Jeg synes de er helt specielle; The Libertines, kaot-bandet, som løb så galt i drug-opløsning, efter kun to brillante longplayers. Ikke meget håb om mere dér, så en gigantoverraskelse, at bandets to frontfigurer Pete Doherty og Carl Barat forleden, helt uannonceret, delte scene i Hackney Empire og sammen spillede et set bestående af Libertines-numre. I en perfekt verden vil de to og resten af bandet nu begynde igen, smide de betændte stoffer på porten og lave endnu flere fantastiske sange sammen. Men, som ikke mindst ængstelige bandmedlemmer i abort-projekterne Dirty Pretty Things og Babyshambles nok vil påpege, er det ren ønsketænkning. Her er setlisten fra d. 12. april i Hackney Empire:
‘What A Waster’
‘Death On The Stairs’
‘The Good Old Days’
‘What Katie Did’
‘Dilly Boys’
‘Seven Deadly Sins’
‘France’
‘Tell The King’
‘Don’t Look Back Into The Sun’
‘Dream A Little Dream Of Me’
‘Time For Heroes’
‘Albion’
‘The Delaney’
De nedenstående minder vel i længselsfuld ‘aching’ mest om klassisk The Go-Betweens – ja, det australske band der aldrig må glemmes – men går alligevel naturligt med i paraden af imponerende sange på Bright Eyes’ nye ‘Cassadaga’:
MAKE A PLAN TO LOVE ME
I heard you’re scheming new pyramids
Another big idea to get you rich
Make a plan to love me sometime soon
You said you had your foot in the door
You buy and you sell, you buy some more
Make a plan to love me sometime soon
Life is too short
Death doesn’t ask
It don’t owe you that
Some things you lose
You don’t get back
So just know what you have
And make a plan to love me sometime soon
Life is too short
To be a fool
I don’t owe you that
Do what you feel
Whatever is cool
But I just have to ask
First you want to ride off into the sun
Then you want to shoot straight to the moon
Make a plan to love me sometime soon
When you are young the world is a ferris wheel
I know we will grow old it is lovely, still
Make a plan to love me sometime soon
Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me sometime soon?
Nu vi taler indpakning, har The Fab Four fra Merseypool så nogensinde været mere elskelige? Vi siger nej, USA det modsatte. Den amerikanske 1965-udgivelse ‘Yesterday And Today’ blev straks, efter en sand tsunami af klager over ovenstående covers påståede grusomhed, trukket tilbage og genudsendt i et helt anderledes og stuerent design. Beat is murder!
Vil også lige hårdt anbefale den nye Bright Eyes-plade fra i mandags, der umiddelbart havde svært ved at træde ud af sin forgænger ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’s næsten perfekte skygge, men nu vokser og vokser for hver gennemlytning. Bright Eyes har denne gang begået en sand Rolling Thunder Revue af blomstrende americana i forskellige stilarter og mangeartede arrangementer. En rejse gennem nordamerikansk musik, som når den har været bedst de seneste 40 år. Den har traditionelle love songs med bitre twists af livslede, den har moderne livtag med sex, politik, hverdag og utæmmede violiner, og den har ikke mindst de besnærende melodier, små som store, alle båret frem af den unge, rystende Bright Eyes-stemme, hvis engagement herefter aldrig skal kunne betvivles. Rocknroll bliver ‘Cassadaga’ aldrig, dertil er den langt mere klassisk Nashville end Memphis i tilgang. Ja, faktisk er der noget næsten håbløst western-bedaget over dens ofte pastorale og akustiske musik. Det må kræve sin mand at kunne bære et så fint nuanceret og flimrende udtryk helt hjem gennem ‘Cassadaga’s 62 vellykkede minutter. Som altid i Bright Eyes’ ambitiøse og komplicerede tilfælde er hans navn Conor Oberst.
Ondt i halsen holdt mig hjemme fredag aften, da jeg egentlig skulle have set 1 2 3 4 ude i byen. Endte istedet alene i stort selskab med en broget flok 7-inch-singler. Fik dem ikke hørt allesammen, men her indholdet af den udvalgte bunke, der nu igen går tilbage i kasser, efter kategori og alfabet:
The Marvelettes – ‘I’ll Keep Holding On’, Barbara Lynn – ‘You”ll Lose A Good Thing’, Smokey Robinson & The Miracles – ‘The Tracks Of My Tears’, The Four Tops – ‘Baby, I Need Your Loving’, Nigger Kojak – “Nice UP Jamaica”, Junior Murvin – ‘Police & Thieves’, Yello – ‘The Rhythm Divine’, The Associates – ‘Party Fears Two’, Rhythm Of Life – Soon/Summertime’, Josef K – ‘Chance Meeting’, Paul Quinn & Edwyn Collins – ‘Pale Blue Eyes’, Johnny Thunders – You Can’t Hold Your Arms Around A Memory’, Sister Sledge – ‘Lost In Music’, Black Box – ‘Ride On Time’, Donna Summer – ‘I Feel Love’, Heaven 17 – ‘(We Don’t Need This) Fascist Groove Thang’, Henry Mancini & His Orchestra – ‘Moon River’, Love Shop – ‘En Nat Bliver Det Sommer’, Freshly Riots – ‘Delightfully Fresh’, Dusty Springfield – ‘I Close My Eyes And Count To Ten’, Gun Club – ‘Fire Of Love’, The Gun Club – ‘Sex Beat’, New Order – ‘Everything’s Gone Green’, Marcel Camus – ‘Orfeu Negro’, FR David – ‘Words’, Raspberries – ‘Let’s Pretend’, The Shoes – ‘Tomorrow Night’, Elvis Presley – ‘My Boy’, Scars – ‘All About You’, The Smiths – ‘Hand In Glove’, Nancy Sinatra – ‘Summer Wine/Sugar Town’, Sparks – ‘Something For The Girl With Everything’, The Trashmen – ‘Surfin’ Bird’, Lee Marvin – ‘Wand’rin Star’, Nancy Whiskey – ‘Freight Train’, R.E.M. – ‘(Don’t Go Back To) Rockville’, Dream Syndicate – ‘Blind Willie McTell’, The Kilima Hawaiians – ‘Hawaii Sing To Me”, Pier Angeli – ‘Volare’, David Bowie – ‘Rebel Rebel’, Mott The Hoople – ‘Saturday Gigs’, T. Rex – ‘Metal Guru’, The Dead Kennedys – ‘Holiday In Cambodia’, John Cale – ‘Dying On The Vine’, Carpenters – ‘Superstar’, The Cure – ‘Jumping Someone Else’s Train’, The Passions – ‘I’m In Love With A German Film Star’, Ian McCulloch -‘September Song’, The Dream Academy – ‘Please Please Please Let Me Get What I Want’, Echo & The Bunnymen – ‘The Pictures On My Wall, Echo & The Bunnymen – ‘The Promise’, Echo & The Bunnymen – ‘The Killing Moon’, Devo – ‘Jocko Homo/Mongoloid’, Pere Ubu – ‘Final Solution’, Richard Hell & The Voidoids – ‘Blank Generation’, Iggy Pop – ‘Some Weird Sin’, Jonathan Richman – ‘Roadrunner’, Ramones – ‘Do You Remember Rock’n’Roll Radio?’, The Music Explosion – ‘Little Bit O’ Soul’, The Saints – ‘One Two Three Four’, The Saints – ‘I’m Stranded’, The Undertones – ‘Teenage Kicks’, The Ronettes – ‘Baby, I Love You’, Dean Martin – Somewhere There’s A Someone For Everyone’, Otto Brandenburg – ‘To Lys På Et Bord’, Jørgen Ingemann & De Små Ingemænner – ‘Far, Jeg Kan Ikke Få Hul På Kokosnødden’, Joy Division – ‘Transmission’, New Order – ‘Temptation’, Talk Talk – ‘It’s My Life’…
31 år siden i dag Phil Ochs – amerikansk frihedskæmper, fantast, disilluisioneret protestsanger, Elvis Presley-fan, far, m.m. – checkede frivilligt ud af denne verden. Om ikke andet, efterlod han sig en række meget fine sange, hvoraf en af de mest simple og ligefremme står i hans minde her:
I’M TIRED
Sometime’s I feel that the world isn’t mine
It feeds on my hunger and tears on my time
And I’m tired,
Yes, I’m tired
Every face on the street is as cold the air
As hard as the pavement moves ‘neath my feet
And I’m tired,
Yes, I’m tired
Sometimes I stop and ask to myself
Oh, why should I be so alone?
It comes and it goes
and nobody knows
For they’re blind with a pain all their own
So I start out again with a smile on my face
To hide all the empty and search for a friend
And I’m tired
Yes, I’m tired
Sometimes I stop and ask to myself
Oh, why should I be so alone?
It comes and it goes
and nobody knows
For they’re blind with a pain all their own
So I start out again with a smile on my face
To hide all the empty and search for a friend
And I’m tired
Yes, I’m tired
I’m tired
Yes, I’m tired
I denne blog har vi sommetider talt om lovligheden (eller mangel på samme) af invasionen af Irak. Mange statsoverhoveder har et temmelig platonisk forhold til international lov (eller såmænd bare deres eget lands love). Måske er følgende derfor noget for alle, der ikke kom med på Aftenland Express ?
En britisk sangskriver, Mark Biddiss, vil nemlig gerne have os alle med til at synge kor på et nyt nummer, “Arrest The Presidents”. Se mere på http://arrestthepresidents.com/ og se hvordan du kan synge med over mobiltelefonen.
Dave Hill med de underlige kostumer og de store fortænder bliver 61 i dag.
Da jeg var 11, var jeg en stor fan af Slade. En overgang var jeg endda medlem af deres fanklub. Tiden gik, og der kom der andre, (syntes jeg) mere substantielle bands, der interesserede mig mere.
Slade blev gendannet som to konkurrende bands, da der kom en glamrock-revival sidst i halvfemserne, og jeg så Dave Hills halvdel spille til karneval i Aalborg.
På trods af fabrikeret nostalgi og aldrende musikeres karneval-jobs kan jeg dog vende tilbage til Slades musik og høre, at Holder og Lea faktisk var dygtige sangskrivere og at Slade ikke kun var glamrock, men også (sammen med f.eks. den “mere substantielle” Paul Weller) var en inspirationskilde for mangt og meget i den britpop-bølge, der hærgede 20 år senere. Også The Replacements har nævnt Slade som inspirationskilde – interessant, for Slade blev aldrig et kendt navn i USA.
(Mon vi om 15 år kan opleve Michael Dehns Love Shop til havnefester rundt om i Danmark?)
Andre fødselsdage i dag: Junior Braithwaite (1949-1999) fra The Wailers, Johnny Borrell fra Razorlight (der bliver 27) – og, nå ja, Gary Moore (der bliver 55).
Ved ikke hvor lang tid vi har med at gøre. Bob Dylan gæstede Kbh. i går med sit band, måske sidste gang? Hvis isåfald var det en fantastisk måde at sige so long på. Bedste koncert vi overhovedet mindes at have set og hørt med The Man In The Long Black Coat. Spillede som besat, sang som en drøm. Helt i kontrast til den uengagerede optræden på seneste Roskilde Festival. Men “summer days, summer nights are gone”, som Bob hvæsede, og i går var der helt anderledes fokus og styr på band, sang, udtryk, lyd. Det hele bragede igennem. Henrik Queitsch giver her til morgen Dylan’s aften de maksimale 6 stjerner i Ekstra Bladet. Det er ikke én for meget.
Forum, Copenhagen, Denmark – April 2, 2007
Tweedle Dee & Tweedle Dum (Bob on electric guitar)
Man In The Long Black Coat (Bob on electric guitar)
Watching The River Flow (Bob on electric guitar)
It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)
(Bob on electric guitar, Donnie on violin)
When The Deal Goes Down (Bob on keyboard)
Highway 61 Revisited (Bob on electric keyboard and harp)
Visions Of Johanna (Bob on electric keyboard and harp)
Rollin’ And Tumblin’ (Bob on electric keyboard, Donnie on electric mandolin)
Desolation Row (Bob on electric keyboard and harp
Spirit On The Water (Bob on electric keyboard)
Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
(Bob on electric keyboard and harp)
Nettie Moore (Bob on electric keyboard)
Summer Days (Bob on electric keyboard)
Like A Rolling Stone (Bob on electric keyboard and harp)
(encore)
Thunder On The Mountain (Bob on electric keyboard).
All Along The Watchtower (Bob on electric keyboard)
Ungdomshuset i København marts måned, Hammersmith Palais i London denne. Perfekte koncertsteder med masser af historie og udstråling lukkes til og rives ned. Weekenden her var absolut sidste udkald for at opleve musik i Vestlondon’s Hammersmith Palais, der nu skal give plads for ejendomsbyggeri istedet. Lørdag aften spille The Good The Bad & The Queen et set og i går lukkede Mark E Smith og hans The Fall helt af. Fra nu af vil stedet kun stå i erindring, som centrum for ikke så få skelsættende rocknroll-koncerter, og ikke mindst som omdrejningspunkt for The Clash’s tids-centrale historie om afstand mellem hvid og farvet kultur, 1978-singlen ‘(White Man) In Hammersmith Palais’. Det palæ er nu ikke mere.
Ingen aprilsnar herfra, kun et link til et helt nyt R.E.M.-nummer, en behjertet indspilning af John Lennon’s ‘#9 Dream’, indeholdende både klassisk Peter Buck-jingle-jangle-guitar og en længselsfuld Michael Stipe-stemme, med lyd som af i bandets gyldne år, so long ago:
Aftenland Express skal nu for første gang weekend-testes offentligt af de heldige sjæle, der allerede nu har været ude og investere i den. Vores egne prøvekørsler på lukket bane har indikeret stor stabilitet omkring dette nye nydelsesprodukt, det i forbindelse med både socialt samvær og en stabil indtagelse af kølige alkoholiske drikke. Et enkelt stjernelysende fornuftigt huskeråd, der kun vil sublimere helhedsoplevelsen, skal dog – før weekenden kommer på – lyde herfra:
I sidste uge skrev Mike Scott fra The Waterboys en interessant lille klumme om sine erfaringer med at prøve at være bruger på Wikipedia og redigere i en artikel om… The Waterboys.
(Selv har jeg prøvet at placere en opdateret udgave af den biografi om Love Shop, jeg udarbejdede til www.loveshop.dk, i Gaffas leksikon (der var Gaffa igen…) blot for at få den slettet helt og aldeles af bekymrede brugere, der syntes den lignede for meget.)
Joachim Thåström har siden han flygtede fra egen rockstjernedom i slutfirsernes Stockholm mest opholdt sig udenlands. Nu er han atter tilbage i Sverige, men årene i specielt Amsterdam og København sætter sit præg på hans musik. Seneste soloalbum besang netop byen her, der specielt med ‘Sönder Boulevard’ fik en gigantisk stille sang om Vesterbro smidt sin vej. Og på sit nye debutalbum med “afvekslingsbandet” Sällskapet, fortsætter han sin kronologisering af de landflygtige år.
Vi er nu med på en afdæmpet men hvileløs rejse, uden mål, langt fra hjemlandet, gennem flere nordeuropæiske byer. Sangtitler som ‘Hauptbahnhof’, ‘Järnstaden’, ‘Nordlicht’, ‘Rum 212’, ‘Le Havre’ og ‘ Spår Overalt’ fortæller deres egen historie om et søvngængeragtigt nat-Europa med raslende sporskifter, dunkende fabrikker og alkoholvåde havnekvarterer. Det er ikke moderne tider der spiller i denne så europæiske collage-opbyggede blues-electro, men derimod et fjernt århundredes nedslidte industrisamfund på allersidste vers. Det er søgende tågehorn, lyd af trappestejle banegårde, et Astra-bryggeri i Hamburg, ustemte klaversløjfer, rum ventetid og en klar fornemmelse af ansigtsløse, nu forgangne mennesker, der allerede længtes for længe siden, på de mørkebrune knejper, hvor Thåströms dybe stemme så nemt falder i et med tapetet.
Der synges fra Amsterdam, hvor man går hen til banegården, for at se togene sitre afsted, ud i verden. Der synges fra Skt. Pauli, fra baren Nordlicht ved Elbens kaj, hvor skibsvrag er skyllet på land. Og musikkens langsomme puls knirker og værker og sukker og trækker under det hele. Dog, som tilfældet er hos Thåström, ikke af selvmedlidenhed. De der står ved Jacques Brel’s benhårde og usentimentale havneskildring ‘Amsterdam’, den som David Bowie for langt over 30 år siden også udsendte sin berettigede version af, vil straks genkende den trøstesløshed, man også her transporteres igennem på en ofte dominerende baggrund af optræk til livsskuffelse. For nej, trods et par bittesmå lyse erindringsstik af forsvundne håb undervejs, er den ikke godhjertet, denne langsomt sammenstyrtende verden. Hvilket absolut ikke gør Sällskapets udsøgte skildring af den mindre anbefalelsesværdig.
