It's a Manu's Manu's Manu's world

51gnylrifdl_ss500_.jpg

Var torsdag i regnvejr i Malmö City, byen med de gode pladebutikker, og fandt der bl.a. La Radiolina, Manu Chao’s nye. Hele 6 år er gået siden hans sidste egentlige studiealbum, men i Chaoworld har tiden sandelig ikke flyttet mange musikalske brikker. La Radiolina byder således endnu en gang på samme specielle mix af stilarter, sprog, legetøjs-teknologi og naivt-troskyldige udsagn, først hørt på superdebuten Clandestino, og siden så igen på Esperanza. Bemærkelsesværdigt vel, at Manu Chao, med sit frie sind og sine utøjlede holdninger, er så vedholdende konservativ når det gælder musik.

Så nej, intet decideret nyt under solen, udover altså godt 20 fine sange, mange af dem forklædte versioner af hinanden. Men også det game kender vi fra før, den kludetæppeagtige måde at arbejde og tænke opbygning på. Live er Manu og hans store band netop så overrumplende en oplevelse, fordi rytmer, mariachitrumpeter, politisirener, alverdens melodistumper og Manu’s ord folder sig uafbrudt ind og ud af hinanden, op og ned i fart, så man bliver svajende svimmel og tager det hele ind.

Den fysik findes ikke på pladerne, hvis lettere tråd og luftighed sætter fokus på sangene og på ham der giver dem. Og noget af det, der gør netop den her sanger så unik, er den uforcerede overbevisning, varme og uhm…medmenneskelige omsorg, han altid udstråler. Det kan slet ikke være nemt at give små 2-3 minutters popsange med firkantede globalpolitiske udsagn personlig integritet med på vejen, men det lykkes igen på La Radiolina uden besvær for Manu Chao, denne baskiske bastardsøn af Bob Marley og Joe Strummer. Dét er hans trick og han udfører det altid fejlfrit. Og derfor tilhører verden ham og hans rocknroll, forklædt som fjerne, eksotiske landes radiomusik.

12 tanker om “It's a Manu's Manu's Manu's world”

  1. Ork, der ville jeg lade mig rive med. Men hvad kunne bringe mig til København på en torsdag i november?

  2. I det hele taget bliver det da et urimeligt godt (og dyrt) koncertefterår i København.
    Udover de allerede nævnte er der Lucinda Williams, Ryan Adams, Arcade Fire, Henrik Hall (med The Good the Bad the Queen support) og mange flere at se frem til. Det tegner godt.

  3. Apropos ærgerlige sammenfald af koncerter – hvad gør man når man har købt billet til Kent i KB-Hallen og så erfarer at Springsteen samme dag spiller i Forum? Det er jo som at vælge mellem guld og grønne skove!

  4. Pladen virker umiddelbart som en fin måde, at forlænge en sommer, der aldrig kom på. Nu venter jeg bare på, at min vinyl lander.. indtil da cdr.

  5. Nej-nej, omvendt; det er Manu der spiller i KB-hallen, mens vi holder fest i Pumpehuset!

    Men lidt ærgeligt er det selvfølgelig. Selv tager jeg Manu Chao i Baltiska Hallen i Malmö tre dage efter.

  6. Til gengæld er der godt nyt fra 8000, hvor de første navne til årets Recession Festival netop er offentliggjort. Hér er der især et navn, der stikker ud: Spiritualized Acoustic Mainline. Det er Jason Pierce’s seneste projekt. Hørte en gåsehudsgivende koncert med ham/dem søndag på Roskilde og kan absolut kun anbefale, at man kigger forbi, når Spiritualized Acoustic Mainline rammer 8000 i begyndelsen af november!

Skriv et svar