Indenfor moderne musik ken den egentlige jul vel bedst fejres i dag, hvor The Clash’s London Calling, ledestjernen af en moderne rocknroll-plade, kom til jorden for 28 år siden . Det skete så ikke i en krybbe i Mellemøsten, men istedet i vinylduftende pladebutikker over hele Europa, ja, selv i Viborg, hvor jeg fandt mit eksemplar. Vi har naturligvis skrevet om London Calling før, så for afvekslingens skyld her Allmusic.com’s vidnesbyrd:

– Give ‘Em Enough Rope, for all of its many attributes, was essentially a holding pattern for the Clash, but the double-album London Calling is a remarkable leap forward, incorporating the punk aesthetic into rock & roll mythology and roots music. Before, the Clash had experimented with reggae, but that was no preparation for the dizzying array of styles on London Calling. There’s punk and reggae, but there’s also rockabilly, ska, New Orleans R&B, pop, lounge jazz, and hard rock; and while the record isn’t tied together by a specific theme, its eclecticism and anthemic punk function as a rallying call. While many of the songs — particularly “London Calling,” “Spanish Bombs,” and “The Guns of Brixton” — are explicitly political, by acknowledging no boundaries the music itself is political and revolutionary. But it is also invigorating, rocking harder and with more purpose than most albums, let alone double albums. Over the course of the record, Joe Strummer and Mick Jones (and Paul Simonon, who wrote “The Guns of Brixton”) explore their familiar themes of working-class rebellion and antiestablishment rants, but they also tie them in to old rock & roll traditions and myths, whether it’s rockabilly greasers or “Stagger Lee,” as well as mavericks like doomed actor Montgomery Clift. The result is a stunning statement of purpose and one of the greatest rock & roll albums ever recorded.

London Calling blev udsendt en uge efter Pink Floyd’s eget dobbeltalbum The Wall, og var for de af os, der fandt dens noget firkantede budskaber og dengang allestedsnærværende svulstige musik uspiselig, et fantastisk fristed. Nu det er weekend, og måske med tid til den slags, kan vi kun opfordre til at sætte London Calling på i aften, skrue højt op og stornyde dens vibrerende energi, musikalske vision og menneskelige overskud. Har man ikke allerede pladen, kan den købes i butikker landet over, fra Hvide Sande til Rønne, for små 70 kr. eller derunder – den er det tidobbelte værd!

El Presidente synger R.E.M. – lige her!

Vi skal ikke nævne at Ike Turner – ifølge 2. ekskone og private dancer Tina’s selvbiografi – var en særdeles temperamentsfuld og voldelig ægtemand. Kun at han i marts, 1951 spillede fuzz-guitar og honky tonk-piano på Sun Studio-indspilningen af sin egen sang ‘Rocket 88’, kort efter udsendt på vinyl under det fiktive navn Jackie Brenston & his Delta Cats. Et rullende, svimmelt nummer på 2:50, som af folk, der har arkæologisk forstand på den slags, kaldes verdens første rocknroll-indspilning – eat your heart out, Bill Haley! Ike Turner døde i San Diego i går.

Et vågent hoved herinde var en tur på Kulturministeriets hjemmeside og bemærkede, man der har tildelt Sort Sol og Universal Records et større beløb til en fælles pladeproduktion.

Mærkværdigt nok, da bandet ligger i pause. Vi har forhørt os lidt, og hvad – uofficielt – forlyder er dette:

Hverken Sort Sol eller Sods er igang med en ny plade. Pengene er istedet givet som støtte til et karriereomfattende bokssæt, der tidligst vil udkomme om et års tid.

Så ingen utopisk genforening, desværre, men mindre kan også gøre det. Sort Sol/Sods er set herfra et af de meget få danske bands, hvis musik fortjener og vil kunne bære en tung boksudgivelse i eget navn.

PS – Og jo, det er selvfølgelig Jesper Klein helt til højre på ‘Television Sect’-coveret!

Det var ikke nådigt for Joakim Berg at disse øjne små 24 timer tidligere havde hvilet på Bruce Springsteen i Forum. For en mindre karismatisk frontmand end Berg skal man lede længe efter. Sammenfaldet med Springsteen fremhævede yderligere Berg som den lidt grå mus, en kontorist igang med en hvilkensomhelst dag på jobbet. Hvilket er vildt, eftersom vi her taler om sangeren i Skandinaviens mest succesfulde rockband ever. Kent’s musik må virkelig kunne noget i sig selv, for i den grad at have overvundet sin forsangers udtalte mangel på ‘star quality’.

Som før skrevet her, er Kent’s egentlige stjerne guitarist Sami Sirviö, og det var også hans spil og nerve, som gav de dynamiske peaks til en stram forestilling, holdt i rammerne af de programmerede europop-keyboards fra Tilbaka Til Samtiden. Højdepunkter var der heldigvis: ‘400 Slag’, ‘Columbus’, gamle ‘Gravitation’, discokuglesangen ‘Musik Non Stop’ og afsluttende ‘Mannen I Den Vita Hatten’, hvor det som altid var en absurd fornøjelse, at se en boblende sal juble med tilsidst på refrainet ‘…vi skal alla engang dö, vi skal alla engang dö.’

Kent’s visuelle design denne aften, med video- og grafik-projektion på en scenestor, Zooropa-style fladskærm, gjorde, man for ofte stod og fortabte sig i ren musikvideo. Mew har haft samme problem med deres fine men opmærksomhedsstjælende film, hvis kvalitet og akkompagnerende særegenhed Kent’s billeder her oftest ikke kom i nærheden af.

Springsteen kørte også video. Han havde sit helt eget TV-hold med i Forum, der fra utallige vinkler skød aftenens show op på to storskærme, anbragt på hver sin side af scenen. Showet var langt mere folkefest end rocknroll-koncert, og meget mere singalong end noget andet. Manden i centrum tryllebandt naturligvis alt og alle med sine optimale evner som supersympatisk underholder, men musikken kunne altså have stået skarpere, mørkere, bedre uden det havde gjordt andet end godt.

‘No Surrender’, ‘Darkness On The Edge Of Town’, ‘The Promised Land’, ‘The River’, ‘Tenth Avenue Freeze-Out, ‘Devil’s Arcade’, ‘Badlands’ og ‘Kitty’s Back’ viste hvor velgørende det kunne være, helt uden at forfalde til den fadølsrock, der meldte sig for tit under resten af seancen. Ekstranumre som ‘Born To Run’, i en sjælden uskøn version, og ‘Dancing In The Dark’ hensatte tilsidst masserne i blind ekstase. En betingelsesløs overgivelse Springsteen som person nok fortjener, i en vis modsætning til netop denne aftens bud på hans musik. Well, måske var det bare alkoholprocenten i Forum’s 45 kr’s små plastikbægre, der endelig sparkede ind.

Afslutningsvis en personlig sorg herfra over IKKE at få 1975-topsangen ‘Backstreets’ i lørdags. Chancen for at Stockholm til gengæld får nyde godt af den, sent efter mørket falder i dag, er derfor meget stor. Så Jocke Berg fra Kent kan godt glæde sig lige nu, hele vejen hjem på hurtigtoget fra København; hans mandag aften i showskole bliver isåfald en mindeværdig lektion.

PS – Som så ofte før tog vi fejl. ‘Backstreets’ var heller ikke på i Stockholm, så belgierne i Antwerpen MÅ få den onsdag. Til gengæld var der både ‘Jungleland’ og ‘Candy’s Room’, sidstnævnte spillet istedet for ‘Prove It All Night’, der stod på setlisten.

PPS – Getting tricky. Der var heller ingen Backstreets i Antwerps Sportspaleis, onsdag aften. Til gengæld tour-premiere på Patti Smith-fortolkningshittet ‘Because the Night’ fra 1978, samt – mindre positivt – en sjælden gennemkørsel af den migrænefremkaldende ‘Waitin’ On A Sunny Day’. ‘Backstreets’ så i Köln torsdag?  

What is this land America so many travel there
I’m going now while I’m still young my darling meet me there
Wish me luck my lovely I’ll send for you when I can
And we’ll make our home in the American land

Over there all the woman wear silk and satin to their knees
And children dear, the sweets, I hear, are growing on the trees
Gold comes rushing out the rivers straight into your hands
When you make your home in the American Land

There’s diamonds in the sidewalk the’s gutters lined in song
Dear I hear that beer flows through the faucets all night long
There’s treasure for the taking, for any hard working man
Who will make his home in the American Land

I docked at Ellis Island in a city of light and spires
She met me in the valley of red-hot steel and fire
We made the steel that built the cities with our sweat and two hands
And we made our home in the American Land

There’s diamonds in the sidewalk the’s gutters lined in song
Dear I hear that beer flows through the faucets all night long
There’s treasure for the taking, for any hard working man
Who will make his home in the American Land

The McNicholas, the Posalski’s, the Smiths, Zerillis, too
The Blacks, the Irish, Italians, the Germans and the Jews
Come across the water a thousand miles from home
With nothin in their bellies but the fire down below

They died building the railroads worked to bones and skin
They died in the fields and factories names scattered in the wind
They died to get here a hundred years ago they’re still dyin now
The hands that built the country were always trying to keep down

There’s diamonds in the sidewalk the gutters lined in song
Dear I hear that beer flows through the faucets all night long
There’s treasure for the taking, for any hard working man
Who will make his home in the American Land
Who will make his home in the American Land
Who will make his home in the American Land

© Bruce Springsteen

Saturday’s boys live life with insults,
Drink lots of beer and wait for half time results,
Afternoon tea in the light-a-bite – chat up the girls – they dig it!

Saturday’s girls work in Tesco’s and Woolworths,
Wear cheap perfume ’cause its all they can afford,
Go to discos they drink Babycham – talk to Jan – in bingo accents.

Saturdays kids play one arm bandits,
they never win but that’s not the point is it,
Dip in silver paper when their pints go flat,
How about that – far out!

Their mums and dads smoke Capstan non filters,
Wallpaper lives ’cause they all die of cancer,
What goes on – what goes wrong.

Save up their money for a holiday,
To Selsey Bill or Bracklesham Bay,
Think about the future – when they’ll settle down,
Marry the girl next door – with one on the way.

These are the real creatures that time has forgot,
Not given a thought – its the system –
Hate the system – what’s the system?

Saturdays kids live in council houses,
Wear v-necked shirts and baggy trousers,
Drive Cortinas fur trimmed dash boards,
Stains on the seats – in the back of course!

© Paul Weller/The Jam

Den nåede kun #11 på den britiske single-hitliste, og blev som sådan anskuet et semi-flop af bandets pladeselskab, CBS. Hvilket demonstrerer hvor hovedløst musikbranchens muskler kan tænke. For historien har vist sangen som en klassiker-overlever af sin samtid. I dag er det 28 år siden The Clash sendte ‘London Calling’ ud på single, som forløber for den dbl-LP af samme navn, der en uge senere skulle udkomme og præge en musik-generation for altid.

I England har der den sidste uge været storm omkring et nyt Morrissey-interview i New Musical Express, hvor udlandsenglænderen desværre fremstår decideret DF’agtig i en samtale om indvandring i Storbritannien. Efter Morrissey-sange som ‘National Front Disco’ og ‘Bengali In Platforms’ har NME tidligere været efter ham omkring det følsomme emne, og kørte som følge deraf i størstedelen af 90’erne en fordømmende hadskampagne mod ham.

Dengang ville – eller kunne – Morrissey ikke svare på musikavisens hårde racisme-beskyldninger, hvilket lod dem hænge som en slags objektiv sandhed i luften i alt, alt for lang tid. Denne gang er heldigvis anderledes. I den tungere avis The Guardian har Morrissey i tirsdags skrevet sin egen version af det kontroversielle interview, som et direkte angreb på NME. Læs hans skarpe ord som første indlæg til denne post.

Peter Buck fra R.E.M. bliver 51. David Lovering fra The Pixies bliver 46. Rick Buckler fra The Jam bliver 52. Og Adrian Borland fra The Sound kunne være blevet 50 – men sådan skulle det desværre ikke gå.

Det var også den 6. december, vi mistede andre prominente navne som Leadbelly (i 1949) og Roy Orbison (i 1988). Orbison er her for en gangs skyld fanget med solbrillerne i hånden og iført – en grøn trøje.

‘Backstreets’, den fænomenale, men alt for koncert-sjældne gigantiske sang fra Born To Run-albummet, omtalt på denne side mandag, var bizart nok på Springsteen-setlisten i Bilbao senere samme aften. Hmm, måske selv Bruce læser med her. Ialfald, hvem der ikke kender til sangen, bør gøre sig selv en kæmpetjeneste og anskaffe den i en fart – en melodramatisk klassiker af de helt store!

BACKSTREETS

One soft infested summer me and Terry became friends
Trying in vain to breathe the fire we was born in
Catching rides to the outskirts tying faith between our teeth
Sleeping in that old abandoned beach house getting wasted in the heat
And hiding on the backstreets, hiding on the backstreets
With a love so hard and filled with defeat
Running for our lives at night on them backstreets

Slow dancing in the dark on the beach at Stockton’s Wing
Where desperate lovers park we sat with the last of the Duke Street Kings
Huddled in our cars waiting for the bells that ring
In the deep heart of the night to set us loose from everything
to go running on the backstreets, running on the backstreets
We swore we’d live forever on the backstreets we take it together

Endless juke joints and Valentino drag where dancers scraped the tears
Up off the street dressed down in rags running into the darkness
Some hurt bad some really dying at night sometimes it seemed
You could hear the whole damn city crying blame it on the lies that killed us
Blame it on the truth that ran us down you can blame it all on me Terry
It don’t matter to me now when the breakdown hit at midnight
There was nothing left to say but I hated him and I hated you when you went away

Laying here in the dark you’re like an angel on my chest
Just another tramp of hearts crying tears of faithlessness
Remember all the movies, Terry, we’d go see
Trying to learn how to walk like heroes we thought we had to be
And after all this time to find we’re just like all the rest
Stranded in the park and forced to confess
To hiding on the backstreets, hiding on the backstreets
We swore forever friends on the backstreets until the end
Hiding on the backstreets, hiding on the backstreets

© Springsteen