Allen Ginsberg og Joe Strummer, juni 1981, backstage, Bonds, New York City

Andre kunne have skrevet nedenstående som en passende hyldest til Joe Strummer, men ordene er hans egen tilbageskuende ‘Long Shadow’, der først så verdens lys på Streetcore, Joe Strummer & The Mescaleros’ rodebutik af et posthumt album:

Well I’ll tell you one thing that I know
You don’t face your demons down
You gotta grapple ’em Jack and pin ’em to the ground
The devil may care, maybe god he won’t
You better make sure you check on the do’s and the don’ts

Crawl up a moutain
To reach where the eagles fly
To show you can glimpse from the mountian top
where the soul of the muse might ride

And if you put it all together
You won’t have to look around
You know you cast a long shadow on the ground

Then one day I could tell my tracks
About the holes in the soles of my shoes
And thats the day I said I’m gonna make the news

And fallen back in the garden
The days so long ago
Somewhere in the memory
The sun shines on you boy

And playing in the Arroyo’s
Where the american rivers flow
From the Appalachians
Down to the Delta roads

A man can think so long
His brain could well explode
The strings runnin’ through the junctions
A king comes down the road

And if you put it all together
You won’t have to look around
You know you cast a long shadow on the ground

Listen to the country
The night jar and the bell
Listen to the night stream lineup
Soundin’ like the wolves of hell

Head for the water
The waters of the cleansing spell
It was always our destination
On the express of the ne’er do wells

And we rocked through Madison’s city
And we didn’t even know she was there
And when we hit the bumpers in Memphis
Beale Street didn’t have no prayer

And I hear punks talk of anarchy
I hear hobo’s on the railroads
I hear mutterings on the chain gangs
It was those men who built the roads

And if you put it all together
You didn’t even once relent
You cast a long shadow
And that is your testament

Somewhere in my soul
There’s always rock and roll

© Joe Strummer

Her er han som ung, for længe siden. Men i dag ville Joe Strummer, inspirator for en punkgeneration og forsanger i The Only Band That Matters, som The Clash ikke helt forkert blev kaldt, være fyldt 55. Håber ikke denne markering af endnu en for tidligt død person – der var også Elvis forleden – skal misforstås og tages som nostalgisk længsel efter, hvad var engang. For nej, vi vil ikke tilbage. Markerer udelukkende Joe Strummer, fordi hans musik stadig vokser levende og højt, også langt over det meste af nutidens moderne soniske landskab. En cool bedrift. London kalder stadigvæk de fjerne byer.

Mange tak for opbakning til de af jer der var til Beatday i fredags. Beklager vi hverken levede op til jeres eller vores egne forventninger. Men sådan skal det vel nødvendigvis gå indimellem. På den måde minder rocknroll ikke så lidt om fodbold, hvor de bedste forhåbninger heller ikke altid kan indfries.

Havde ikke forestillet os de 60 minutter på Beatday skulle afvikles under så uoptimale forhold, i et kridhvidt byfesttelt med lavt til loftet i enhver forstand. Lydforhold på scenen var håbløse, det meste hylede og sejlede, og strømafbrydelsen midt under Coca-Cola Lovebirds var i den henseende lige efter bogen. Nej, det var sgu’ ikke iorden og oplevelsen blev derefter.

Så ikke svært at se frem til indendørs mørke og elektrisk lys og – hopefully! – anstændige lydforhold på og foran scenen, når vi tager Danmark rundt fra hen mod slutningen af september. Skal nok gøre det her godt igen!

1. Hurt
2. Kentucky Rain
3. Always On My Mind
4. Just Pretend
5. You Don’t Have To Say You Love Me
6. The Wonder Of You
7. Burning Love
8. Loving Arms
9. My Boy
10.Where Did They Go, Lord?

1. Suspicious Minds
2. If I Can Dream
3. Tomorrow Is A Long Time
4. Long Black Limousine
5. That’s Someone You Never Forget
6. His Latest Flame
7. Milky White Way
8. Surrender
9. Indescribably Blue
10.Going Home

1. Blue Moon
2. Trying To Get To You
3. Good Rockin’ Tonight
4. Mystery Train
5. Got A Lot O’ Livin’ To Do
6. All Shook Up
7. That’s All Right
8. Shake Rattle & Roll
9. Love Me
10.Too Much

Torsdag markerer 30-årsdagen for at Elvis forlod denne verden fra Memphis, Tennessee. I den imponerende strøm af opmærksomhed der nu derfor atter kommer hans vej, kan det vel undre helt udenforstående hvad han gjorde og kunne, som stadigvæk uformindsket inspirerer så trofast en hengivelse i de fleste af os han rakte ud til. Vi har derfor spurgt Vernon Presley, Elvis’ far, om han på 16 linier kan indkapsle fænomenet og mennesket Elvis Presley. Her er hans bud:

He was a precious gift from God
We cherished and loved dearly.

He had a God-given talent that he shared
With the world. And without a doubt,
He became most widely acclaimed;
Capturing the hearts of young and old alike.

He was admired not only as an entertainer,
But as the great humanitarian that he was;
For his generosity, and his kind feelings
For his fellow man.

He revolutionized the field of music and
Received its highest awards.

He became a living legend in his own time;
Earning the respect and love of millions.

God saw that he needed some rest and
Called him home to be with Him.

Pastoren og jeg opfordrer fundamentalt til strictly Elvis på iPod og stereo torsdagen igennem. Husker for 20 år siden i Frankrig, hvor flere lokale radiostationer på smukkeste vis ligeledes fejrede 10-årsdagen ved udelukkende at spille Kongen. Vil du fortabe dig i Elvis på nettet, så klik her for at komme til The Times’ tribute-site i anledning af dagen.

En sæson-opskrift fra Liverpool: Tag 6 unge scousers og put dem i 1 liter spilkogende Mersey-vand. Tilsæt under omrøring minimum 2 dl. Love’s Forever Changes-essens. Lad gryden simre mens der hældes lidt Beatles (årgang 1966-67), en hel spiseskefuld Echo & The Bunnymen (ca. Crocodiles) samt et rundhåndet skvæt The La’s i, og vær ligeledes gavmild med den gode uøkologiske nordengelske regn. Rør ingredienserne grundigt sammen og du har The Coral’s nye Roots & Echoes-album. Serveres naturligvis bedst med både salt & vinegar og tempereret fadøl.

Procession moves on, the shouting is over
Praise to the glory of loved ones now gone
Talking aloud as they sit round their tables
Scattering flowers washed down by the rain
Stood by the gate at the foot of the garden
Watching them pass like clouds in the sky
Try to cry out in the heat of the moment
Possessed by a fury that burns from inside

Cry like a child, though these years make me older
With children my time is so wastefully spent
A burden to keep, though their inner communion
Accept like a curse an unlucky deal
Played by the gate at the foot of the garden
My view stretches out from the fence to the wall
No words could explain, no actions determine
Just watching the trees and the leaves as they fall

© Ian Curtis/Joy Division

Måske de i 90’erne overhovedet ikke fik så meget spalteplads som de flashy engelske Britpop-bands, men det stod alligevel stjerneklart, at Tindersticks med deres særegent intime musik nok indeholdt en helt anden langtidsholdbarhed end de fleste af disse. At det også blev tilfældet er den nye retrospektive dbl-cd BBC Sessions bevis på. Som pladens titel fortæller, er der tale om en opsamling, udfra de éndags-sessions, Tindersticks ved adskillige lejligheder blev inviteret ind til, i BBC-studierne i Maida Vale, af især de to dj’s Mark Radcliffe og John Peel.

Heldigvis har bandets medlemmer i udvælgelsen til denne udgivelse valgt at fokusere på indspilninger fra tidsrummet 93-97, de gyldne Tindersticks-år. Her udsprang bandets første tre plader, der i materiale og dirrende nerve ligger over, hvad siden skulle komme. Det betyder genhør med titler og sange, vi allerede kender godt, men her får i ‘nye’ friske udgaver, der ofte på kvalitet, i session-situationens søgende her-og-nu-feeling, stikker af fra de mere velovervejede originaler. Store ord, men der er næsten også kun fremragende ting på disse to natkompatible cd’s. Stuart Staples har aldrig sunget nærmere, Tindersticks sjældent spillet tættere. Her indholdet af BBC Sessions:

DISC 1:
DRUNK TANK – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
HER – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
TYE-DIE – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
RAINDROPS – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
TINY TEARS – MARK RADCLIFFE SESSION 25/10/93
SNOWY IN F# MINOR – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
SLEEPY SONG – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
A NIGHT IN – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
TALK TO ME – BBC EVENING SESSION 02/03/95
VERTRAUEN II – BBC EVENING SESSION 02/03/95
EL DIABLO EN EL OJO – BBC EVENING SESSION 02/03/95
SHE’S GONE – BBC EVENING SESSION 02/03/95
MY SISTER – MARK RADCLIFFE SESSION 08/03/95

DISC 2:
BEARSUIT – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
UNTITLED – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
CHERRY BLOSSOMS – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/9
SHE’S GONE – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
HERE – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
SEAWEED – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
DICK’S SLOW SONG – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/
RHUMBA – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
I WAS YOUR MAN – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
HER – MARK RADCLIFFE SESSION06/02/97
TRAVELLING LIGHT – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/
BURIED BONES – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/97
TINY TEARS – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/97

En bedrøvelig meddelelse, at Lee Hazlewood, lille cowboy med meget dyb stemme, er død i nat i Las Vegas, Arizona, 78 år gammel. De fleste kender ham nok udelukkende fra det frugtbare pop-samarbejde i midt-60’erne med Nancy Sinatra – tænk bare “These Boots Are Made For Walking, “Some Velvet Morning”, “Summer Wine”, “Sand”, “Sugar Town”, “Lady Bird”, “Lightning’s Girl”, “So Long, Babe”, “Sundown, Sundown” – men også alene stod Lee bag mange nævneværdige udgivelser, ikke mindst long-playerne Trouble Is A Lonesome Town (1963) og Cowboy In Sweden (1970). Senest sidste år var han aktuel, dog desværre kun med en parantes af en plade, den bizart opkaldte Cake Or Death. Der blev i nat ikke mere kage til Lee Hazlewood, en af de helt store komponister, producere og stilister indenfor moderne musik.

Og det med en anbefaling. For juli har ikke kun bragt Interpol-albummet og en slags genopstandelse for Smashing Pumpkins i form af Zeitgeist-pladen. Nej, et af vores egne bedste bands, Figurines, har også brugt sommeren til at udsende nyt.

GAFFA-billederne af dem var nu lidt foruroligende. Bandmedlemmer i stylet skovhugger-fra-H&M-stil. Og førstesinglen, en uprofileret ikke-sang ved navn “Hey, Girl”, fik heller ikke vilde forventninger op. Så meget desto større grund til nu at glædes over When The Deer Wore Blue.

For den “Hey, Girl”-affødte mistanke, om det traditionelle problem med et band i medvind, der har for turné-travlt til at skrive nye gode sange, dør hurtigt. WTDWB er lyden af både nyvunden erfaring og opdagelyst. Det høres overalt i referencer, fra antenner ude i alle retninger.

Som tilfældet var tidligere på året hos både Clap Your Hands Say Yeah og Arcade Fire, er det bevidst noget af en rodebutik der inviteres ind i. Det helstøbte værk er ikke tilstræbt her, hvor fragmenteret virkelighed regerer.

Udover klassisk Figurines-kant gives i luftige arrangementer bl.a. adskillige Mew- og Beach Boys-harmonier, The Band-referencer, R.E.M.-melankoli, amerikansk indie-spil og solforslået 60’er acidpop. Selv et monstrøst og næsten endeløst funkriff bliver der plads til i “Drunkard’s Dream”. Ikke dette tastaturs favorit, men alligevel en befriende uafhængighedserklæring fra et band, der øjensynligt ikke frygter nogetsomhelst.

På det plan skriver WTDWB sig lige ind i den nye nordamerikanske tradition, hvor der allerede står navne som Flaming Lips, Mercury Rev og føromtalte Arcade Fire. Figurines tager dermed som band et stort og spændende skridt frem i ukendt territorie, bort fra egen forrige så succesfulde Skeleton-plade. Et modigt træk, der fortjener at blive belønnet. Hvilket nok også sker hvis/når albummets helt uimodståelige pophit, “Let’s Head Out”, bliver sendt ud som single.

Hvad er blevet hørt under sommeren? Her den lokale top-21 fra U-land, gældende nok mest spillede sange i juli:

01. Rest My Chemistry – Interpol
02. Disco Devil – Lee Scratch Perry
03. The Lighthouse – Interpol
04. Waiting Around To Die – Rhonda Harris
05. Let’s Head Out – Figurines
06. Black Sheep Boy – Scott Walker
07. Peace Be Unto Thee – Bad Brains
08. Harborcoat – R.E.M.
09. Public Pervert (Carlos D Remix) – Interpol
10. Kiss, Kiss – Yeah Yeah Yeahs
11. Pioneer To the Falls – Interpol
12. Village Green – The Kinks
13. Johnny Was – Bobby Marley & Da Wailers
14. Nowhere Fast – The Smiths
15. All About You – The Scars
16. Sussy Moore – The Lollipops
17. The Scale – Interpol
18. Point Blank – Bruce Springsteen
19. Pump Up The Volume – Art Brut
20. Still Alive – Dr. Alimantado
21. Rainin’ In Paradize – Manu Chao

USA fejrer nationaldag med skarp forskel på nationen selv og så den mytologiske drøm, den er bygget op omkring. Førstnævnte symboliseret som af billedet her på slagteriet i Irak, eller af GW Bush’s fængselsbenådning til egen vicepræsidents uhæderlige stabschef i weekenden, sidstnævnte f.eks. via det her klip af 5 amerikanske pionerer fra O-H-I-O i aktion på fransk TV, 1979.

Hvad er oddsene iøvrigt på at Neph…sorry, Kliché allerede for længe siden nærstuderede netop dette band?