Og et sådan lys er The Queen Is Dead, The Smiths’ 3. studiealbum, der blev udsendt d. 16. juni for 20 år siden. Morrissey og Johnny Marr synes begge bedre om efterfølgeren, Strangeways Here We Come, men for de fleste er det denne plade, der igen og igen nævnes som et af hovedværkerne indenfor moderne britisk musik. Det er her Johnny Marr peaker, både som arrangør, overlegen sangskriver og stildannende guitarist. Og her Morrissey for alvor får bugt med manererne og synger sig op i mesterklassen. The Smiths var så fænomenalt produktive i denne periode, at pladens oplagte hit, “There Is A Light That Never Goes Out”, aldrig nåede at komme ud på single. For allerede i starten af juli, altså en lille måned senere, udsendtes istedet det helt nye track “Panic”, heller ikke ligefrem nogen dårlig sang. Den historie er meget sigende om et band, som konstant bevægede sig med en fart og kreativ intensitet, der forekom hæsblæsende. Og som havde sin høje pris. Kun godt et år efter den kollektive triumf med The Queen Is Dead var det hele forbi for The Smiths, der meget tidligt blev ofre for de misforståelser, ego-sammenstød og personlige forskelle, der før eller siden æder alle store bands op indefra.

THE QUEEN IS DEAD

(Oh ! Take me back to dear old Blighty,
Put me on the train for London Town,
Take me anywhere,
Drop me anywhere,
Liverpool, Leeds or Birmingham
But I don’t care,
I should like to see my…)

I don’t bless them
Farewell to this land’s cheerless marshes
Hemmed in like a boar between arches
Her very Lowness with a head in a sling
I’m truly sorry – but it sounds like a wonderful thing

I said Charles, don’t you ever crave
To appear on the front of the Daily Mail
Dressed in your Mother’s bridal veil ?
Oh …

And so, I checked all the registered historical facts
And I was shocked into shame to discover
How I’m the 18th pale descendant
Of some old queen or other

Oh, has the world changed, or have I changed ?
Oh, has the world changed, or have I changed ?

Some 9-year old tough who peddles drugs
I swear to God
I swear : I never even knew what drugs were
Oh …

So, I broke into the palace
With a sponge and a rusty spanner
She said : “Eh, I know you, and you cannot sing”
I said : “That’s nothing – you should hear me play piano”

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
But when you’re tied to your Mother’s apron
No-one talks about castration
Oh …

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
Like love and law and poverty
Oh, these are the things that kill me

We can go for a walk where it’s quiet and dry
And talk about precious things
But the rain that flattens my hair …
Oh, these are the things that kill me

All their lies about make-up and long hair, are still there

Past the Pub who saps your body
And the church who’ll snatch your money
The Queen is dead, boys
And it’s so lonely on a limb

Past the Pub that wrecks your body
And the church – all they want is your money
The Queen is dead, boys
And it’s so lonely on a limb

Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely
Life is very long, when you’re lonely

© Morrissey

Vejen Hjem Fra Rocknroll fylder 1 år i dag. Sæt den på i aften og sig tillykke!

Det var helt gået her forbi, hvad der sker nu onsdag i København. Så må hellere give den videre, til de af jer som er ligeså uvidende: Som del af en hurtigt arrangeret europæisk 5 koncerts-tour spiller Razorlight på Loppen, Christiania! Ikke hver aften et af England’s allerbedste og mest hypede bands indtager en klub i DK, så mærkeligt, der ikke er nogensomhelst opmærksomhed omkring dette show med The Libertines’ arvtagere af lysende, intens London-rocknroll. Men også heldigt, for kun derfor kan man endnu finde ukøbte billetter på billetnet.dk – hurtig nu!

Top 5 Razorlight-tracks:
1. Golden Touch
2. Vice
3. Somewhere Else
4. Yeah, Yeah, Yeah
5. Hey Ya (BBC Live)

Var en tur i Århus i lighed med en del andre, der gæster denne blog.

Det startede temmelig uskønt med en plads i køen lige bag fire mennesker, der mildt sagt var sanseløst berusede. Omsider stod jeg dog på stadion, og kl. 19.00 begyndte koncerten.

Engelske Mohair var lige så spændende som deres uldne navn antyder. Med andre ord endnu et anonymt britisk guitarband; deres lyd var et uoriginalt opkog af Blur, som de lød omkring Modern Life Is Rubbish – desværre uden talentet fra Damon Albarn m.fl.

Og så… The Raveonettes. De har engang skrevet en god sang, så derfor besluttede de sig til at skrive den igen (og igen og…)

Omsider kom Depeche Mode, og ballet kunne begynde for alvor.

Rygterne talte sandt; de var i topform.

Fra aakjaer ved vi at den præcise sætliste var

Intro
A Pain That I’m Used To
A Question Of Time
Suffer Well
Precious
Walking In My Shoes
Stripped
Home
It Doesn’t Matter Two
In Your Room
Nothing’s Impossible
John The Revelator
I Feel You
Behind The Wheel
World In My Eyes
Personal Jesus
Enjoy The Silence

Ekstranumre:

Leave In Silence
Photographic
Never Let Me Down Again

Især de tre numre fra Violator, der afsluttede det egentlige sæt, viste et band, der kørte med klatten. Glæden ved at være sammen igen på en scene og ved at spille de gamle numre var helt åbenlys, selv set helt ovre fra den modsatte langside.

Heldigt man ikke er satanistisk orienteret i dag, 060606! Så istedet for at skulle holde sig inden døre og frygte det værste, kan timerne måske istedet bruges til at anskaffe sig Niels Skousen’s helt nye Daddy Longleg, der netop udkommer dags dato på Auditorium, dansk rocks egentlige flagskib af et pladeselskab. Nikolaj Nørlund producerer, Rune #1 Kjeldsen, Jonas Struck (ex-Swan Lee), Jakob Høyer, Lennart Ginmann og Søren Kjærgaard spiller med, på en af de mest givende danske udgivelser i år. Skousen re-debuterede på Dobbeltsyn for godt tre år siden, og allerede der kunne man nyde godt af hans så specielle talesyngende vemod, der igen står gribende og knivskarpt på Daddy Longleg. Nå, vil besinde mig og tie, før jeg jeg bliver anklaget for nepotisme. Det er det ikke. Det er en anbefaling. Værsgo!

Sunday morning, praise the dawning
It’s just a restless feeling by my side
Early dawning, sunday morning
It’s just the wasted years so close behind

Watch out, the world’s behind you
There’s always someone around you who will call
It’s nothing at all

Sunday morning and I’m falling
I’ve got a feeling I dont want to know
Early dawning, sunday morning
It’s all the streets you crossed, not so long ago

Watch out, the world’s behind you
There’s always someone around you who will call
It’s nothing at all

Sunday morning
Sunday morning
Sunday morning

© Reed/Cale

Ikke helt, men næsten. D. 12. juli spiller Ronnie Spector i Pumpehuset, København. Hvis vi taler pop-legender – og det gør vi! – kan det næsten ikke blive større. Se frem til et show, der uanset kvalitet ialfald ikke bliver kedeligt. Dertil er Veronica’s bagage alt, alt for stor, mørk og dramatisk.

Vermouth har postet denne playliste, han har brugt i radioen, i et temaprogram om togsange. Listen er så spændende, det ville være synd ikke at bringe den her. For nej, sange med tog i er sjældent kedelige. Hvad er den bedste togsang nogensinde mon? Her er 27 bud fra Vermouth:

1. Ike & Tina Turner – The Loco-Motion (1969)
2. Tiny Bradshaw – Train Kept A Rollin’ (The) (1953)
3. Little Junior’s Blue Flames – Mystery Train (1953)
4. James Brown & The Famous Flames – Night Train (1961)
5. The Pyramids – Train Tour To Rainbow City (1967)
6. The Monkees – Last Train To Clarksville (1967)
7. Dillard & Clark – Train Leaves Here This Morning (1968)
8. The Doobie Brothers – Long Train Runnin’ (1973)
9. Joe Ely – Boxcars (1978)
10. The Clash – Train In Vain (1979)
11. Robert Johnson – Love In Vain (1937)
12. The Rolling Stones – Silver Train (1973)
13. The Velvet Underground – Train Round The Bend (1970)
14. Jerry Garcia & Merl Saunders – It Takes A Lot To Laugh, It Takes A Train To Cry (live) (1973)
15. Bob Dylan – Slow Train Coming (1979)
16. Ryan Adams & The Cardinals – Trains (2005)
17. Todd Snider – Play A Train Song (2004)
18. Gladys Knight & The Pips – Midnight Train To Georgia (1973)
19. Solomon Burke – Fast Train (2002)
20. Meade “Lux” Lewis – Honky Tonk Train Blues (1927)
21. The Delmore Brothers – Dis Train Am Bound For Glory (1954)
22. Johnny Cash – Train Of Love (1958)
23. Crosby, Stills & Nash – Marrakesh Express (1969)
24. Neil Young – Train Of Love (1994)
25. Gun Club – Black Train (1981)
26. The Ethiopians – Train To Skaville (1967)
27. Little Eva – The Loco-Motion (1962)

Nu vi er i den afdeling af verden, så var det selvfølgelig ikke kun nedenforomtalte Desmond Dekker, der kunne noget med ord i rocksteady-sangene fra Jamaica. Tjek lige på skrift den her minimalistiske togsang fra vokalduoen The Ethiopians’ 1967-gennembrud “Train To Skaville”. Maestro Leonard Cohen udnævnte engang Fats Domino’s “Blueberry Hill” som det mesterværk, hvis enkle, billedskabende tekst nemt overstrålede alt, han selv havde skrevet. Og fint nok, beskedenhed er åbenbart en canadisk dyd, men hvad mon så ikke selvsamme LC ville kunne sige om Ethiopians’ overlegne togtur til Skaville? Cohen, Dylan, Reed, Stipe, Cave, younamethem….alle får kamp til stregen her.

TRAIN TO SKAVILLE

Train to Skaville
Chicke chicke chicke…

Beep beep train to Skaville
Pick your seat

Everyone on board

Chicke chicke chicke chicke chicke chicke…

Pshhhh

Beep beep…

Free man free
Free as a bird in a tree

Beep beep

© L Dillon

En af ska- og rocksteady-musikkens store pioneerer, Kingston’s egen Desmond Dekker, døde i torsdags. Respekt herfra til Desmond, der af de fleste bizart nok mest kendes pga. sin formodede hovedrolle i teksten på Beatleshelvedet “Ob-la-di Ob-la-da”….! Men det han bør og skal blive husket for er sin elegante og sjælfulde vokal på fantastiske sange som “Israelites”, som var det allerførste Jamaica-indspillede hit i Europa og USA nogensinde, “007 (Shanty Town)”, “Rude Boy Train” og “Pickney Gal”. Alle sunde hits, der ubesværet tog ham langt udover de snævre mod- og skinhead-miljøer i sen-60’ernes England, hvor han først blev seriøst respekteret og værdsat.

ISRAELITES

Get up in the morning, slaving for bread, sir,
so that every mouth can be fed.
Poor me, the Israelite. Aah.

Get up in the morning, slaving for bread, sir,
So that every mouth can be fed.
Poor me, the Israelite. Aah.

My wife and my kids, they are packed up and leave me.
Darling, she said, I was yours to be seen.
Poor me, the Israelite. Aah.

Shirt them a-tear up, trousers are gone.
I don’t want to end up like Bonnie and Clyde.
Poor me, the Israelite. Aah.

After a storm there must be a calm.
They catch me in the farm. You sound the alarm.
Poor me, the Israelite. Aah.

Poor me, the Israelite.
I wonder who I’m working for.
Poor me, Israelite,
I look a-down and out, sir.

© Desmond Dekker

LS-klassikeren Go! har 9 års fødselsdag i dag, d. 28. maj – congrats Go!! Lad os her markere dagen med en hurtig køretur ned på Memory Lane og tilbage igen. Bliver ikke sjældent spurgt, hvordan jeg – nu med lidt afstand til dem – selv rater alle LS-pladerne og hvilke tracks der er personlige favoritsange på de enkelte albums. Så okay, her er sådan en liste med en ikke-overraskende #1:

1. Go! (Love goes on forever, Fremmedlegionær, Vi blinker så hurtigt vi kan, det “skjulte” instrumental-track Havanna Song)
2. 1990 (En nat bliver det sommer, I den nye by, I dag så bedre ud i går, Alt jeg ser er hendes ryg)
3. Anti (Alle har en drøm at befri, Kræmmersjæl, Du er kommet for at gå, Det tog mig et år)
4. DK (Drømmens København, Stalingrad, Vil du ikke engang kysse mig farvel, Hun er stadigvæk en lille pige)
5. Det Løse Liv (Bellavista sol, Birgittelyst, Min Elvis, Født til action)
6. National (Sig det aldrig mere, Nordlys, Susie, Carpenters)
7. Billeder Af Verden (Fuck min højdeskræk, Billeder af verden, Det elsker jeg, Tag mig hold mig løft mig)

Alle der laver sange stjæler fra andre sangskriveres musik indimellem. Det er der ikke noget galt i. Det er det, der lidt mere okay hedder at “lade sig inspirere”. Der er dog en vigtig ting man som musikalsk berigelseskriminel er nødt til at huske: At få eget fingeraftryk sat på musik-tyvekosterne, så det man står med netop bliver ens eget, og ikke kun et hult ekko af det oprindelige udgangspunkt. Der er den kvalitet der skiller godt stjålet musik fra dårligt lånt musik. Den lektie har Red Hot Chili Peppers vist glemt på deres nuværende hitsingle “Dani California”. For av for en lighed mellem den og Tom Petty & The Heartbreakers’ “Mary Jane’s Last Dance”, både hvad tekst, riff, rytme, tempo og musik angår. Hør selv her:

I skrivende stund er der kun 13 dage til Depeche Mode giver koncert på et fodboldstadion, der er hjemmebane for en østjysk 1. divisionsklub. Det bliver underligt nok første gang, jeg får Fletcher, Gahan og Gore at se. Jeg glæder mig som et lille barn, uagtet tidligere negative meldinger fra Jens & Co.

(Og hvis nogen skulle have kørelejlighed nordpå efter koncerten, vil jeg meget gerne høre fra jer.)

Ja, hvordan føles det så at fylde 65? Det gør Bob Dylan i dag. For 5 år siden blev hans 60-årsdag fejret med en kæmpe koncert i Grå Hal på Christiania, hvor mange meget forskellige danske vokalister gav respektive Dylan-favoritter. Selv sang jeg undtagelsesvis engelsk den aften, på en Gun Club-ificeret 4/4-version af “Man In The Long Black Coat”, en af de mange sublime sange fra Oh Mercy-pladen. At skulle være med den aften lå ellers ikke umiddelbart i kortene. Da jeg voksede op brød jeg mig ikke om Dylan. Han var ham der på afstand brægede som en ged, når man gik forbi den lukkede dør til ens storesøsters værelse. Meget senere begyndte enkelte sange med ham så at trænge sig på, og tilsidst blev jeg nødt til at købe Oh Mercy samt Greatest Hits 3-pladen, den som bl.a. indeholder fan-tas-tis-ke “Brownsville Girl”, og var solgt. Siden har jeg med fornøjelse brugt penge på at komme ind og længere ned i hans imponerende sangkatalog. Ikke alt dér er lige godt eller spændende, men det bedste er – indiskutabelt! – noget af det mest komplette rytmiske musik, der nogensinde er lavet. Et engelsk kulturmagasin, hvis navn vi her allerede har glemt, hævdede for få år siden, at kun 3 “moderne” amerikanske sangskrivere fra det 20’ende århundrede vil blive husket ud bag fremtiden: Woody Guthrie, Hank Williams og så altså Bob Dylan. Store oplevelser spilder ingens tid, så gem din kedelige nye Pet Shop Boys-plade væk og hør istedet en af de absolutte mestre i dag!

MAN IN THE LONG BLACK COAT

Crickets are chirpin’, the water is high,
There’s a soft cotton dress on the line hangin’ dry,
Window wide open, African trees
Bent over backwards from a hurricane breeze.
Not a word of goodbye, note even a note,
She gone with the man
In the long black coat.

Somebody seen him hanging around
At the old dance hall on the outskirts of town,
He looked into her eyes when she stopped to ask
If he wanted to dance, he had a face like a mask.
Somebody said from the Bible he’d quote
There was dust on the man
In the long black coat.

Preacher was a talkin’ there’s a sermon he gave,
He said every man’s conscience is vile and depraved,
You cannot depend on it to be your guide
When it’s you who must keep it satisfied.
It ain’t easy to swallow, it sticks in the throat,
She gave her heart to the man
In the long black coat.

There are no mistakes in life some people say
It is true sometimes you can see it that way.
But people don’t live or die, people just float.
She went with the man
In the long black coat.

There’s smoke on the water, it’s been there since June,
Tree trunks uprooted, ‘neath the high crescent moon
Feel the pulse and vibration and the rumbling force
Somebody is out there beating the dead horse.
She never said nothing there was nothing she wrote,
She gone with the man
In the long black coat.

© Bob Dylan

Tillykke med dagen!