Men ikke i de seneste års forgæves søgen efter tabt styrke. For siden den majestætiske sang ‘He’s Gone’, den næstsidste på Head Music – vi taler 1999 – var Suede og specielt forsanger Brett Anderson kun en famlende skygge af sig selv. Utallige avisartikler om stofafvænning efter den ret ufokuserede Head Music, gav ellers visse løfter for efterfølgeren A New Morning, men nej. For mange af os hørte den plades ferske, tømmermandsafkræftede lyd og savnede Suede fra de vilde, unge dage, da sange af ‘Killing Of A Flash Boy’ og ‘Europe Is Our Playground’s kaiber var regel snarere end undtagelse, da Brett sang med største naturlighed om benzinhimmel, kemikalier og speedet kærlighed, da Suede i livskraft og rocknroll-drive syntes uovervindelige.
Vi skal ikke forherlige selvdestruktion, men hvis der nogensinde var et band det ikke klædte at blive ædru og stoffri, så var det altså Suede. Der var meget langt fra synet – og den fantastiske lyd – af en opløst og henført dansende udgave af Brett Anderson på Grøn Scene, Roskilde ’95 til ham, der forsigtigt gik på scenen i Radiohuset ’02 med sin kop the. Musikken fulgte desværre med, fra udtryksfuld ekstase til mat håndværk, og Suede opløstes i en virtuel støvsky af egen ligegyldighed. Så kom The Tears, genforeningen med Suede’s oprindelige guitar-es Bernard Butler, men at det var et trist fornuftsægteskab, lod deres hidtil eneste plade ingen i tvivl om. Den gjorde ondt at lytte på, for dengang med Butler, havde Suede så store gaver ombord, at musikken og sangene og lyden og ordene gav sig selv og bestemte tiden. Nu var det så tiden der bestemte The Tears.
Når der ovenover skrives om håb, skyldes det ikke de alt for mange forglemmelige alibi-numre Brett Anderson har taget med, blandt kun 2-3 mindeværdige, på sin nye solodebut. Det undrer hvordan Brett, der har været medsangskriver på så mange helt igennem gode sange tidligere, nu kan have så svært ved at finde fodfæste i toner og akkorder. Ordene er også tilsvarende usikre, gennemsigtige og “plastic people”-gentagende. Nej, håbet kommer af albummets allersidste ‘Song To My Father”. For lige siden førnævnte ‘He’s Gone’, har Brett Anderson sunget som uden glød, nødvendighed og egentlig tro på sig selv. Men på ‘Song To My Father’, der ligesom ‘He’s Gone’ er en dødssang, denne som titlen røber en hyldest til hans far, synger Brett for første gang i lange 8 år ikke “bare” som ham Suede-rockstjernen med den cool fortid og de smarte London-moves, men som et uforstillet væsen med noget på spil. Sangen er, for nu at sige det på almindeligt dansk, rørende. At det er Brett’s fars død, der skal til for at kunne vække sønnen til live, kan man tage som man vil. Jeg selv er bare glad for, han stadig er her og igen kan udtrykke sig på dén direkte måde, han engang blev så elsket for. Troede virkelig vi havde tabt ham, men nej, han er her endnu. I en enkelt sang. Der er håb.
