Kategoriarkiv: Rocknroll

Darkness on the edge of Madrid

madrid-spanish-civil-war.png

Bruce Springsteen startede søndag aften i Madrid den europæiske del af Magic-touren, som d. 8 december indbyder til beskedent intimshow i Forum, København. Setlisten fra Palacio De Deportes er her nedenfor. Sangene i kursiv skiftes ud fra show til show.

Radio Nowhere
No Surrender
Lonesome Day
Gypsy Biker
Magic
Reason To Believe
Darkness On The Edge Of Town
Candy’s Room

She’s The One
Livin’ In The Future
The Promised Land
I’ll Work For Your Love
Tunnel Of Love
Working On The Highway

Devil’s Arcade
The Rising
Last To Die
Long Walk Home
Badlands

Girls In Their Summer Clothes
Thunder Road

Born To Run
Dancing In The Dark

American Land

berlin-demo-kopia.jpg

Samme aften som E Street Band når Forum, spiller Kent i KB-Hallen. Svenskerne kører efter ens setliste-princip som Springsteen, altså med visse udskiftninger undervejs. I går søndag, i Göteborg’s Lisebergshallen, var menuen som herunder. Igen er det kun kursivtitler, som står til rotation.

Vy Från Ett Luftslott
Berlin
Max 500
Kungen Âr Död
Columbus
Berg & Dalvana
Revolt III
10 Minutter
Kevlarsjäl

LSD, Någan?
Romeo Återvendar Ensam
Generation Ex
Musik Non Stop
Kärleken Väntar
Ingenting
Ensammast I Sverige

Elefanter
VinterNoll 2
747

Mannen I Den Vita Hatten

Oppositionen vinder valget!

Vælgerne fik omsider nok af højreregeringen, dens appel til fremmedhadet og fedtspillede miljøpolitik. Den skaldede sanger, der i sin musikkarriere udtrykte mange markante meninger, er for alvor kommet ind i varmen og kan nok endda se frem til en ministerpost.

Den dårlige nyhed er at hans gamle band dermed ikke bliver gendannet.

Og det skete alt sammen i går. I Australien.

garrett.jpg

http://www.petergarrett.com.au/

Jeg har desværre en fornemmelse af at hr. Garrett har solgt en del ud undervejs. Men de gamle albums med Midnight Oil har vi da endnu. Og de lavede meget andet end “Beds Are Burning”, er det værd at bemærke.

Det er bare en hjemmeside

– Desværre er det sådan – og det er jeg ikke den eneste, der synes – at det hér i forummet efterhånden er HUNDREDE PROCENT forbudt, at sige noget som helst, som ikke indikerer en absolut røvslikning af Jens og Pastoren. Det virker kun som om I kommer hér for at finde ting ved folk I kan rakke ned (og ja, desværre er Pastoren og Jens jo ikke meget bedre hvad det angår).

Ovenstående citat er en kommentar i en diskussion her på siden, om Mikael Simpson’s koncerter sidste weekend. Nu er det jo en lidt svær størrelse, sådan at være negativ overfor det negative, uden selv at blive en del af det man kritiserer, men lad gå.

Selv oplever jeg os ikke som åndeligt fastlåste i en ensretning. Der hersker ofte markant uenighed blandt de tilstedeværende, også mellem Pastoren og jeg, det både hvad musik og livsholdninger angår. Og heldigvis for det. Hvis man har læst lidt med, er det svært at få øje på den påståede manglende brug af selvstændig ytringsfrihed. Så den noget hånlige ‘røvslikker’-generalisering af sidens brugere skal derfor ikke tage mere plads.

En mere åben diskussion er det med den omtalte nedrakning. Synes der anbefales og skrives positivt om så meget forskellig musik her, det ofte udfra simpel, sulten, bruger-opsøgende interesse for de store øjeblikke, den kan give. Selvfølgelig vil der i det game også være skuffelser som pestilenser undervejs, og helt ærligt, hvorfor skulle vi, i sagens tjeneste, ikke også tale frit om disse?

På samme måde som man ikke klager over meteorologen der melder dårligt vejr, sendes nok heller ikke hademails til den kulturredaktion, der nu og da må bringe sine ‘negative’ 2-stjernede anmeldelser. Ofte er det ikke kritikeren, men det han/hun dumper, der fejler noget. Kan ikke være forkert, at sætte de rette ord på det, man synes er åbenbart. Synes aldrig vi der har været for urimelige eller blodtørstige. Siden ville omvendt være svag i ånden, hvis ikke den turde kalde en flad skovl for en spade.

Selvfølgelig er det også en snak om, hvad musik er for en størrelse. Den gode mand bag citatet ovenfor hudfletter i samme indlæg Mikael Simpson’s ‘politiske’ koncert-kommentarer og tekstændringer, for som han siger: ‘Jeg ved også, at når jeg kommer ud fra koncerten, så er verden fuldstændig samme sted som da jeg gik ind. At ændre texten på en sang til en koncert ændrer altså ikke noget – andet end selve sangen.’

Se, det er jo noget vrøvl. For alle der har været til nu Mikael Simpson’s shows, tager netop hans specielle sind, hans varme, hans markante holdninger, hans kontante kommentarer og observationer med ud derfra, og det er den slags fine særegenheder, der i rigt kulturelt mål og på sigt kan være med til ændring af verdensbillede som tidsånd lokalt, nationalt, globalt. Kan ikke nævne noget relevant moderne musik, der ikke, på den ene eller anden måde, har levet i en elastisk forbindelse med sin samtid, dens forhold, normer og værdier.

Hvilket også er det som er så cool omkring live-musik. At den blot er en ramme, der kan puttes hvadsomhelst ind i, alt efter afsenders temperament, behov og sindelag. Synes derfor det er en tung misforståelse at gå i brok over, at det man nu engang får til et Mikael Simpson-show, står i vejen for ’selve’ musikoplevelsen. Nix, Simpson, med Pia K-statements, med AGF-jokes, med valgkommentarer, med sit instant-karisma i sange, tekst-twists og høj lyd ER musikoplevelsen. Nyd da den og ham helhjertet, uden så puritanske forbehold. Det samme kunne måske gælde siden her.

Playlist Berlin

ipod5.png

Be My Wife – David Bowie / The Passenger – Iggy Pop / Berlin – Kent / Tranquilize – The Killers feat. Lou Reed / Kebabträume – Deutsch Amerikanische Freundschaft / Die Mauer – Ebba Grön / Ein Lied – Rammsten / Reich Der Träume – Nico / Helden – David Bowie / Tonight – Iggy Pop / Stadtkind – Ellen Alien / Alles Wieder Offen – Einstürzende Neubauten / Prenzlauerberg – Beirut / Public Pervert (Carlos D Remix) – Interpol / Radioaktivitat (Francois Kevorkian Remix) – Kraftwerk / Berlin is burning – Miss Kittin / Stalingrad – Tom Verlaine / Red Army Blues – The Waterboys / Death – Klaus Nomi / Keine Lust – Rammstein / Hauptbahnhof – Sällskapet / Majesty – Madrugada / Sons Of The Silent Age – David Bowie / Some Weird Sin – Iggy Pop / Leben Heisst Leben – Laibach / Nagorny Karabach – Einstürzende Neubauten

Tusinde albums, du skal høre før du dør

albums.jpg

Den britiske avis The Guardian har udarbejdet en liste over 1000 albums inden for pop, jazz, rock, soul osv. som “man” skal høre før man dør. Der er ikke tale om

– at der er tale om de 1000 bedste albums, der nogensinde er indspillet, eller
– at man vil afgå ved døden som følge af at have hørt de pågældende albums.

Listen kandiderer til titlen som “Listernes liste”. Selv den person, efter hvem denne blog er navngivet, vil formodentlig slide sine listesko op her.

Guardian-listen rummer begrundelser for hver enkelt album og er (ikke overraskende) så lang, at den bringes ad flere omgange. Og etnocentrismen gør at f.eks. Gør det noget, Tidens Tern eller Go! ikke er med. Dem må vi andre, der er så heldige at kunne andet end engelsk, tænke os til.

Interessant er det under alle omstændigheder. Se mere her.

Europa er vores legeplads

tempelhofweihnachten.jpg

Det sneede i Østberlin den formiddag. Vi mødtes og indtog frokost i Ballhaus, en mørk og nedglitret dansehal fra DDR-tiden, i Auguststrasse. Fik bouletten – de lokale frikadeller, der i mindre form går som party-bouletten! – med kartoffelsalat og kæmpe fadøl til. Efter en uge alene godt at tale dansk. Skiltes igen 3 timer senere i bidende kulde ved Rosa-Luxemburg-Platz, hvorfra U-bahn tog væk og tilbage til Zentrum.

Som aftalt aftenen efter, ved Curry 36 på Mehringdamm i Kreuzberg. Havde ingen tid til at spise der, skråede istedet gennem Bergmannstrasse og de gamle brostensbelagte gader bagved, som krig har skånet. Kom således ned til Columbiahalle, der ligger skråt overfor Tempelhof-lufthavnen, selv i mørke et imponerende syn, med sine røde fejende lys mod kulsort himmel.

Columbiahalle pakket hårdt til det udsolgte show med Interpol. Brezel og mere tysk øl før kick-off. Forventningsfulde øjeblikke i en sal, før de bands, der virkelig er set frem til, går på. Denne aften når Interpol dog ikke samme højde, som i København i juni. Lyden vil længe ikke og de utallige jobs, verden over siden Vega, synes at have tæret på skarphed. Sekvensen med ‘Rest My Chemistry’ over i ‘Lighthouse’ over i ‘Take You On A Cruise’ vil selvfølgelig være imponerende. Ligeså første encore, ‘Untitled’, åbningssangen fra debut’en. Men det bliver ikke nok til at fravriste indtrykket af en forglemmelig arbejdssejr.

Helt anderledes med aftenens første band, italiensk/japanske (men New York-baserede) Blonde Redhead. Havde diskuteret dem dagen før, og købt den nye plade, ’23’. I Columbiahalle levede trioen op til dens luksuriøse indie-couture, her endnu mere præget af Kazu Makino’s insisterende sang plus vilde fremtoning. Det der på plade fremstår som et missing link mellem melankolsk men langt mere ekspressiv Mew-pop og en art næsten vægtløs My Bloody Valentine-sound, har live hårdere kant samt desperation én masse. Et inferno af høj, udspacet lyd og sukret melodi vandt på TKO denne aften overbevisende smukt for Blonde Redhead.

Senere vandrede vi til Die Ankerklause længere oppe i Kreuzberg, et gammelt bådhus ved kanalen, hvor to farvede sømænd kastede drinks og DJ’ede Ramones/Joy Division. Som ‘Love Will Tear Us Apart’ ringer endnu. Derefter mod noget at spise, et lille oplyst skur i mørket fra en park, med en større flok fedtdryppende kyllinger på roterende spyd. Morrissey ville ikke have brudt sig om det. Endte i Oranienstrasse, på blinkende bar blandt sovende festaber og drukne punks, direkte ind fra Sham 69-showet på SO36. Fandt der Astra, den fremragende øl fra Hamburg. Missede en sen U-bahn snert, tog glidende tyrkisk taxa istedet, de berusedes vej mod Zentrum uden drømme.

Kom i en anden verden til København, søndag aften over 22. Tilbage straks til kulørte avisforsider med Anders Fogh og Morten Olsen og Vild Med Dans. Fucking hell, DK! Ikke til at bære. Næste uge heldigvis afsted igen, til Liverpool, ånde mere frisk luft, se et par kampe med verdens bedste klub, måske gendanne The Beatles. Lyder som den rigtige ide.

Det eneste album…

zulm.jpg

Jeg husker en samtale, jeg for snart mange år siden havde med Hilmer Hassig. Vi talte om Hilmers favoritalbums, og det gik hurtigt op for mig, at han havde en tendens til at synes rigtig godt om ét album med en bestemt kunstner, men ikke var nær så begejstret for de øvrige udgivelser. Jeg kan f.eks. huske, at han kun synes om Pornography fra The Cures store oeuvre og Led Zeppelin III fra Led Zeppelins diskografi. Jeg har opdaget, at jeg deler denne stærkt selektive holdning i et vist, begrænset omfang. (Og jeg kan forresten også lide de pågældende to albums.)

Tag nu f.eks. Muslimgauze, der var pseudonym for den britiske percussionist Bryn Jones, der døde i 1999 af en sjælden blodsygdom. Jeg læste for 15 år siden om hans musik – en blanding af mellemøstlige toner, samples og industrial-agtig percussion. Det lød fascinerende på papiret, så det måtte undersøges. Jeg fik fat i albummet Zul’m. Der var ikke meget industrial over albummet, men til gengæld var der syv lange numre med gyngende og tilbagelænet arabisk-inspireret instrumentalmusik med velvalgte samples fra Mellemøsten. I lang tid var Zul’m nok for mig, men jeg har siden prøvet mig frem. Store dele af Muslimgauze-bagkataloget findes nu på iTunes og kan desuden købes på cd fra det nederlandske selska Staalplaat. Jeg købte efter mange net-anbefalinger Uzbekistani Bizarre and Souk, da dette album blev genudgivet, og derudover er jeg begyndt at lytte mig frem.

Men ak… resten af det enorme bagkatalog med Muslimgauze fænger mig ikke. Måske er produktionen for dårlig, måske er der for meget industrial efter min smag, måske var Zul’m simpelthen et isoleret højdepunkt, hvor inspirationen og de rigtige samarbejdspartnere tilfældigvis var der.

Er der andre derude, der har det sådan med nogle musikere?

Enfants, let's go!

arcadefire-kbhallen.jpg

Jeg har set rockmusikkens fremtid, og den hedder Arcade Fire. Ja ja, jeg overdriver nok, men i dagens anledning vil jeg godt lufte en næsten Jon Landau’sk begejstring. (Desværre kan jeg nok ikke liste mig ind i en tilsvarende rolle.)

I 1985 så jeg Bruce Springsteen og The E-Street Band på Ullevi. Clarence Clemons svingede med saxofon, Bossen selv løb rundt fra side til side, Nils Lofgren slog kolbøtter med sin guitar… Musikken var en blanding af fest, længsel, melankoli og samfundskritik. Publikum var en skov af vajende hænder.

22 år senere står jeg som denne blogs udsendte medarbejder i KB-hallen og ser Arcade Fire levere, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde et brag af en koncert. Kort og godt: Det var i virkeligheden vore dages E-Street Band, jeg så og hørte (og så er de fra Canada!).

De fleste numre fra den traditionelt set svære, men her særdeles vellykkede toer Neon Bible (dog underligt nok ikke “Windowsill”) og højdepunkterne fra Funeral var der. Der var tilmed et par numre, jeg ikke kendte. De faldt på ingen måde igennem. Og slutningen med to numre fra Funeral, “Neighbourhood #3 (Power Out)” og “Lies”, var helt oppe at ringe.

Det musikalske slægtskab med manden fra New Jersey er til stede, men ligheden stikker dybere i live-sammenhæng.

Ikke helt sjældent virkede det som om koncerten balancerede på randen af kaos – musikere, der løb tværs over scenen igen og igen, instrumenter, der blev kastet på himmelflugt og som regel grebet igen, sanger Win Butlers besøg nede foran scenen, Régine Chassagnes kokette dansetrin (hvem vidste at hun faktisk er en habil trommeslager? Ikke jeg), et utal af blæseinstrumenter trakteret på skift oppe i øverste højre hjørne. Men der var nok i virkeligheden ikke noget som helst, der var overladt til tilfældighederne (og med både rød neon og video for alle pengene). Nordamerikansk showmanship i den bedste tradition!

(Kun én enkelt ting vil jeg beklage mig over: Hvorfor skal der altid stå en apatisk udseende to meter høj mand lige foran mig til tætpakkede koncerter?)

November, november, november

Der er lige nu i skrivende stund dømt kulsort sen-midnat og sidelæns regn her udenfor, oven på København. Oktober ligger i knockout, november står med armene hævet. Inspirerende at se de mange bud på den liste fra i går, så vi tager en tur til. Her med en vanskelig top-10-test over sange der begynder med ‘no’ for november:

1. Now My Heart Is Full – Morrissey
2. No More Songs – Phil Ochs
3. Nothing Takes The Place Of You – Toussaint McCall
4. Norrländska Präriens Gudinna – Olle Ljungström
5. Non-stop Dancing – The Jam
6. Nordlicht – Sällskapet
7. No Sad Songs For Me – The Walker Brothers
8. No Culture Icons – The Thermals
9. Nobody Knows The Trouble I’ve Seen – Leadbelly
10. Now I Wanna Be A Good Boy – The Ramones

Forførerens dagbog

michalmoeller_sex_02112007_top.jpg

Manden med buket hedder Michael Møller, synger normalt indie-synth-pop-drama i moi Caprice, men er nu afsted på egen hånd med det meget anderledes Every Streetcar Has A Name-album. 16 fuldbyrdede sange om sex og begær, i konsekvent dunkel Nikolaj Nørlund-lyd. Berøring, kontakt, afhængighed, nederlag tilsat svimlende melodi. Detaljerede optegnelser fra intime rums afklædte sfærer. Og så den selvoplevede film af en stemme, som er Michael Møllers. Amanda Brown fra The Go-Betweens og Christian Hjelm fra Figurines gæster. Every Streetcar Has A Name er så god, vi ikke engang behøver at skrive det.

3 0 9

I dag er årets 309. dag. Her en top-10 over sange på 3:09. Den kræver næsten et svar…

1. State Trooper – Bruce Springsteen
2. Arabian Knights – Siouxsie & The Banshees
3. Let Your Yeah Be Yeah – The Pioneers
4. Reel Ten – The Plugz
5. Rat Race – The Specials
6. Miss Misery – Elliott Smith
7. Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais – Stereo Total
8. I Wanna Be Your Dog – The Stooges
9. Winterlong – Pixies
10.The Summer Sun – Chris Stamey

Top-10 R.E.M.-tunes siden Bill vinkede farvel

berry.jpg

Må lige sige, forrige post ikke er skrevet i fornægtelse. R.E.M. betyder stadig meget. Ellers ville de heller aldrig kunne skuffe så kolosalt. Okay…

1. Leaving New York (fra Around The Sun)
2. Bad Day (single-A, 2003)
3. Parakeet (fra Up)
4. Imitation Of Life (fra Reveal)
5. Lotus (fra Up)
6. I’ll Take The Rain (fra Reveal)
7. Around The Sun (fra Around The Sun)
8. Walk Unafraid (fra Up)
9. All The Right Friends (fra In Time – The Best Of R.E.M.)
10. At My Most Beautiful (fra Up)

Fables of the deconstruction

bostonrat.gif

Se godt på billedet ovenfor. Det dokumenterer øjensynligt et ungt R.E.M. igang med en lodret nedsmeltning af Boston-rockklubben The Rat. Jeg ville give rigtig meget for at have været tilstede, eller for – i det mindste – at have en iorden optagelse af den store aften det må have været, for både band og tilhængere.

R.E.M. spillede fantastiske koncerter sine første mange år. Ved det fra de utallige bootlegs, hvis ofte elendige lyd ikke kan skjule hverken bandets hypnotiske drive eller Michael Stipe’s da endnu uafkodede karisma. Folkene omkring R.E.M. var selvfølgelig bevidst om det helt specielle live-talent og optog derfor – med henblik på et livealbum før eller siden – allerede bandets shows fra 84-85 og fremefter.

Den liveplade kom aldrig. Studieudgivelser og opsamlinger trængte sig vel på, og VHS/DVD-formatet krævede også sit, hvilket konkret gav sig udslag i Tourfilm (1990), Road Movie (1996) og senest Perfect Square (2004), der alle gennem tidens håndholdte kameras præsenterede et R.E.M.-show as we knew it. Fint nok, ingen af de udgivelser var dårlige, slet ikke, men det syntes dog som kvalitet af både performance og audiokvalitet på samtlige var vægtet lavere end selve billedsiden.

Derfor har der været set frem til R.E.M. Live, den første officielle liveplade nogensinde med det nu snart 28 år gamle orkester. Godtnok kommer den også med en medfølgende DVD-optagelse af samme show – Dublin, februar, 1985 – men det burde ikke være nogen hindring for en oplevelse, tværtimod.

Og alligevel melder skuffelse sig efter en kørsel af hele pakkens indhold. Ikke fordi det visuelle element er lettere ligegyldigt, som det er. Ej heller i logisk ærgelse over en setliste naturligt præget af de desværre inferiøre sange fra Around The Sun, den seneste studieplade. Nix, større skyer dækker for solen.

For R.E.M. har siden trommeslager Bill Berry’s udmeldelse i 1997 kæmpet en svær kamp for at holde niveau med tidligere tiders Mount Everest-høje standard. De 3 studieplader det er blevet til siden BB har alle præsenteret et lettere famlende band, lukket inde i et dyrt fængsel af statiske, overproducerede mid-tempo-numre. Hvert band har sin helt egen kemi, og Bill Berry har åbenbart betydet mere end meget for både R.E.M.’s kreativitet og nerve.

Måske en anden ting der undervejs gik galt var den enorme popularitet man ramte ind i omkring fællessangene ‘Losing My Religion’, ‘Man On The Moon’ og ‘Everybody Hurts’. Retrospektivt har det kostet alverdens charme og slet ikke klædt R.E.M.’s natur, i nogle år at skulle konkurrere med U2 om titlen som Verdens Største Band. Den kamp vandt U2 let, da deres musik jo først og fremmest er skabt til stadionherredømme. R.E.M. har lige siden – minus på glimrende Automatic For The People – virket temmelig groggy.

Det høres på den nye liveplade. Hits spiller, tilhængere råber, band arbejder og Stipe performer, men ligemeget. Der er ikke meget der swinger omkring denne underligt skindøde koncert. Og værre bliver det, når man får de levende billeder med. Tal lige om manglende fællesskab i attitude, den 2-timer-på-arbejdet-feeling, som Peter Buck og Mike Mills udstråler. Ikke befordrende.

Det var helt anderledes før i tiden, som f.eks. på ovennævnte billede fra Boston. Det klædte R.E.M.’s lyd, musik og teamspirit at spille mindre scener, under hårdt fysisk pres af uendelige turneer, små tour-varevogne, delte motelværelser, junk-food, ingen luksus. Som skrevet findes der på hylder hos både I.R.S. og Warner Brothers masser af show-optagelser fra netop de musikalsk topgyldne år. Men de udkommer desværre aldrig så længe R.E.M. endnu findes som band. Dertil udstiller de nutidens frustrerende tomgang for nådesløst.

Så gode var de!