Well, I shuffled through the city on the 4th of July
I had a firecracker waiting to blow
Breakin’ like a rocket who makin’ its way
To the cities of Mexico
Lived in an apartment out on Avenue A
I had a tar-hut on the corner of 10th
Had myself a lover who was finer than gold
But I’ve broken up and busted up since
And love don’t play any games with me
Anymore like she did before
The world won’t wait, so I better shake
That thing right out there through the door
Hell, I still love you, New York
Found myself a picture that would fit in the folds
Of my wallet and it stayed pretty good
Still amazed I didn’t lose it on the roof of the place
When I was drunk and I was thinking of you
Every day the children they were singing their tune
Out on the streets and you could hear from inside
Used to take the subway up to Houston and 3rd
I would wait for you and I’d try to hide
And love won’t play any games with me
Anymore if you don’t want it to
The world won’t wait and I watched you shake
But honey, I don’t blame you
Hell, I still love you, New York
Hell, I still love you, New York
New York
I remember Christmas in the blistering cold
In a church on the upper west side
Babe, I stood their singing, I was holding your arm
You were holding my trust like a child
Found a lot of trouble out on Avenue B
But I tried to keep the overhead low
Farewell to the city and the love of my life
At least we left before we had to go
And love won’t play any games with you
Anymore if you want ’em to
So we better shake this old thing out the door
I’ll always be thinkin’ of you
I’ll always love you though New York
I’ll always love you though New York, New York, New York
Her nogle lidt ældre men superheftige optrædender og klip, man vist ikke har set alt for meget til, hverken på MTV, VIVA, VH1, eller Da Voice. Hvem der end opfandt YouTube, fortjener en elefantorden eller to – enjoy!
…er det i dag 20 år siden Pet Shop Boys udsendte sin anden og verdenserobrende longplayer Actually. Er det også deres bedste? Med ‘It’s A Sin’, ‘What Have I Done To Deserve This?” og især ‘Rent’ indeholder den ialfald nogle af Lowe/Tennant’s mest profilerede sange. Snart skulle det musikalske verdenssyn blive mere eftertænksomt og voksent, men måske er det lige her, på albummet efter den blåøjede debut, billedet står klarest. Noget af en optimal electrosommer det var, med både PSB’s ‘It’s A Sin‘ og New Order’s ditto fremragende ‘True Faith/1963′ ude og langt oppe på singlehitlisterne. For ikke at glemme Basildon’s Depeche Mode, hvis egen ‘Strangelove‘ også hørtes overalt, lige til sen-august bragte næste DM-single, en vis ‘Never Let Me Down Again’. Skræmmende så unge de to nordenglændere fra Pet Shop ser ud på coverportrættet ovenfor!
Det har taget et par uger her langsomt at vænne sig til, han nu endelig har forladt den traditionelle irske folk-tradition, The Seeger Sessions-pladen og dens efterfølgende tour præsenterede ham i. Ikke at der var noget galt med hverken materiale, levering eller entusiasme der, tværtimod. Og alligevel var der noget besynderligt iklædt over den hootenanny, især når mest eksalteret.
Men det er historie. ‘Radio Nowhere’, forløber-singlen fra albummet Magic, er heftig, uptempo, sort-hvid rocknroll, som Bruce Springsteen og nu igen genindkaldte The E Street Band ikke har indspillet den længe. På come-back-9/11-albummet The Rising prøvede man, på de første E Street-indspilninger i små 20 år, ellers ligeledes at finde fodfæste i nutidig rock, men desværre forgæves. Digital indspilningsteknik og Pearl Jam-producer Brendan O’Brien syntes dengang i fællesskab at transformere en broget flok sange til noget, der desværre mest rammende beskrives som sonisk grød.
Samme producer denne gang, så bekymring for, at Magic ikke vil kunne leve op til egen titel, har levet godt. Indtil videre uden grund. ‘Radio Nowhere’ giver på de stærkt guitardominerede 3:11 mere musikalsk mening, end hele The Rising formåede på sin lange time. Inde på YouTube, hvor videoen allerede ligger, skriver en fan, at dette må være bedste Springsteen-sang siden 1980. Store ord, men ses bort fra alt.country-mesterværket Nebraska, er det svært at komme på nyere med ham, der tør måle sig med ‘Radio Nowhere’, ialfald hvad overbevisning og nødvendighed angår.
Radio Nowhere’ er Springsteen faret vild i den amerikanske nat, alene i bil med radio tændt og intet menneskeligt på bølgelængde. En voksen mands søgen efter sin ungdoms tabte ‘mystery train’. Et enkelt billede, der piskes op til storm gennem det mantra-sungne “I just want to feel some rhythm.” Af en ret simpel popsang at være, kender denne ikke til mindreværd. ” I was tryin’ to find my way home / All I heard was a drone / Bouncing off a satellite / Crushin’ the last lone American night.” Yeah.
2. oktober udsendes Magic, der skal være skarp for ikke at skuffe ovenpå ‘Radio Nowhere’. Og så påbegyndes den tour med Bruce Springsteen & The E Street Band, som den 8. december giver Forum i Købemhavn, hvad uden ironi kan betegnes som en intim-koncert. Det bør kunne blive en speciel aften for de 6.000 der kommer med, da Springsteen ikke siden The River-touren i 1980 har haft så ‘lille’ et publikum foran sig på en regulær turné.
Se & hør ‘Radio Nowhere’ her
30 sekunders audio af samtlige Magic-tracks her
Beskæftigede os før sommer med bandet Moral og dets så fine, særegent atmosfæriske musik. Grunden var da at Århus-trioen, der fandtes i første halvdel af firserne, havde fået egen MySpace-side. Nu er der så endnu bedre nyt fra samme front: Karma Music har netop udsendt And Life Is….And More, en cd-opsamling med Moral, der indeholder det enlige album And Life Is, samt fremragende (!) sange fra bandets to kassette-udgivelser og 1983-postpunk-sampleren Somewhere Outside. En rig genudgivelse, hvor vægtløse kongenumre som ‘Whispering Sons’, ‘Dance Of The Dolls’ og ‘Slottet I Luften’ tårner sig op og åbner ild. Vi synes her, uden overdrivelse, der med Moral er tale om et af de helt store danske bands. Tjek selv Hanne Winterberg, Marco De Andreis og Ingolf Brown ud:
Brug 10 minutter sammen med ildsjæl og mod-ikon Paul Weller, tidligere frontfigur i The Jam, nu succesfuld soloartist, på en tur ud til London-forstaden Woking, hvor han voksede op. Reportagen fra The Times kan læses her.
Var torsdag i regnvejr i Malmö City, byen med de gode pladebutikker, og fandt der bl.a. La Radiolina, Manu Chao’s nye. Hele 6 år er gået siden hans sidste egentlige studiealbum, men i Chaoworld har tiden sandelig ikke flyttet mange musikalske brikker. La Radiolina byder således endnu en gang på samme specielle mix af stilarter, sprog, legetøjs-teknologi og naivt-troskyldige udsagn, først hørt på superdebuten Clandestino, og siden så igen på Esperanza. Bemærkelsesværdigt vel, at Manu Chao, med sit frie sind og sine utøjlede holdninger, er så vedholdende konservativ når det gælder musik.
Så nej, intet decideret nyt under solen, udover altså godt 20 fine sange, mange af dem forklædte versioner af hinanden. Men også det game kender vi fra før, den kludetæppeagtige måde at arbejde og tænke opbygning på. Live er Manu og hans store band netop så overrumplende en oplevelse, fordi rytmer, mariachitrumpeter, politisirener, alverdens melodistumper og Manu’s ord folder sig uafbrudt ind og ud af hinanden, op og ned i fart, så man bliver svajende svimmel og tager det hele ind.
Den fysik findes ikke på pladerne, hvis lettere tråd og luftighed sætter fokus på sangene og på ham der giver dem. Og noget af det, der gør netop den her sanger så unik, er den uforcerede overbevisning, varme og uhm…medmenneskelige omsorg, han altid udstråler. Det kan slet ikke være nemt at give små 2-3 minutters popsange med firkantede globalpolitiske udsagn personlig integritet med på vejen, men det lykkes igen på La Radiolina uden besvær for Manu Chao, denne baskiske bastardsøn af Bob Marley og Joe Strummer. Dét er hans trick og han udfører det altid fejlfrit. Og derfor tilhører verden ham og hans rocknroll, forklædt som fjerne, eksotiske landes radiomusik.
Jeg har med tre albums forsinkelse omsider opdaget Okkervil River, en gruppe fra USA (Texas, nærmere bestemt), der er opkaldt efter en russisk flod – der så igen er opkaldt efter en svensker.
Okkervil River er som så mange andre af deres samtidige blevet kaldt for “alternativ country”, men på deres nye album, The Stage Names , står de musikalske inspirationer fra hjemlandet i kø – soul, Bo Diddley-agtig shuffle, T-Rex-kor/strygere, traditionel rock og naturligvis også en portion country-twang. De fleste sange er små, velskrevne fortællinger – hør f.eks. de rent ud sagt gribende “Savannah Smiles” og “Girl In A Port”.
Sagt meget kort er Okkervil River vel en mere udadvendt pendant til Richmond Fontaine (der jo heller ikke er dårlige). En klar anbefaling herfra!
Interessant forleden at se jeres forskelligartede listings over sange på 3:56, så en tur til her på samme karrusel. Årets 240. dag i dag byder derfor på den logiske top-10 over sange der varer 240 sekunder, altså 4 minutter. Indenfor afregning for radioafspilning, betales man som band for antal påbegyndte minutter en given sang varer, så mon ikke der indimellem strækkes op til næste hele minut, hvis det ligger lige om hjørnet? Det ville ialfald forklare, hvorfor så relativt mange numre ligger lige på eller et par sekunder over det hele minut. Her en top-10 over perfekte sange på præcis 4:00:
1. (White Man) In Hammersmith Palais – The Clash
2. Well I Wonder – The Smiths
3. So Much Trouble In The World – Bob Marley & The Wailers
4. Hey Ya – Outkast
5. Waiting Rooms – Marie & The Wildwood Flowers
6. Heaven – Talking Heads
7. Shot By Both Sides – Magazine
8. Hospitality On Parade – Sparks
9. Lovedust – Luna
10.The Whores Hustle And The Hustlers Whore – PJ Harvey
The Ramones er long gone punkhistorie, med 3 ud af de 4 oprindelige medlemmer allerede begravet. Alligevel – eller måske netop derfor – bliver bandets navn ved med at dukke op i forbindelse med genudsendelser og nye opsamlinger. Troede efterhånden vi havde hørt og set det hele, men nej, heldigvis ikke, for en ret essentiel 2DVD-udgivelse ser snart dagens lys.
It’s Alive hedder den, og er en visuel opsamling af bandets historie på alverdens scener, små som store, fra starten i New York, 1974, til den sidste 1-2-3-4-optælling godt 22 år senere. Hvilket er stort, for var der én ting man savnede i den ellers gennemførte End Of The Century-dokumentar om The Ramones, var det netop flere af de liveoptagelser, der viser hvad all the fuss was about.
Det vil man nu ved selvsyn kunne se fra start-oktober på It’s Alive. Ikke mindst via de 13 sange fra Rainbow Theatre, London, nytårsaften, 1977, et show der i lyd allerede findes på det absolut klassiske livealbum af samme navn. Her nendenfor står det omfangsrige indhold af DVD’en – disc 2 kalder, specielt som den skrider frem, ikke ubetinget på den store opmærksomhed, men disc 1, det er en helt anden sag:
Disc one:
CBGB – New York, NY (9/15/74):
01 Now I Wanna Sniff Some Glue
02 I Don’t Wanna Go Down to the Basement
03 Judy Is a Punk
Max’s Kansas City – New York, NY (4/18/76):
04 I Wanna Be Your Boyfriend
05 53rd & 3rd
The Club – Cambridge, MA (5/12/76):
06 Chain Saw
Max’s Kansas City – New York, NY (10/8/76):
07 Havana Affair
08 Listen to My Heart
My Father’s Place – Roslyn, NY (4/13/77):
09 I Remember You
10 Carbona Not Glue
CBGB – New York, NY (6/11/77):
11 Blitzkrieg Bop
12 Sheena Is a Punk Rocker
13 Beat on the Brat
14 Now I Wanna Sniff Some Glue
15 Rockaway Beach
16 Cretin Hop
17 Oh Oh I Love Her So
18 Today Your Love, Tomorrow the World
The Second Chance – Ann Arbor, MI (6/26/77):
19 Rockaway Beach
20 Carbona Not Glue
The Ivanhoe Theater – Chicago, IL (7/6/77):
21 Pinhead
22 Suzy Is a Headbanger
The Armadillo – Austin, TX (7/14/77) Early Show:
23 Commando
24 I Wanna Be Your Boyfriend
The Armadillo – Austin, TX (7/14/77) Late Show:
25 Now I Wanna Be a Good Boy
26 53rd & 3rd
27 Today Your Love, Tomorrow the World
Liberty Hall – Houston, TX (7/15/77):
28 Loudmouth
29 I Remember You
30 Gimme Gimme Shock Treatment
Liberty Hall – Houston, TX (7/16/77):
31 Oh Oh I Love Her So
32 Today Your Love, Tomorrow the World
Don Kirshner’s Rock Concert – L.A., CA (8/9/77):
33 Loudmouth
34 Judy Is a Punk
35 Glad To See You Go
36 Gimme Gimme Shock Treatment
The Camera Mart Stages – New York, NY (9/3/77):
37 Swallow My Pride
38 Pinhead
39 Sheena Is a Punk Rocker
It’s Alive, The Rainbow Theatre – London (12/31/77):
40 Blitzkrieg Bop
41 I Wanna Be Well
42 Glad to See You Go
43 You’re Gonna Kill That Girl
44 Commando
45 Havana Affair
46 Cretin Hop
47 Listen to My Heart
48 I Don’t Wanna Walk Around With You
49 Pinhead
50 Do You Wanna Dance?
51 Now I Wanna Be a Good Boy
52 Now I Wanna Sniff Some Glue
53 We’re a Happy Family
Disc two:
Musikladen – Bremen, Germany (9/13/78):
01 Rockaway Beach
02 Teenage Lobotomy
03 Blitzkrieg Bop
04 Don’t Come Close
05 I Don’t Care
06 She’s the One
07 Sheena Is a Punk Rocker
08 Cretin Hop
09 Listen to My Heart
10 I Don’t Wanna Walk Around With You
11 Pinhead
“The Old Grey Whistle Test” – London (9/19/78):
12 Don’t Come Close
13 She’s The One
14 Go Mental
“Top of the Pops” – London (9/28/78):
15 Don’t Come Close
Oakland, CA (12/28/78):
16 I’m Against It
17 Needles and Pins
San Francisco Civic Center, S.F., CA (6/9/79):
18 I Want You Around
19 I’m Affected
20 California Sun
“The Old Grey Whistle Test” – London (1/15/78):
21 Rock ‘N’ Roll High School
22 Do You Remember Rock ‘N’ Roll Radio?
“Top of the Pops” – London (1/31/80):
23 Baby I Love You
Sha Na Na – Los Angeles, CA (5/19/80):
24 Rock ‘N’ Roll High School
Mandagsborsen – Stockholm, Sweden (10/26/81):
25 We Want the Airwaves
TVE “Musical Express” – Madrid, Spain (11/17/81):
26 This Business is Killing Me”
27 All Quiet on the Eastern Front
US Festival – San Bernardino, CA (9/3/82):
28 Do You Remember Rock ‘N’ Roll Radio?
29 Gimme Gimme Shock Treatment
30 Rock ‘N’ Roll High School
31 I Wanna Be Sedated
32 Beat on the Brat
33 The KKK Took My Baby Away
34 Here Today, Gone Tomorrow
35 Chinese Rocks
36 Teenage Lobotomy
“The Old Grey Whistle Test” – London (2/26/85):
37 Wart Hog
38 Chasing the Night
Obras Sanitarias, Buenos Aires, Argentina (2/3/87):
39 Blitzkrieg Bop
40 Freak of Nature
41 Crummy Stuff
42 Love Kills
43 I Don’t Care
44 Too Tough To Die
45 Mama’s Boy
Provinssirock Festival, Seinäjoki, Finland (6/4/88):
46 I Don’t Want You Anymore
47 Weasel Face
48 Garden of Serenity
49 I Just Want To Have Something To Do
50 Surfin’ Bird
51 Cretin Hop
52 Somebody Put Something in My Drink
53 We’re a Happy Family
R.I.T., Rochester, NY (10/8/88):
54 Do You Remember Rock ‘N’ Roll Radio
55 Wart Hog
Rolling Stone Club – Milan, Italy (3/16/92):
56 Psycho Therapy
57 I Believe in Miracles
58 I Wanna Live
59 My Brain is Hanging Upside Down (Bonzo Goes to Bitburg)
60 Pet Sematary
61 Animal Boy
62 Pinhead
“Top of the Pops” – London (6/29/95):
63 I Don’t Wanna Grow Up
River Plate Stadium – Estadio Antonio V. Liverti – Buenos Aires, Argentina (3/16/96):
64 I Wanna Be Sedated
65 R.A.M.O.N.E.S.
I dag gjorde jeg det omsider – fik alle mine 1500 cd’er hevet ud fra kasserne under dobbeltsengen, sorteret alfabetisk og placeret alfabetisk i et skab. Undervejs kunne jeg ikke undgå at opdage følgende:
CD’en er et medium på vej ud. Om få år har jeg formodentlig købt den sidste. Min første cd købte jeg i januar 1989 – det var Legend med Bob Marley.
Forbløffende mange cd’er havde jeg glemt, at jeg havde. Jeg lagde et par stykker i cd-drevet på iMac’en undervejs i oprydningen. Specielt genopdagede jeg i dag hvorfor amerikanske Guadalcanal Diary var gode. Ligesom R.E.M. (og B52’s) kom de fra Athens i Georgia, og stilmæssigt var de temmelig tæt på. Murray Attaway har en god rockstemme, og 2×4 og Flip-Flop er vellykkede udgivelser. Hvad blev der egentlig af ham? En Geffen-opsamling, jeg også fandt, afslørede at han bagefter gik solo.
Jeg har genfundet albums med SNFU, Pennywise og China Drum. Indkøbt før Green Day sendte den Buzzcocks-inspirerede pop-punk ud over min kvalmegrænse. China Drum var egentlig ikke så dårlige. Men Pennywise – ak, ak, ak.
Jeg havde en industrial-fase på et tidspunkt med Godflesh, Skinny Puppy, Neurosis, Severed Heads og SPK og nogle få udvalgte skokigger-albums med Ride og My Bloody Valentine. Og så havde jeg et album, Succour, med Seefeel. En slags Aphex Twin i det mest kedelige ambient-hjørne, bare mere dronet og helt uden beats. Hvorfor hulen købte jeg dog dét?
Jeg har et album med June Tabor og The Oyster Band. Det er faktisk rigtig fedt; John Peel var også ret begejstret for det, husker jeg.
Jeg mangler forbløffende mange albums med New Order. Hvorfor dog?
Og så samlede jeg sammen til en velfyldt kasse med cd’er, jeg ikke vil beholde. Hvorfor er der ikke en god brugt-biks i Aalborg? Læsehesten er sådan et skummelt sted med en tvivlsom kvalitetspolitik (= ingen).
I dag er årets dag # 236. Det antal sekunder er lagt sammen 3 minutter og 56. I popmusik et lidt problematisk areal; for udstrakt til det skarptskårne nummers hurtige ind-og-ud-attack, for snævert til dvælende stemning og findetaljeret fortælling. Her en top-10 over sange, der, på trods af nævnte begrænsnnger, alligevel stortrives på præcis 3:56:
1. Untitled – Interpol
2. That Summer Feeling – Jonathan Richman
3. Vi Två, 17 År – Håkan Hellström
4. That’s When I Reach For My Revolver – Mission Of Burma
5. Pärlor – Kent
6. Unlovable – The Smiths
7. Wild Is The Wind – Billy MacKenzie
8. Mirrorball – Electrafixion
9. Suedehead – Morrissey
10. I Fell In Love With A Dead Boy – Anthony & The Johnsons
Tamilsk-engelske M.I.A. er aktuel med en af årets vildeste udgivelser, hendes andet album Kala. For et så energisk udtryk og anarkistisk sammenstød af stilarter høres sjældent. Grundbase er kantet uptempo-electro med travl, direkte, udfordrende vokal. Hård percussion og beats, på hvad lyder som metal fra samtlige skibskirkegårde i den 3. verden, skramler og brager under M.I.A.’s klippende chants. Det er lyd af kaos og opbrud. Det er samtidig catchy popmusik.
Referencer kommer utallige, og det ikke kun fra sex-opkørt dancehall, hip-hop og Bollywood: ‘Paper Planes’ er således bygget på riffet fra The Clash’s ‘Straight To Hell’, åbningssangen ‘ Bamboo Banger’ kører Jonathan Richman’s klassiske ‘Roadrunner’ et helt nyt sted hen, mens ‘$ 20’ er New Order’s ‘Blue Monday’ som electroclash-hiphop, tilsat Pixies’ ‘Where Is My Mind’ som afslutning – ikke kedeligt. Og så er ‘Jimmy’, en indisk-relateret disco, der musikalsk står som helhjertet hyldest til Boney M og Baccara, ikke engang nævnt.
Mere eller mindre utilsløret support til bl.a. Tamilske Tigre og PLO har gjort, at M.I.A. ikke kun er blevt kendt på sin musik. Specielt i USA, hvor netop de kontroversielle holdninger til for nylig har resulteret i indrejseforbud. På Kala bliver der dog igen fra gadeperspektiv – ufortrødent og med stor overbevisning – rantet mod injustice og ulighed. Heldigvis kræver de mange kradse statements ingen rationel forståelse til afkodning af det instinkt der driver dem.
Indimellem synes det som om vi her på siden lever i et lukket guitarfængsel af kridhvid, konventionel, selvbevidst rockmusik. Derfor befriende at kunne anbefale en så anderledes intuitiv og stilistisk fordomsfri disc som denne, der lyder af en anden og mere nødvendig verden. Hvor Manu Chao iøvrigt også udsender nyt fra, om kun et par uger…
