Og det med en anbefaling. For juli har ikke kun bragt Interpol-albummet og en slags genopstandelse for Smashing Pumpkins i form af Zeitgeist-pladen. Nej, et af vores egne bedste bands, Figurines, har også brugt sommeren til at udsende nyt.

GAFFA-billederne af dem var nu lidt foruroligende. Bandmedlemmer i stylet skovhugger-fra-H&M-stil. Og førstesinglen, en uprofileret ikke-sang ved navn “Hey, Girl”, fik heller ikke vilde forventninger op. Så meget desto større grund til nu at glædes over When The Deer Wore Blue.

For den “Hey, Girl”-affødte mistanke, om det traditionelle problem med et band i medvind, der har for turné-travlt til at skrive nye gode sange, dør hurtigt. WTDWB er lyden af både nyvunden erfaring og opdagelyst. Det høres overalt i referencer, fra antenner ude i alle retninger.

Som tilfældet var tidligere på året hos både Clap Your Hands Say Yeah og Arcade Fire, er det bevidst noget af en rodebutik der inviteres ind i. Det helstøbte værk er ikke tilstræbt her, hvor fragmenteret virkelighed regerer.

Udover klassisk Figurines-kant gives i luftige arrangementer bl.a. adskillige Mew- og Beach Boys-harmonier, The Band-referencer, R.E.M.-melankoli, amerikansk indie-spil og solforslået 60’er acidpop. Selv et monstrøst og næsten endeløst funkriff bliver der plads til i “Drunkard’s Dream”. Ikke dette tastaturs favorit, men alligevel en befriende uafhængighedserklæring fra et band, der øjensynligt ikke frygter nogetsomhelst.

På det plan skriver WTDWB sig lige ind i den nye nordamerikanske tradition, hvor der allerede står navne som Flaming Lips, Mercury Rev og føromtalte Arcade Fire. Figurines tager dermed som band et stort og spændende skridt frem i ukendt territorie, bort fra egen forrige så succesfulde Skeleton-plade. Et modigt træk, der fortjener at blive belønnet. Hvilket nok også sker hvis/når albummets helt uimodståelige pophit, “Let’s Head Out”, bliver sendt ud som single.

Hvad er blevet hørt under sommeren? Her den lokale top-21 fra U-land, gældende nok mest spillede sange i juli:

01. Rest My Chemistry – Interpol
02. Disco Devil – Lee Scratch Perry
03. The Lighthouse – Interpol
04. Waiting Around To Die – Rhonda Harris
05. Let’s Head Out – Figurines
06. Black Sheep Boy – Scott Walker
07. Peace Be Unto Thee – Bad Brains
08. Harborcoat – R.E.M.
09. Public Pervert (Carlos D Remix) – Interpol
10. Kiss, Kiss – Yeah Yeah Yeahs
11. Pioneer To the Falls – Interpol
12. Village Green – The Kinks
13. Johnny Was – Bobby Marley & Da Wailers
14. Nowhere Fast – The Smiths
15. All About You – The Scars
16. Sussy Moore – The Lollipops
17. The Scale – Interpol
18. Point Blank – Bruce Springsteen
19. Pump Up The Volume – Art Brut
20. Still Alive – Dr. Alimantado
21. Rainin’ In Paradize – Manu Chao

USA fejrer nationaldag med skarp forskel på nationen selv og så den mytologiske drøm, den er bygget op omkring. Førstnævnte symboliseret som af billedet her på slagteriet i Irak, eller af GW Bush’s fængselsbenådning til egen vicepræsidents uhæderlige stabschef i weekenden, sidstnævnte f.eks. via det her klip af 5 amerikanske pionerer fra O-H-I-O i aktion på fransk TV, 1979.

Hvad er oddsene iøvrigt på at Neph…sorry, Kliché allerede for længe siden nærstuderede netop dette band?

For 25 år siden i dag tog Talking Heads deres Remain In Light-tour ud på en regnplaget græsmark ved Tourhout i Belgien. Support var Tom Tom Club og U2. Irerne havde dagen før haft vigtig gennembrudskoncert på Roskilde, den famøse med Bono oppe i TV-kranen. Så han var hæs i Belgien nu, denne sene eftermiddag. Brugte sin showtime på besynderlig klatring højt oppe i PA-tårnet. Ikke uden grund Bunnymen’s Ian McCulloch sammenlignede Bono med en bjergged. Men headlinerne fra Talking Heads, som her var afsted med en fænomenal plade, de var anderledes skarpe i sync og fokus på dagen. Korpiger chantede ud i afrikansk polyrytmik, David Byrne stjal ethvert billede, som kunne sættes på hovedet, og så var der Adrian Belew med sin hylende verdensguitar. Et stort band på himmelflugt den sommer. Med syn og lyd derfra sent samme aften, i et nattog mod London, smagende på fremtiden.

All through the night they begin to take shape
From the crack of the vinyl to the hiss of the tape
Play and record held down together
Tabs pushed off so you can’t tape over it ever

Just a couple of friends hanging out with each other
We started to swap tapes to soundtrack our summer
Tapes that are full of the things we can’t say
To each other during the day

It can’t be just me that’s working it out
These songs that we’ve chosen and what they’re about
Are we after the same thing? Am I crossing a line?
I’m checking the lyrics I’m pressing rewind

All through the night they begin to take shape
From the crack of the vinyl to the hiss of the tape
These songs won’t see the sun any time soon
Under the cover of headphones and for the privacy of bedrooms

All the best pop songs are girl meets boy
And there wasn’t one song that I didn’t enjoy
But I lacked confidence when I was young
So things didn’t work out the way they get sung

Play and record held down together
Tabs pushed off so you can’t tape over it ever
A couple of friends hanging out with each other
Just swapping songs to soundtrack our summer

© Art Brut

R.E.M. er i disse dage i Dublin, på det meget intime Olympia Theatre, for at spille 5 ‘working rehearsals’, altså shows hvor helt nye sange kan blive prøvet af i livesammenhæng. Blandt tilhængere har der længe været stigende skuffelse over den kollektive træthed og stagnation, bandets sidste tre plader vel mest af alt dokumenterer, og derfor er der både stor fortrøstning og glæde ovenpå første koncert lørdag aften. Den bød nemlig gennemgående på en langt mere kantet og pågående ny musik end længe hørt fra R.E.M. og undlod samtidig de ellers obligatoriske greatest hits til fordel for en række mere utilpassede sange, mest fra de tidlige år. Her et videoklip fra 1984, til vital forsikring for alle om hvor elektrisk og specielt et band R.E.M. var dengang. Vi krydser fingre for de selv kan finde det igen!

Følg med i eftersøgningen på www.remdublin.com og/eller murmurs.com

Jo, det er. Scene klar til band, lørdag aften.

I dag for 41 år siden – vi taler altså 1966 – fejrede Florence Ballard sin 23-års fødselsdag ved, sammen med resten af The Supremes, at indspille ‘You Keep Me Hangin’ On’. Den Holland/Dozier/Holland-skrevne klassiker – vel nok bedste Supremes-output sammen med ‘Come See About Me’ og ‘My World Is Empty Without You’- er senere blevet udfordret af mange, måske allerbedst af Jamaica’s Ken Boothe, hvis helt fænomenale syv-minutters ‘Set Me Free’-version kan høres over PA’et før de fleste koncerter denne sides band spiller.

Okay, det her skulle med jeres hjælp kunne blive en god en. Opgaven er som følger: Du bliver sendt afsted om ganske få minutter til en øde solbeskinnet ø, hvor sommeren skal gå alene i en hytte, uden meget andet livsnødvendigt end et tændt og velfungerende stereoanlæg. I den musikalske bagage til opholdet må være præcis 10 cd’s, deraf 7 internationale og 3 danske. Hvilke plader (opsamlinger er bandlyst!) tager du umiddelbart med…?!?

Her alfabetisk dette tastaturs valg :

Afghan Whigs – ‘Black Love’
Tim Armstrong – ‘A Poet’s Life’
Manu Chao – ‘Clandestino’
The Clash – ‘London Calling’
The Congos – ‘Heart Of The Congos’
Interpol – ‘Our Love To Admire’
Morrissey – ‘Vauxhall & I’

Death To Frank Ziyanak – ‘Dirty Chords & Limericks’
Lars Hug – ‘Kysser Himlen Farvel’
Nikolaj Nørlund – ‘Tændstik’

Ovenpå Erik Jensen fra Politiken’s 6 stjerner til pop-fænomenet Justin Timberlake for det, de fleste andre i weekenden synes var et okay men overfyldt stadionshow, i for høj grad præget af Parken’s fornærmende lydforhold, er vi nødt til at sprænge karaktersystemet og give 74 lysende stjerner til Interpol for deres besøg i aftes på scenen i Store Vega. Heldigt at kunne se bandet på et så vigtigt tidspunkt i dets løbebane på en rigtig scene og ikke hverken en pisstinkende festivalmark eller netop den rungende overjordiske parkeringskælder, der går under navnet Parken. Aftenens setliste lignede i store træk den fra Dresden i mandags, hvilket bertød vi lykkeligvis fik et af den kommende plades absolutte hovednumre ‘Rest My Chemistry’. Fire andre fra Our Love To Admire – ‘Pioneer To The Falls’ (ligeledes en klassiker!), ‘Scale’, ‘Heinrich Hall Maneuvre’ og ‘Mammoth’ – blev også sat på parade og stod som resten af koncerten knivskarpt, drevet afsted af især guitar-supremo Daniel Kessler’s huggende rytme-temaer og sanger Paul Bank’s helt specielle hypnose. Så jo, en stor, stor aften havde vi i Vega, mens regnen, det officielle Interpol-vejr, piskede gaderne udenfor – lad høre hvad andre synes…

…with weight on their shoulders.

Hvis ingen endnu ved det, giver New York City’s opstigende Interpol i aften show på Vega i København. Det markerer vi her med ordene til ‘The Lighthouse’, deres hjemsøgende afslutningssang på Our Love To Admire, en tilbageholdt en af slagsen, med bølgende tremolo-guitarer og fejende lyskegler.

THE LIGHTHOUSE

It’s the place that’s said to break
It’s just as safe from the outside
Tonight

And I warned them
I face the storms at the tides
From the lighthouse

And I warned them
Unleash the storm and the night

What do the waves have to say now?
What do the waves have to say now?
Slow down
And let the waves have their way now
Slow, and let the waves
Have their day

And I warned them…

Here I’ve been living
On roofs made from sin
I put an outward,
“Begin, begin.”

Here I’ve been lucid
I’m living within
Inwardly urgent
And sinking again

The lighthouse

© Interpol

…hvis ikke du vil vide hvad Interpol spiller i morgen aften i København. Her er setlisten fra Dresden’s Schlachthof – en vis Morrissey aflyste for 4-5 år siden en koncert på netop Schlachthof, da han kom til Dresden og fandt ud af hvad stedets navn betød! – i går aftes. Så vidt vides var det tour-premiere for fantastiske ‘Rest My Chemistry’.

Pioneer To The Falls
Obstacle 1
Narc
Say Hello To The Angels
Rest My Chemistry
Slow Hands
Mammoth
Hands Away
Heinrich Maneuver
Evil
Not Even Jail
——————–
Take You On A Cruise
Stella
PDA

“…You’re so young,
You look in my eyes
You’re so young,
So sweet, so surprised
You look so young
Like a daisy in my lazy eyes…”

© Interpol

“Så hvem er jeg i dag – Ryan Adams eller Andy Trentemøller…?”

Ryan Adams udsendte sidste år hele 3 longplayers, en marathon det var svær at følge med i, medmindre altså man holder hyperrastløse Adams som sin hovedinteresse. Det gør overtegnede slet ikke, for Adams’ behov for at speede fra det ene projekt til det andet, har langtfra kun kastet nævneværdige ting af sig. Nej, set henover hans samlede produktion har der været en forurolignende kvalitetsforskel, fra det genreplagierende helt ligegyldige til det tidsløst sublime. Indenfor sidstnævnte sjældne kategori findes især debut’en Heartbreaker og Love Is Hell Pt. 1, udgivelser der i musikalsk klasse og personlig indsats tårner højt, ikke bare indenfor alt-americana, men i moderne musik som sådan.

I går udsendte Ryan Adams så albummet Easy Tiger – kun hans første i år! – og var det ikke for flere yderst favorable anmeldelser, havde vi nok ikke her taget chancen endnu en endnu en endnu en gang. Dertil altså for mange trukne nitter i Ryan Adams-tombolaen. Men Easy Tiger lever heldigvis op til alle rosende ord og kommer med de helt specielle sange, dens hovedperson kan men så ofte glemmer at skrive til sine mange plader. Som sanger bærer han en nyfunden lethed i et udtryk, der ikke skal forveksles som overfladisk. Nix, dertil lyder Ryan Adams stadigvæk for uopfyldt, for uforløst, for fucked-up følsom, selv i sine fint svungne melodiers bløde luksus. Og indenfor den svære tradition skrives de ikke meget mere evergreen-bound end uafrystelige ‘The Sun Also Sets’, som endda trækker selskab af flere andre af de nye sange på vejen derop. Hvilket medfører, at Easy Tiger måske umiddelbart ligner den helstøbte efterfølger, Heartbreaker har ventet på i snart syv år. Lyder det som en en anbefaling?

Hørte for første gang i meget lang tid Smashing Pumpkins denne weekend. Vild musik Billy Corgans’s band undervejs fandt, bag ret uklædelige metal-leanings, en ond, sort og snerrende drift mod en bedre verden. Ja, vi kan godt høre selvmodsigelserne. Det må stå klart, at Adore, den plade der sønderskød karrieren i USA, ialfald er et decideret – og The Cure-inspireret – mesterværk! Men profeten faldt som skrevet i eget hjemland og Billy Corgan rangerede efter bandets opløsning sig selv langt ud på et musikalsk sidespor. Først med det halvhjertede Zwan-projekt, siden med en soloplade af forbløffende ligegyldighed. Konsekvensen af de to fejlskud blev et gendannet Smashing Pumpkins, som nu snart er tilbage med albummet Zeitgeist. Om der atter der vil være hul igennem til de kilder, hvorfra vi udover Adore blev givet så stærke og særprægede øjeblikke som f.eks. ‘Bullet With Butterfly Wings’, ‘Eye’, ‘Speed Kills’, ‘The Everlasting Gaze’, ‘Soot & Stars’, ‘Soma’, ‘Farewell And Goodnight’ – yeah, listen er et ensomt tog med mange vogne – skal blive spændende at få rede på. Førstesingle ‘Tarantula’ afslører ikke meget andet end, at Corgan’s distortion-pedaler og 70’er-rocknroll-samling trives og beder hilse. Andre der åbenlyst ikke har det så godt er SP’s pladselskabsfolk, der udsender det kommende album med 3 forskellige bonus-tracks, delt ud efter hvor det bliver downloadet. Køber man således Zeitgeist på iTunes er sangen ‘Stellar’ med oveni, mens BestBuy byder på ‘Death From Above’ og Target-download på den titelsang, der ikke har fundet vej til det egentlige album. Ikke cool med et så sørøveriagtigt spindelvæv af en pladeselskabsstrategi – godt for SP-samlere der findes fileshare og piratdownload som modtræk.

I en bedre og mere ukompliceret verden, er nu kommet hele tre sange fra Our Love To Admire’, Interpol’s kommende, ned på en vis iPod. Det er selvfølgelig ‘Heinrich Maneuver’ og så ‘Pioneer To The Falls’ og ‘Rest My Chemistry’. Men lyder det så udfra disse brudstykker måske som årets store plade på vej? Det gør det nemt. Interpol spiller onsdag aften i København. Vi er de heldige.