Juletid nærmer sig, ikke noget stærkere tegn på det end den malstrøm af best of-opsamlinger, der lige nu spyttes ud fra den engang så stolte pladeindustri. En af de bedste denne sæson er med The Libertines, dem der splittede i to og blev til Dirty Pretty Things og Babyshambles. Ingen orker mere af Pete Doherty’s kaos af et privatliv i aviser eller på net, og mange er af samme grund steget helt af de indimellem lysende sange han, når han ikke roder sig ud i mere snavs, begår med Babyshambles. Synd, for han er et af de største talenter England længe har kunnet byde på. Det høres selvfølgelig ubesværet på denne nye fremragende introduktion til hans første band. Fornærmende dog, der på dens korte tracklist ikke er blevet fundet plads til Doherty’s brændende Libertines-afskedsbrev af en sang, ‘Music When The Lights Go Out’…

TIME FOR HEROES

Did you see the stylish kids in the riot
We were shovelled up like muck
Set the night on fire
Wombles bleed truncheons and shields
You know I cherish you my love

But there’s a rumour spread nasty disease around town
Caught round the houses with your trousers down
A headrush in the bush
You know I cherish you my love
How I cherish you my love

What can you want now you’ve got it all
She says it’s obscene
Time will strip it away
A year and a day
And Bill Bones
Bill Bones he knows what I mean

Yes it’s eating no it’s chewing me up
It’s not right for young lungs to be coughing up blood
Oh it’s all
It’s all in my hands
And it’s all up the walls

The stale chips are up and the hopes stakes are down
Its these ignorant faces that bring this town down
Yeah I sighed and sunken with pride
You know passed myself down on my knees
Yes I passed myself down on my knees

What can you want now you’ve got it all
She says it’s obscene
Time will strip it away
A year and a day
And Bill Bones
Bill Bones he knows what I mean

There are fewer more distressing sights than that
Of an Englishman in a baseball cap
Yeah we’ll die in the class we were born
That’s a class of our own my love
We’re in a class of our own my love

Did you see the stylish kids in the riot
We were shovelled up like muck
Then set the night on fire
Wombles bleed truncheons and shields
You know I cherish you my love
Oh how I cherish you my love

© Pete Doherty

Skriver mest om ovenstående album som undskyldning for at kunne bringe dets indbydende cover, der – minus selve krucifiks-motivet – er som taget fra væggen af et næsten flyvefærdigt teenage-pigeværelse ca. slut-70’erne. Bandet bag pladen er Band Of Horses fra Seattle. Cease To Begin er deres anden longplayer på SubPop og udbygger smart kendetegnene fra debut’en Everything All The Time, hvis lead-off single ‘The Funeral’ dog stadig vil stå som bandet’s ultimative skønheds-peak af harmoni, ringende guitarer og Ben Bridwell’s lyse, glasklare stemme.

Cease To Begin, der lige nu tager flere danske anmeldere med 5-stjernet storm, lyder vel i rockhistorik mest som en appetitlig og indieficeret-lækker tidsopdatering af Boston. Ja, det var dem med 1976-superhittet ‘More Than A Feeling’, Nirvana’s Kurt Cobain senere ‘lånte’ sit kapow-guitarriff til ‘Smells Like Teen Spirit’ fra. Band Of Horses byder på næsten samme soniske panorama af attråværdig tristesse og Ajax-pletfri æstetik som Boston. Ikke skabt med nærkontakt for øje, men til uforpligtende afstandsforelskelse, hvis man ellers kan klare den slags. De bør skulle blive gigantisk store med dette designsikre albums gennemførte feel-good-sadness. Mig, jeg synes mest om coveret. Og så altså mageløse ‘The Funeral’. Nyd lige den sang – Band Of Horses kommer aldrig til at lave en bedre.

Det er ikke unormalt bands prøver nye numre af live, som så siden forsvinder sporløst og aldrig høres fra igen. Blandt Neil Young-tilhængere har der lige siden en tour i 1988, med ham og hans daværende orkester, gået feberhede historier om en drøm af en kæmpe men aldrig pladeudsendt Neil Young-sang ved navn ‘Ordinary People’. Således skriver Young-siden www.thrasherswheat.org tilbage i 1995:

Subject: The Extraordinary “Ordinary People”

To begin with, there is nothing ordinary about Neil Young’s
“Ordinary People”. Except maybe for the fact that it is the
greatest unreleased Neil Young song ever and – should “Ordinary
People” ever be released – is destined to become another classic.

IMHO, Young’s song “Ordinary People” is his Guernica –
a masterpiece upon which to frame the debate of where
the song stands relative to his other narrative classics,
such as “Cortez The Killer” or “Thrasher”.

A stunning tour de force, “Ordinary People” was performed
frequently during the Bluenotes 1988 tour, but has yet to re-
surface in subsequent concerts or albums. Those fortunate enough
to have caught the legendary “Ordinary People” performances
during the Bluenotes tour know that the song’s musical intensity
and lyrical sweep rivals few – if any – other released Neil
tunes.

Coming in at a breathtaking 9 verses, the epic “Ordinary People”
makes even the brilliant extended “Crime In the City” seem like a
tossed off short story. Many performances of “Ordinary People”
clocked in at around 15 minutes or longer. While Young has done
extended songs before such as, “Down By The River”, “Like A
Hurricane”, and “Cortez the Killer”, these songs have been mainly
comprised of extended solos and jams.

“Ordinary People” consists primarily of a driven and
passionate Young spitting out his fiercest lyrics ever. In
conjunction with Young’s slide driven guitar work and stellar
backing by the Bluenotes horn section, “Ordinary People” sizzles
as a blues showcase.

In terms of lyricism, only the beauty and poetry of Young’s
magnum opus “Thrasher” can compare with “Ordinary People”. Where
Bob Dylan may have been more ellipitical and Elvis Costello or
Graham Parker may have been more direct, Young’s succinct
distillation of an era reads like a Charles Dickens novel, soars
like a Walt Whitman poem, and breaks the heart like an Otis
Redding blues song.

While a shortened CITC (subtitled Zero to 60) later appeared on
Freedom, only circulating concert tapes reveal the true nature of
the rare and legendary “Ordinary People”. Just as “Stringman”
suddenly reappeared from the vaults during MTV’s Unplugged, we
can only hope that we are as lucky with “Ordinary People”.

In a departure from Young’s traditional source of theme
material – himself – “Ordinary People” encompasses a broad survey
on the state of the union as seen through the eyes of the common
man. “Ordinary People” is Young’s attempt to frame the plight of
the common man against the obstacles and challenges of the U.S.
in the late 80’s.

The song works at multiple levels telling the stories of the
ordinary people – the factory workers, the bartenders, the
teachers. These ordinary people are trying to survive and make a
living against all odds in the face of trickle down Reaganomics.

“Ordinary People” is also the story of those whose aim is to
capitalize on the ordinary people’s failure and inability to
defend themselves. Young denounces the crack dealers who prey on
the inner city children and the fat cats in their Rolls Royce’s
who cruise alongside poverty.

The narrative climax of “Ordinary People” occurs when Young
brings his assortment of characters together for a scene where it
becomes clear there will be no winner. The social commentary is
dead on target and speaks volumes about what Young – and
America – sees all around us. Offering no solution, yet
capturing the moment, it is a premier example of the singer-
songwriter at the peak of his craft.

The release of a live version of “Ordinary People” will surely
put to bed forever any questions about the musical genius of Neil
Young.

Den live-version er aldrig kommet, men – og her kommer det væsentlige – på Neil Young’s nye og meget varierede efterårsplade Chrome Dreams II dukker ‘Oridnary People’ så endelig op i en fuldbyrdet studieudgave, 19 år efter den blev spillet live. Og sangen, der nu strækker sig over mere end 18 minutter, gør vildt nok ikke ovennævnte ord og lovninger fra Thrasherswheat til skamme. Alt hvad der forbindes med klassisk Crazy Horse-era Neil Young er tilstede i et dynamisk og forløsende epos, der virkelig lægger sig op blandt det bedste Young nogensinde har præsteret. Skal ikke kede med flere superlativer, men istedet bruge skærmplads på samtlige 9 vers fra den sang, der nemt helt alene berettiger et køb af Chrome Dreams II.

ORDINARY PEOPLE

Two out of work models and a fashion slave try to dance away the Piccolo night.
The bartender poured herself another drink, while two drunks were watchin’ the fight.
The champ went down, then he got up again, then he went out like a light,
Fightin’ for the people.
But his timing wasn’t right, the high rollin’ people.
Takin’ limos in the neon light, Las Vegas people.
Who came to see a Las Vegas fight, fightin’ for the people.

There’s a man in the window with a big cigar, says everything’s for sale.
He had a house and a boat and a railroad car, the owner’s gotta go to jail.
He acquired these things from a life of crime, now he’s selling them to make bail.
He was rippin’ off the people.
Sellin’ guns to the underground, livin’ off the people.
Skimmin’ the top when there was no one around, tryin’ to help the people.
Lose their ass for a piece of ground, a patch o’ ground people.

He was dealing antiques in a hardware store but he sure had a lot to hide.
He had a back room full of the guns of war and a ton of ammunition besides.
Well, he walked with a cane, kept a bolt on the door with five pit bulls inside,
Just a warning to the people.
In case they might try to break in at night, protection from the people.
Selling safety in the darkest night, tryin’ to help the people.
Get the drugs to the street all right, tryin’ to help the people.

Well, it’s hard to say where a man goes wrong, might be here and it might be there.
What starts out weak might get too strong, if you can’t tell foul from fair.
But it’s hard to judge from an angry throng of hands stretched up in the air,
The vigilante people.
Takin’ the law into their own hands, the conscientious people. Hey.
Crackin’ down on the drug lord and his bands, government people. Hey.
Confiscatin’ all the dealer’s land, the patch-of-ground people. Yay, yeah.

And then a new Rolls Royce and a company car they were racin’ down the street.
Each one tryin’ to make it to the gate before employees manned the fleet.
The trucks full of products for the modern home, were set to roll out into the street
Of ordinary people.
Tryin’ to make their way to work, the downtown people.
Some are saints, and some are jerks, (that’s me) everyday people.
Stoppin’ for a drink on their way to work, alcoholic people.
Yay, Yeah, takin’ it one day at a time!

Down on the assembly line, they keep puttin’ the same things out.
The people today, they just ain’t buyin’, nobody can figure it out.
They try like hell to build a quality in, they’re workin’ hard without a doubt,
Ordinary people.
But the dollar’s what it’s all about, Lee Iacocca people.
But the customers are walkin’ out, the nose-to-the-stone people.
Yeah, they look but they just don’t buy, the patch o’ ground people. Hey, hey, hey.

In a dusty town the clock struck high noon, two men stood face to face.
One wore black and one wore white, but of fear there wasn’t a trace.
A hundred and eighty years later two hot rods drag through the very same place,
A half a million people
They moved in to pick up the pace, a factory full of people.
Makin’ parts to go to outer space, a train load of people.
They were leavin’ for another place, out of town people. Yeah, yeah.

Down at the factory, they’re puttin’ new windows in.
The vandals made a mess of things and the homeless just walked right in.
Well, they worked here once and they live here now, but they might work here again,
The ordinary people.
Because they’re livin’ in a dream, hard workin’ people.
Just-don’t-know-what-it-means-to-give-up people.
They’re just like they used to be, patch o’ ground people. Hey, hey.

Out on the railroad track, they’re cleanin’ ol’ number nine.
They’re scrubbin’ the boiler down, she really is lookin’ fine. (a beauty, that number nine)
Times’ll be different soon, they’re gonna bring her back on line,
Ordinary people.
They’re gonna bring the good things back, hard workin’ people.
They put the business back on track, the everyday people.
I got faith in the regular kind, patch o’ ground people. Yeah, yeah.

© Neil Young

England’s pt. største koncertact Muse rullede forbi Forum i aftes. Overtegnede har en indrømmet svaghed for den skønne nervøse storhed og lyd som af verdens sammenbrud på specielt to af deres longplayers, Origin Of Symmetry samt senest Black Holes And Revelations. Live er den virtuose vulgaritet, ikke så få andre hader bandet for, om muligt endnu mere i front end på pladerne, og som sådan bliver resultatet næsten udelukkende sturm und drang. Eksalteret popmusik af omvæltning og kaos. Her er hvad blev skudt afsted i går aftes, det naturligvis med hysterisk lydstyrke og tilsvarende armbevægelser:

Take a Bow
Hysteria
Map of the Problematique
Butterflies & Hurricanes
Supermassive Black Hole
Sing for Absolution
New Born
Feeling Good (Nina Simone)
Sunburn
Soldier’s Poem
Invincible
Starlight
Time Is Running Out
Stockholm Syndrome
+ + +
Bliss
Plug in Baby
Knights of Cydonia

Man skal lære sine fejl at undgå genopstandelse. Sidst Kent fra Eskilstuna udsendte LP, var vi her på siden for hurtigt ude med skuffelse og lugt af nederlag. Blot for måneder senere at tage den rigtige U-vending og erklære Du & Jag Döden en generelt meget tilfredsstillende oplevelse. Man skal ikke altid være hurtig på aftrækkeren.

Så denne gang er anderledes. Hørte Kent’s nye allerførste gang i vores tourbus, den fredag eftermiddag vi kørte til Haderslev. Og på motorvejene gjorde heller ikke Tilbaka Til Samtiden noget godt førstehåndsindtryk. Sangene lød umiddelbart som livslede rundgange, produktionen spids migrænetræt, de nu så mange keyboards mere sen-PSB (kønsløse!) end vintage-DM (kønsmodne!). Skuffelsen lå til højrebenet.

Men det tog væk. Vores tour sluttede og to dage efter var jeg på et af de smukkeste steder i verden. Gemt væk bag endeløse dale og skove i orange, stille og rødt. Og med Kent i bagagen. Brugte tid til at komme ind i de 11 titler som udgør Samtiden. Kent’s sange kommer nuomdage alle med et letbittert drag om munden. På den måde er det skræddersyet musik til efterår og løvfald, som lige nu.

Kunne mærke mens jeg løb og løb, og nogle gange kørte i bil, små veje i den klare luft, de nye sange forme sig til. Hørte ikke længere Klovnepark Mord-synths og stockholmsk livstræthed fra Kent, men kun beruset glæde over egen frihed. Vilje til at kunne gøre hvadsomhelst, modet til at turde. Ord bekymrede ikke. De stod godtnok skrevet på det grimme, ikoniske cover, men jeg var mest i bevægelse, så kunne ikke læse dem. Hørte derfor fragmenter, brudstykker, om tusinde fester, de mange mil til Berlin, TV-aftener i Hagnesta Hill, ‘droger’ og sorg. Joakim Berg kan sin sorg.

Den voksende brillance kom dog med enkelte ridser i lakken. At Kent på ‘Vykort Från Ett Luftslott’ gør et stort nummer ud af et nedslidt Jamiroquai-riff er selvfølgelig en alarmerende sag, men vi skal tage det som en overskudshandling, som en eksalteret legen med ilden, snarere end et kollektivt råb om hjælp fra det orkester, onde tunger har hævdet kreativt paralyseret af egen gigant-succes.

Ligeledes har ‘Våga Vara Rädd’ slet ingen angst for brug af trompeter, hvis lyd og tematik er alt andet end ‘den gode smag’. Langt tættere på melodigrandprix end Herp Albert er de. Men selvom vi her hverken kan med J-quai eller MGP, vil vi til gengæld gerne rejse på musikalsk første klasse med et band, der ikke styres af nogen frygt eller stilistisk forsnævring. Der ligger en frihed i at fornægte cool, og den finder Kent i rigt mål ved, som her, at give fanden i det hele – dét er cool!

Så efter en intensiv og voksende uge med Tilbaka Til Samtiden, er dens tættrafikkerede lyd blevet dette efterår. Må selvfølgelig ikke glemme at pointere, den nye plade virkelig tager Kent omkring noget af det smukkeste musik hørt med dem. Det er vel den vi alle vil derude i verden. Og det er den der findes i lysspor som ‘Ensammast I Sverige’, ‘Columbus’, ‘Vid Din Sida’, ‘Berlin’ og ‘Elefanter’. Ingen smalle steder der.

Glad for Tilbaka Til Samtiden ikke blev bedømt dagen efter Haderslev. Først nu. Kent 07 står som en sjælden god årgang.

Vi anbefaler, evigt ung og netop teenager i dag: The London Suede’s nyklassiker Dog Man Star.

1 “Introducing the Band” – 2:38
2 “We Are the Pigs” – 4:19
3 “Heroine” – 3:22
4 “The Wild Ones” – 4:50
5 “Daddy’s Speeding” – 5:22
6 “The Power” – 4:31
7 “New Generation” – 4:37
8 “This Hollywood Life” – 3:50
9 “The 2 Of Us” – 5:45
10 “Black or Blue” – 3:48
11 “The Asphalt World” – 9:25
12 “Still Life” – 5:23

Hvis vi kendte nogen lige nu, der fortjente en helt igennem speciel og opmuntrende gave, ville vi straks købe PJ Harvey’s nye White Chalk. Et mageløst underspillet og stemningsrigt album. Så helt anderledes end nogetsomhelst hun har udgivet før. White Chalk bærer så meget uovervindelig kvalitet og råstyrke, vi slet ikke vil støje med her, at det er PJ’s fødselsdag i dag.

Så ingen flag og kager. Gå istedet straks ind på Liga.dk her, scroll helt ned og se PJ Harvey spille 4 topsange fra White Chalk, all by herself. Der er også et interview.

I mandags udkom, hvad vi her synes er Springsteen’s nok mest vellykkede plade siden Nebraska. Magic, som den hedder er godtnok et værk af emmende nostalgi og bærer lyden af en svunden tid – omkring 1979 or so – men rider samtidig en sangkvalitet og nerve, der for det meste hæver tingene langt op over det kun tilbageskuende. I nat begyndte Springsteen og E Street Band den tour, der om 2 måneder og 5 dage runder Forum i København. Her er settet fra første aften på The Magic Tour:

2007-10-02, Civic Center, Hartford, CT:
Radio Nowhere
The Ties that Bind
Lonesome Day
Gypsy Biker
Magic
Reason to Believe
Night
She’s the One
Livin’ in the Future
The Promised Land
Town Called Heartbreak
Darkness on the Edge of Town
Darlington County
Devil’s Arcade
The Rising
Last to Die
Long Walk Home
Badlands
Girls in Their Summer Clothes
Thundercrack
Born to Run
Waitin’ on a Sunny Day
American Land

Simpson bemærkede midtvejs i showet tørt, som kun han kan gøre det, The Good The Bad & The Queen’s bassist måske ville spille færre fejl, hvis han holdt sig bare nogenlunde i nærheden af sin amplifier. Og rigtigt er det, at Paul Simonon, som dækkede hele scenen med sin smadrede Fender Precision, indimellem missede et beat eller to samt et par toner. Men for de af os som var tilstede sidst han spillede i København, med The Clash på Østerbro i 1981, gjorde det altså intet. At se Paul Simonon på en scene igen, med så mange vintage-Clash bevægelser, var hele aftenen værd og lidt til. Fik derfor ikke rigtig kastet øjne på den mindre karismatiske Damon, eller de to andre fra TGTB&TQ, som ellers gjorde deres til at levere den fremragende koncert, perfekt tunet til Operaens storladne rammer. En aften, der iøvrigt kickstartede med Henrik Hall’s vellykkede debut som kongelig hofleverandør. Hvor mange havde mon for 3-4 år siden sat penge på, den første fra Love Shop til at betræde denne prestigefyldte scene, ville blive bandets mundharpespiller…? Godt gået, Prins Henrik!

I dag for 20 år siden udkom NME med en ekstatisk foranmeldelse af Strangeways, Here We Come, The Smiths’ fjerde og sidste egentlige studiealbum. Henover sommer var rygterne begyndt at løbe om uro i bandet, og da så Johnny Marr trådte frem i et interview, ligeledes i NME, under overskriften ‘Why I Quit The Smiths’, var der ingen vej tilbage.

Førstesingle ‘Girlfriend In A Coma’ blev sendt ud i august, med typisk Marr-ubesværet og særegen popmusik under Morrissey’s dødskredsende ord. Ofte når et band opløses, høres konflikterne og udtømningen af energi i dets sidste indspilninger, men ikke her. Kvaliteten af ‘Girlfriend…’ til trods, var der derfor alligevel udbredt bekymring for, at Strangeways ville være en krampetrækning snarere end en endelig manifestation af kollektiv styrke.

Så vi blev både opmuntrede og vemodige dengang af det NME-skriv. Lettede fordi det syntes lykkedes for The Smiths med et album på højde med, om ikke højere end, forgængeren The Queen Is Dead. Men også derfor ekstra ærgelige over, at noget SÅ blomstrende kreativt, som samarbejdet mellem Morrissey, Marr, Joyce og Rourke, nu var forbi og fortid, brændt på det alter af ‘personlige forskelligheder’, som alle orkestre – undtagen måske lige TV2, D†A†D og Rolling Stones – må lade livet på.

I interviews lige siden har både Morrissey og Marr, når samtalen falder på The Smiths, uden tøven udpeget Strangeways som favoritalbummet. Sikkert fordi det er der, bandet træder frem fra enhver aspiration og med naturligt sikker hånd leverer sin mest facetterede og afvekslende longplayer. Strangeways besidder en modenhed i udtryk, en finesse og flertydighed, som The Queen Is Dead – trods unævneligt mange andre kvaliteter – ikke er i nærheden af.

Strangeways, Here We Come udkom d. 28. september, 1987, og blev i lyset af The Smith’s opløsning mere værdsat som en gravsten over bandet og den periode det havde regeret, end som et fritstående album, med eget liv og syn på verden. Her 20 år efter, med Morrissey langt afsted på helt egen vej, med Johnny Marr så fortabt underpræsterende, er det lettere, uden det samme emotionelle drivgods, at høre Strangeways for hvad det er; et exceptionelt album af et sjældent godt band, på toppen af dets ydeevne.

Side A
1 “A Rush and a Push and the Land Is Ours”
2 “I Started Something I Couldn’t Finish”
3 “Death of a Disco Dancer”
4 “Girlfriend in a Coma”
5 “Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before”

Side B
1 “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”
2 “Unhappy Birthday”
3 “Paint a Vulgar Picture”
4 “Death at One’s Elbow”
5 “I Won’t Share You”