the late Spring or early Summer. We are also toying with the idea of firing our manager Doug, although this will be the first he’s heard of it. You are on THIN ICE. Ok take care.
– The Walkmen

Klasse!

Talte lige nedenfor om gamle vinylsingler med A- og B-sider, om hvordan sidstnævnte i bedste fald kunne optimere oplevelsen af hovednummeret i almindelighed, den enkelte singles eget univers i særdeleshed. Her 15 eksempler på ret komplimenterende A/B-paringer:

Gasolin’ – Rabalderstræde / Kvinde Min
Love Shop – En Nat Bliver Det Sommer / Aftensang
Pet Shop Boys – Surburbia / Paninaro
New Order – True Faith / 1963
The Clash – White Riot / 1977
The Smiths – Shoplifters Of The Wold Unite / Half A Person
Dead Kennedys – Holiday In Cambodia / Police Truck
Willie Alexander & The Boom Boom Band – Kerouac / Mass. Ave.
The Rolling Stones – The Last Time / Play With Fire
Echo & The Bunnymen – Rescue / Simple Stuff
The Beatles – Penny Lane / Strawberry Fields Forever
Dexys Midnight Runners – Geno / Breakin’ Down The Walls Of Heartache
Suede – Animal Nitrate / The Big Time
Bruce Springsteen – The River / Independence Day
Ramones – Blitzkrieg Bop / Havana Affair